Kære Kerstin Gier (Smaragdgrøn)

Nu er det ved at være et år siden jeg læste "Rubinrød" - første del af din tidsrejseserie, og endelig(!) har jeg fået læst sidste bind, nemlig Smaragdgrøn.

Sidste del starter ud hvor anden del, Safirblå, slap, nemlig at Gideon har knust Gwens hjerte. Men Gwen har ikke særlig meget tid til at ligge sig i sengen med hjertesorger, for hun har stadig en mission hun skal fuldføre. Og desværre inkluderer dette også Gideon. Gwen har svært ved at finde ud af hvem hun kan stole på i den inderste kreds, når det kommer til den profeti der foreligger specifikt om hende ud af de 12 tidsrejsende, og en masse hemmeligheder dukker frem i lyset - også nogle der kommer til at påvirke Gwen meget mere personligt end hun nogensinde kunne forvente.

Præcis som med den forrige bog, så gik der en håndfuld måneder før jeg fik læst videre i din serie, og det gjorde desværre at jeg sad forvirret tilbage, og slet ikke kunne finde hoved og hale i det der skete. 

Alting skete så hurtigt, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at stå af, i alt det der omhandlede den hemmelige orden og tidsrejseaspektet, fordi denne sidste del af din serie netop refererer meget tilbage til begivenheder fra de to forrige bøger. Og så god er min hukommelse bare slet ikke. I stedet begyndte jeg at lade mig opsluge at kærlighedsdelen (hvilket er total ulig mig!) og jeg begyndte at more mig ekstra meget over Xemerius og de kommentarer han hele tiden kom med. 

Det er ikke en dårlig tidsrejseserie du har skrevet, men jeg ærger mig meget over at jeg ikke fik dem læst lige efter hinanden. På den måde er jeg sikker på at jeg havde fået det bedste udbytte af din historie, for lige nu sidder jeg desværre med en følelse af at jeg ikke fik alle elementerne med under læsningen, og det er altså en skam. Især når jeg ved at selve tidsrejsedelen er noget jeg virkelig følte du fik uddybet og forklaret virkelig godt, i de to forrige bøger.

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Smaragdgrøn (Precious Stone Trilogy #3). Org. titel: Smaragdgrün. Gave fra Turbine. 3/5

Kære Boris Hansen (Vejen til Panteon)

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Jeg læser faktisk sjældent dansk fantasy og science fiction. Det er bare ikke så tit at jeg støder på danske bøger, hvor plotbeskrivelsen drager mig nok ind, til at jeg vil påbegynde læsningen af dem. Men efter at Nanna Foss (som jo har skrevet nogle af mine yndlingsbøger! Og hun er dansk!) roste din nye bog Vejen til Panteon, så blev jeg jo nødt til at læse hvad all the fuss was about... Og jeg istemmer mig koret af alle de glade læsere.

I bogen lever Lucas og hans venner i Zonen, hvilket i princippet bare er et trist og gråt sted fyldt med beton, hvor de unge mennesker bare går og venter på at kunne forlade Zonen og komme ud i en ny tilværelse som voksen med job. Da Lucas' veninde Cassandra pludselig forsvinder, drager Lucas og nogle af de andre venner afsted for at finde hende, hvilket leder dem til en helt ny verden, befolket af bl.a. guder og engle.

Det jeg egentlig synes er ret fedt ved din bog, er at vi som læser følger Lucas. Og Lucas er en helt almindelig dreng, som opdager at der er noget specielt med bedsteveninden Cassandra, og allerede her bryder du alle fantasy-klicheerne. For det er Cassandra der er bogens special snowflake, men det er igennem Lucas' øjne vi følger historiens udvikling, og det synes jeg er et frisk pust til disse typer bøger. 
Noget andet fedt, er jo selvfølgelig Lucas' sidekick, som kommer med fantastiske referencer til andre fantasyverdener, og som virkelig fik mig til at føle at "hey - de lever i en verden ligesom vores". Dét blandet sammen med et rigtig godt sprog, gjorde det meget lettere for mig at leve mig ind i historien - selv på trods af at denne fantasyverden også bestod af engle og guder, noget som jeg ellers ikke er den store fan af. Det jeg nok egentlig prøver at fortælle, er at jeg helt sikkert skal læse videre i din serie! Kudos to you Boris.
Kærlig hilsen

Boris Hansen: Vejen til Panteon (Panteon-sagaen #1). Anmeldereksemplar fra Tellerup. 4/5

Kære Brandon Sanderson (Ritmatikeren)

Efter en hæsblæsende og fantastisk bog, som "Stålhjerte" er, var jeg slet ikke i tvivl om at jeg gerne ville læse flere af dine bøger. Glæden var da også stor, da jeg opdagede at også Ritmatikeren blev oversat til dansk, og med sådan et flot cover, bliver forventningerne skyhøje.

Din bog er bygget op omkring et ret fantastisk univers, hvor der findes ritmatikere. Ritmatikere kan bringe liv til kridttegninger, og disse kridttegninger kan bruges til at udkæmpe kridtlinger, som spreder død og rædsel. For at blive ritmatiker, skal man blive udvalgt som ung. 

