Kære Dawn Kurtagich (The Dead House)

Med The Dead House har du skrevet en bog på et vildt spændende grundlag, men alligevel endte jeg med at blive en smule skuffet. 

Så længe Kaitlyn kan huske, har hun været søster til Carly. Problemet er at ingen læger eller psykologer tror på hende eller Carly, fordi de to piger deler krop. Om dagen har Carly ejerskab over kroppen, om natten er det Kaitlyns tur. Efter at have været blevet udskrevet fra den psykiatriske afdeling, prøver Carly og Kaitlyn at opretholde et normalt liv - begynder i skole igen og hænger ud med deres respektive venner, hvad enten det er om dagen eller om natten.  
Bogen består bl.a. af dagbogsnotater, og interviewtransskriberinger, for at kunne give et samlet billede af Kaitlyns liv, og leder frem til at fortælle om en hændelse på hendes skole, som endte med at flere elever døde. 

Jeg kunne egentlig rigtig god lide din blanding af virkemidler for at kunne fortælle historien om Kaitlyns liv i den her begrænsede periode frem til den dødelige hændelse, og jeg var især helt vild med at vi som læser stort set kun oplever det fra Kaitlyns synspunkt, i forhold til at det er hendes dagbogsnotater vi får lov til at læse. Det er interessant, for lægerne mener nemlig at Kaitlyn er den "falske" søster, ergo at Kaitlyn er Carlys splittede personlighed, som udspringer af traume, og at målet er at Kaitlyn skal forsvinde. 

Hele det psykologiske aspekt var vildt interessant, og egentlig også meget uhyggelig i sig selv, så derfor begyndte jeg også at rynke lidt på næsen over at du begyndte at inddrage okkult magi ind i historien. For mig ville det have fungeret meget bedre, hvis fokus lå på hele ideen om splittede personligheder, om Kaitlyn og Carly talte sandt, eller om Carly vitterlig er psykisk syg. Så det der for mig startede ud som en virkelig stærk psykologisk gyser, endte med at blive for paranormal for min smag. Lidt ligesom det der skete for mig under læsningen af The Unbecoming of Mara Dyer-serien.

Kærlig hilsen

Dawn Kurtagich: The Dead House. Orion Children's Books. 3/5

Kære Christina Bonde (Skyggesider)

Da jeg for lang tid siden første gang hørte plottet til din nye roman Skyggesider, var jeg hooked! En kvinde, Tricia, oplever pludselig at hendes drømme og virkelighed begynder at overlappe, og hun har svært ved at skelne mellem hvad der er ægte og hvad der er opfundet af hendes sind, et sind der i forvejen er hårdt presset af savn efter hendes tvillingesøster som begik selvmord som teenager, hvilket forældrene ikke ønsker at tale videre om. Tricia prøver at finde hoved og hale i det hele, samtidig med at hun begynder at frygte for sit liv, da unge kvinder rundt om i byen pludselig begynder at begå selvmord, for har det noget at gøre med de virkelighedstro drømme Tricia har, eller noget med tvillingesøsterens død?

Den startede godt ud, jeg var vildt spændt på at finde ud af hvilken drejning plottet ville tage, og valgte egentlig at se igennem fingre med at jeg til tider blev forvirret over de forskellige skift mellem "virkelighed" og det jeg nok vil kalde "drøm", indikeret med skråskrift. Jeg var faktisk vildt imponeret over hvor meget historie du kunne få klemt ind mellem så få sider. 

Tricia var en interessant karakter at følge. Hendes hårde kamp med en dominerende mand, en spiseforstyrrelse, tabet af sin tvillingesøster som ung og nu også kampen mellem at skelne drøm og virkelighed, var virkelig interessant. Jeg følte med Tricia, og håbede også det bedste for hende, samtidig med at jeg bryggede på mine egne, meget vilde, teorier i forhold til hvad hendes historie vil ende med. Desværre (for mig!) valgte du at lade slutningen tage den drejning jeg, igennem halvdelen af bogen, håbede på du ikke ville tage. 

Da bogen for mig var blevet stemplet som en psykologisk gys, så havde jeg også håbet at det psykologiske aspekt ville have en større betydning for den endelige "afsløring", og især også at Tricias tvillingesøster ville have haft en større rolle i bogen end hun havde (på trods af at hun er død). Derfor vendte jeg desværre sidste side med en lidt tam fornemmelse, for en ellers rigtig god historie, der på bedste vis formår at bygge spændingen gradvis op. 

Kærlig hilsen

Christina Bonde: Skyggesider. Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 3/5

Kære Søren Ellemose (Brødrenes grumme eventyr)

Bag på din novellesamling blev jeg mødt med følgende ord:

”De to tyske brødre, filologer og folkemindesamlere, Jakob og Wilhelm Grimm, udgav tyske folkeeventyr i samlingen Grimms eventyr. Værket, der omfatter godt 200 eventyr, udkom på dansk i 1821.
189 år senere udgav brødrene Søren og Morten Ellemose nye grumme eventyr.

