Kære Kerstin Gier (Smaragdgrøn)

Nu er det ved at være et år siden jeg læste "Rubinrød" - første del af din tidsrejseserie, og endelig(!) har jeg fået læst sidste bind, nemlig Smaragdgrøn.

Sidste del starter ud hvor anden del, Safirblå, slap, nemlig at Gideon har knust Gwens hjerte. Men Gwen har ikke særlig meget tid til at ligge sig i sengen med hjertesorger, for hun har stadig en mission hun skal fuldføre. Og desværre inkluderer dette også Gideon. Gwen har svært ved at finde ud af hvem hun kan stole på i den inderste kreds, når det kommer til den profeti der foreligger specifikt om hende ud af de 12 tidsrejsende, og en masse hemmeligheder dukker frem i lyset - også nogle der kommer til at påvirke Gwen meget mere personligt end hun nogensinde kunne forvente.

Præcis som med den forrige bog, så gik der en håndfuld måneder før jeg fik læst videre i din serie, og det gjorde desværre at jeg sad forvirret tilbage, og slet ikke kunne finde hoved og hale i det der skete. 

Alting skete så hurtigt, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at stå af, i alt det der omhandlede den hemmelige orden og tidsrejseaspektet, fordi denne sidste del af din serie netop refererer meget tilbage til begivenheder fra de to forrige bøger. Og så god er min hukommelse bare slet ikke. I stedet begyndte jeg at lade mig opsluge at kærlighedsdelen (hvilket er total ulig mig!) og jeg begyndte at more mig ekstra meget over Xemerius og de kommentarer han hele tiden kom med. 

Det er ikke en dårlig tidsrejseserie du har skrevet, men jeg ærger mig meget over at jeg ikke fik dem læst lige efter hinanden. På den måde er jeg sikker på at jeg havde fået det bedste udbytte af din historie, for lige nu sidder jeg desværre med en følelse af at jeg ikke fik alle elementerne med under læsningen, og det er altså en skam. Især når jeg ved at selve tidsrejsedelen er noget jeg virkelig følte du fik uddybet og forklaret virkelig godt, i de to forrige bøger.

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Smaragdgrøn (Precious Stone Trilogy #3). Org. titel: Smaragdgrün. Gave fra Turbine. 3/5

Kære Kerstin Gier (Safirblå)

For et lille stykke tid siden læste jeg Rubinrød, den første bog i din tidsrejsetrilogi. Den var meget sjov og fuldstændig gennemført da det kom til hele tidsrejse-aspektet, men den var ikke helt så fængende som jeg havde håbet, så jeg var spændt på at se hvordan serien ville forløbe i Safirblå. 

I første bog skulle Gwendolyn på kort tid acceptere at hun er familiens efterfølger, der har arvet tidsrejsegenet, og hun skulle straks begynde at lære at begå sig i forskellige tidsperioder, med alt hvad der indebærer af store kjoler, dans og den korrekte måde at gebærde sig på. Derudover skulle Gwendolyn også lære at håndtere den pænt arrogante Gideon, som er blevet hendes tidsrejsemakker, i jagten på de tidligere familiemedlemmer, der har vendt slægten ryggen. Denne bog fortsætter fuldstændig hvor din forrige bog slap, så på grund af at der var gået et godt stykke tid siden jeg læste "Rubinrød", tog det mig en del kapitler før jeg var helt med på hvordan det var muligt at tidsrejse, og hvad grunden egentlig var for at de var nødsaget til at rejse i tiden så ofte. 

Ved din første bog var min kritik at jeg følte den var lidt for "barnlig" til at være en YA. Det synes jeg helt sikkert er blevet rettet op i denne fortsættelse. Humoren er der stadig, men den er knap så plat. Derudover var du også virkelig dygtig til at forklare de indviklede grundlag for hvordan tidsrejserne i bogen fungerer, og hvordan fortiden, nutiden og fremtiden hænger sammen. Ligesom i sidste bog, har du virkelig gennemført hele tidsrejseplottet, uden at det bliver for svært at forstå. 

Jeg elskede hvordan du, med denne bog, lader læseren blive viklet ind i en labyrint af hvordan fortid og nutid hænger sammen, og det var skønt at læse hvordan Gwendolyn selv blev overrasket over at opleve at hendes fremtids-jeg har taget en beslutning der har betydning for hendes nutids-jeg der er på rejse i fortiden. Jeg får det sikkert til at lyde indviklet,  men det er på ingen måde lige så indviklet når du selv beskriver det, og det var nok det jeg satte mest pris på i din bog. 

Det jeg satte mindst pris på, var Gideon. Jeg syntes han er sådan en kæmpe røv, og jeg forstår simpelthen ikke hvad Gwen ser i ham. Jeg har forstået pointen med hvorfor han er så vægelsindet med hensyn til Gwendolyn, men jeg kan ikke komme mig over hvordan han leger med hendes følelser. For mig ville historien være meget bedre, hvis den ikke inkluderede en kærlighedshistorie, for tidsrejsedelen vil altid være det der appellerer mest til mig. 

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Safirblå (Precious Stone Trilogy #2). Anmeldereksemplar fra Turbine. 3/5

Kære Maggie Stiefvater (The Raven King)

Det var sørgmodigt at skulle påbegynde på The Raven King, den sidste bog i din skønne serie om "The Raven Cycle" (Bog 1, Bog 2, Bog 3). På det her tidspunkt var jeg nået at blive dybt forelsket i Blue, Gansey, Adam, Ronan og Noah, og jeg havde det ambivalent med at skulle afslutte serien. På den ene side gjorde det mig trist at vide, at der ikke vil komme flere bøger i serien, og at jeg dermed ikke vil kunne lade mig blive opslugt af historiens stemning for første gang igen. På den anden side har jeg altid været fan af at stoppe mens legen er god, og det må man sige at du har gjort. 