Joel har et brændende ønske om at være ritmatiker, men som søn af en kridtmager, var dette ikke oplagt for ham. I stedet sniger han sig til forelæsninger om ritmatik og kridtlinger, og hvordan man bedst forsvarer sig - og kæmper med - kridttegninger. Helt overraskende får Joel dog lov til at blive assistent for professor Fitch, og pludselig finder Joel sig selv midt i opklaringen af mordene på en masse ritmatikere. 

Tænk sig at jeg skulle finde kridttegninger dybt fascinerende, men det var lige præcis det du gjorde ved mig med din bog. Med et så godt opbygget univers, hjulpet på vej af Ben McSweeneys illustrationer, blev jeg fuldstændig opslugt af at vide mere. Jeg ville vide mere om livet som ritmatiker, jeg ville vide mere om hvordan disse kridttegninger fungerede, og jeg ville også vide mere om hvem eller hvad der slog alle disse ritmatikere ihjel. 

Joel som hovedperson fungerer virkelig godt. Han kan til tider virke lidt for "pæn" og ordentlig, men med sin nævenyttige veninde Melody (som jeg bare var kæmpe fan af), hjalp det til at historien ikke blev alt for sød og pæn. Det er en bog der er hurtiglæst, på trods af at man skal lære en hel ny verden at kende, men at jeg skal vente helt til 2017 før næste bind i serien udkommer? Det er jeg ikke fan af! Skynd dig nu lidt Sanderson, jeg venter utålmodigt.

Kærlig hilsen

Brandon Sanderson: Ritmatikeren (Rithmatist #1). Org. titel: The Rithmatist. Anmeldereksemplar fra Dreamlitt. 4/5

Kære Maggie Stiefvater (The Scorpio Races)

På et tidspunkt hvor jeg havde "Raven Cycle"-abstinenser, besluttede jeg mig for at købe din standalone roman The Scorpio Races, i håbet om at jeg kunne blive lige så fortryllet, som når jeg læste din serie. 

I bogen kæmper Puck og Sean med hver deres problemer. Pucks forældre blev dræbt af Water Horses, og nu må hun og hendes brødre klare sig igennem tilværelsen, og skrabe nok penge sammen til at kunne overleve. Seans far er også død, hvilket skete under et af de årlige Scorpio Races - et væddeløb, hvor det handler om at ride på de dødensfarlige Water Horses, og klare sig over mållinjen, for at vinde et stort pengebeløb. 

Både Puck og Sean har deres grund for at deltage i dette års Scorpio Races, men begge med håbet om at vinde pengene, for at opnå deres drømme. Ligesom de andre år bliver dette års Scorpio Races en hård kamp om at tæmme disse vilde heste, og undgå intrigerne og magtkampene mændene imellem. 

Selvom du har skrevet en bog der i høj grad lægger op til denne hesteløb, og du faktisk har navngivet bogen efter den, så er det egentlig ikke The Scorpio Races som bogen handler om. Det er i stedet en bog der handler om familie og om venskaber, om liv og død, og om det tætte forhold man kan skabe mellem menneske og hest. Som forventet var stemningen i din bog fuldstændig altopslugende. Det var som om jeg selv stod på bredden, og mærkede vinden og vandet. Det er præcis det jeg elsker ved de bøger jeg har læst af dig. 

Desværre blev jeg bare ikke lige så opslugt at selve plottet i din bog. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvorfor. Måske var det fordi jeg slet ikke er en hestepige, og aldrig nogensinde har prøvet at ride på en hest, eller måske var det fordi jeg følte der manglede lidt mere gnist, og lidt mere dynamik mellem Puck og Sean. Jeg ved det ikke helt, men i hvert fald blev jeg ikke lige så forelsket i din historie disse vildheste, som jeg blev med Blue og drengene i "The Raven Cycle". Med det sagt så er jeg dog stadig ikke færdig med at få læst mere af dig, og jeg håber sådan du snart udgiver noget nyt. 

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Scorpio Races. Scholastic. 3/5

Kære Kerstin Gier (Safirblå)

For et lille stykke tid siden læste jeg Rubinrød, den første bog i din tidsrejsetrilogi. Den var meget sjov og fuldstændig gennemført da det kom til hele tidsrejse-aspektet, men den var ikke helt så fængende som jeg havde håbet, så jeg var spændt på at se hvordan serien ville forløbe i Safirblå. 

I første bog skulle Gwendolyn på kort tid acceptere at hun er familiens efterfølger, der har arvet tidsrejsegenet, og hun skulle straks begynde at lære at begå sig i forskellige tidsperioder, med alt hvad der indebærer af store kjoler, dans og den korrekte måde at gebærde sig på. Derudover skulle Gwendolyn også lære at håndtere den pænt arrogante Gideon, som er blevet hendes tidsrejsemakker, i jagten på de tidligere familiemedlemmer, der har vendt slægten ryggen. Denne bog fortsætter fuldstændig hvor din forrige bog slap, så på grund af at der var gået et godt stykke tid siden jeg læste "Rubinrød", tog det mig en del kapitler før jeg var helt med på hvordan det var muligt at tidsrejse, og hvad grunden egentlig var for at de var nødsaget til at rejse i tiden så ofte. 

