Kære Mhairi McFarlane (Det er ikke mig, det er dig)

Efter jeg fik læst din anden chick-lit Fra og med dig, var mine forventninger til Det er ikke mig, det er dig skyhøje, da jeg havde opfattelsen af at denne her var den mere populære af dine to bøger. Det blev dog lige omvendt for mig!

I bogen vender alting op og ned på Delias liv efter hun frier til sin kæreste, og lige bagefter ved et tilfælde finder ud af at han har en affære. For at få lidt styr på sit liv igen, flytter hun til London for at bo med sin bedste veninde, få et nyt, og meget suspekt, job indenfor PR, og begynde at arbejde på hendes tegneserie igen, som hun har ladet ligge på hylden siden skoletiden. Delia begynder at finde ud af hvem hun er, når hun ikke er "Pauls kæreste". 

Den starter ellers ud som den perfekte chick-lit historie: Pige har det perfekte liv, pige opdager hendes kæreste er hende utro, pige flytter by og begynder at finde sig selv igen, alt imens hendes kæreste gør alt for at få hende tilbage, og en ny fyr træder ind fra højre. Men så er det at du begyndte at blande en masse andre ting ind i historien. Som en ny chef der er en idiot, og beder Delia om at gå lige til grænsen for hvad der moralsk er ok, en journalist der beder Delia om at agere "dobbeltagent", så journalisten kan afsløre hendes chef, og også en ny sidekick der kan hacke, som gør at historien kan gå op i sidste ende. Der var for mange retninger du gerne ville have historien til at tage, og det forstyrrede min læsning, for det tog opmærksomheden væk fra selve kærlighedsdelen og Delias personlige udvikling. 

Det der gør at denne bog skiller sig ud fra din anden roman jeg har læst, og egentlig også skiller sig ud fra andre chick-lit bøger, er at du inkorporerer Delias tegneserie i din bog, og vi derfor engang imellem støder på en helsides tegneserie. Jeg elskede selve ideen, men syntes sagtens at du kunne have gjort endnu mere brug af det, for med de få tegninger der er nu, føler jeg ikke at de har den store betydning for den overordnede historie. 
Selvom jeg måske er ret kritisk i mit brev til dig, så ændrer det ikke på at det er tydeligt at du kan skrive en god kærlighedshistorie. Jeg var opslugt af Delias udvikling på kærlighedsfronten, og det var også det der gjorde at jeg slugte bogen på kort tid. Jeg havde brug for at vide hvem Delia endte ud sammen med, eller om hun endte med at vælge sig selv. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse endnu en bog fra din hånd. 

Kærlig hilsen

Mhairi McFarlane: Det er ikke mig, det er dig. Org. titel: It's Not Me, It's You. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. 3/5

Kære Mhairi McFarlane (Fra og med dig)

Det er så sjældent at jeg læser chick-lit for tiden. Engang var Sophie Kinsella og Marian Keyes det eneste jeg læste, men det endte med at blive meget ensformigt. Jeg begyndte dog alligevel at glæde mig rigtig meget til at påbegynde dit forfatterskab, og Fra og med dig endte med at være et rigtig godt sted at starte. 

Som barn og teenager blev Anna mobbet i skolen på grund af sit udseende. Nu er Anna over tredive, og virker til at have det hele: Fantastisk job, skønne venner og et nyt look. Anna bærer dog stadig rundt på en masse usikkerhed som følge af sin traumatiske barndom, og da hun pludselig skal til at arbejde sammen sin tidligere mobber, James, bliver Anna med det samme oprørt. James kan utrolig nok ikke genkende Anna, og opfører sig overhovedet ikke som det store røvhul som Anna kendte tilbage i skolen. Anna er dog stadig modvillig med at stole på James, for kan man overhovedet ændre sig fra at være en idiot, til en elskværdig person?

