Kære Joël Dicker (Bogen om Baltimore-familien)

En af de bedste bøger jeg nogensinde har læst, og som jeg slet ikke kunne lægge fra mig, da først jeg var begyndt på den, var din tykke roman "Sandheden om Harry Quebert-sagen". En super vellykket krimi i nye klæder, hvor du har fortalt historien som en bog værende i en bog. Da jeg fandt ud af at du har skrevet en "fortsættelse" til historien om forfatteren Marcus, med romanen Bogen om Baltimore-familien, så var min lykke gjort!

Denne historie foregår nogle år efter begivenhederne i den forrige bog, hvor Marcus har oplevet stor succes med at fortælle om begivenhederne omkring sin mentor, og den døde pige der lå i baghaven. Nu skal Marcus i gang med at skrive endnu en bog, men det er først da han møder en tidligere kæreste fra sin fortid, at det går op for Marcus at han bliver nødt til at fortælle historien om sin familie, især den del der var kendt som Baltimore-familien. Marcus var som barn og ung en del af et trekløver bestående af ham selv, og sine to fætre Hillel og Woody, og senere stødte Alexandra til, og de alle fire blev uadskillelige... Eller det blev de ved med at være indtil tragedien ramte dem. 

Endnu engang bygger du historien helt vild fantastisk op. Vi som læser følger både Marcus vej til at få skrevet bogen, og hvordan han lader minderne guide ham, samtidig med at det føles som om at vi får lov til at læse bogen, imens Marcus er i gang med at skrive den. Det er et rigtig godt virkemiddel, og er med til at vi også først får den fulde viden om tragedien, samtidig med at Marcus får det at vide under sin research blandt familie og venner. 

Selvom jeg er meget positiv stemt for dine bøger, og den måde du skriver dem på, så var jeg alligevel ikke blæst helt lige så meget omkuld af denne "fortsættelse", som i princippet sagtens kan læses uafhængigt at den første bog. Måske skyldes det at jeg savnede noget Harry Quebert i historien, eller måske skyldes det at jeg ikke blev helt så overrasket over "det store twist" med tragedien, som måske i virkeligheden slet ikke var et twist. Jeg sad i hvert fald ikke tilbage med en følelse af at du tog røven på mig, som du helt sikkert gjorde sidste gang. Dog skal det siges at den måde du formår at bygge en historie op, som er en historie inde i en historie, er jeg kæmpestor fan af, og jeg håber virkelig der kommer flere bøger om Marcus. 

Kærlig hilsen

Joël Dicker: Bogen om Baltimore-familien. Org. titel: Le Livre des Baltimore. Anmeldereksemplar fra Rosinante. 4/5

Kære Emma Cline (Pigerne)

Det er sjældent at en debuterende (og ung!) forfatter får så meget opmærksomhed som du har fået, og stadig får. Derfor blev min nysgerrighed da også pirret, og jeg gav mig i kast med at læste din roman Pigerne.

I bogen, som du har fortalt er inspireret af virkelige begivenheder, følger vi den unge pige Evie, som føler sig draget af en gruppe piger, med en meget karismatisk udstråling. Evie har problemer med sin mor og morens nye kæreste, så derfor vælger hun at tilbringe sin tid med disse piger, ude på den ranch de bor på, sammen med Russell. Russell er omgivet af piger, som virker til at være tryllebundet af ham, og Evie bliver hurtigt en af dem, og synes ikke at kunne se de fatale konsekvenser det kan have, at lytte til Russell. 

Det er en bog der omhandler en kult, og det var også det der trak i min interesse. Jeg tænkte at jeg ville få en roman, der gav et skræmmende indblik i hvordan det er at være en del af en kult, i en yderst velskrevet form. Og det var jo egentlig også det jeg fik... Alligevel endte jeg med at blive en lille smule skuffet. 

Du skriver fantastisk, og dine ord trak mig ind. Men samtidig krævede din ord så meget af mig, at jeg kun kunne klare at læse lidt af gangen, før jeg måtte lægge din bog fra mig igen. Det gjorde at det tog mig ret lang tid at læse den, på trods af at den egentlig ikke er særlig lang, og det gjorde at jeg følte mig distanceret fra din historie. 