Ved din første bog var min kritik at jeg følte den var lidt for "barnlig" til at være en YA. Det synes jeg helt sikkert er blevet rettet op i denne fortsættelse. Humoren er der stadig, men den er knap så plat. Derudover var du også virkelig dygtig til at forklare de indviklede grundlag for hvordan tidsrejserne i bogen fungerer, og hvordan fortiden, nutiden og fremtiden hænger sammen. Ligesom i sidste bog, har du virkelig gennemført hele tidsrejseplottet, uden at det bliver for svært at forstå. 

Jeg elskede hvordan du, med denne bog, lader læseren blive viklet ind i en labyrint af hvordan fortid og nutid hænger sammen, og det var skønt at læse hvordan Gwendolyn selv blev overrasket over at opleve at hendes fremtids-jeg har taget en beslutning der har betydning for hendes nutids-jeg der er på rejse i fortiden. Jeg får det sikkert til at lyde indviklet,  men det er på ingen måde lige så indviklet når du selv beskriver det, og det var nok det jeg satte mest pris på i din bog. 

Det jeg satte mindst pris på, var Gideon. Jeg syntes han er sådan en kæmpe røv, og jeg forstår simpelthen ikke hvad Gwen ser i ham. Jeg har forstået pointen med hvorfor han er så vægelsindet med hensyn til Gwendolyn, men jeg kan ikke komme mig over hvordan han leger med hendes følelser. For mig ville historien være meget bedre, hvis den ikke inkluderede en kærlighedshistorie, for tidsrejsedelen vil altid være det der appellerer mest til mig. 

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Safirblå (Precious Stone Trilogy #2). Anmeldereksemplar fra Turbine. 3/5

Kære Maggie Stiefvater (The Raven King)

Det var sørgmodigt at skulle påbegynde på The Raven King, den sidste bog i din skønne serie om "The Raven Cycle" (Bog 1, Bog 2, Bog 3). På det her tidspunkt var jeg nået at blive dybt forelsket i Blue, Gansey, Adam, Ronan og Noah, og jeg havde det ambivalent med at skulle afslutte serien. På den ene side gjorde det mig trist at vide, at der ikke vil komme flere bøger i serien, og at jeg dermed ikke vil kunne lade mig blive opslugt af historiens stemning for første gang igen. På den anden side har jeg altid været fan af at stoppe mens legen er god, og det må man sige at du har gjort. 

Alt skal samles og bindes sammen på fineste vis, for at kunne afslutte serien på en god og smuk måde, og det gør du. Der kommer en afslutning på Ravnedrengene og Blues jagt på Glendower, og Blues varsel om at hendes "true love" vil dø på grund af hende, kommer også til en dramatisk ende, men det har aldrig rigtig været selve plottet der har holdt mig fanget...

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Stemningen i denne her serie er uovertruffen, og dine ord bringer så mange følelser frem. Med din sidste bog endte jeg endda med at hvine noget så højt, da det jeg havde håbet der ville ske, rent faktisk skete i kapitel 39 (og du ved helt sikkert hvad jeg hentyder til!). Jeg fangirler normalt ikke ret meget, men kapitel 39 blev jeg nødt til at genlæse flere gange, for rent faktisk at tro på at det jeg læste, også var det der skete. 

Selvom jeg er glad for den slutning du har fået skrevet på en af de smukkeste serier jeg nogensinde har læst, så må jeg også ærligt indrømme at denne fjerde bog, for mig, er den svageste i serien - selv på trods af hvin. Jeg manglede noget mere personlighed fra især Blue, hvilket faktisk gjorde at jeg fik øjnene op for at Blue, for mig, nok har den største betydning for mig i denne serie, på trods af at jeg holder af alle karaktererne. Efter endt læsning af din serie, er en ting dog sikkert: Jeg vil ikke på noget tidspunkt være i tvivl om at læse flere af dine bøger, og jeg håber du snart får påbegyndt en ny bog(serie).

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Raven King (The Raven Cycle #4). Scholastic Press. 4/5

Kære Maggie Stiefvater (Blue Lily, Lily Blue)

Det er altid med en hvis ærefrygt at jeg samler en ny bog op fra din "The Raven Cycle" serie, fordi jeg er fuldt ud overbevist om at jeg vil blive opslugt fra start til slut, og derfor skal jeg have tid og ro til at lade ordene manifestere sig under læsningen. Det var præcis det samme med Blue Lily, Lily Blue.

Som med de to andre bøger i serien - The Raven Boys og The Dream Thieves - så er det især stemningen der gør at din serie er så fantastisk. Stemningen fylder hele bogen, flyder ud fra siderne og omfavner mig, og får mig til at føle mig velkommen. Selvom den tredje del af serien, ligesom med anden del, ikke når op på samme højder som den første bog, så sætter jeg pris på at følge udviklingen af Ravnedrengene og Blue. 

Gang på gang skifter jeg mellem hvem af dem jeg holder mest af, for i virkeligheden holder jeg jo af dem alle sammen lige meget. Det må jeg sige er en helt fantastisk evne du har, Maggie. Tit i bøger med flere hovedkarakterer, vil der altid være den ene som man mindst bryder sig om, men i din serie har de alle gode og dårlige sider, som gør dem menneskelige, på trods af deres overnaturlige og magiske evner, og gør at jeg ikke kan undgå at føle med hver og en. 