Din bog er fyldt med kærlighed, humor (katten Luther er den perfekte karakter!) og sørgelige dele - hvilket for mig er den perfekte opskrift på god chick-lit. Selvom udfaldet var meget forudsigeligt (hvilket de fleste chick-lits er, og som er selve charmen ved dem!), så var det alligevel skønt at følge Anna og James' udvikling. Til tider rynkede jeg lidt på næsen over budskabet; Tyk pige bliver mobbet af skolens lækre fyr, tyk pige taber sig og bliver smuk, og selvsamme lækre fyr kan nu ikke genkende hende og vil gerne tilbringe tid med hende. Det er måske ikke det bedste budskab at sende, men efter jeg accepterede din bogs præmis, begyndte jeg også at nyde historien mere, og bare lade mig føre med. 

Jeg var rigtig glad for at vi som læsere ikke kun oplevede historien igennem Annas øjne, men at du også havde kapitler baseret ud fra James' synspunkt. Det gav en større forståelse for James som person, og gjorde at jeg ikke bare hadede ham hele vejen igennem, som ellers kunne have være oplagt, ud fra hans forfærdelige opførsel i skolen, som jeg fik beskrevet i starten. Jeg lagde bogen fra mig med et smil på læben, og havde med det samme lyst til at læse endnu en af dine bøger.

Kærlig hilsen

Mhairi McFarlane: Fra og med dig. Org. titel: Here's Looking at You. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. 4/5

Kære Liane Moriarty (Det hun glemte)

Efter at have læst mig igennem flere af dine romaner, er jeg nu begyndt at blive ret så glad for at læse om dine historier, der omhandler kvinder og deres mere eller mindre normale liv, og Det hun glemte er ingen undtagelse. 

En dag falder Alice og slår hovedet, og da hun kommer til sig selv, er alting forandret. I stedet for at være 29 år, gift med den skønneste mand, og gravid for første gang, vågner hun i stedet op og opdager hun er 39 år, mor til tre børn og midt i en skilsmisse. De sidste 10 år af Alices liv er fuldstændig forsvundet fra hendes bevidsthed, og Alice er chokeret over den retning hendes liv har taget. Alice skal nu til at finde sig til rette i sit nye liv, med alt hvad der indebærer af at være supermor, alt imens Alice prøver på at råde bod på alle de problemer hun selv har været med til at skabe de sidste 10 år. 

Selve plottet med at en kvinde har hukommelsestab og ikke kan huske de sidste 10 år af sit liv, er faktisk super interessant. Det er en fin måde hvorpå du illustrerer hvor meget en person kan ændre sig over tid, ligesom familiære- og kærlighedsforhold også kan udvikle sig. Jeg følte sympati med Alice, kunne fuldstændig sætte mig i hendes sted, i forhold til at hun gerne ville have hendes reelle nutid til at stemme overens med den nutid som i princippet er hendes fortid, men den person jeg nok mest fattede sympati for, var Alices søster Elisabeth, og hendes kamp med at blive gravid. De afsnit hvor Elisabeth skriver dagbog til hendes psykiater omkring hendes tanker og følelser med ufrugtbarhed, virkede så ægte og ærlige, og gav mig lidt en klump i halsen.

Denne roman er nok faktisk den mest humoristiske af dine bøger jeg har læst, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet op til flere gange. Desværre blev det også for meget til tider, og især den salsadansende mor blev alt, alt for karikeret til min smag, ligesom reservebedstemoderens blogindlæg også blev for meget, til trods for at jeg rent faktisk godt kunne lide hendes karakter. Jeg må ærligt indrømme at denne bog ikke var den af dine romaner jeg blev hurtigst fanget af, men det blev den af dine romaner jeg havde sværest ved at lægge fra mig igen, da jeg endelig kom et stykke ind i den. 

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Det hun glemte. Org. titel: What Alice Forgot. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 4/5

Kære Jojo Moyes (Hende du forlod)

I din roman Hende du forlod møder vi to kvinder. To kvinder der både er adskilt af landegrænser, men også adskilt af tiden. 

I Frankrig under 1. verdenskrig prøver Sophie at holde fast i en normal hverdag med sin familie, på trods af mangel på mad og på trods af at tyskerne har invaderet den lille by og bringer frygt med sig. Sophie prøver at være stærk, selvom hun savner sin mand Éduoard som er draget i krig, men et portræt af hende, som Éduoard har malet, bringer trøst. 