Et eventyr, der aldrig slutter, kan føles som et mareridt, men et mareridt, der aldrig slutter, vil altid føles som et mareridt”

Og jeres novellesamling indeholder virkelig nogle mareridt, men de er ikke alle sammen opbygget som et eventyr, som jeg ellers synes du lægger op til, hvilket jeg egentlig er meget glad for i længden. Der er dog nogle af novellerne der starter med ”Der var engang...”, men ved størstedelen af novellerne bliver jeg som læser kastet ind i de skræmmende historier. De er, som titlen siger, meget grumme. Det er nogle grumme oplevelser personerne i novellerne kommer ud for, og det er nogle grumme moraler de får lært. Iblandt dem er bl.a. om en mand der ikke kan se meningen med livet længere, men hvor skæbnen spiller ham et puds, om en dreng der finder en støvet gammel bog på loftet med en meget skræmmende titel, om en mand der skriver et afskedsbrev til sin elskede og om en kvinde der ikke kan få lov til at købe en taske. Selvom novellerne skal være grumme, er du ikke bange for at tilføje noget humor, og det elsker jeg. Noveller med titler som ”Don Johan” og ”Den endelige historie” fik mig til at trække på smilebåndet, selvom selve novellerne ikke var noget at grine af. I stedet forbløffes jeg over de dystre toner. 

Der er nogle fantastiske perler ind imellem de mange noveller, ligesom der også var nogle af dem der var knap så fantastiske, men sådan vil det jo altid være når man læser en novellesamling. Efter jeg vendte den sidste side, higede jeg dog efter endnu flere noveller, for er det noget denne samling, og Madame Salvatins hemmelighed, har bevist, så er det at du, og din bror, kan skrive korte historier der rammer plet – især når de skal være grumme og gyselige.

Kærlig hilsen

Søren Ellemose: Brødrenes grumme eventyr. Anmeldelseseksemplar fra forfatteren. 4/5

Kære Carlos Ruiz Safón (Marina)

Din roman Marina er mit allerførste møde med dit forfatterskab. Jeg havde høje forventninger til den, fordi den inkorporerer mange af mine favoritgenrer; young adult, mystik, fantasy og gys, samtidig med at den er omfavnet af en gotisk stemning. Desværre endte Marina med at være en stor skuffelse for mig.

Femtenårige Oscar Drai er romanens hovedperson. Han går på en kostskole i Barcelona, men på grund af kedsomhed vandrer han tit rundt i byens gader alene. En dag træder han ind i det han tror er et forladt hus, men møder pigen Marina, som bor der med sin far, som er portrætmaler. Hurtigt føler Oscar sig draget til denne excentriske familie og bruger hvert eneste mulige øjeblik sammen med dem, og bliver jo også ret forelsket i den skønne Marina. En aften tager Marina Oscar med hen på kirkegården, for at vise ham et mystisk ritual der foregår hver måned: En kvinde klædt helt i sort, lægger en enkelt rose på en ukendt gravsten, for så at forlade stedet igen. Oscar og Marina bliver draget af kvinden og den mystiske handling, og vælger at følge efter hende. Dette fører de to unge mennesker ind i Barcelonas skjulte verden, der gemmer på mørke hemmeligheder og dystre personligheder.

Din roman starter fantastisk. Du skriver så smukt, at jeg med det samme tænkte at denne bog fluks ville ryge op i toppen af min liste med gode bøger, men jo længere jeg kom ind i historien, jo mere røg de smukke formuleringer i baggrunden til fordel for den forvirrende og rodede handling. For hver ny karakter Oscar og Marina støder på i deres søgen efter sandheden, så præsenterede du mig for endnu et subplot i handlingen. Til sidst blev jeg så rundtosset, at jeg slet ikke kunne finde hoved og hale i det hele, og efterlod mig frustreret.

Jeg ville så gerne have elsket denne bog. Forsiden lokkede mig med sit dystre og gotiske design, bagsideteksten lokkede mig med en spændende og gyselig handling, men indholdet viste sig ikke at passe overens med disse. Især er jeg forvirret over hvorfor du har kaldt romanen Marina, da både hende, og Oscar, ofte igennem hele historien bliver sat i baggrunden, til fordel for at fortælle om de andre karakterers livshistorie.

Efter sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en følelse af at det der var blevet mig lovet – en gyselig, gotisk, uhyggeligt mysterium – slet ikke blev indfriet, og jeg blev skuffet. Dog har din smukke prosa gjort at jeg ikke er blevet skræmt væk fra at læse andre af dine værker. Næste gang vil jeg i stedet give mig i kast med din meget roste bog til voksne, nemlig The Shadow of the Winds. Forhåbentlig vil jeg ende med at elske den i stedet.