Som sædvanlig bygger historien videre på jagten på Glendower, og selvom jeg tidligere har sagt at den del af plottet går hen over hovedet på mig og ikke interesserer mig lige så meget som selve dine karakterers udvikling, så oplevede jeg for første gang at jeg forstod det! Jeg forstod endelig hvad det hele gik ud på, og det var faktisk lidt en lettelse. Nu føler jeg mig virkelig klar til at skulle læse videre i "The Raven King", som desværre også bliver lidt sørgelig at skulle samle op. For jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver klar til at skulle sige farvel til Blue, Adam, Ronan og Gansey.

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: Blue Lily, Lily Blue (The Raven Cycle #3). Scholastic Press. 4/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Den faldne engel)

Der er gået et stykke tid, siden jeg sidst forlod Filip, Satina og de andre djævle i forrige bind, og jeg tror det skyldes at jeg skulle tage lidt tilløb til at påbegynde serien igen, efter hvad jeg følte var en god slutning i Ondskabens engel. Det viste sig så at jeg havde intet at frygte med Den faldne engel.

Der er gået et stykke tid siden Filip måtte tage det endegyldige valg mellem at være i live på jorden eller leve i helvede, og Filip er begyndt at tvivle på om han har taget det rigtige valg. Han føler sig ikke tilpas ved at være i live, uden mulighed for at kunne besøge sine djævlevenner, hvilket fører til en meget vred Filip og en fortvivlet mor. Da Filip så pludselig støder på nogle gamle helvedeskendinge, opdager Filip at de endnu engang har brug for hans hjælp. 

Jeg sagde at tonen i din forrige bog var blevet en tand mere mørk, men det er intet i forhold til denne! Filip går rundt med en masse indebrændt vrede, hvilket gør starten til virkelig dyster læsning, men jeg var vild med det. Jeg forstod Filip og den tvivl han gik rundt med, og jeg elskede også hvordan at han senere måtte acceptere at alting ikke var som han forlod det i helvede, at tiden ikke bare stod stille mens Filip var i live. 

Det eneste der gik mig lidt på, var hvor let en løsning du havde fundet på, i forhold til at det blev muligt for Filip at rejse mellem livet og helvede, uden at hans timeglas ville gå fuldstændigt i stykker. Jeg tror muligvis jeg var mere fortørnet over at Filip ikke havde fået det at vide før, end Filip selv var, men der gik så heller ikke langt tid før jeg lagde det bag mig, og glædet mig over at være tilbage i helvede sammen med Filip.. Også selvom det betød at farerne lurede nede i underverden igen. 
Jeg har været glad for at læse om Filips eventyr indtil nu, og jeg skal også helt klart læse videre når næste bog udkommer i september, for med den cliffhanger du har skabt i denne femte bog, kan jeg jo ikke andet. 

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Den faldne engel (Den store djævlekrig #5). Gave fra Høst & Søn. 4/5

Kære Rainbow Rowell (Carry On)

Da jeg første gang fik at vide, at du ville skrive Carry On, var helt bestemt sikker på at jeg ikke skulle læse den. Jeg havde læst "Fangirl" og elskede den, men jeg elskede ikke Caths fanfiction-dele af bogen, hvor hun videredigtede på en kendt og elsket fantasyserie, i stil med Harry Potter. Faktisk var det den del af bogen jeg mindst kunne lide, så derfor tænkte jeg at jeg da slet ikke skulle læse en hel "fanfiction"-bog om samme karakterer. Da jeg så så den nye pæne paperbackcover, som matcher "Fangirl" så flot, og jeg havde læst et par gode anmeldelser af bogen, så kunne jeg altså alligevel ikke dy mig. "Carry On" skulle med mig hjem. 

I bogen følger vi Simon Snows sidste skoleår på den kendte troldmandsskole Watford School of Magicks. Som elleveårig opdagede Simon sine troldmandsevner, og at han, ifølge profetien, er The Chosen One. Simon vil dog helst ikke være den udvalgte, for det betyder at kæmpe mod drager, vampyrer og troldmændenes ærkenemesis The Humdrum, men især også være bekymret for hvilke planer hans bofælle Baz har udtænkt for at slå ham ihjel. Endnu værre er det næsten at Simon opdagede sin kæreste Agatha og Baz i et ømt øjeblik, og nu føler Simon at han kun har sin bedste ven Penny at betro sig til. 

Jeg må sige at alt min tidligere skepsis blev gjort fuldstændig til skamme. Det var en skide go', rørende og sjov YA fantasy-roman, præcis i stil med dine andre YA-romaner, som jeg jo også elsker. Selvom Simon og hans venner skal kæmpe mod det onde, handler den lige så meget om kærlighed og venskab, og det var nok især det der appellerede til mig. Selvom jeg normalt ikke er den type, endte jeg faktisk med at fangirle for hårdt over historien, og især da jeg nåede til kærlighedsklimakset - og dette selvom jeg egentlig godt vidste at det ville ske. Det er længe siden at jeg har været så opslugt af en fantasy-historie, og det tror jeg helt klart skyldes at det er skrevet af dig, og derfor emmer af total Rowell-hed. 

Jeg har siden det nye år læst ret mange middelmådige eller næsten-fantastiske bøger, men jeg var begyndt at frygte at jeg ikke længere kunne finde mig en helt igennem fantastisk bog. Den frygt gjorde du heldigvis op med, og "Carry On" er min første 5-stjernet bog i år. Nu venter jeg bare spændt på at du udgiver endnu en YA-bog.