Denne oplevelse var dog ikke det der gjorde mig en smule skuffet. Det var mere en mangel på selve "kult-livet". Vi som læser får et indblik i glimt om hvordan det var at leve på ranchen sammen med Russell, og hvordan det kunne lykkedes ham at manipulere med Evie og de andre, men jeg følte ikke at der var nok! Jeg ville ønske at stort set hele bogen gav indblik i dette, i stedet for at lade historie skifte mellem fortids Evie og hendes oplevelser med kulten, og så den voksne Evie der reflekterer tilbage. 

Selvom jeg blev en smule skuffet, så er der dog ingen tvivl i mine øjne om at du er en yderst fantastisk forfatter, der kan formulere sig som en drøm, og jeg synes stadig du fortjener alt den opmærksomhed du får. 

Kærlig hilsen

Emma Cline: Pigerne. Org. titel: The Girls. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 3/5

Kære Hanya Yanagihara (Et lille liv)

Nærmest lige siden din roman Et lille liv udkom sidste år, har den fået ros. Den har fået så meget ros, at mine forventninger var skyhøje, da jeg endelig fik påbegyndt den danske oversættelse.. 

I romanen følger vi 4 studiekammerater, der er flyttet til New York, for at skabe sig et respekteret og fyldestgørende liv. Omdrejningspunktet for deres venskab er i høj grad Jude. Jude der holder sin fortid tæt ind til sig, som ikke har en familie at kunne støtte sig op ad, og som har været i en ulykke, der gør at han halter og må leve med kroniske smerter. 

Igennem flere årtier følger vi deres venskaber, deres personlige- og karrieremæssige udvikling, og især Judes kamp med sine smerter, både dem der skyldes kroppens nedbrydning og dem der skyldes de følelsesmæssige konsekvenser ved at undertrykke sin fortid. 

Mine forventninger var skyhøje, og du indfriede hver og en af dem. Det er hård og barsk læsning at være vidne til Judes konstante ulykke, og lige da jeg troede at det ikke kunne blive værre, gjorde du det lige lidt værre for ham. Jeg havde lyst til at holde om Jude og fortælle ham at alt nok skulle blive okay igen, at trøste ham, og sige at han er noget værd.

Det er en barsk bog, som både inkluderer seksuelt- og følelsesmæssigt overgreb, selvskade, misbrug og dødsfald, og jo mere jeg læste om Judes liv, jo mere hulkede jeg. Du formår at trykke på de helt rigtige knapper, næsten på en helt manipulerende måde, så man ikke kan andet end at sørge over det lille liv  som Jude har fået tildelt. Et liv som ingen på nogen som helst måde fortjener. 

Kærlig hilsen

Hanya Yanagihara: Et lille liv. Org. titel: A Little Life. Anmeldereksemplar fra Politkens Forlag. 5/5

Kære Rene Denfeld ( The Enchanted)

Meget længe har din debutroman The Enchanted stået på min læseliste. Se bare her fra september 2014. Alligevel skulle der gå knap 2 år før jeg endelig fik den købt og læst. Og den indfriede fuldstændig alle mine forventninger. 

I bogen følger vi to personer: Manden der er spærret inde i en celle på dødsgangen, og kvinden der kæmper for at give dødsdømte mere tid - forlænge deres liv, inden den uundgåelige død. Manden er den stille lytter, der observerer livet for de indsatte, og de mennesker der har kontakt til dem. Kvinden er en af disse liv, som prøver at skabe et fuldt billede af de indsatte, for at hjælpe dem fra døden, selvom hun egentlig ikke helt ved hvorfor hun vælger at investere sig selv i disse mænds liv og død. 

Det er en stemningsfyldt roman du har fået skrevet. Fra første side følte jeg at jeg var til stede inde bag murerne, og du formåede at skabe sympati for disse mænd, og det liv - eller manglende på samme - som de lever. Det er tydeligt at mærke at du har stor erfaring med at have kontakt med disse mennesker, der har en dødsdom over hovedet, og det gjorde læsningen meget realistisk, selv på trods af de magiske elementer som du har inkluderet. 

Den unavngivne mand håndterer sit dødsdømte liv ved at flygte ind i sin fantasi, til en magisk og fantastisk verden, hvor heste løber rundt på gangene og små mænd lever inde i væggen. Selvom emnet du skriver om er meget seriøst og deprimerende, så skriver du det på sådan en smuk måde. Efter sidste side var vendt, blev jeg trist over at den hverken var længere, eller at du ikke har skrevet mere fiktion, for jeg har brug for at læse mere fra din hånd.  


