Kære Agatha Christie (Døden på Nilen)

For ikke ret lang tid siden læste jeg din stand-alone krimi "Der var ti, der var ni...", som med det samme blev en favorit. Denne læsesucces gjorde at jeg hungrede efter at læse flere af dine bøger, og valgte endte med en klassisk Hercule Poirot historie, nemlig Døden på Nilen. 

I bogen er Poirot på ferie i Egypten, og sammen med en stor gruppe mennesker tager han på en udflugtstur ned ad Nilen. Iblandt denne gruppe er bl.a. det nygifte ægtepar Linnet og Simon som er på bryllupsrejse, men deres lykke er kort, da Simons ekskæreste, og Linnets tidligere veninde, Jackie bliver ved med at følge efter dem, for at gøre deres liv surt. Derudover består besætningen bl.a. af en romanforfatter og hendes tvære datter, en mor og søn som også har en forbindelse til Linnet, og Poirots ven, Oberst Race. Der går ikke længe før der sker et mord på damperen, og Poirot må træde til, assisteret af Oberst Race, for både at finde frem til morderen og motivet, inden der vil ske flere mord. 

Jeg var faktisk vild med det plot du har fået bygget op i denne bog. Især hele delen med den forsmåede eks og den rige tidligere veninde der stjal hendes mand, som bogen faktisk starter med, fik mig hurtigt draget ind i historien. Dog starter du også med at præsentere nærmest alle karaktererne meget hurtigt, hvilket gjorde mig forvirret og rundtosset, fordi der netop er så mange, men jo mere jeg fik læst, jo hurtigere lærte jeg at skille dem fra hinanden, og lære dem at kende på hver deres "quirks". Du bygger historien meget langsomt op, og der går egentlig ret lang tid før mordet sker, men så går det til gengæld også meget hurtigere derfra, og spændingen stiger i takt med at Poirot undersøger sagen. 

Jeg havde faktisk lidt gættet hvem morderen var, da jeg nåede et godt stykke ind i din bog, men hele tiden fik du mig til at tvivle om jeg nu også havde gættet rigtigt, og det synes jeg er ret godt klaret. Den måde Poirot hele tiden trækker mig rundt i manegen lige når jeg tror jeg har regnet den ud, for så at efterlade mig med endnu flere spørgsmål som jeg kun kan lade mesterdetektiven finde frem til for mig, var skønt. Selvom jeg måske havde gættet mig til hvem morderen var, så kunne jeg på ingen måde regne ud hvordan mordet blev begået, og da det hele blev afsløret, sad jeg tilbage og tænkte at det egentlig var skide godt fundet på. Igen har du skrevet et fantastisk mysterium, og jeg er slet ikke færdig med at læse om Poirots oplevelser. 

Kærlig hilsen

Agatha Christie: Døden på Nilen. Org. titel: Death on the Nile. Anmeldelseseksemplar fra Rosenkilde & Bahnhof. 4/5

Kære Agatha Christie (Der var ti, der var ni...)

I anledningen af det der ville have været din 125 års fødselsdag, fik jeg endelig læst en af dine bøger, og så endda en af dine mest kendte bøger, nemlig Der var ti, der var ni... Et mordmysterie der virkelig tog fusen på mig!

Ti mennesker møder sammen op på en klippeø, hver især er de blevet inviteret på besøg af en hvis mr. Owen. Værten selv er dog ikke dukket op, men hans stemme lyder fra en højtaler, og fortæller om årsagen til hver af deres invitationer. Ikke længe derefter dør den første af de ti, og derefter den næste.. Snart bliver de resterende gæster klar over at der findes en morder iblandt dem, og denne morder slår ihjel på baggrund af et børnerim, der hænger på hver gæsts værelse. Hvem kan de stole på, og hvordan kan de finde frem til morderen, inden det er for sent, og der ikke er flere tilbage?

Da jeg lige fik startet på din bog, føltes det lidt som om jeg havde læst den før, og på nogle punkter havde jeg også det. Leonora Christina Skovs nyeste roman Hvor intet bryder vinden, er meget inspireret af dit plot, og er også bygget op på samme måde, med bl.a. skiftende synsvinkler fra de involverede gæster. Jeg frygtede således at jeg vidste hvad der ville ske, hvordan det ville ske, og hvem morderen var, men den frygt kom til skamme.

