Viser opslag med etiketten Horror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Horror. Vis alle opslag

tirsdag den 30. december 2014

Kære Søren og Morten Ellemose (Madame Salvatins hemmelighed)

Jeres fine lille novellesamling Madame Salvatins hemmelighed overraskede mig. Det er sjældent at jeg rent faktisk læser noveller, og især ikke novellesamlinger, men jeg valgte alligevel at give mig i kast med Jeres, og det er jeg glad for at jeg gjorde.
Jeres noveller er meget korte, kun på nogle få sider, men i formår alligevel at få sagt så meget på så få sider. Det er nogle uhyggelige, dystre, tankevækkende og blodige historier, som sniger sig ind under huden på mig, og for hver novelle blev jeg mere og mere spændt på at læse hvad I nu havde fundet på, hvordan I nu ville overraske mig. Som regel var det først ved novellernes allersidste sætning at historierne hver især blev vendt på hovedet for mig, en evne der er helt fantastisk, og ofte lod mig sidde tilbage og tænke over hvad det egentlig var jeg lige havde læst, og gav mig lyst til straks at genlæse dem.

I samlingen møder man både en mand der modtager en klage for larm i sin lejlighed, en pige der øver sig på at holde vejret, en prinsesse der venter på sin far, en populær legetøjsbutik, en pige der skal vælge en dør og en drage forklædt som menneske. Meget forskellige emner, der dog alle sammen fik mig til at gyse i større eller mindre grad. Som det jo så ofte er med samlinger så var der nogle af novellerne jeg syntes bedre om end andre, da nogle af novellerne var for åbenlyse og lod mig sidde tilbage med en følelse af ”var det det?”, men det var heldigvis kun et fåtal af dem.

Jeg påbegyndte min læsning uden nogen forventninger overhovedet, og jeg må sige at jeg blev glædeligt overrasket over Jeres noveller, så det er bestemt ikke sidste gang jeg læser noget af Jer.


Kærlig hilsen
Søren og Morten Ellemose: Madame Salvatins hemmelighed. Gave modtaget af forfatterne til Bogbloggertræf. Books On Demand 4/5

torsdag den 16. oktober 2014

Kære Jonathan L. Howard (Johannes Cabal, Nekromantikeren)

I bogen Johannes Cabal, Nekromantikeren, som er den første i din serie om Johannes Cabal, bliver vi præsenteret for ham imens han er i gang med at fremkalde en dæmon. Selvom Johannes ikke har indsamlet alle de nødvendige offergaver, bliver han alligevel vist frem til helvedes port, som er blevet voldsomt bureaukratiseret (for adgang til Helvede skal man udfylde en helvedes masse spørgeskemaer). 

Årsagen til Johannes ønske om at besøge Helvede er for at lave en ny aftale med Satan. Johannes har nemlig tidligere underskrevet en kontrakt hvori han gav sin sjæl til Satan til gengæld for at blive nekromantiker. Nu ønsker Johannes dog at få sin sjæl tilbage, han savner den, så Satan indgår et væddemål med Johannes; Hvis han kan indsamle 100 nye sjæle indenfor 1 år, så ryger Johannes sjæl retur til hans krop. Som hjælp får Johannes et omrejsende tivoli som middel til at indsamle sjælene, men det er ikke uden problemer.

Jeg må sige at jeg virkelig blev blæst væk af din bog. Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, så jeg blev glædeligt overrasket over hvor sjov din bog egentlig var. Flere gange grinede jeg højlydt, fordi du simpelthen formår at skrive komiske oplevelser som var det det mest naturlige i verden. Det er i hvert fald tydeligt for mig at du har en baggrund som manuskriptforfatter, for du formåede at skrive på sådan en måde at min hjerne afspillede en meget scenisk film for mine øjne imens jeg læste, med en verden der bare var godt gennemført. 

Desværre syntes jeg ikke du holdte din egen standard hele bogen igennem, for jo længere jeg kom ind i din bog, måtte det bedste, humoren, blive tilsidesat for up-tempo sjælejagt, hvilket er en skam. Da jeg når slutningen på bogen, bliver det meget klart at hele bogen bare har været starten på fortællingen om Johannes Cabal, og jeg skal helt klart læse hvad han ellers kommer ud for.

Kærlig hilsen
Jonathan L. Howard: Johannes Cabal, Nekromantikeren (Johannes Cabal #1). Org. titel: Johannes Cabal the Necromancer. Anmeldereksemplar fra Arvids (modtaget igennem Bogrummet.dk). 4/5