Kærlig hilsen

Rene Denfeld: The Enchanted. Phoenix. 4/5

Kære Jessica Knoll (Verdens heldigste kvinde)

Kender du det med at man begynder på en bog, som man egentlig tror man i forvejen har fået spoilet, men det så viser sig at bogen tager en helt anden drejning end man havde forventet? Sådan havde jeg det med din debutbog Verdens heldigste kvinde.

I bogen lever TifAni, nu kaldet Ani, det perfekte liv med et godt job på et kvindemagasin i New York, hun går med det nyeste tøj, og spiser på alle de rigtige restauranter, og snart skal hun giftes med den perfekte mand. Hvad ingen ved, er at Ani meget bevidst sørger for at iscenesætte sig selv til at virke som en kvinde der har styr på det hele, en kvinde der har kontrol over sit liv, en kvinde der er utrolig heldig efter det der skete med hende da hun var 14 år gammel. 

I starten fornemmede jeg en lighed mellem din bog og American Psycho, hvilket også var lidt sjovt, når du selv nævner Patrick Bateman i bogen. Denne lighed skyldtes især Anis tanker om hvordan hun kan virke perfekt på overfladen, og manipulere andre til at gøre det hun har brug for, men nogle kapitler inde går det op for mig at Ani ikke er den "typiske" Batemanpsykopat, men rent faktisk bruger dette som et beskyttelsesværn mod andre, og især som et værn for det der skete mod hende i en ung alder. 

Jeg synes din bog kommer omkring vigtige emner, som voldtægt, slutshaming, overfald, mobning og gruppepres, og jeg synes det er virkelig modig af dig at inkludere dine egne oplevelser med at blive voldtaget, som ligger til grund for Anis oplevelser med selvsamme. Selvom læserne af din bog kan opfatte Ani som følelseskold, oplevede jeg det som en ægte reaktion overfor alt det hun har været igennem, og det gjorde at din bog virkelig påvirkede mig. 

For nogle vil din bog være en thriller - et mysterie med et twist, men for mig var det et psykologisk drama, der på den hårde måde viser hvad den menneskelige psyke er i stand til, når det står overfor modgang.

Kærlig hilsen

Jessica Knoll: Verdens heldigste kvinde. Org. titel: Luckiest Girl Alive. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 4/5

Kære Lauren Groff (Skæbne og hævn)

Man skal passe på med at udråbe bøger til at være "den næste ...." eller "minder om ...." for tit og ofte passer det slet ikke. I forhold til din roman Skæbne og hævn, har jeg hørt at den skulle minde om "Gone Girl", men foruden en hvis fortællerteknik der er ens, så er din roman helt sin egen. 

Der er altid to sider af samme sag, og i din bog følger vi de to sider af det samme ægteskab mellem Lotto og Mathilde. Bogen er opdelt i to dele: skæbne og hævn. I "skæbne" følger vi Lotto og hans tanker. Hvordan han voksede op med en excentrisk mor, blev hovedkuls forelsket i Mathilde ved første øjekast, og hvordan han kæmper for en karriere som skuespiller, for senere i livet at finde sin forte som manuskriptforfatter. 
 I "hævn" oplever vi Mathildes side af sagen, og hvordan hendes opvækst er forløbet, hvilket giver et helt andet billede af både Lotto og Mathilde, og deres 20+ års lykkelige ægteskab. 

Det er en yderst velskrevet roman, faktisk nærmest poetisk til tider, hvilket gjorde det til en fryd at læse den. Du kan noget med ord, og sætte dem sammen til sætninger, der får mig til at genlæse visse afsnit igen og igen, for at få det hele med, men det er især personkarakteristikkerne der virkelig holdt min interesse fanget. Hvordan du kan få mig til at fatte sympati for karakterer, der egentlig til tider er moralsk fordærvede.

Jeg kan godt lide ideen med at du, igennem bogen, er med til at fortælle at ingen rigtig kender hinanden, også selvom man har været gift i flere årtier. At der er tider hvor man lyver for sig selv, for at kunne blive ved med at opretholde den illusion man har fået bygget op inde i sit hoved, og bygget op for omverden. Det er fedt hvordan vi som læser bliver præsenteret for først Lottos skildring af sig selv og Mathilde, for dernæst at få Mathildes side af sagen, og hvordan visse hemmeligheder kan være med til at få denne illusion til at briste. 

Din roman er yderst interessant, velskrevet, og formåede også at overraske mig igennem læsningen, så jeg var godt underholdt hele vejen igennem.