90 år senere kæmper Liv stadig med at komme over sin mand Davids pludselige dødsfald, for lige knap 4 år siden. Hendes venner presser på for at få hende til at komme videre i hendes liv med en ny mand, men Liv føler sig ikke klar. En af de ting der bringer trøst til Liv er portrættet af Sophie, som nu hænger i Livs soveværelse. Et portræt som Livs mand købte til hende, i løbet af deres korte ægteskab. Pludselig kommer Liv dog til at stå i en situation, der får hende til at reflektere over hvad der egentlig betyder noget i hendes liv, og hvorvidt portrættet af Sophie er værd at kæmpe for. 

Nogle måneder før jeg påbegyndte denne bog, havde jeg læst den korte novelle Honeymoon i Paris, hvor man følger både Sophie og Éduoard, og Liv og David. Det var en sød lille historie, som faktisk gjorde mig meget spændt på at se hvordan hver deres liv ville fortsætte. Jeg blev dog overrasket over at begge mænd var fraværende i din roman, men noget som jeg måske burde have regnet ud i forhold til den titel du har valgt. Jeg synes dog at det var en skam, da jeg følte der kunne være noget mere "gods" i dynamikken mellem de to par.

Din roman starter ud med at man følger Sophie og hendes liv efter den tyske besættelse. Det var især Sophies del af historien jeg virkelig blev fanget af, hvordan hun kæmper for at holde sammen på familien, og hvordan hun længes efter den mand som hun ikke ved er i live eller ej. Da historien så skifter til Livs synsvinkel, bliver jeg efterladt med en lidt flad fornemmelse, hvilket kan skyldes det drastiske spring mellem Sophies liv og Livs. Livs kamp for at beholde portrættet blev for mig også alt for dominerende, og det fik mig til at ønske at læse mere om Sophie, for det var virkelig Sophies historie der rørte mig dybt. 
For mig er dette ikke din stærkeste roman, men den har dog sine fine øjeblikke.

Kærlig hilsen

Jojo Moyes: Hende du forlod. Org. titel: The Girl You Left Behind. Cicero. 3/5

Kære Jojo Moyes (En plus en)

Efter at have læst Hvalernes sang og Brudeskibet og blevet en anelse skuffet, var det nervepirrende at skulle begynde på din nyeste roman En plus en, af frygt for at den også ville ende med at skuffe mig.

I En plus en præsenterer du os for Jess, en enlig mor der har to jobs for at kunne få husholdningen til at løbe rundt. Jess er benhård, men fair, og gør alt hvad hun kan for at hendes datter Tanzie og stedsøn Nicky kan få en god opvækst på trods af deres minimale indkomst. Da Tanzie får muligheden for at gå på en prestigefyldt privatskole, skal Jess have fundet en måde at få samlet pengene ind til indmeldelsesgebyret, hvilket er svært når man lever fra hånden til munden. En matematikkonkurrence med en pengegevinst er lige præcis det der skal til for at hjælpe familien, men da de ikke engang har pengene til at rejse frem til konkurrencen, så ser det sort ud for den lille familie. 

Samtidig har businessmanden Ed taget en rigtig dårlig beslutning og er derefter blevet beskyldt for insiderhandel. For at komme lidt væk fra problemerne er han taget hen til sit sommerhus, hvor Jess gør rent. Ud fra et øjebliks godhed tilbyder Ed at køre Jess og børnene til konkurrencen, selvom Ed og Jess på ingen måde er på god fod med hinanden. Den lange biltur får stor betydning, ikke bare for Jess og hendes børn, men også for Ed.

En plus en er sukkersød chick-lit med noget på hjertet. Selvom den er fyldt med klicheer, ligesom Hvalernes sang, så formår du at få det til at fungere uden at det bliver for meget. Jess' familieproblemer føltes ægte og jeg heppede for den perfekte slutning for dem alle sammen. Jeg havde lidt forventet at historien ville være lige ud ad landevejen: De tager på roadtrip, de bliver forelsket, Tanzie vinder konkurrencen og alt er lutter lagkage derefter. Sådan forløb det dog ikke helt, og det elsker jeg, for sådan er livet altså bare ikke i virkeligheden. 