På intet tidspunkt havde jeg nogen idé om hvem der var morderen. Lige så snart jeg troede jeg vidste det, blev jeg snydt, og jeg sad igen tilbage med tvivlen om hvem der gjorde det. Da jeg så nåede slutningen, sad jeg tilbage med åben mund, og var fuldstændig blæst væk over det jeg havde læst. Måden hvorpå du har formået at skrue sådan et perfekt plotmysterium sammen, på så kort plads, er jeg helt forundret over, og faktisk ret imponeret over også. Jeg tror enhver der elsker et godt mysterium og en god krimi, vil elske at læse din bog. Jeg ved i hvert fald at jeg først nu er begyndt på det, der bliver et langt bekendtskab med dine bøger, og denne her vil altid have en plads på min bogreol som alletiders bedste mordmysterium.

Kærlig hilsen

Agatha Christie: Der var ti, der var ni... Org. titel: And Then There Where None. Anmeldelseseksemplar fra Rosenkilde og Bahnhof. 5/5

Kære Carlos Ruiz Safón (Marina)

Din roman Marina er mit allerførste møde med dit forfatterskab. Jeg havde høje forventninger til den, fordi den inkorporerer mange af mine favoritgenrer; young adult, mystik, fantasy og gys, samtidig med at den er omfavnet af en gotisk stemning. Desværre endte Marina med at være en stor skuffelse for mig.

Femtenårige Oscar Drai er romanens hovedperson. Han går på en kostskole i Barcelona, men på grund af kedsomhed vandrer han tit rundt i byens gader alene. En dag træder han ind i det han tror er et forladt hus, men møder pigen Marina, som bor der med sin far, som er portrætmaler. Hurtigt føler Oscar sig draget til denne excentriske familie og bruger hvert eneste mulige øjeblik sammen med dem, og bliver jo også ret forelsket i den skønne Marina. En aften tager Marina Oscar med hen på kirkegården, for at vise ham et mystisk ritual der foregår hver måned: En kvinde klædt helt i sort, lægger en enkelt rose på en ukendt gravsten, for så at forlade stedet igen. Oscar og Marina bliver draget af kvinden og den mystiske handling, og vælger at følge efter hende. Dette fører de to unge mennesker ind i Barcelonas skjulte verden, der gemmer på mørke hemmeligheder og dystre personligheder.

Din roman starter fantastisk. Du skriver så smukt, at jeg med det samme tænkte at denne bog fluks ville ryge op i toppen af min liste med gode bøger, men jo længere jeg kom ind i historien, jo mere røg de smukke formuleringer i baggrunden til fordel for den forvirrende og rodede handling. For hver ny karakter Oscar og Marina støder på i deres søgen efter sandheden, så præsenterede du mig for endnu et subplot i handlingen. Til sidst blev jeg så rundtosset, at jeg slet ikke kunne finde hoved og hale i det hele, og efterlod mig frustreret.

Jeg ville så gerne have elsket denne bog. Forsiden lokkede mig med sit dystre og gotiske design, bagsideteksten lokkede mig med en spændende og gyselig handling, men indholdet viste sig ikke at passe overens med disse. Især er jeg forvirret over hvorfor du har kaldt romanen Marina, da både hende, og Oscar, ofte igennem hele historien bliver sat i baggrunden, til fordel for at fortælle om de andre karakterers livshistorie.

Efter sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en følelse af at det der var blevet mig lovet – en gyselig, gotisk, uhyggeligt mysterium – slet ikke blev indfriet, og jeg blev skuffet. Dog har din smukke prosa gjort at jeg ikke er blevet skræmt væk fra at læse andre af dine værker. Næste gang vil jeg i stedet give mig i kast med din meget roste bog til voksne, nemlig The Shadow of the Winds. Forhåbentlig vil jeg ende med at elske den i stedet.

Kærlig hilsen

Carlos Ruiz Safón: Marina. Weidenfeld & Nicolson. 2/5

Kære Stephen King (Joyland)

Til sidste readathon valgte jeg at starte ud med din nyeste roman oversat til dansk, nemlig Joyland. Den forholdsvis korte bog passede perfekt ind til readathon og jeg glædede mig til at skulle gyse, men desværre var der ikke meget gys at komme efter.