Alt skal samles og bindes sammen på fineste vis, for at kunne afslutte serien på en god og smuk måde, og det gør du. Der kommer en afslutning på Ravnedrengene og Blues jagt på Glendower, og Blues varsel om at hendes "true love" vil dø på grund af hende, kommer også til en dramatisk ende, men det har aldrig rigtig været selve plottet der har holdt mig fanget...

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Stemningen i denne her serie er uovertruffen, og dine ord bringer så mange følelser frem. Med din sidste bog endte jeg endda med at hvine noget så højt, da det jeg havde håbet der ville ske, rent faktisk skete i kapitel 39 (og du ved helt sikkert hvad jeg hentyder til!). Jeg fangirler normalt ikke ret meget, men kapitel 39 blev jeg nødt til at genlæse flere gange, for rent faktisk at tro på at det jeg læste, også var det der skete. 

Selvom jeg er glad for den slutning du har fået skrevet på en af de smukkeste serier jeg nogensinde har læst, så må jeg også ærligt indrømme at denne fjerde bog, for mig, er den svageste i serien - selv på trods af hvin. Jeg manglede noget mere personlighed fra især Blue, hvilket faktisk gjorde at jeg fik øjnene op for at Blue, for mig, nok har den største betydning for mig i denne serie, på trods af at jeg holder af alle karaktererne. Efter endt læsning af din serie, er en ting dog sikkert: Jeg vil ikke på noget tidspunkt være i tvivl om at læse flere af dine bøger, og jeg håber du snart får påbegyndt en ny bog(serie).

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Raven King (The Raven Cycle #4). Scholastic Press. 4/5

Kære Maggie Stiefvater (Blue Lily, Lily Blue)

Det er altid med en hvis ærefrygt at jeg samler en ny bog op fra din "The Raven Cycle" serie, fordi jeg er fuldt ud overbevist om at jeg vil blive opslugt fra start til slut, og derfor skal jeg have tid og ro til at lade ordene manifestere sig under læsningen. Det var præcis det samme med Blue Lily, Lily Blue.

Som med de to andre bøger i serien - The Raven Boys og The Dream Thieves - så er det især stemningen der gør at din serie er så fantastisk. Stemningen fylder hele bogen, flyder ud fra siderne og omfavner mig, og får mig til at føle mig velkommen. Selvom den tredje del af serien, ligesom med anden del, ikke når op på samme højder som den første bog, så sætter jeg pris på at følge udviklingen af Ravnedrengene og Blue. 

Gang på gang skifter jeg mellem hvem af dem jeg holder mest af, for i virkeligheden holder jeg jo af dem alle sammen lige meget. Det må jeg sige er en helt fantastisk evne du har, Maggie. Tit i bøger med flere hovedkarakterer, vil der altid være den ene som man mindst bryder sig om, men i din serie har de alle gode og dårlige sider, som gør dem menneskelige, på trods af deres overnaturlige og magiske evner, og gør at jeg ikke kan undgå at føle med hver og en. 

Som sædvanlig bygger historien videre på jagten på Glendower, og selvom jeg tidligere har sagt at den del af plottet går hen over hovedet på mig og ikke interesserer mig lige så meget som selve dine karakterers udvikling, så oplevede jeg for første gang at jeg forstod det! Jeg forstod endelig hvad det hele gik ud på, og det var faktisk lidt en lettelse. Nu føler jeg mig virkelig klar til at skulle læse videre i "The Raven King", som desværre også bliver lidt sørgelig at skulle samle op. For jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver klar til at skulle sige farvel til Blue, Adam, Ronan og Gansey.

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: Blue Lily, Lily Blue (The Raven Cycle #3). Scholastic Press. 4/5

Kære Lauren James (The Next Together)

Igen og igen vender jeg tilbage til det samme tema i de bøger jeg læser, nemlig det der handler om tidsrejser. Derfor kunne jeg da heller ikke stå for at tilføje din bog The Next Together på min tbr-liste, da jeg første stødte på den på Goodreads, og jeg skyndte mig at låne den, da jeg pludselig opdagede den på Ereolen Global.

I bogen følger man Katherine og Matthews forskellige liv, der strækker sig over flere århundreder. Fra belejringen af Carlisle i 1400-tallet, til Krimkrigen i 1900-tallet, til  den nærmeste fremtid i 2019 og slutteligt i 2039. I alle disse perioder mødes de respektive års Katherine og Matthew altid, og bliver forelsket. De har følelsen af at de kender hinanden, og bliver draget til hinanden, og 2039-udgaven af Katherine og Matthew oplever også at huske episoder af dem sammen, mange hundrede år før de overhovedet har mødt hinanden.... i dette liv. 

Hovedplottet er, at 2039-udgaven af dem opdager at Katherines tante og Matts onkel, også kaldet Katherine og Matthew, blev skudt af politiet i 2019, under det der bliver kaldt en terrorist-aktion. Katherine og Matt tror ikke på at deres familiemedlemmer var terrorister, og sammen prøver de at finde ud af hvad der egentlig skete, samtidig med at de finder ud af at der må være en større sammenhæng mellem at de kan huske tidligere liv, hvor de også af uransagelige årsager har mødt hinanden for at hjælpe i en større sag. 