En plus en er ikke den slags bog der fik alle følelserne frem i mig, ligesom Mig før dig og Det sidste brev fra din elsker, men jeg var rigtig godt underholdt fra start til slut. Jeg frygtede at jeg endnu engang ville blive skuffet over en af dine bøger, men jeg kan helt ærligt sige at det blev jeg ikke.

Kærlig hilsen

Jojo Moyes: En plus en. Org. titel: The One Plus One. Cicero. 4/5

Kære Jojo Moyes (Brudeskibet)

I din roman Brudeskibet fortæller du om hvordan kvinder fra Australien sejlede den 6 ugers lange rejse til England for at mødes med de soldater de giftede sig med under krigen. I bogen bliver godt og vel 600 kvinder transporteret med et fragtskib, og iblandt dem følger vi 4 vidt forskellige kvinder.

Maggie er en højgravid bondepige der på den ene side glæder sig til at blive genforenet med sin mand, men på den anden side er hun bekymret for at skulle forlade sin far og brødre helt alene, uden en kvinde til at kunne passe på dem. Avice kommer fra en velstående familie, som er meget imod at hun rejser til England for at være sammen med den mand hun næsten ikke kender. Avice bliver dog også selv ret modvillig, da hun opdager hun ikke får en privat kahyt på skibet, men må dele med 3 andre kvinder. Avice vil dog bevise overfor sine forældre at hun har taget den rigtige beslutning, og bider det i sig. Jean er en oprørsk teenager, der hele tiden tænker på hvor den næste sjove oplevelse er, hvilket både skaber ballade for hende og de kvinder der prøver at passe på hende, samtidig med at det giver hende et ry blandt de andre kvinder på skibet og blandt den mandlige besætning. Frances er en mut kvinde, der arbejdede som sygeplejerske under krigen, og dermed har været vidne til krigens frygtelige rædsler. Frances er dog ikke kun tilbagetrukket på grund af krigen, men også fordi hun bærer på en hemmelighed, som hun ikke tror mange kan acceptere.

De 4 kvinder, sammen med resten af de knap 600 kvinder, må sammen få det bedste ud af rejsen, samtidig med at frygten om at modtage telegrammer, med ordlyden om at de er uønskede, hænger over hovedet på dem.

Du starter bogen ud med at forklare hvor grundig du har researchet på dette emne, og at selve præmissen for bogen er sand: Kvinder fra Australien blev faktisk sejlet til England, for at blive genforenet med deres britiske mænd. Du fortæller at du blev inspireret til at skrive historien, da din bedstemor var én af de brude der tog på den lange rejse. Det at du fortæller læseren dette inden selve historien, i stedet for bagefter, som de fleste gør, gør at jeg blev mere engageret i historien, fordi det netop er sket i virkeligheden. Du har selvfølgelig skabt nogle karakterer og opfundet deres oplevelser, men du krydrer dette med virkelige udsnit af avisartikler, hvilket gør det meget mere realistisk.

Selvom jeg elskede baggrunden for din bog, så syntes jeg alligevel at der var alt for mange klicheer i kvindernes historier. Det blev til en typisk chick-lit med en blanding af kvindedrama og uforløst/ulykkelig kærlighed, og især Avice og Jean blev alt for karikeret for min smag, hvilket gjorde at jeg på ingen måde kunne føle sympati med dem. Maggie var derimod den kvinde jeg virkeligheden heppede på igennem hele bogen, og jeg ønskede og håbede at hun ville ende med at få en lykkelig slutning, for det syntes jeg hun fortjente.

Kærlig hilsen

Jojo Moyes: Brudeskibet. Org. titel: The Ship of Brides. Cicero. 3/5

Kære Sophie Kinsella (Shopaholic stiler mod stjernerne)

I din nyeste shopaholic bog, Shopaholic stiler mod stjernerne, er det syvende gang vi bliver præsenteret for Becky Brandon (født Bloomwood). I de sidste seks bøger har vi fulgt Becky igennem karriereskift, flytte til et nyt land, gifte sig med sin drømmemand, møde sin ukendte søster og blive mor for første gang. I denne bog drager Becky og hendes mand Luke mod Hollywood, da Luke skal arbejde for en stor skuespillerinde. Dette skift i miljøet, får Becky drømmen om at blive stylist for de kendte, men at følge den drøm er ikke helt let, især ikke da der sker mange misforståelser, der sætter Becky i mediernes søgelys, noget hun skal lære at håndtere.