Kærlig hilsen

Lauren Groff: Skæbne og hævn. Org. titel: Fates and Furies. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Anthony Doerr (Noget om Grace)

Sidste år opnåede du stor succes med din roman "Alt det lys vi ikke ser". En smuk historisk roman, iblandet lidt magiske elementer. Det er altid svært at følge op med den "svære" toer, men måske endnu mere når vi i Danmark får din debutbog Noget om Grace som en opfølger til din storslåede roman.

I din debutbog bliver vi præsenteret for David Winkler. Winkler har en unik evne, nemlig at kunne drømme om begivenheder før de sker. Det har været en byrde for ham siden han har været en lille dreng, men nu som voksen prøver han at leve et almindeligt liv sammen med sin kone og lille pige Grace. Da Winkler så gentagende gange begynder at drømme, at lille Grace dør i armene på ham, ser han ingen anden udvej end at flygte. Flygte fra sin forudbestemte fremtid og dermed flygte fra sin familie. Winkler ender langt væk fra sin lille by i Alaska, langt væk fra sneen, som ellers tidligere har været hans store interesseområde, og omgiver sig i stedet med sol og varme. Et kvart århundrede senere kan Winkler ikke længere leve med uvisheden om hvad der skete med konen, og den manglende viden om Grace overlevede på baggrund af hans fravær, så Winkler sætter sig for at begive sig rundt i USA for at finde dem, en eftersøgning der også bringer ham tilbage til sin første kærlighed: sneen.

Din bog startede så stærkt ud. Med det samme var jeg fanget, og kunne tydeligt se din fantastiske skriveevne, som du har fået udviklet og finpudset til din efterfølgende succesfyldte roman. Plottet var interessant og følelserne var ægte, men da Winkler flygtede, flygtede en del af min interesse også. For mig gik der alt for lang tid, hvor vi skulle følge Winkler væk fra sin familie, væk fra sin sneinteresse og væk fra det jeg så som hovedplottet. Jeg begyndte at kede mig, hvilket jeg slet ikke havde forventet, især ikke med de smukke formuleringer jeg igen og igen blev mødt med. Da jeg nåede frem til Winklers ønske om at finde sin familie igen, blev jeg ligeledes igen fanget. Jeg blev interesseret i historien igen, og kunne på ingen måde lægge de sidste 100 sider fra mig, da jeg først var begyndt på dem.

Selvom din titel siger at det er en bog om Grace, en kærlighedserklæring til den datter han forlod for at redde, så ser jeg også bogen som Winklers kærlighedserklæring til sneen. Selvom sneen ikke fylder konstant i bogen, så er det tydeligt at den altid er i baggrunden og lurer med sine smukke iskrystaller. Jeg vidste i hvert fald ikke, at jeg kunne blive så klog på noget, der på overfladen virker så simpelt, som sne.

Kærlig hilsen

Anthony Doerr: Noget om Grace. Org. titel: About Grace. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 3/5

Kære Garth Risk Hallberg (Byen brænder)

Da jeg først sad med din debutroman Byen brænder mellem hænderne, må jeg ærligt indrømme at jeg var intimideret. 1042 tætskrevne sider var det der mødte mig, da jeg åbnede bogen, og bladrede forbi titelsiden. Det er sjældent at jeg læser så store bøger, netop fordi jeg ved at jeg kommer til at skulle investere meget tid og energi i dem, og hvis det så viser sig at være en dårlig bog, så er det alligevel svært at lægge den fra sig, når man først er halvvejs. Det problem skabte du heldigvis ikke for mig.

Du tog mig med tilbage til halvfjerdsernes New York, og ind i hovedet på en broget skare af karakterer. Det homoseksuelle par, kvinden der kæmper med at holde familiefirmaet over vande, de rebelske forstadsbørn, manden der kæmper med efterdønningerne af sin utroskab. Alle sammen karakterer der på hver sin måde har betydning for hinandens liv. Da en pige bliver skudt i en park nytårsaften, begynder alting at optrevle, for at kulminere et halvt år senere under et stort blackout i byen. Det er svært at kunne give et mere uddybende resume af handlingen, netop fordi du inkluderer så mange karakterer, med hver deres kampe i livet, som samtidig har en betydning for det overordnede plot.