Kærlig hilsen

Rainbow Rowell: Carry On. Macmillan. 5/5

Kære Maggie Stiefvater (The Dream Thieves)

Jeg blev dybt forelsket i karaktererne og stemningen i "The Raven Boys", første del af din serie om "The Raven Cycle". Så forelsket at jeg besluttede mig for at købe alle bøgerne i serien der indtil videre er udkommet, for jeg kunne ikke udholde tanken om ikke at have dem stående parat til mig på bogreolen. 

Det var både med spænding og frygt at jeg endelig(!) fik påbegyndt The Dream Thieves. Spændt fordi forrige bog sluttede med en kæmpe overraskelse, og frygt fordi det ville være meget svært at leve op til dens forgænger. 

Skuffelse kunne næsten ikke undgås, og skuffet blev jeg da også. Ikke fordi at det er en dårlig bog, slet ikke, men fordi at der skete mange flere ting end jeg havde forventet, og derfor fik jeg ikke helt samme følelse som ved den forrige bog. Jo tempoet er stadig langsomt, og bygger stadig lige så stille op helt frem til slutningen, men det var bare som om noget manglede. Måske var det Blues stemme jeg sådan savnede. Sidste bog var i høj grad fra hendes synspunkt, og jeg knuselsker Blue. I denne er det Ronan der tager styringen, og selvom jeg havde forventet at ville elske at være inden i hovedet på ham, og få indblik i den evne han besidder, så var det ikke helt som forventet. 

Hovedplottet i din serie, er jagten på den døde konge Glendower, og selvom både sidste bog, og denne, omhandler denne jagt, så formår det stadig at gå hen over hovedet på mig. Det er ikke det der interesserer mig i din serie, det er til gengæld Blue og drengenes udvikling - både deres personlige udvikling, og deres udvikling sammen som en gruppe. Og så er de magiske elementer... ja, magiske, og jeg elsker det. Det bliver gjort på en, for mig, subtil måde, som gør at jeg ikke ruller med øjnene, eller sukker over hvor kliché det er. 

Selvom jeg ikke endte med at elske "The Dream Thieves" i lige så høj grad som "The Raven Boys", så er jeg stadig dybt forelsket i hele bogens stemning og især også humoren. Aldrig har så sarkastiske teenagere været en fryd at læse. 

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Dream Thieves (The Raven Cycle #2). Scholastic Press. 4/5

Kære Michelle Hodkin (The Retribution of Mara Dyer)

Dette brev indeholder spoilers til "The Unbecoming of Mara Dyer" og "The Evolution of Mara Dyer"

Endelig kom jeg til afslutningen på din trilogi om Mara Dyer, i bogen The Retribution of Mara Dyer, men det blev for mig en skuffende afslutning.

Mara Dyer vågner endnu engang op til nyheden om at hun har været skyld i en ulykke der har været med til at slå andre unge mennesker ihjel, og nu bliver hun holdt bag lås og slå på den psykiatriske hospital, for at have hendes evner klarlagt. Mara er ulykkelig, men hjælpen med at flygte kommer fra en uventet kant, og sammen med Jamie og Stella begiver de sig afsted for at en gang for alle at komme til bunds i årsagen til deres evner, og for at finde Noah. Noah som Mara har fået at vide døde under ulykken, men Mara tror ikke længere på alt hvad hun får at vide.

Det der for mig er svagest ved denne afslutning, er manglen på Noah. Mara og Noah sammen var noget af det jeg elskede ved at læse de to foregående bøger. Deres dynamik sammen var helt fantastisk, og det er så tydeligt at der mangler noget i denne bog. Mara er slet ikke den samme person længere, og det var for mig en dårlig ting. Mara er dog ikke alene på denne rejse for at finde sandheden. Jeg kunne rigtig godt lide at Jamie har fået en større rolle her til sidst. Jeg synes han er fantastisk, nok mest især på grund af hans humor, hvorimod Stella ikke betød det helt store for mig. Derudover får Maras bror Daniel en større rolle, hvilket også hjalp gevaldigt på historien. 

Den drejning jeg ikke var helt så glad for i forrige bog, er den drejning du vælger at følge fuldt ud i denne afslutning. Jeg syntes slet ikke det passede ind i historien, og ville ønske at det var anderledes, men jeg forstår også godt at det er smag og behag, og mange andre er helt vilde med plottet der er til grund for Maras evner. Jeg var bare ikke en af dem, hvilket ærgrer mig rigtig meget.

Selvom denne afslutning ikke faldt i min smag, så kan jeg ikke benægte at du skriver helt fantastisk og fængende, og endnu engang slugte jeg den forholdsvis tykke bog på ingen tid. Jeg har dog endnu ikke gjort op med mig selv om jeg skal læse din spin-off serie, der foregår fra Noahs perspektiv, men det skulle ikke undre mig at jeg ikke kan undvære din skrivestil alt for længe.