Ligesom dine andre bøger om hende, så er Becky som man kender hende – hun er naiv, egoistisk, selvbevidst , og lyver for sig selv og andre, men samtidig er hun så kær og så sød, at man næsten ikke kan andet end at holde af hende. Sådan havde jeg det også med denne bog... eller næsten hele bogen. Der er ikke længere fokus på hendes store shoppemani, men i stedet de midler hun er villige til at bruge for at nå sine mål. Det betyder at i slutningen af bogen når hendes egoisme nye højder, og faktisk gør hendes karakter uudholdelig. 

Derudover var der nogle småting der påvirkede min forståelse af bogen, og som var til irritation. Som når Sage bliver kaldt Suze, eller når mobilen løber tør for strøm, men på magisk vis kan sende en sms et par sider senere. Det giver desværre et sjusket indtryk af bogen.

Du har dog allerede nu offentliggjort at der kommer en bog mere om Becky, hvilket jo var meget tydelig med den cliffhanger denne bog slutter med. Forhåbentlig får du Becky tilbage på rette spor, for den side af hende som du har præsenteret i denne bog, er ikke noget jeg ønsker at læse mere om.

Kærlig hilsen

Sophie Kinsella: Shopaholic stiler mod stjernerne. Org. titel: Shopaholic to the Stars (Shopaholic #7). Anmeldelseseksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 3/5

Kære Katarina Bivald (Læserne i Broken Wheel anbefaler)

I din fine bog Læserne i Broken Wheel anbefaler, starter du ud med at præsentere os for Sara fra Sverige, som lige er ankommet til byen Broken Wheel i USA. Sara er ankommet til byen med den forventning om at møde sin penneven Amy, som Sara har skrevet med i længere tid, om deres store passion: bøger. I stedet ankommer Sara til Amys begravelse, og hvad skal Sara så gøre i de 2 måneder hun havde planlagt at være i byen?

Gennem hjælp fra de andre borgere i byen, som Sara føler hun kender igennem Amys breve, får Sara startet en boghandel op i den næsten tomme by. Læsning er dog ikke noget borgerne interesserer sig særlig meget for, men med Saras anbefalinger begynder de alle at sidde med hovedet nede i en bog. Den nye boghandel tiltrækker endda også mennesker fra nabobyen. Oveni bliver Sara også forelsket, men det er jo dømt til at blive indviklet, når hendes visa kun varer få måneder.

Som coveret siger, så er det en feel-good bog, en bog man ikke kan undgå at blive i godt humør af, og trække lidt på smilebåndet over de skæve personligheder der findes i Broken Wheel.

Ligesom med de fleste chick-lit bøger, så sker der også en udvikling med hovedpersonen. Hvor Sara førhen gemte sig bag en bog, og følte at de skrevne karakterer var hendes venner, åbner Sara nu op for muligheden for at møde og blive venner med nye, levende, mennesker. Derudover gør du brug af en smart måde hvorpå vi læsere kan lære Amy at kende, selvom hun er død ved bogens start, nemlig ved at vi får lov til at læse de breve hun har sendt Sara igennem tiden.

Du har både skrevet en bog der hylder bogelskere, hvor du også har smidt en masse bogreferencer og anbefalinger ind i bogen, men det er også en bog der hylder fællesskabet, i dette tilfælde det stærke fællesskab i den lille by.

Kærlig hilsen

Katarina Bivald: Læserne i Broken Wheel anbefaler. Org. titel: Läsarna i Boken Wheel rekommenderar. Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Tracey Garvis-Graves (Vores Ø)

I din bog Vores Ø møder vi 30 årige Anna, som har sagt ja til at agere hjælpelærer for 16 årige T.J. i stedet for at holde sommerferie. T.J. har haft kræft men er nu i bedring. Som hjælpelærer betyder det dermed at Anna tager med T.J.s familie på ferie, men inden Anna og T.J. når deres destination, styrter flyet i havet. Både Anna og T.J. overlever, men de er strandet på en ubeboet ø.