Joyland er navnet på en forlystelsespark hvor en unge college studerende Devin Jones får et sommerferiejob. Devins kæreste har lige slået op med ham, og han er helt knust, og vælger at begrave sig i arbejde for at få tankerne væk fra hende. Ved hjælp fra nye venskaber lykkedes det lige så stille, og Devin begynder i stedet at grave i sagen om en masse piger der er blevet myrdet, deriblandt en pige der blev myrdet i Joylands uhyggeligste forlystelse. Nu siges det at hun spøger i selvsamme forlystelse, fordi hendes morder aldrig nogensinde er fundet.

Du har skrevet en coming-of-age historie, blandet sammen med lidt krimi i form af ”whodunnit” og derudover også mikset lidt overnaturligt ind i blandingen, hvoraf det sidstnævnte bare blev for meget af det gode for mig. Devins historie starter lige så stille og roligt ud, hvilket var skønt, og jeg begyndte at glæde mig til at uhyggen skulle begynde, men det blev bare aldrig rigtig indfriet. I stedet begyndte begyndte den pludseligt at føles forhastet, som om du havde en begrænsning i antal sider, og derfor skulle det hele bindes sammen i en fin sløjfe hurtigst muligt. Det overnaturlige aspekt af historien føltes forceret, som om det kun var med, for at hele plottet kunne hænge sammen, og det syntes jeg er virkelig ærgerligt, især fordi jeg ved at du kan gøre det SÅ meget bedre end det.

Det kan måske lyde som om at jeg slet ikke kunne lide Joyland, men rent faktisk nød jeg hele Devins historie, og levede mig ind i hans liv. Der er ingen tvivl om at du kan skrive, og at du kan skrive godt, og din beskrivelse af Joyland og Devins oplevelse med at arbejde der, bragte straks mine minder tilbage til dengang jeg selv arbejdede i Legoland. Når jeg nu tænker tilbage er jeg fuldt ud klar over at mine forventninger til din bog på ingen måde passede overens med den historie jeg satte mig til at læse. Jeg skulle nok have nærlæst bagsideteksten bedre, og ikke have forventet at Joyland var din nyeste gyser, men i stedet din nyeste dannelsesroman, med et strejf af krimi.

Kærlig hilsen

Stephen King: Joyland. Hr. Ferdinand. 3/5

Kære Ransom Riggs (Miss Peregrine's Home for Peculiar Children)

Da jeg valgte at låne din gotiske bog Miss Peregrine's Home for Peculiar Children med hjem, vidste jeg faktisk ikke ret meget om den på forhånd, andet end at der var delte meninger om den og at du havde skabt en historie omkring en masse specielle antikke billeder. Jeg tror lige netop grunden til at jeg ikke havde nogen forventninger til hvad din bog ville handle om, var med til at give mig den gode oplevelse jeg havde med at læse den. 

I din bog bliver Jacob vidne til et tragisk og skræmmende dødsfald i familien. Jacob bliver hjemsøgt af den forfærdelige oplevelse, og vil sætte sig for at finde ud af hvad det egentlig var han så, for ingen omkring ham tror på det når han prøver at fortælle dem det. Jacob rejser dermed til en fjern ø hvor ruinerne af Miss Peregrine's hus for de specielle børn ligger, hvilket muligvis kan give ham svar på sine spørgsmål.

Jeg synes din historie var nyskabende og interessant, og jeg blev glædeligt overrasket over det overnaturlige aspekt af historien, for det var netop noget jeg ikke havde forventet. Jeg blev fanget af historien fra første linje og var fascineret over den retning din bog tog. Måden hvorpå du inkorporerer de mærkelige antikke billeder og faktisk bygger hele fortællingen op omkring dem, var helt fantastisk og var med til at få mig til at gyse mens jeg læste. Til tider blev det at inkorporere billederne i fortællingen dog alt for forceret, hvilket jeg syntes var rigtig ærgerligt, især fordi jeg syntes det fungerede så perfekt på andre tidspunkter.

Fordi jeg elskede stemningen og tonen igennem det meste af bogen, så syntes jeg det var så ærgerligt at slutningen var så actionpræget. Jeg havde på ingen måde forventet at tempoet lige ville blive skruet en tand op, hvilket for mig betød at jeg ikke kunne samle mig om slutningen af bogen, fordi jeg ikke syntes det passede ind. Igen var det noget jeg følte blev alt for forceret.