Jeg må sige at de dele af din bog jeg mest nød at læse, var 2019 og 2039-udgaverne af Katherine og Matthew, og dette ved at man faktisk kun bliver præsenteret for 2019-udgaven igennem de kærlige beskeder og noter de igennem deres ægteskab har efterladt til hinanden. Jeg elskede den humor som fremtidsudgaverne af dem havde, og jeg morede mig faktisk en del. Desværre trak fortidsdelen rigtig meget ned for mig. Jeg kedede mig ufatteligt igennem læsningen, og selvom jeg godt kan se pointen med at disse dele skal være med, for at man som læser kan få den overordnede opfattelse af at de to er bestemt til at mødes igen og igen, for at blive forelsket, for at ændre tidens gang, og for til sidst at blive skilt ad igen. Jeg syntes dog bare ikke at det havde behøvedes at fylde nærmest halvdelen af bogen, for jeg havde godt fanget ideen med deres skæbne rimelig meget fra starten. 

Hen imod slutningen begyndte der dog at ske noget, som jeg slet ikke helt kunne forstå, og det gjorde mig forvirret og frustreret. Så selvom halvdelen af bogen var rigtig god og spændende, så tror jeg desværre ikke at jeg får læst videre i serien, da jeg ud fra plottet af den kommende bog, kan se at den ikke bliver skrevet fra Katherine og Matthews synspunkt, hvilket er en skam, for jeg vil savne disse fremtidsudgaver af dem.

Kærlig hilsen

Lauren James: The Next Together (The Next Together #1). Walker. 3/5

Kære Maggie Stiefvater (The Dream Thieves)

Jeg blev dybt forelsket i karaktererne og stemningen i "The Raven Boys", første del af din serie om "The Raven Cycle". Så forelsket at jeg besluttede mig for at købe alle bøgerne i serien der indtil videre er udkommet, for jeg kunne ikke udholde tanken om ikke at have dem stående parat til mig på bogreolen. 

Det var både med spænding og frygt at jeg endelig(!) fik påbegyndt The Dream Thieves. Spændt fordi forrige bog sluttede med en kæmpe overraskelse, og frygt fordi det ville være meget svært at leve op til dens forgænger. 

Skuffelse kunne næsten ikke undgås, og skuffet blev jeg da også. Ikke fordi at det er en dårlig bog, slet ikke, men fordi at der skete mange flere ting end jeg havde forventet, og derfor fik jeg ikke helt samme følelse som ved den forrige bog. Jo tempoet er stadig langsomt, og bygger stadig lige så stille op helt frem til slutningen, men det var bare som om noget manglede. Måske var det Blues stemme jeg sådan savnede. Sidste bog var i høj grad fra hendes synspunkt, og jeg knuselsker Blue. I denne er det Ronan der tager styringen, og selvom jeg havde forventet at ville elske at være inden i hovedet på ham, og få indblik i den evne han besidder, så var det ikke helt som forventet. 

Hovedplottet i din serie, er jagten på den døde konge Glendower, og selvom både sidste bog, og denne, omhandler denne jagt, så formår det stadig at gå hen over hovedet på mig. Det er ikke det der interesserer mig i din serie, det er til gengæld Blue og drengenes udvikling - både deres personlige udvikling, og deres udvikling sammen som en gruppe. Og så er de magiske elementer... ja, magiske, og jeg elsker det. Det bliver gjort på en, for mig, subtil måde, som gør at jeg ikke ruller med øjnene, eller sukker over hvor kliché det er. 

Selvom jeg ikke endte med at elske "The Dream Thieves" i lige så høj grad som "The Raven Boys", så er jeg stadig dybt forelsket i hele bogens stemning og især også humoren. Aldrig har så sarkastiske teenagere været en fryd at læse. 

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Dream Thieves (The Raven Cycle #2). Scholastic Press. 4/5

Kære Michelle Hodkin (The Retribution of Mara Dyer)

Dette brev indeholder spoilers til "The Unbecoming of Mara Dyer" og "The Evolution of Mara Dyer"

Endelig kom jeg til afslutningen på din trilogi om Mara Dyer, i bogen The Retribution of Mara Dyer, men det blev for mig en skuffende afslutning.

Mara Dyer vågner endnu engang op til nyheden om at hun har været skyld i en ulykke der har været med til at slå andre unge mennesker ihjel, og nu bliver hun holdt bag lås og slå på den psykiatriske hospital, for at have hendes evner klarlagt. Mara er ulykkelig, men hjælpen med at flygte kommer fra en uventet kant, og sammen med Jamie og Stella begiver de sig afsted for at en gang for alle at komme til bunds i årsagen til deres evner, og for at finde Noah. Noah som Mara har fået at vide døde under ulykken, men Mara tror ikke længere på alt hvad hun får at vide.

Det der for mig er svagest ved denne afslutning, er manglen på Noah. Mara og Noah sammen var noget af det jeg elskede ved at læse de to foregående bøger. Deres dynamik sammen var helt fantastisk, og det er så tydeligt at der mangler noget i denne bog. Mara er slet ikke den samme person længere, og det var for mig en dårlig ting. Mara er dog ikke alene på denne rejse for at finde sandheden. Jeg kunne rigtig godt lide at Jamie har fået en større rolle her til sidst. Jeg synes han er fantastisk, nok mest især på grund af hans humor, hvorimod Stella ikke betød det helt store for mig. Derudover får Maras bror Daniel en større rolle, hvilket også hjalp gevaldigt på historien. 

Den drejning jeg ikke var helt så glad for i forrige bog, er den drejning du vælger at følge fuldt ud i denne afslutning. Jeg syntes slet ikke det passede ind i historien, og ville ønske at det var anderledes, men jeg forstår også godt at det er smag og behag, og mange andre er helt vilde med plottet der er til grund for Maras evner. Jeg var bare ikke en af dem, hvilket ærgrer mig rigtig meget.