I starten har T.J. bare et crush på den voksne Anna, men som tiden går bliver han dybt forelsket i hende. Den isolerede ø betyder også at de kommer tæt på hinanden end bare lærer og elev.

Mit første indtryk af din bog var at den var let skrevet, dialogen var ikke særlig god, og den var virkelig dybt præget af klicheer. Senere i bogen begynder der at komme seksuelle undertoner, hvilket jeg slet ikke havde forventet, i mit naive sind havde jeg virkelig bare troet at det handlede om et barn og voksen der skulle klare at overleve på en øde ø, og ikke at det var en kærlighedshistorie. Jeg begyndte virkelig at frygte at jeg var i gang med at læse mummy porn da jeg nåede ca. 175 sider ind i din bog, men så pludselig tager bogen en drejning og den begynder virkelig at fange mig, hvilket jeg slet ikke forventede.

Som nævnt synes jeg at dialogen ikke er ret god, flere gange er selve sætningskonstruktionen mærkelig, hvilket dog kan skyldes den danske oversættelse. Jeg kunne dog godt lide brugen af at skifte perspektiv ved at lade hver anden kapitel følge enten Anna eller T.J.. Det syntes jeg virkelig gav en dynamik i fortællingen.

Jeg er lidt i tvivl om hvad jeg virkelig syntes om din bog. Den startede virkelig dårligt ud, jeg var mange gange tæt på at lægge den fra mig, men pludselig bliver den meget bedre, du skriver bedre og karaktererne får mere liv. Jeg tror du virkelig har udviklet dig meget igennem skriveprocessen, så derfor er det endnu mere ærgerligt at du ikke har redigeret og justeret første del af bogen, som virkelig trækker ned på hele min læseoplevelse.

Kærlig hilsen

Tracey Garvis-Graves: Vores Ø. Org. titel: On the Island. Turbulenz. 3/5

Kære Jeanett Veronica Hindberg (PS. Trænger til flødeskum og diller)

I din (næsten) biografiske bog PS. Trænger til flødeskum og diller går du i fodsporerne af Bridget Jones og Nynne. Der er dog bare den store forskel at den kvinde vi læser om er dig (sådan i det store hele), hvoraf både Bridget og Nynne er fiktive karakterer med fiktive problemer. Jeg synes det er modigt at dig at lufte alt dit beskidte vasketøj foran dine læsere, især når det vasketøj inkluderer socialfobi, angst, vægtproblemer, mangel på sex og kvindekroppens forfald, som du beskriver med hudløst ærlighed (eller gør du nu også det?).

Det er ikke alle dine tanker jeg kan relatere mig til, hvilket jo nok i høj grad skyldes at vi er forskellige steder, og årtier, fra hinanden, men nogle af de ting du vælger at tage op i din bog, og som du snakker ærligt om, tror jeg alligevel at de fleste kvinder vil kunne nikke genkendende til, især fordi du kommer ind på emner der for nogle er tabuer, og som man ellers ikke hører kvinder snakke om. Det er dejligt forfriskende.

Ligesom Bridget og Nynne har du valgt at dele din bog op i dagbogsformat, med en dag for hvert kapitel. Jeg synes dog bare ikke helt det passer ind i din bog, da der som regel ikke er sammenhæng mellem den beskrevne dato og det du skriver om. Det meste af din tekst er nemlig bare flashbackfortællinger om tidligere oplevelser, eller generelle problemer og tanker du har. Det er faktisk minimalt med en fortløbende fortælling i din bog, andet end at du ønsker at tabe dig 12 kilo inden du fylder 41 år, hvoraf vægten nærmest er den eneste indikator for at din historie udvikler sig fremad.

I stedet for at kalde din bog for dagbog ville det måske være bedre at kalde den blogbog (et term du selv kommer ind på i din bog), da dine kapitler og afsnit mere føles som blogindlæg end som dagbogsindlæg.

Venlig Hilsen

Jeanett Veronica Hindberg: PS. Trænger til flødeskum og diller. Turbine. 3/5