Selvom der for mig var visse negative aspekter at bogen, så var min overordnede oplevelse rigtig, rigtig god. Din bog er ikke som noget jeg nogensinde har læst før, og jeg skal helt sikkert læse næste bog i serien. Og så glæder jeg mig endnu mere til at se hvordan Tim Burton formår at filmatisere denne bog.

Kærlig hilsen

Ransom Riggs: Miss Peregrine's Home for Peculiar Children. Quirk. 4/5

Kære Diane Setterfield (The Thirteenth Tale)

I din fascinerende og tryllebindende roman The Thirteenth Tale får dine læsere en historie indeni en historie, og du formår at flette dem sammen på smukkeste vis. 

Margaret Lea kommer en dag hjem til et brev fra selveste Vida Winter, forfatteren til en masse succesfulde bøger. Vida Winter er elsket af mange, men det er de færreste der kender den rigtige Vida, og nu vil hun gerne fortælle sin historie, og hun vil gerne fortælle den til Margaret. Margaret er først tilbageholden, for hun forstår ikke hvorfor netop hun er blevet valgt til at påtage sig denne store opgave, men hun tager alligevel opgaven på sig, under den forudsætning at Vida ikke lyver for hende, ligesom Vida har gjort overfor alle de journalister der har interviewet hende gennem tiden.

Vidas historie foregår i huset Angelfield, hos familien March, hvor det selvdestruktive søskendepar Isabelle og Charlie bor. Isabelle havde tidligere løbet hjemmefra for at blive gift, men tager hjem igen efter hendes mands død, nu sammen med tvillingepigerne Emmeline og Adeline. Tvillingerne er vilde og uregerlige, men dybt afhængige af hinanden, og barnepigens plan om at gøre dem til to individuelle personer er resultatløs.

Imens Vida fortæller historien over flere dage, prøver Margaret at finde ud af om Vida fortæller hele sandheden, for noget er ikke som det giver sig ud for at være.

Din roman holdt mig fanget næsten lige fra start. Med alle dine skønne referencer til klassikere, har du skabt en fortælling der appellerer til bogelskere, men samtidig har du skabt en så spændende roman, der fik mig til at tvivle på hvad der var sandt og hvad der var en løgn. Jo længere ind i fortællingen jeg kom, jo mere fangede jeg mig selv i at holde vejret, fordi jeg simpelthen var så opslugt af at finde ud af hvad der egentlig skete i Angelfield huset. Med dine mange twists and turns havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig, fordi jeg lige skulle læse et kapitel mere, og så lige et mere, indtil der ikke var flere, og sandheden endelig var kommet frem i lyset. Jeg er både ked af det og glad for at jeg først har læst The Thirteenth Tale nu – ked af det fordi jeg kunne have haft oplevelsen af din fantastiske fortælling tidligere, men glad fordi jeg ikke ventede endnu længere tid med at læse den.

Kærlig hilsen

Diane Setterfield: The Thirteenth Tale. Orion. 4/5

Kære Liane Moriarty (Min mands hemmelighed)

I din spændende roman Min mands hemmelighed følger vi 3 kvinders historie som er, og bliver endnu mere, flettet ind i hinanden.

Cecilia er mor til 3 piger og gift med John-Paul. Udadtil lever hun det perfekte liv, og Cecilie selv synes at hendes familie klarer det godt, men en dag hvor John-Paul er på forretningsrejse finder Cecilia et brev John-Paul har skrevet til hende, i tilfælde af hans død. Cecilia konfronterer John-Paul med brevet, men han tigger hende om at lade være med at læse det, og at det bare var en fjollet indskydelse der fik ham til at skrive det. Cecilias nysgerrighed og mistro får hende dog til at åbne brevet, og hendes liv ændrer sig for evigt efter hun læser hvad hendes mand har skrevet.

Et andet sted i landet finder Tess ud af at hendes mand Will er blevet forelsket i hendes kusine. Sammen havde de tre opbygget et firma, men Tess forlader både Will og arbejdet, da Will gør det klart overfor hende at ham og kusinen har tænkt sig at udleve deres følelser for hinanden. Vred og såret tager Tess, sammen med sønnen Liam, tilbage til sin mor for at bo, hvilket betyder at Liam skal begynde på samme skole som Cecilias piger.