Selvom denne afslutning ikke faldt i min smag, så kan jeg ikke benægte at du skriver helt fantastisk og fængende, og endnu engang slugte jeg den forholdsvis tykke bog på ingen tid. Jeg har dog endnu ikke gjort op med mig selv om jeg skal læse din spin-off serie, der foregår fra Noahs perspektiv, men det skulle ikke undre mig at jeg ikke kan undvære din skrivestil alt for længe.

Kærlig hilsen

Michelle Hodkin: The Retribution of Mara Dyer (Mara Dyer #3). Simon & Schuster Books for Young Readers. 3/5

Kære Michelle Hodkin (The Evolution of Mara Dyer)

Dette brev indeholder spoilers til "The Unbecoming of Mara Dyer"

Med en kæmpe cliffhanger i din forrige bog, var tempoet og stilen ligesom sat til fortsættelsen The Evolution of Mara Dyer, og jeg var meget spændt på at læse videre. Jeg blev dog overrasket over at finde ud af hvilken drejning du valgte at føre historien om Mara Dyer i, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af om jeg kan lide den drejning eller ej. 

Efter at Mara støder på sin døde ekskæreste, som slet ikke ser ud til at være særlig død, bliver Mara indlagt på en psykiatrisk institution under observation. Ingen tror på at den person Mara så, virkelig var den samme fyr som blev omsluttet af en kollapset bygning. Eller det vil sige, ingen andre end Noah. Sammen begynder Mara og Noah at prøve at stykke sammen hvad det egentlig er der foregår, men det er svært når både familie og psykiatere holder ekstra øje med Mara, og endnu sværere når mystiske ting bliver ved med at ske, som alt sammen har forbindelse med Maras evner. 

Jeg var virkelig hooked efter at have læst din første bog i serien. Jeg følte virkelig at der var rigtig meget potentiale til at blive en fantastisk serie, men det er som om at jeg lidt efter lidt mistede den entusiasme mens jeg læste denne fortsættelse. Jo du skriver stadig helt fantastisk og fængende, og jeg slugte også denne her super hurtigt, men det er som om at den drejning du vælger at tage med Maras evner, ikke er den drejning jeg havde forventet og håbet på. 

I denne bog begyndte du også at introducere kapitler fra fortiden, af en person som har en forbindelse med Mara og disse overnaturlige evner, og de var for mig lidt en irritationsmoment. Jeg følte mig afbrudt i min læsning, af at skulle bruge tid og energi i at forstå og regne ud hvem denne person var/er, og selvom det hen af vejen begyndte at gå op for mig, så var jeg dog stadig mest interesseret i Mara, Noah og deres jagt efter sandheden. 

I mine øjne er denne fortsættelse ikke ligeså stærk som din første bog, og derfor vaklede jeg mellem at give den 3 eller 4 stjerner. Jeg endte dog med 4 stjerner, for jeg var jo egentlig rigtig godt underholdt igennem bogen, som jeg jo blæste igennem. Én ting kan jeg da sige: Når man først har begyndt læsningen af en af dine bøger, så kan man ikke stoppe igen før man når sidste side med bankende hjerte. 

Kærlig hilsen

Michelle Hodkin: The Evolution of Mara Dyer. (Mara Dyer #2). Simon & Schuster Books for Young Readers. 4/5

Kære Maggie Stiefvater (The Raven Boys)

Da jeg først valgte at få læst The Raven Boys, var det egentlig bare fordi jeg havde set nogle sukke over hvor smuk en historie det var, så jeg tænkte at jeg da godt kunne give den en chance, selvom jeg egentlig ikke har nogen idé om hvad denne Young Adult fantasy egentlig handler om. Og hvor er jeg dog uendelig glad for at jeg gjorde det.

Igennem hele sit liv har Blue kendt til overnaturlige kræfter. Hendes mor er clairvoyant, og de andre kvinder i familien har ligeledes visse kræfter der bl.a. gør det muligt for dem at se de døde. Blue havde egentlig accepteret at disse kræfter ikke er noget hun besidder, indtil hun en nat selv er vidne til en dreng der træder ud fra mørket og begynder at tale til hende. Da Blue senere møder selvsammme dreng i levende live, kan hun ikke undgå at føle en form for forbindelse med ham. Drengen Gansey og hans gruppe af venner, er dog privatskoledrenge, og altså nogle af de Raven Boys som Blue har svoret at holde sig væk fra. Samtidig kan Blue heller ikke undertrykke den advarsel hun har fået at vide siden hun var helt lille, nemlig at hun vil være skyld i at hendes "true love" dør.

Baseret på den begrænsede plotbeskrivelse jeg læste bag på din bog, havde jeg egentlig troet at jeg "bare" ville komme i gang med en kærlighedshistorie, men jeg tog grueligt fejl. Det er ikke en bog der består af enorme kærlighedserklæringer, ligesom det heller ikke er en bog der består af de vilde actionsekvenser, eller har et tempo der får en til at gispe efter vejret. Du har skrevet en bog der langsomt bygger op, og bygger op, og bygger op, indtil man er blevet så opslugt at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Og gud, hvor jeg elskede det. 

Den første bog i din serie har twists, den har mulighed for at få stillet ens shippin'-behov, og den har elskelige karakterer, selvom de alle er fyldt med fejl. Fantasyelementerne passede perfekt til mit humør og temperament, og er perfekt underspillet, til at det aldrig bliver for meget. Jeg ved ikke hvorfor jeg til en start ”kun” gav din bog 4 stjerner, og jeg det vil jeg rette op på nu. The Raven Boys har siddet fast i mit hoved siden jeg læste den for nogle måneder siden, og for den grund alene bliver jeg nødt til at give den 5 stjerner. De næste to bøger i serien står klar til mig på bogreolen, men jeg er næsten for bange for at læse videre, for tanken om at der til sidst ikke vil være flere bøger i serien, er næsten ikke til at bære.