Jeg endte med at investere mig meget i din bog, som forventet, men det var en positiv oplevelse for mig. Jeg begyndte at holde af alle disse karakterer, og jeg nød de skiftende fortællere, for de gav mig velafrundet indblik i hvad der skete, både før, under og efter skudepisoden, ligesom de gav mig hver deres opfattelse af livet i New York i denne tidsperiode. Krydret med håndskrevne breve, artikler, og fanzines imellem kapitlerne, var disse en gennemtænkt tilføjelse til historien. 


Til tider strakte bogen sig dog i langdrag, men ikke på en sådan måde at jeg kunne finde på at lægge den fra mig igen. Jeg er imponeret over at du har formået at holde styr på alle disse personer, deres tidligere oplevelser og deres nuværende reaktioner. De er ægte, ærlige og velbalancerede, og det er i høj grad alle disse personkarakteristikker der holder min læsning i gang, frem for plottet i historien. Jeg er spændt på at se hvad den næste litterære udgivelse bliver fra din hånd, for du har noget at leve op til, med en debut som denne.

Kærlig hilsen

Garth Risk Hallberg: Byen brænder. Org. titel: City on Fire. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Liane Moriarty (Det hun glemte)

Efter at have læst mig igennem flere af dine romaner, er jeg nu begyndt at blive ret så glad for at læse om dine historier, der omhandler kvinder og deres mere eller mindre normale liv, og Det hun glemte er ingen undtagelse. 

En dag falder Alice og slår hovedet, og da hun kommer til sig selv, er alting forandret. I stedet for at være 29 år, gift med den skønneste mand, og gravid for første gang, vågner hun i stedet op og opdager hun er 39 år, mor til tre børn og midt i en skilsmisse. De sidste 10 år af Alices liv er fuldstændig forsvundet fra hendes bevidsthed, og Alice er chokeret over den retning hendes liv har taget. Alice skal nu til at finde sig til rette i sit nye liv, med alt hvad der indebærer af at være supermor, alt imens Alice prøver på at råde bod på alle de problemer hun selv har været med til at skabe de sidste 10 år. 

Selve plottet med at en kvinde har hukommelsestab og ikke kan huske de sidste 10 år af sit liv, er faktisk super interessant. Det er en fin måde hvorpå du illustrerer hvor meget en person kan ændre sig over tid, ligesom familiære- og kærlighedsforhold også kan udvikle sig. Jeg følte sympati med Alice, kunne fuldstændig sætte mig i hendes sted, i forhold til at hun gerne ville have hendes reelle nutid til at stemme overens med den nutid som i princippet er hendes fortid, men den person jeg nok mest fattede sympati for, var Alices søster Elisabeth, og hendes kamp med at blive gravid. De afsnit hvor Elisabeth skriver dagbog til hendes psykiater omkring hendes tanker og følelser med ufrugtbarhed, virkede så ægte og ærlige, og gav mig lidt en klump i halsen.

Denne roman er nok faktisk den mest humoristiske af dine bøger jeg har læst, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet op til flere gange. Desværre blev det også for meget til tider, og især den salsadansende mor blev alt, alt for karikeret til min smag, ligesom reservebedstemoderens blogindlæg også blev for meget, til trods for at jeg rent faktisk godt kunne lide hendes karakter. Jeg må ærligt indrømme at denne bog ikke var den af dine romaner jeg blev hurtigst fanget af, men det blev den af dine romaner jeg havde sværest ved at lægge fra mig igen, da jeg endelig kom et stykke ind i den. 

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Det hun glemte. Org. titel: What Alice Forgot. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 4/5

Kære Liane Moriarty (Hypnotisørens kærlighed)

Jeg er lige så stille i gang med at læse mig igennem dit forfatterskab, og i denne omgang kastede jeg mig over Hypnotisørens kærlighed. Hvad jeg har kunne se på Goodreads, så har den fået virkelig blandede anmeldelser, og mine forventninger blev jo nok deraf.

Hypnoterapeuten Ellen har endelig mødt den perfekte mand. Patrick er rar, han er pæn og han behandler Ellen godt. Der er dog kun ét problem. Patrick har en stalker. Patricks ekskæreste har de sidste par år fulgt efter Patrick, dukkede uanmeldt op hjemme hos ham, og sender ham ubehagelige breve. For de fleste vil det være et stort problem at skulle håndtere sådanne situationer når man påbegynder et nyt forhold med en person, men for Ellen gør det bare Patrick endnu mere interessant. 