Rachel har mistet sin datter for flere år siden, noget hun prøver at undertrykke, men da hendes søn fortæller at ham og konen flytter til New York, og har tænkt sig at tage deres søn Jacob med sig, så føles det for Rachel at verden omkring hende smuldrer. Jacob er nemlig Rachels lyspunkt i et stille og roligt liv, hvor hun arbejder som sekretær på skolen hvor Cecilias piger går, og hvor Tess' søn Liam skal til at gå. Udsigten til at miste Jacob ripper op i de sår Rachel havde over sin datters død.

Du har skrevet en rigtig god og medrivende bog. Selvom det handler om 3 vidt forskellige kvinder, så er det alle 3 kvinder som jeg kan relatere mig til. Selve plottet om hvordan deres liv bliver flettet sammen, især på grund af hemmeligheden, var interessant, men desværre for mig var hemmeligheden meget forudsigelig, og jeg ventede egentlig bare på at få det fortalt.

På trods af dette var det stadig en god bog om hvordan man håndterer hemmeligheder, tragedier og sorg, og de valg man må tage som ikke kun har betydning for ens eget liv.

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Min mands hemmelighed. Org. titel: The Husband's Secret. Politikens forlag. 4/5

Kære Donna Tartt (Den hemmelige historie)

Din debutroman Den hemmelige historie starter hårdt ud med at fortælle at Bunny er død. Det tog politiet 10 dage om at finde liget på grund at alt sneen, men Richard har igennem alle 10 dage vidst hvor Bunny lå. Men hvordan endte det med at Bunny lå død under sneen?

Richard fortæller om sin start på Hampden College, en skole der fokuserer på humanistiske fag. Richard har tidligere studeret oldgræsk i to år, så for ham er det oplagt at fortsætte med at studere dette på den nye skole, men Richard bliver opfordret til at droppe den idé, da underviseren på faget har et lukket hold, en klike af skolens elitære, som underviser selv udvælger. Richard er draget af det mystiske hold, og især af de fem unge studerende, som bl.a. inkluderer Bunny.

Mod alt forventning bliver Richard optaget på holdet, og bliver selv en del af kliken, men han lyver overfor de andre, for at gøre sig selv mere interessant. Richard er flov over sin baggrund, da han er den eneste af dem der ikke kommer fra en familie med penge.

Med optagelse på holdet følger også hemmeligheden, som Richard nu også, sammen med de andre, skal holde hemmelig for enhver pris.

Du har skrevet bogen så det er 28-årige Richard der fortæller historien om hvad der skete da 19-årige Richard blev en del af holdet. Dermed er det en alvidende fortæller for fortæller os historien, og som allerede ved hvad der kommer til at ske inden læseren ved det, hvilket kan være et spændende virkemiddel, og det var det også med den her fortælling.

Ligesom med Stillidsen (som jeg har skrevet et brev om her), så skriver du meget enkelt, men på ingen måde simpelt. De første par sider var dog svære at komme igennem, da de føltes meget selvhøjtidlige, men derfra gik det dog som smurt og historien dragede mig ind – Jeg ville vide hvad der førte til Bunnys død, hvordan det dog kunne komme så vidt, ligesom selve fremstillingen af gruppedynamikken var utrolig spændende.

Selvom historien var velskrevet (dog med et par håndfulde stavefejl i den danske oversættelse), så er jeg ked af at skulle fortælle dig at historien på ingen måde rørte mig. Efter endt læsning sad jeg tilbage med en følelse af ”var det det?”, hvilket nok skyldes at min introduktion til dit forfatterskab var din fantastiske roman Stillidsen. For mig lever Den hemmelige historie på ingen måde op til din nyeste roman, hvilket jo så også betyder at du har udviklet dig som forfatter.

Jeg ønskede at elske din debutroman, men desværre er det en historie der ikke satte sig et tydeligt indtryk hos mig, men din fantastiske måde at skrive på kan ingen tage fra dig.

Kærlig hilsen

Donna Tartt: Den hemmelige historie. Org. titel: The Secret History. Lindhardt & Ringhof. 3/5

Kære Gillian Flynn (Sharp Objects)

I din debutroman Sharp Objects følger vi Camille Preaker. Camille er journalist i Chicago og står for at skrive artikler der omhandler vold og mord. 