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Raven Boys (The Raven Cycle #1). Scholastic Press. 5/5

Kære Claudia Gray (A Thousand Pieces of You)

Det er ingen hemmelighed at jeg er en sucker for tidsrejsefortællinger, og efter at have hørt en del rose din sci-fi bog A Thousand Pieces of You, første del af en trilogi, vidste jeg jo at jeg ikke kunne holde mig væk. Den gudesmukke forside var ligeså lokkende, og det var lige før jeg frygtede at de tårnhøje forventninger ville gøre din bog til en skuffelse, hvilket viste sig at være delvist korrekt.

Marguerite er vokset op med to forældre der har forsket i tidsdimensioner, og altså muligheden for at rejse mellem parallelle verdener. Da vi møder Marguerite første gang er hendes far dog lige død, for hænderne af en af de forskningsassistenter, Paul, som hele Marguerites familie stolede på, og som havde til mål at få fingerne i den lille mekanisme der gør det muligt at rejse mellem disse alternative universer, en mekanisme kaldet Firebird. Sammen med Theo, en anden af forskningsassistenterne, rejser Marguerite rundt mellem de forskellige parallelle verdener for at finde Paul, og få hævn over sin fars død. Rejser der bl.a. fører hende til en mere teknologiudviklet version af London, til en fortsat eksistens af zar-familien i Rusland og til et samfund der kan leve under vand.

Jeg kom ikke langt ind i din bog før jeg allerede blev kastet ind i et kærlighedstrekantsdrama. Jeg har som sådan ikke det store problem med trekantsdramaer, men jeg følte mig egentlig lidt manipuleret af dig, fordi jeg følte at du skubbede min sympati mod lige præcis den fyr, som du gerne ville have Marguerite skulle ende op med – Den følsomme, eftertænksomme Paul, eller bad boy Theo, der har trang til at beskytte den standhaftige Marguerite. Mange gange i første halvdel af bogen rullede jeg med øjnene og sukkede, og følte egentlig at kærlighedshistorien overtog selve tidsrejsedelen, men heldigvis skete der et skift, og de to dele byttede plads. Jeg skal ikke kunne sige om det er fordi du rent faktisk lagde fokus andetsted, eller fordi jeg ”overgav” mig, og rent faktisk blev opslugt af kærlighedsdelen. Ligegyldig hvad blev de rullende øjne erstattet med paniske sideskift for at finde ud af hvad der nu ville ske.

Selve tidrejsedelen, som jo nok i princippet er dimensionsrejser i stedet, var super spændende! Filosofien og logikken fungerede fuldstændigt for mig, og jeg troede fuldt og fast på at det var realistisk. Det at universet er delt op i forskellige parallelle verdener, opstået på grundlag af de forskellige valg og retninger ethvert menneske har kunne foretage sig, ligger meget tæt op at den forståelse jeg selv ville kunne have, i forhold til tidsdimensioner og tidsrejse.

Selvom jeg ved læsningens start var skeptisk, formåede du alligevel at omvende mig, og jeg glæder mig rent faktisk at læse videre i næste del, som forhåbentlig byder på lige så mange rejser mellem verdener.

Kærlig hilsen

Claudia Gray: A Thousand Pieces of You (Firebird #1). Harper Teen. 4/5

Kære Nanna Foss (Geminiderne)

Som en lille gode til mig selv, valgte jeg at gemme Geminiderne, den nyeste bog i Spektrum-serien, indtil jeg vidste jeg havde god tid til at få den læst, for jeg var overbevist om at når jeg først var gået i gang, så ville det være svært at stoppe igen. Og jeg havde ret. 

Geminiderne fortsætter fra hvor Leoniderne sluttede, men denne gang følger vi de unge fra Pi's synspunkt (ja apostroffen er forkert, ja det er helt klart med vilje!) De er alle sammen stadig i gang med at finde ud af hvordan alt det her med tidsrejser fungerer, samtidig med de begynder at overveje at ændre fortiden, men vil det ikke også ændre nutiden? Og fremtiden? 
For at være helt ærlig, så var jeg ikke helt så entusiastisk omkring nyheden, at bogen ville følge Pi og hendes tanker. Jeg var egentlig ikke den store Pi-fan i sidste bog, men det fik du hurtig omvendt med Geminiderne. Det var forfriskende at skifte synspunkt, samtidig med at historien fortsatte hvor den forrige slap. 

Endnu engang var jeg blæst omkuld over hvordan du kan holde styr på fortid, nutid og fremtid, i en historie med så meget fart på, uden at jeg på noget som helst tidspunkt blev forvirret. Derudover præsenterer du os for en håndfuld nye karakterer, og selvom der nu er virkelig mange personer at holde styr på, så fungerer det bare! Især da der hen imod slutningen kom en helt fantastisk afsløring, som jeg på ingen måde havde set komme! Jeg sad med åben mund og var fuldstændig målløs. Det er øjeblikke som disse, der gør at Spektrum-bøgerne er nogen af mine yndlingsbøger. Og nå ja, så har jeg da også fået et yndlingspar (forhåbentlig!)

Jeg ELSKER alt der har med tidsrejser at gøre, og indtil nu er din Spektrum serie den bedste tidsrejsefortælling jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan slet ikke få nok, og nu er jeg endnu mere glad for at jeg, med de i alt 9 planlagte bind, ikke skal sige farvel til Pi, Noah, Emilie, Alban, Linus og alle de nye karakterer. Jeg glæder mig dog allerede til den dag hvor Alban bliver hovedpersonen i sin egen Spektrum-bog. Den dag kan ikke komme hurtig nok.  