Ellen er meget nysgerrig over hvad der driver stalkeren til at opføre sig på denne måde, og hun har en stor lyst til at møde denne ekskæreste. Ellen ved dog bare ikke at stalkeren også gerne vil lære Ellen at kende, og derfor booker en tid for at blive hypnotiseret.

Jeg var faktisk overrasket over hvor meget din bog appellerede til min smag, i forhold til de mange blandede anmeldelser af den. Jeg havde ikke forventet at det psykologiske aspekt, både i forhold til etikken omkring hypnoterapi, og en stalkers mindset, ville fylde så meget i denne bog som det gjorde, da jeg, fra sidst at have læst Store små løgne, havde forventet lidt mere chick-lit end psykologisk drama. Det gjorde min interesse for bogen større, og jeg fandt det svært at lægge den fra mig igen, når jeg først satte mig ned og læste videre.

Måden du skifter mellem Ellen og stalkerens synspunkt, var virkelig interessant. Det gjorde både at jeg, til en hvis grad, fattede sympati med stalkeren, men gjorde samtidig også at der var perioder hvor jeg ikke kunne udstå Ellen, fordi hun var så betaget af hele ideen om at hendes kæreste har en stalker. De ambivalente følelser jeg fik, får mig til at vide at det faktisk er en ret god bog. En bog jeg blev følelsesmæssigt investeret i, og det er jo ret fantastisk.

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Hypnotisørens kærlighed. Org. titel: The Hypnotist's Love Story. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 4/5

Kære Edward St. Aubyn (Moders mælk, Til sidst)

Efter at have efterladt de tragikomiske historier om Patrick Melrose i forrige bind, krævede det lidt tilløb at skulle give mig i kast med det der er de to sidste romaner, og dermed give mig i kast med det sidste indblik i Melroses liv. Et liv fyldt med modgang, ulykke og svigt, men stadig med en smule håb.

I Moders mælk følger vi Patrick efter han er begyndt at stifte familie. Med kone og to børn virker det på overfladen til at alt er perfekt, men denne overflade begynder lige så stille at krakelere under presset fra den svigt Patrick har oplevet, og stadig oplever, fra sin syge mor. Fortalt fra skiftende synspunkter, i løbet af flere års somre, giver du læseren indblik i forholdet mellem mand og kone, og mødre og sønner, og massen af faderens tyranni og moderens håbløshed kommer frem i lyset. 

I Til sidst skal Patricks mor begraves, efter mange års hjælpeløshed efter blodpropper, hvilket skaber en masse ambivalente følelser hos Patrick. Patrick selv er endnu engang bukket under for den massive svigt han har oplevet som barn, og også som voksen, og har været nødsaget til at få hjælp for alkoholisme, mens han samtidig har trukket sig væk fra sin egen familie. Begravelsen åbner dog Patricks øjne for at ikke alle havde samme opfattelse og indtryk af moderen som ham selv.

Modsat stilen fra de tre sidste romaner, så starter den første roman i dette bind med at strække sig over længere tid end et døgn. Hver august, efter fødslen af Patricks anden søn, følger vi den nye familie Melroses sommer, fortalt fra skiftevis hans 5-årige søn, fra Patrick selv, og fra konen Mary. Denne start var dybt forvirrende, da det gik stik imod mine forventninger, og fordi det var svært at tage denne meget voksne 5-åriges filosofiske tanker seriøst, men med de efterfølgende skift, gav det et dybere indblik i families vrede, frygt og frustrationer, og dermed gav mig en større forståelse for familiens tanker og handlinger. 

Som sidst skriver du stadig dybt poetisk, og jeg bliver med det samme tryllebundet af de sætninger du formår at konstruere, ligesom du sørger for at  jeg aldrig bliver fuldstændig henledt i tristhed, da du endnu engang krydrer den barske historie om den dysfunktionelle familie med humor. Med alt den modgang du præsenterer os for, er det et lille lys i mørket. 

Selvom jeg nu er nået til ende med din halvbiografiske roman-serie, så er jeg dog stadig ret nysgerrig i at finde ud af hvad der videre hændte Patrick Melrose, efter vi efterlader ham som en midaldrende mand i Til sidst. Jeg har stadig en tro og forhåbning på at han vil kunne overvinde alle sine dæmoner, og kæmpe sig igennem, men det må være hen i det uvisse. 