Da to små piger findes myrdet indenfor 9 måneder i en lille by, er det Camille der bliver sat på på jobbet om at skrive om sagen. Foruden at det er indenfor hendes journalistiske ekspertise, så bliver Camille også valgt fordi byen Wind Gap er den samme by som Camille er vokset op i. Derfor kender Camille borgerne i byen og kan drage fordel af dette, men ulempen er at hun skal stå ansigt til ansigt med familien igen – en distanceret mor, en tilbagetrukket stedfar, en teenage halvsøster som giver ny betydning til termen mean girl, og også mindet om hendes døde søster. 

Oplevelsen med at se sin søster sygne hen har ført dystre og mørke tanker ind i Camilles liv, noget der førte til at hun begyndte at skære i sig selv, og gør at hun drikker meget mere end hvad godt er, for at dulme smerten.

Du har skrevet en virkelig spændende psykologisk thriller, der giver indblik i et skadet sind og en interessant mordsag. Starten var dog lidt tung og kringlet, så derfor tog det mig også et lille stykke tid før jeg fandt rytmen, kom ind i historien, og blev fanget af stemningen, men da jeg først nået det punkt, så var der ingen vej tilbage, og jeg slugte din barske bog på under et døgn. Camille er en meget kompliceret kvinde der kæmper med en masse mørke dæmoner, hvilket var noget der både fik mig til at føle både med, og for, hende, ligesom hendes forhold med hendes mor var noget der fik mig til at krumme tæer.

Jeg troede egentlig ”bare” det var en helt almindelig whodunnit historie med en interessant hovedperson der ville tilføje nogle ekstra lag til historien, men din bog tager en drejning over i noget helt andet, noget jeg ikke havde set komme, hvor din slutning fører historien op i en højere enhed, og virkelig lod mig være tilbage med en eneste tanke: wow!

Kærlig hilsen

Gillian Flynn: Sharp Objects. Phoenix 4/5

Kære Melina Marchetta (Jellicoe Road)

I din ungdomsbog Jellicoe Road møder vi Taylor som går på en kostskole på Jellicoe Road. Taylor er en tilbagetrukket, vred ung pige, der som 11-årig blev efterladt af sin mor på en tankstation. Som ved et lykketræf dukker Hannah op og tager hende med sig, og lader hende begynde på skolen, samtidig med at hun holder hånden over Taylor. For Taylor føles Hannah som hendes eneste familie, og Taylor higer efter Hannahs kærlighed så da Hannah pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden, bliver Taylor bekymret, selvom folk omkring hende siger at der ikke er sket hende noget. Hannahs forsvinden sker samtidig med en ny omgang territorialkrig mellem eleverne, byboerne og kadetterne på Jellicoe Road. En masse regler er nedskrevet i Den Lille Lilla, som alle deltagere i krigen skal følge, en krig der både fører blod, sved og tårer med sig.

Da Taylor finder et manuskript skrevet af Hannah der omhandler fem venner, som også boede på Jellicoe Road, går det op for Taylor at historien om disse fem unge mennesker kan åbne op for hendes egen fortid, og hvorfor hendes mor forlod hende for aldrig at blive set igen.

Jeg må starte med at sige at jeg havde så store forventninger til din bog, og de blev desværre ikke indfriet. Jeg havde på ingen måde opfattet selve krigsdelen af din bog, da jeg første gang stødte på din bog, så derfor blev jeg også overrasket over at over halvdelen af bogen nærmest kun omhandler den territorialkrig. Selve krigen virkede voldsomt urealistisk, og måden den blev fortalt på fik mig til at tvivle på om jeg havde fået fat i en dystopisk fremtidsroman, men så kom der engang imellem nutidige referencer frem, som piger der danser til Beyonce, og den tvivl forsvandt igen. Hele ideen med at så mange børn kan lege krig, hvoraf vold og trusler er en stor del af legen, uden at voksne fatter mistanke om det, syntes jeg på ingen måde godt om.

Jeg kæmpede mig igennem halvdelen af bogen før jeg endelig nåede til det jeg troede hele bogen handlede om, nemlig mysteriet om de fem børn og deres forbindelse med Taylor, og hvorfor Hannah er forsvundet. Igennem hele bogen har der dog været korte afsnit hvor man bliver præsenteret for de fem venner, men de var skrevet på sådan en rodet måde, at det ikke gavnede mig. Flere gange var jeg f.eks. i tvivl om hvem der var drenge og hvem der var piger, ligesom jeg ikke kunne holde styr på hvem af vennerne der var søskende. Det blev dog lettere jo længere vi kom i historien.