Kærlig hilsen

Nanna Foss: Geminiderne (Spektrum #2). Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 5/5

Kære James Frey og Nils Johnson-Shelton (Endgame: Himmelnøglen)

De startede 12, men efter jagten på Jordnøglen, er de nu nede på 9 spillere. Efterdønningerne af denne jagt har nu ikke kun betydning for spillerne, men for hele jordens befolkning, og de resterende spillere skal hver især finde ud af om de vil spille videre, og dermed prøve at finde frem til Himmelnøglen, eller om de skal gå imod Spillets skabere. Endnu engang rejser spillerne rundt omkring verden, enten for at finde Himmelnøglen, stjæle Jordnøglen eller sætte en stopper for de andre spillere, alt sammen inden det er for sent.

Da jeg sidste år læste jeres første bog i Endgame-trilogien, var jeg blæst væk af den hæsblæsende action, der i fin stil blandede The Hunger Games med Indiana Jones. Desværre synes jeg at jeres fortsættelse Endgame: Himmelnøglen lidt lider under ”midterbog”-syndromet. Med det mener jeg at det er lidt for tydeligt at denne bog ”bare” er bindeleddet mellem første bog i serien, hvor karaktererne og plottet bliver præsenteret, og det der bliver sidste bog i serien, hvor det endelige opgør vil ske. I denne her midterbog sker der jo egentlig ikke noget. Jo altså der er fart, action og mord, men ikke noget jeg som sådan synes har en voldsom betydning for historien. Det synes jeg er virkelig ærgerligt, for det endte med at gøre jeres bog alt for langtrukken for mig, og gjorde det lidt til en kamp at komme igennem den.

Jeg er dog stadig lige så vild med jeres skrivestil, og jeres brug af opbrudte sætninger og linjeskift. Jeg synes det passer perfekt ind i en så actionfyldt bog, hvor man skiftevis følger forskellige karakterer. Derudover er jeg rigtig glad for at mine favoritkarakterer stadig er med i spillet, og kæmper for at vinde og overleve. Selvom denne midterbog ikke fangede mig lige så meget som jeres første bog, så har jeg nu stadig tænkt mig at læse videre og få slutningen på dette kæmpe spil. Det er jeg alt for investeret til at lade være med.

Kærlig hilsen

James Frey og Nils Johnson-Shelton: Endgame: Himmelnøglen (Endgame #2). Org. titel: Endgame: Sky Key. Anmeldelseseksemplar fra Høst & Søn. 3/5

Kære Kerstin Gier (Rubinrød)

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker en god tidsrejsehistorie, så da jeg fik muligheden for at læse din nyligt oversatte Rubinrød, blev jeg hurtig glad. Jeg havde kun hørt godt om de første bog i din trilogi, så jeg var ret spændt. Desværre blev jeg ikke helt så fanget af den som jeg ville have håbet.

16-årige Gwendolyn er vokset op i en familie hvor tidsrejser er normal kost for den der bærer det særlige gen, men det bliver alligevel en overraskelse for Gwen da hun finder ud af at det er hende der er bærer af dette gen. Denne opdagelse betyder at Gwens krop, ud af det blå, kan finde på at rejse tilbage i tiden, så længe hun ikke sørger for at kontrollere det. En ny verden, helt bogstavligt, åbner sig for Gwen, og hun skal lære at begå sig i fortiden uden at skille sig ud, samtidig med at hun skal hjælpe med at rette op på fortiden, og derigennem nutiden, men ikke uden hjælp. Den arrogante, men alt for pæne Gideon har også et tidsrejsegen, og sammen skal de hjælpe deres respektive slægter med at bringe orden på det der tidligere var blevet ødelagt.

Jeg vil starte med at sige til dig at jeg blev meget overrasket over alt den humor du har tilføjet bogen. Jeg havde slet ikke forventet det, men jeg elskede det i hvert fald. Gwen er en skøn karakter, og jeg holdte af, og med, hende med det samme, ligeledes med hendes bedste veninde Lesley. Det er mere alle de andre karakterer jeg lidt havde et problem med, for tit virkede de... ja karikeret. De kunne godt virke meget endimensionelle, og det synes jeg er en skam. Det var også med til at give mig det indtryk at jeg måske var for ”gammel” en læser til din bog, fordi det virkede som om at målgruppen til tider var helt nede på folkeskoleniveau i stedet for YA, hvilket nok var derfor jeg endte med at blive en smule skuffet.

Jeg må dog sige at jeg elsker hvordan du har overvejet problematikken der eksisterer, hvis en person i vores nutid pludselig rejste flere hundrede år tilbage i tiden, i forhold til tøj, mode og elektroniske gadgets. Det fik mig til at føle at du virkelig har gennemtænkt hvordan det rent faktisk vil være for en person at rejse i tiden, og som som den store tidsrejsefan jeg er, sætter jeg pris på at du har overvejet disse ting, og givet et bud på hvordan det kan lade sig gøre. Samtidig sørger du dog også for at bringe lildt humor ind i mødet mellem fortid og nutid, og det fik mig i hvert fald til at fnise mere end forventet, hvilket altid er skønt når man læser en bog.

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Rubinrød (Precious Stone Trilogy #1) (Org. titel: Rubinrot). Anmeldelseseksemplar fra Turbine. 3/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Ondskabens engel)

I din fjerde - og det der engang var den sidste - bog i serien Den store djævlekrig, nemlig Ondskabens engel, bringer det hele til kulmination i et voldsomt og spændende opgør.

Bogen starter, hvor den forrige slutter. Satina er forsvundet, og Filip følger sig nødsaget til at være den person (djævel?) der bringer hende tilbage. Det fører Filip på en rejse ind i dybeste af Helvede, forklædt som en stor og stærk djævel, hvor han bliver vidne til fjendens ressourcer i det der vil blive til den største krig i djævels minde. En krig der vil have betydning for hvem der skal regerere Helvede i fremtiden.