Kærlig hilsen

Michelle Hodkin: The Retribution of Mara Dyer (Mara Dyer #3). Simon & Schuster Books for Young Readers. 3/5

Kære Michelle Hodkin (The Evolution of Mara Dyer)

Dette brev indeholder spoilers til "The Unbecoming of Mara Dyer"

Med en kæmpe cliffhanger i din forrige bog, var tempoet og stilen ligesom sat til fortsættelsen The Evolution of Mara Dyer, og jeg var meget spændt på at læse videre. Jeg blev dog overrasket over at finde ud af hvilken drejning du valgte at føre historien om Mara Dyer i, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af om jeg kan lide den drejning eller ej. 

Efter at Mara støder på sin døde ekskæreste, som slet ikke ser ud til at være særlig død, bliver Mara indlagt på en psykiatrisk institution under observation. Ingen tror på at den person Mara så, virkelig var den samme fyr som blev omsluttet af en kollapset bygning. Eller det vil sige, ingen andre end Noah. Sammen begynder Mara og Noah at prøve at stykke sammen hvad det egentlig er der foregår, men det er svært når både familie og psykiatere holder ekstra øje med Mara, og endnu sværere når mystiske ting bliver ved med at ske, som alt sammen har forbindelse med Maras evner. 

Jeg var virkelig hooked efter at have læst din første bog i serien. Jeg følte virkelig at der var rigtig meget potentiale til at blive en fantastisk serie, men det er som om at jeg lidt efter lidt mistede den entusiasme mens jeg læste denne fortsættelse. Jo du skriver stadig helt fantastisk og fængende, og jeg slugte også denne her super hurtigt, men det er som om at den drejning du vælger at tage med Maras evner, ikke er den drejning jeg havde forventet og håbet på. 

I denne bog begyndte du også at introducere kapitler fra fortiden, af en person som har en forbindelse med Mara og disse overnaturlige evner, og de var for mig lidt en irritationsmoment. Jeg følte mig afbrudt i min læsning, af at skulle bruge tid og energi i at forstå og regne ud hvem denne person var/er, og selvom det hen af vejen begyndte at gå op for mig, så var jeg dog stadig mest interesseret i Mara, Noah og deres jagt efter sandheden. 

I mine øjne er denne fortsættelse ikke ligeså stærk som din første bog, og derfor vaklede jeg mellem at give den 3 eller 4 stjerner. Jeg endte dog med 4 stjerner, for jeg var jo egentlig rigtig godt underholdt igennem bogen, som jeg jo blæste igennem. Én ting kan jeg da sige: Når man først har begyndt læsningen af en af dine bøger, så kan man ikke stoppe igen før man når sidste side med bankende hjerte. 

Kærlig hilsen

Michelle Hodkin: The Evolution of Mara Dyer. (Mara Dyer #2). Simon & Schuster Books for Young Readers. 4/5

Kære Maggie Stiefvater (The Raven Boys)

Da jeg først valgte at få læst The Raven Boys, var det egentlig bare fordi jeg havde set nogle sukke over hvor smuk en historie det var, så jeg tænkte at jeg da godt kunne give den en chance, selvom jeg egentlig ikke har nogen idé om hvad denne Young Adult fantasy egentlig handler om. Og hvor er jeg dog uendelig glad for at jeg gjorde det.

Igennem hele sit liv har Blue kendt til overnaturlige kræfter. Hendes mor er clairvoyant, og de andre kvinder i familien har ligeledes visse kræfter der bl.a. gør det muligt for dem at se de døde. Blue havde egentlig accepteret at disse kræfter ikke er noget hun besidder, indtil hun en nat selv er vidne til en dreng der træder ud fra mørket og begynder at tale til hende. Da Blue senere møder selvsammme dreng i levende live, kan hun ikke undgå at føle en form for forbindelse med ham. Drengen Gansey og hans gruppe af venner, er dog privatskoledrenge, og altså nogle af de Raven Boys som Blue har svoret at holde sig væk fra. Samtidig kan Blue heller ikke undertrykke den advarsel hun har fået at vide siden hun var helt lille, nemlig at hun vil være skyld i at hendes "true love" dør.

Baseret på den begrænsede plotbeskrivelse jeg læste bag på din bog, havde jeg egentlig troet at jeg "bare" ville komme i gang med en kærlighedshistorie, men jeg tog grueligt fejl. Det er ikke en bog der består af enorme kærlighedserklæringer, ligesom det heller ikke er en bog der består af de vilde actionsekvenser, eller har et tempo der får en til at gispe efter vejret. Du har skrevet en bog der langsomt bygger op, og bygger op, og bygger op, indtil man er blevet så opslugt at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Og gud, hvor jeg elskede det. 

Den første bog i din serie har twists, den har mulighed for at få stillet ens shippin'-behov, og den har elskelige karakterer, selvom de alle er fyldt med fejl. Fantasyelementerne passede perfekt til mit humør og temperament, og er perfekt underspillet, til at det aldrig bliver for meget. Jeg ved ikke hvorfor jeg til en start ”kun” gav din bog 4 stjerner, og jeg det vil jeg rette op på nu. The Raven Boys har siddet fast i mit hoved siden jeg læste den for nogle måneder siden, og for den grund alene bliver jeg nødt til at give den 5 stjerner. De næste to bøger i serien står klar til mig på bogreolen, men jeg er næsten for bange for at læse videre, for tanken om at der til sidst ikke vil være flere bøger i serien, er næsten ikke til at bære.