Kærlig hilsen

Edward St. Aubyn: Moders mælk, Til sidst (Patrick Melrose-romanerne #4-5). Org. titel: Mothers Milk, At Last. Anmeldelseseksemplar fra Gads Forlag. 4/5

Kære Helen Oyeyemi (Boy, Snow, Bird)

Med Boy, Snow, Bird har du skabt en genfortælling af det klassiske eventyr Snehvide, men hvis jeg ikke var blevet fortalt det i forvejen, var det nok gået hen over hovedet på mig.

I din bog følger vi tre kvinder, nemlig Boy, Snow og Bird. Boy rejser til en lille by i Massachusetts, i håbet om et bedre liv end det hun havde mens hun boede sammen med sin far i New York. I den lille by skaber hun et nyt liv for sig selv, hvilket fører til at hun gifter sig med en enkemand. Med ægteskabet følger også rollen som stedmor til den smukke og skønne lille pige, Snow Whitman. 

Da Boys datter Bird bliver født, og bliver født med en meget mørkere hudfarve end resten af familien, går det op for Boy og resten af byens beboere, at familien Whitman har skjult deres mørkhudede aner, for at passe bedre ind i dette lille samfund. Før Birds fødsel elskede Boy den sælsomme Snow, men da Bird adskiller sig så meget fra Snows skønne, hvide udseende, begynder Boy at være bitter over det selvsamme som hun i starten elskede ved Snow. Boy kræver derfor at Snow bliver sendt væk for at bo med familiemedlemmer, sådan så Bird ikke behøves at leve i Snows skygge.

Du har skrevet en bog der i starten tryllebandt mig med de smukke, fine ord, og de magiske elementer, men jo mere jeg læste, desto mere følte jeg at der manglede noget. Jeg elskede starten af bogen, hvor man fulgte Boy og hendes tanker og følelser. Jeg følte hun var meget ægte, og jeg forstod hendes reaktion på problematikken med Snow og Bird, selvom jeg ikke var enig med hendes handlen. Da bogen så skiftede til at følge Bird, begyndte jeg at miste interessen. I Birds del får dine læsere indblik i de breve der bliver sendt mellem Bird og Snow, mellem to halvsøstre der næsten ikke kender hinanden, men som alligevel ønsker at have en forbindelse med hinanden. Den del af din bog fik mig til at længes efter kun at følge Boy igen.

Din bog sluttede med et twist, en twist jeg slet ikke havde set komme, og som i virkeligheden også virkede på en måde malplaceret, men samtidig betød dette twist også at jeg fik en større forståelse for Boy. I virkeligheden ville jeg have ønsket at din smukke bog gav mere plads til netop Boy, for Boy er helt klart den mest interessante karakter. Selvom din bog endte med at være en smule skuffende, så er jeg dog blevet mere nysgerrig, og jeg vil elske at give mig i kast med dine andre bøger.

Kærlig hilsen

Helen Oyeyemi: Boy, Snow, Bird. Riverhead Books. 3/5

Kære Celeste Ng (Everything I Never Told You)

Jeg lånte din debutbog Everything I Never Told You med hjem fra biblioteket, uden egentlig at være helt sikker på hvad den handlede om. Hvad du præsenterede mig for igennem læsningen, var en rørende og smuk fortælling om en families liv og deres største ulykke. En så smuk fortælling at jeg ikke kunne lade være med at elske den, og jeg håber sådan at andre også vil elske den.

Din bogs første linje er ”Lydia is dead. But they don’t know this yet”, og med det samme ved læseren at Lydia er omdrejningspunktet for Lee familien, som foruden hende består af hendes forældre Marilyn og James, hendes storebror Nath og lillesøster Hannah. I Lydia ser moren den fremtid hun ikke selv kunne få, nemlig som kvindelig læge i en mandedominerende verden, og derfor opmuntrer Marilyn Lydia til at forfølge denne drøm. Samtidig ser James en fremtid for Lydia som en populær pige med mange venner, ulig James selv, og som ikke vil blive stemplet som følge af hendes fars kinesiske baggrund, da hun har arvet hendes mors blå øjne. Nath står konstant i Lydias skygge, og han kan se farens skuffelsen i ham, men Nath er samtidig Lydias tro støtte når forældrene presser hende for meget. Hannah derimod er usynlig for familien, hvilket betyder hun har trukket sig tilbage, for at observere familiens dynamik og forhold, og finde sit eget sted at høre til blandt dem. 