Jeg elsker hvordan tonen i denne bog lige bliver en tand mørkere end de andre. For denne gang er det virkelig alt der står på spil, og for Filip betyder det jo også at han må træde endnu mere i karakter. Det kan mærkes og det klæder ham. Det er en fantastisk udvikling at opleve i Filip, og det fik mig til at holde endnu mere af ham. Den mere dystre tone betyder dog ikke at du helt har udeladt humoren som dine andre bøger er kendt for. Du formår stadig at krydre det barske med lidt djævelsk humor, som jeg jo elsker.

Denne bog var måske den mest hæsblæsende af dem alle, hvilket også giver god mening, når denne bog skal være kulminationen for den historie du har bygget op over de sidste 3 bøger. Der var tider jeg holdt vejret, fordi jeg frygtede det værste ville ske for alle de karakterer jeg har endt med at holde så meget af, men du sørgede for at afslutte bogen så perfekt som du kunne. 

For det er tydeligt at mærke at du havde tiltænkt denne bog til at være den sidste i serien. Du fletter det hele sammen til den, i mine øjne, helt rigtige slutning for Filip, Satina og alle de andre karakterer, og får samtidig fortalt Filip, og alle os andre, hvad der er meningen med livet. En sandhed der fik mig til at smile. Jeg er dog stadig meget spændt på hvordan du har tænkt dig at føre historien videre, og hvilke djævelske eventyr du nu får Filip til at drage på, i næste, nyeste, bind i serien...

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den store djævlekrig #4). Høst & Søn. 4/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Den forkerte død)

Med Den forkerte død fortsætter du historien om Filips eventyr i Helvede, og med denne tredje bog i Den store djævlekrig blev jeg endnu engang godt underholdt, og det dystre plot der begynder at præge historien, klæder fortællingen rigtig godt.

Ved et hændeligt uheld bliver Filip skyld i at en dreng dør. For at rette op på dette, vælger Filip at rejse retur til Helvede, for at hente drengen tilbage til livet. Helvede har dog ændret sig meget siden sidst Filip var på besøg, da Lucifers valg om at gøre alle djævle dødelige, har skabt røre. Udenfor Helvede bliver der plottet om at skabe en hær, der skal overtage magten fra Djævelen, anført af en gammel kending – og Filips største fjende. Foruden at finde sin døde skolekammerat, vil Filip nu også hjælpe Lucifer i det der vil være optakten til den største magtkamp i Helvede, men heldigvis har Filip en masse venner der kan hjælpe, inklusiv hundjævlen Satina.

Det var virkelig skønt at vende tilbage til Helvede med Filip, dog var det tydeligt at se at du ikke bare bygger dine bøger efter helt samme skabelon, men faktisk lader der være plads til udvikling, både i plottet og i karaktererne, mest især hos Filip. Filip er ikke bare en statisk karakter, for du lader læseren følge hans udvikling hen mod at blive ældre og mere moden, og det er forfriskende. Også plottet udvikler sig, og som nævnt tidligere klæder det bogen at temaerne bliver mere dystre og mørke – det kan ikke kun være lutter lagkage i Helvede. Og med den lille afstikker op til Himlen, hvor vi møder en meget elsket offentlig person, var jo en skøn detalje.

Det var tydeligt at mærke at du med denne tredje bog bygger op til den store djævlekrig, som højst sandsynlig vil eskalere i Ondskabens engel. En krig jeg både glæder og frygter at følge med i. At slutte med sådan en stor cliffhanger som du gør i denne bog, er jo næsten for ondt, så jeg vil helt sikkert anbefale andre om at have næste bog i serien parat, for det er umuligt ikke at have lyst til at læse videre lige med det samme.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Den forkerte død (Den store djævlekrig #3). Høst & Søn. 4/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Dødens terning)

Dødens terning er din fortsættelse til din rigtig gode fantasyroman Djævelens lærling, men selvom denne bog 2 ikke kunne nå op på samme højde som dens forgænger, så var jeg alligevel godt underholdt igennem hele min læsning.

Efter sine oplevelser i Helvede, er Filip nu vendt tilbage til Jorden. Han savner dog stadig sine nye venner, især djævelen Satina, men det han lærte ved sit ophold som lærling for selveste Djævelen, har dog betydet at Filip nu også er begyndt at få venner på Jorden. Pludselig begynder Filip dog at se syner, og flere gange er han også ved at dø, og det ender da også med at døden, Mortimer, besøger Filip. Mortimer har brug for Filips hjælp, for hans ene terning er blevet stjålet. Den terning der indikerer hvor længe et menneske skal leve. Filip tager med tilbage til Helvede, og får hjælp af gamle kendinge til at finde den forsvundne terning, men det er ikke uden farer.

Det er skønt at være med tilbage i helvede sammen med Filip, men det var som om at der manglede noget, noget der fik mig til at leve mig helt ind i historien. Jeg ved ikke hvad, for selve plottet med at skulle finde dødens terning, og det at bogen omhandler temaer om liv og død, og om udødelighed virkelig er det man skal stræbe efter, var faktisk rigtig interessant. Det var dog bare som om at historien blev lidt langsommelig, hvilket ærgrede mig. Ikke fordi at humoren manglede, for det gjorde den bestemt ikke. Jeg morer mig stadig meget over de djævlificerede ord du finder på.