Kærlig hilsen

Maggie Stiefvater: The Raven Boys (The Raven Cycle #1). Scholastic Press. 5/5

Kære Nanna Foss (Geminiderne)

Som en lille gode til mig selv, valgte jeg at gemme Geminiderne, den nyeste bog i Spektrum-serien, indtil jeg vidste jeg havde god tid til at få den læst, for jeg var overbevist om at når jeg først var gået i gang, så ville det være svært at stoppe igen. Og jeg havde ret. 

Geminiderne fortsætter fra hvor Leoniderne sluttede, men denne gang følger vi de unge fra Pi's synspunkt (ja apostroffen er forkert, ja det er helt klart med vilje!) De er alle sammen stadig i gang med at finde ud af hvordan alt det her med tidsrejser fungerer, samtidig med de begynder at overveje at ændre fortiden, men vil det ikke også ændre nutiden? Og fremtiden? 
For at være helt ærlig, så var jeg ikke helt så entusiastisk omkring nyheden, at bogen ville følge Pi og hendes tanker. Jeg var egentlig ikke den store Pi-fan i sidste bog, men det fik du hurtig omvendt med Geminiderne. Det var forfriskende at skifte synspunkt, samtidig med at historien fortsatte hvor den forrige slap. 

Endnu engang var jeg blæst omkuld over hvordan du kan holde styr på fortid, nutid og fremtid, i en historie med så meget fart på, uden at jeg på noget som helst tidspunkt blev forvirret. Derudover præsenterer du os for en håndfuld nye karakterer, og selvom der nu er virkelig mange personer at holde styr på, så fungerer det bare! Især da der hen imod slutningen kom en helt fantastisk afsløring, som jeg på ingen måde havde set komme! Jeg sad med åben mund og var fuldstændig målløs. Det er øjeblikke som disse, der gør at Spektrum-bøgerne er nogen af mine yndlingsbøger. Og nå ja, så har jeg da også fået et yndlingspar (forhåbentlig!)

Jeg ELSKER alt der har med tidsrejser at gøre, og indtil nu er din Spektrum serie den bedste tidsrejsefortælling jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan slet ikke få nok, og nu er jeg endnu mere glad for at jeg, med de i alt 9 planlagte bind, ikke skal sige farvel til Pi, Noah, Emilie, Alban, Linus og alle de nye karakterer. Jeg glæder mig dog allerede til den dag hvor Alban bliver hovedpersonen i sin egen Spektrum-bog. Den dag kan ikke komme hurtig nok.  

Kærlig hilsen

Nanna Foss: Geminiderne (Spektrum #2). Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 5/5

Kære Maria Dahvana Headley (Magonia)

Da jeg første gang sad med din bog Magonia mellem hænderne, var jeg næsten tom for ord. Sjældent har jeg set så smuk en bog, og jeg troede og håbede på at indholdet ville være ligeså smukt. Desværre levede den dog ikke op til denne tro og forhåbning.

I bogen er Aza Ray på randen til at dø. Det har hun været nærmest hele sit liv, da hun har lidt af en mystisk lungesygdom der har gjort det svært for hende at tale og trække vejret, og rent faktisk føles som om hun er ved at drukne – selvom hun ikke er under vand. En dag er Aza vidne til et kæmpe skib der sejler rundt blandt skyerne. Hendes familie tror at Aza hallucinerer på grund af hendes sygdom, men Aza er sikker på det hun så, og hun er også sikker på at hun hørte skibet kalde hendes navn. Den eneste anden der tror på Aza, og tror på det flyvende skib blandt skyerne, er hendes bedste ven Jason. Jason som har stået ved hendes side gennem tykt og tyndt, og som nok i virkeligheden betyder mere for Aza end hun selv vil indrømme.

En dag sker dog det Aza, hendes familie og Jason længe har frygtet. Aza dør, men utrolig nok vågner Aza op igen. Denne gang på det flyvende skib i en verden kaldet Magonia. I Magonia føler Aza sig stærk og rask, mere end hun nogensinde før har gjort, og Aza opdager at hendes liv i Magonia har en større betydning end hun nogensinde havde drømt muligt.

Det første der ramte mig ved at læse din bog var, hvor forbavset jeg blev over at det smukke, smukke cover, indeholder stemmen af en meget sarkastisk, nærmest vred ung pige. Det tog mig ret lang tid at komme overens med Azas sarkasme, hvilket jeg ikke syntes klædte historien, men jo længere ind i historien jeg kom, jo mindre kunne jeg genkende den samme pige som jeg lærte at kende i starten. Sarkasmen forsvinder nærmest fuldstændig da Aza når Magonia, for kun at poppe op engang imellem, hvilket gjorde den store forskel mellem før og efter endnu tydeligere.

Det er en magisk historie der blander den virkelige verden med Magonia, fyldt med smuk symbolisme. For mig bliver den dog for magisk og fantasifuld. Ligesom med Avas personlighed, var det næsten som om at jeg læste to forskellige bøger, nemlig om livet før Magonia og livet efter Magonia. For mig var der en meget svag sammenhæng mellem disse to dele, hvilket egentlig kun bestod af de skiftevise kapitler fra Jasons synspunkt, imens han undersøger hvad der skete med Ava, og jeg synes virkelig det er sådan en skam at jeg ikke følte den sammenhæng igennem hele bogen. Jeg er sikker på at der er andre der vil få en vildt magisk oplevelse med at rejse til Magonia sammen med din karakter Ava, desværre blev det ikke helt sådan for mig.