Lydias død får familien til at smuldre, og efterhånden som du lader læseren få indblik i hvad der skete som førte til en druknet Lydia, finder Lee familien samtidig ud af at de ikke rigtig kendte den datter de havde så store forventninger og forhåbninger til, ligesom de finder ud af at de egentlig ikke rigtig kender hinanden mere.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle forvente af din bog, men jeg havde i hvert fald ikke forventet at den ville røre mig så meget som den gjorde. Du beskriver familiens sorg på en enkel, men smuk måde, og formår at blande hver enkelt familiemedlems personlige historie sammen til at give en samlet forståelse for Lydias død, og hvad der førte til at hun endte i søen, selvom alle ved at hun holder sig væk fra vandet, fordi hun ikke kan svømme.

Du har skrevet en fortælling der både omhandler raceproblemer i 1970'erne, kvindernes kamp for ligestilling, og om en families sorg og selvrealisering efter et familiemedlems død. En fortælling så velskrevet og realistisk, at den rørte mig til tårer, og den er nu blevet til en af mine favoritbøger. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dit forfatterskab i fremtiden, for hvis dine kommende bøger bare er halvt så gode som denne her, så vil de stadig være helt fantastiske.

Kærlig hilsen

Celeste Ng: Everything I Never Told You. Pengiun Press. 5/5

Kære Emma Healey (Elizabeth er forsvundet)

Med din debutbog Elizabeth er forsvundet har du givet mig hvad der, for mig, virker som et realistisk billede af hvordan livet er for demente og deres pårørende, og jeg kunne ikke undgå selv at blive påvirket af Mauds situation.

Maud er en ældre, dement kvinde, som er omgivet af papirlapper, der fortæller hende ting, som hun prøver at huske sig selv på. Som at hun skal huske at købe nogle dåseferskener, selvom hendes datter Helen gentagne gange har fortalt Maud at skabet er fyldt med dem. En af sedlerne fortæller Maud at Elizabeth er forsvundet. Elizabeth er Mauds bedste veninde, men ingen virker til at tage det seriøst når Maud bringer det på bane, faktisk er der ingen der virker lige så bekymret over Elizabeths forsvinden, som Maud er. Så Maud må tage sagen i egen hånd, men det er svært at finde ud af hvor Elizabeth er, når man ikke kan huske hvorfor det var at man forlod sit hjem, og nu står på fortovet. Elizabeths forsvinden bringer også gamle minder frem om Mauds søsters forsvinden mange år tidligere, og Maud begynder at blande fortid med nutid, i sin søgen efter Elizabeth.

Hele din bog opleves fra Mauds synspunkt, og det er et skræmmende virkemiddel. Jeg kan på ingen måde forestille mig hvordan det må være at være dement, eller være pårørende til en med dement, men denne roman gav mig et lille indblik i hvordan ens korttidshukommelse kan blive blank fra det ene øjeblik til det næste. Jeg forstod de pårørendes frustration over at Maud glemte alting næsten lige så snart hun fik dem at vide, men jeg forstod næsten endnu mere Mauds frustration over ikke at blive taget seriøst af hverken hendes familie og de mennesker hun opsøger for at få hjælp til at finde Elizabeth.

Jeg havde en god læseoplevelse med din bog, men jeg føler lidt at jeg blev lovet noget der ikke blev indfriet. Bogen er blevet stemplet som en psykologisk spændingsroman, men på intet tidspunkt følte jeg at spændingen var til stede. Jeg sad ikke på kanten af sædet for at finde ud af hvorfor Elizabeth var forsvundet, for det var jo nærmest åbenlyst, og sammenkoblingen med Mauds søsters forsvinden var ligeledes ikke noget der fik mig til at skynde mig at læse videre. Heller ikke dette var, for mig, det der gjorde bogen medrivende. Nej, det var i stedet beskrivelsen af Mauds beskadigede sind der fik mig til at læse videre og fik mig til at holde af din bog, samtidig med at du formåede at bringe lidt humor ind i en historie der i princippet er ret trist. 

I form af din bogs synspunkt, så minder den på mange måder om Stadig Alice af Lisa Genova, men du formår at gøre historien til dit egen. Dog tror jeg stadig at fans af netop Stadig Alice også vil sætte pris på Mauds historie.

Kærlig hilsen

Emma Healey: Elizabeth er forsvundet. Org. titel: Elizabeth Is Missing. Anmeldelseseksemplar fra People's Press. 4/5