Der gik faktisk lang tid mellem jeg læste din første bog og så denne her. Så lang tid at der faktisk var basale ting jeg havde glemt, karakterer jeg ikke kunne huske navnet på osv. Så for mig var det en stor hjælp at du hurtigt præsenterede dem igen hver gang jeg stødte på en karakter fra den sidste bog. Når forfattere gør det, kan det tit være drabelig kedeligt og gentagende, men du formåede at gøre det på en fin og flydende måde, og det var en stor hjælp i min læsning. Derudover elsker jeg at du rent faktisk fortsætter vigtige dele af plottet fra forrige bog, og dermed skaber et overordnet plot der ligger til grund for denne bogs historie.

Selvom historien i denne bog i det store hele bliver afsluttet, så laver du alligevel en lille bitte cliffhanger, der gør at jeg selvfølgelig bliver nødt til at læse videre, og finde ud af hvilke helvedes eventyr Filip skal på næste gang.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning (Den store djævlekrig #2). Høst & Søn. 3/5

Kære Ransom Riggs (Hollow City)

Hollow City er fortsættelsen til din meget populære Miss Peregrine's Home forPeculiar Children, men i stedet for gensynets glæde, blev det, for mig, en slem skuffelse.

Din fortsættelse starter direkte fra hvor forgængeren sluttede. Jacob er tilbage i år 1940 og sammen med de mærkelige børn er han flygtet til havs efter at være blevet jaget af monstre, og deres kære Miss Peregrine sidder fast i fugletilstand, og kan ikke være dem til hjælp. For at finde en måde hvorpå de kan få forvandlet Miss Peregrine om til sig selv igen, vælger alle børnene at rejse mod London. Det er dog ikke en rejse uden farer, men heller ikke en rejse uden ny bekendtskaber.

De få kritikpunkter jeg havde til din første bog i serien, var stort set det hele denne bog bestod af. Hele bogen bestod nærmest af actionfyldte ”katten efter musen”, hvor der til hvert eneste problem, opstod en fantastisk løsning. Det føltes meget påtaget og meget kedeligt, og jeg sukkede dybt op til flere gange. I denne omgang var de valgte peculiar billeder heller ikke lige så peculiar som sidst, og det virkede mere som om at karaktererne i historien kun blev beskrevet for dine læsere, for at de kunne passe overens med de udvalgte billeder, du nu kunne skrabe sammen til en ekstra bog. Igen føltes det meget påtaget, og det gjorde det tydeligt under min læsning hvornår du præsenterede en karakter, baseret på et billede, som du dermed pressede ind i historien, for at få det til at give mening.

Jeg er faktisk meget ærgerlig over den udvikling din bogserie har taget. Jeg var jo som sagt meget glad for din første bog, men denne fortsættelse virker umådelig overfladisk. Jeg følte ikke på noget tidspunkt en connection med Jacob mere, som jeg tidligere havde gjort, og der var næsten intet fokus på hans liv, og det liv han efterlod for at hjælpe de peculiars. I stedet brager historien igennem i et hurtigt tempo, og det vigede pladsen for at skabe en dybdegående fortælling. Jeg tror desværre min rejse med de peculiars stopper med denne bog.

Kærlig hilsen

Ransom Riggs: Hollow City (Miss Peregrine's Peculiar Children #2). Quirk Books. 2/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Djævelens lærling)

Da jeg valgte at læse Djævelens lærling, din første bog i Den store djævlekrig-serie, vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg havde kun hørt rosende ord om den, men jeg var i tvivl om en bog, der på papiret lyder til at henvende sig til et yngre publikum, ville kunne interessere mig.. Det viste sig at det ikke var noget jeg skulle have tvivlet på.

I din bog følger vi Filip. Filip er en dydens dreng, han sørger for altid at fortælle sandheden, og gøre gode gerninger, men ved et uheld bliver han kørt ned af en bil og ender i Helvede, hvor han er blevet valgt til at være Djævelens arvtager. Djævelen finder dog hurtigt ud af at der er sket en fejl, og at den gode Filip er endt med at dø i stedet for en anden, ond, dreng. Djævelen prøver dog at få det bedste ud af situationen, og begynder dermed at oplære Filip i at være ond, men det kan være svært at fralægge sig alt sin godhed, til fordel for at være ond. Filip bliver dog hjulpet godt på vej af en masse skabninger i Helvede, bl.a. Filips nye veninde Satina.

Jeg kan lige så godt starte ud med at fortælle dig, at bogen var meget sjovere end jeg havde forventet. Altså virkelig, virkelig sjov! Flere gange under læsningen sad jeg og kluklo over den humor som bogen er gennemsyret med. Noget af det der bl.a. gjorde din bog så sjov, var alle de små detaljer, som var blevet djævelificeret, såsom at det altid er nat i Helvede, så derfor spiser de natmad, siger godnat i stedet for godmorgen osv. Sådanne vendinger vi normalt bruger her på jorden uden at tænke over betydningen, har du formået at tydeliggøre, og få mig til at bide mærke i dem, og tænke over. Så selve opbygningen af universet, var simpelthen perfekt og gennemtænkt.

Bogens tema omhandler det at være god versus det at være ond, og du formår at behandle dette tema på en interessant og filosofisk måde, uden at det på noget tidspunkt bliver tørt og kedeligt. Igen er det humoren der sørger for dette. Din bog fik mig virkelig til at tænke over om at være lidt ond faktisk har en positiv betydning, hvoraf Filips udvikling som den engel han er, til at han gradvist lærer at blive mere og mere ond, var meget interessant læsning i forlængelse af dette.

Jeg havde som sagt ikke læst nogen af dine bøger før, men Djævelens lærling gjorde at det i hvert fald ikke blev sidste gang jeg valgte at samle en af dine bøger op. Heldigvis har jeg stadig resten af Den store djævlekrig-serie til gode.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling (Den store djævlekrig #1). Høst & Søn. 4/5