Kærlig hilsen

Maria Dahvana Headley: Magonia (Magonia #1). HarperCollins. 3/5

Kære Kerstin Gier (Rubinrød)

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker en god tidsrejsehistorie, så da jeg fik muligheden for at læse din nyligt oversatte Rubinrød, blev jeg hurtig glad. Jeg havde kun hørt godt om de første bog i din trilogi, så jeg var ret spændt. Desværre blev jeg ikke helt så fanget af den som jeg ville have håbet.

16-årige Gwendolyn er vokset op i en familie hvor tidsrejser er normal kost for den der bærer det særlige gen, men det bliver alligevel en overraskelse for Gwen da hun finder ud af at det er hende der er bærer af dette gen. Denne opdagelse betyder at Gwens krop, ud af det blå, kan finde på at rejse tilbage i tiden, så længe hun ikke sørger for at kontrollere det. En ny verden, helt bogstavligt, åbner sig for Gwen, og hun skal lære at begå sig i fortiden uden at skille sig ud, samtidig med at hun skal hjælpe med at rette op på fortiden, og derigennem nutiden, men ikke uden hjælp. Den arrogante, men alt for pæne Gideon har også et tidsrejsegen, og sammen skal de hjælpe deres respektive slægter med at bringe orden på det der tidligere var blevet ødelagt.

Jeg vil starte med at sige til dig at jeg blev meget overrasket over alt den humor du har tilføjet bogen. Jeg havde slet ikke forventet det, men jeg elskede det i hvert fald. Gwen er en skøn karakter, og jeg holdte af, og med, hende med det samme, ligeledes med hendes bedste veninde Lesley. Det er mere alle de andre karakterer jeg lidt havde et problem med, for tit virkede de... ja karikeret. De kunne godt virke meget endimensionelle, og det synes jeg er en skam. Det var også med til at give mig det indtryk at jeg måske var for ”gammel” en læser til din bog, fordi det virkede som om at målgruppen til tider var helt nede på folkeskoleniveau i stedet for YA, hvilket nok var derfor jeg endte med at blive en smule skuffet.

Jeg må dog sige at jeg elsker hvordan du har overvejet problematikken der eksisterer, hvis en person i vores nutid pludselig rejste flere hundrede år tilbage i tiden, i forhold til tøj, mode og elektroniske gadgets. Det fik mig til at føle at du virkelig har gennemtænkt hvordan det rent faktisk vil være for en person at rejse i tiden, og som som den store tidsrejsefan jeg er, sætter jeg pris på at du har overvejet disse ting, og givet et bud på hvordan det kan lade sig gøre. Samtidig sørger du dog også for at bringe lildt humor ind i mødet mellem fortid og nutid, og det fik mig i hvert fald til at fnise mere end forventet, hvilket altid er skønt når man læser en bog.

Kærlig hilsen

Kerstin Gier: Rubinrød (Precious Stone Trilogy #1) (Org. titel: Rubinrot). Anmeldelseseksemplar fra Turbine. 3/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Ondskabens engel)

I din fjerde - og det der engang var den sidste - bog i serien Den store djævlekrig, nemlig Ondskabens engel, bringer det hele til kulmination i et voldsomt og spændende opgør.

Bogen starter, hvor den forrige slutter. Satina er forsvundet, og Filip følger sig nødsaget til at være den person (djævel?) der bringer hende tilbage. Det fører Filip på en rejse ind i dybeste af Helvede, forklædt som en stor og stærk djævel, hvor han bliver vidne til fjendens ressourcer i det der vil blive til den største krig i djævels minde. En krig der vil have betydning for hvem der skal regerere Helvede i fremtiden.

Jeg elsker hvordan tonen i denne bog lige bliver en tand mørkere end de andre. For denne gang er det virkelig alt der står på spil, og for Filip betyder det jo også at han må træde endnu mere i karakter. Det kan mærkes og det klæder ham. Det er en fantastisk udvikling at opleve i Filip, og det fik mig til at holde endnu mere af ham. Den mere dystre tone betyder dog ikke at du helt har udeladt humoren som dine andre bøger er kendt for. Du formår stadig at krydre det barske med lidt djævelsk humor, som jeg jo elsker.

Denne bog var måske den mest hæsblæsende af dem alle, hvilket også giver god mening, når denne bog skal være kulminationen for den historie du har bygget op over de sidste 3 bøger. Der var tider jeg holdt vejret, fordi jeg frygtede det værste ville ske for alle de karakterer jeg har endt med at holde så meget af, men du sørgede for at afslutte bogen så perfekt som du kunne. 

For det er tydeligt at mærke at du havde tiltænkt denne bog til at være den sidste i serien. Du fletter det hele sammen til den, i mine øjne, helt rigtige slutning for Filip, Satina og alle de andre karakterer, og får samtidig fortalt Filip, og alle os andre, hvad der er meningen med livet. En sandhed der fik mig til at smile. Jeg er dog stadig meget spændt på hvordan du har tænkt dig at føre historien videre, og hvilke djævelske eventyr du nu får Filip til at drage på, i næste, nyeste, bind i serien...

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den store djævlekrig #4). Høst & Søn. 4/5