Den sidste del af din bog var helt klart den bedste, men den lange fortælling om krigen, som jeg slet ikke kunne se en pointe med i forhold til Taylors historie, foruden at hun var med i krigen som en af lederne, gjorde at min oplevelse var knap så god.

Kærlig hilsen

Melina Marchetta: Jellicoe Road. Org. titel: On the Jellicoe Road. Høst & Søn. 2/5

Kære Robin Sloan (Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik)

I Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik møder vi Clay Jannon. Clay har lige fået natarbejde i en meget speciel bogbutik der forhandler både nye og brugte bøger. Krisen havde nemlig sørget for at Clay mistede sit job som webdesigner. Hans nye job går ud på at han skal holde øje med butikken natten, hvor spøjse typer kommer ind og låner bøger fra ”bagkataloget”, hvilket består af bøger som ifølge Google ikke eksisterer. Disse bøger indeholder gåder, som er skjult bag kodesprog. For at kunne få lov til at låne dem, skal man være medlem af en bestemt klub.

En del af Clays job består bl.a. af at nedskrive kundernes fremtoning og sindstilstand, og hvilke bøger de låner og køber, ned i en journal. Butikken er smal men nærmest uendelig høj, som kræver stiger når bøgernes skal nås.

På de stille aftener får Clay skabt en virtuel udgave af bogbutikken, og dertil laver han en algoritme der kan illustrere medlemmernes lånerækkefølge af bøgerne fra bagkataloget. Den algoritme gør at Clay finder ud af noget meget mere vigtigt, nemlig en kult der prøver at finde løsningen på det største og vigtigste spørgsmål i verden, og nu bruger Clay og hans venner Google til hjælp for også at finde løsningen på det spørgsmål.

Jeg var meget begejstret for din bog, og måden hvorpå den opstiller den fysiske bog vs. internettet, og internettets uendelighed i forhold til skabelse, forståelse og muligheden for at nå ud til folk. Bogen tager en drejning jeg ikke havde set komme; hvor den starter ud med at foregå i boghandelen, begiver Clay sig senere rundt i USA for at knække koden, og gør især brug af Googles ressourcer, hvilket var super interessant læsning. Jeg følte lidt at jeg læste en digitaliseret udgave af Da Vinci Mysteriet, hvilket kun er et plus i min mening. Din bog har gjort mig klogere på hvad der er muligt i denne verden, og det er jeg glad for. Tak.

Kærlig hilsen

Robin Sloan: Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik. Org. titel: Mr. Penumbra's 24-Hour Bookstore. Forlaget Iris. 4/5

Kære E. Lockhart (We Were Liars)

Noget af det bedste ved at læse din bog We Were Liars var, at jeg faktisk ikke vidste noget som helst om den på forhånd. Jo jeg vidste at den havde et twist, men det var sådan set også det jeg vidste. Da jeg elsker twists, så vidste jeg at jeg simpelthen bare måtte læse den her bog. 

Det med at blive kastet ind i en bog uden at kende lidt til handlingen er ellers ikke noget jeg aldrig gør, men da det var præmissen for at få en overraskende læseoplevelse, valgte jeg alligevel at kaste mig ud i dybet og det er jeg glad for. På grund af dette vil jeg heller ikke fortælle om selve plottet, så kommende læsere kan få ligeså meget glæde af at kaste sig ud i bogen uden forventninger.

Det var en virkelig god bog, en bog jeg ikke kunne lægge fra mig, og selve plottet var virkelig interessant. Jeg havde på ingen måde set slutningen komme, og kunne ikke gætte det twist din bog kom med. Jeg synes det er fantastisk hvordan en bog kan snyde mig på sådan en måde som din bog gjorde, samtidig med at den er så smukt skrevet. 

Din bog er blevet til en af mine yndlings Young Adult bøger jeg nogensinde har læst, både fordi den formår at overraske mig, være intelligent skrevet og samtidig være så smuk. Især elskede jeg de blodige metaforer der dukker op under læsningen, som virkelig ramte mig ligepå og hårdt. Du har skrevet en bog man får lyst til at genlæse igen lige efter man har læst den første gang, for netop at opdage de subtile henvisninger du laver til den overraskende drejning i historien. Godt klaret.

Kærlig hilsen

E. Lockhart: We Were Liars. Delacorte Press. 5/5