Kærlig hilsen

Carlos Ruiz Safón: Marina. Weidenfeld & Nicolson. 2/5

Kære Sarah Waters (Lille fremmede)

Den første gang jeg stødte på dit navn, var det da jeg læste en anmeldelse af Lille fremmede på Birgittes blog, hvor hun roste din måde hvorpå du opbyggede bogens stemning lige så stille. Få dage senere stødte jeg på selvsamme bog, da jeg var alene på arbejde på biblioteket, og det fik mig straks til at låne den med hjem, og det er jeg uendelig glad for at jeg gjorde.

I bogen følger man lægen Dr. Faraday, som har opbygget et respektabelt liv som bylæge, og formået at bryde fri fra den lavere middelklasse, som han voksede op i. En dag bliver han kaldt ud for at tilse en patient på Hundreds Halls, et kæmpestort gods i byen, som tilhører familien Ayres, og hvor Dr. Faradays mor tidligere arbejdede som barnepige. Nu står godset i stærkt forfald, og Fru Ayres og hendes to voksne børn kæmper hårdt for at holde godset fra at styrte sammen om ørerne på dem. Dr. Faraday oplever nærmest en magisk tiltrækning til godset efter at se det igen efter så mange år, og kommer da også på venskabelig fod med Ayres familien, da det er tydeligt at han gerne vil hjælpe dem med at kunne beholde stedet. Dog begynder der at ske mystiske ting på stedet, der virker til at have relation til familiens fortid, og som påvirker familiemedlemmernes psykiske tilstand. Dr. Faraday prøver at hjælpe dem så godt som hans professionelle evner rækker, men det er svært for ham at hjælpe når han ikke selv er sikker på hvad der egentlig foregår på Hundreds Halls.

Aldrig før har en bog fået mig til at gyse, som Lille fremmede gjorde. Uhyggen sneg sig lige så langsomt ind på mig, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne få mig til at læse videre, fordi jeg blev så bange at jeg ikke turde læse videre når jeg sad i min mørke lejlighed alene. Det er en roman der bygger langsomt op, og når jeg siger langsomt, så mener jeg virkelig langsomt. Som sagt gik der mange, mange, mange sider, før uhyggen begyndte at vise sig, og det gjorde mig også ret utålmodig til en start, for jeg troede jeg måske havde misforstået bogens præmis. I virkeligheden opdagede jeg bare ikke at den uhyggelige stemning lige så langsomt havde bygget sig selv op, indtil det til sidst nærmest råbte mig ind i hovedet. Jeg tror det var derfor din bog havde den påvirkning på mig som den havde.

Den gotiske stemning er noget jeg er en sucker for, og din roman viser når det bliver gjort godt. Jeg levede mig fuldstændig ind i historien, og følte med både Dr. Faraday og familien Ayres, og jeg kunne ikke slippe bogen før jeg kom til historiens ende. Du binder ikke nogen fin sløjfe omkring slutningen, men lader i stedet historien ende i det uvisse, hvilket jeg synes er meget modigt gjort, og noget der fik bogen til at sidde i mig lang tid efter jeg lukkede den og afleverede den tilbage til biblioteket.

Det er den første roman jeg har læst som du har skrevet, men det er til gengæld ikke blevet den sidste.

Kærlig hilsen

Sarah Waters: Lille fremmede. Org. titel: The Little Stranger. Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Søren og Morten Ellemose (Madame Salvatins hemmelighed)

Jeres fine lille novellesamling Madame Salvatins hemmelighed overraskede mig. Det er sjældent at jeg rent faktisk læser noveller, og især ikke novellesamlinger, men jeg valgte alligevel at give mig i kast med Jeres, og det er jeg glad for at jeg gjorde.

Jeres noveller er meget korte, kun på nogle få sider, men i formår alligevel at få sagt så meget på så få sider. Det er nogle uhyggelige, dystre, tankevækkende og blodige historier, som sniger sig ind under huden på mig, og for hver novelle blev jeg mere og mere spændt på at læse hvad I nu havde fundet på, hvordan I nu ville overraske mig. Som regel var det først ved novellernes allersidste sætning at historierne hver især blev vendt på hovedet for mig, en evne der er helt fantastisk, og ofte lod mig sidde tilbage og tænke over hvad det egentlig var jeg lige havde læst, og gav mig lyst til straks at genlæse dem.

I samlingen møder man både en mand der modtager en klage for larm i sin lejlighed, en pige der øver sig på at holde vejret, en prinsesse der venter på sin far, en populær legetøjsbutik, en pige der skal vælge en dør og en drage forklædt som menneske. Meget forskellige emner, der dog alle sammen fik mig til at gyse i større eller mindre grad. Som det jo så ofte er med samlinger så var der nogle af novellerne jeg syntes bedre om end andre, da nogle af novellerne var for åbenlyse og lod mig sidde tilbage med en følelse af ”var det det?”, men det var heldigvis kun et fåtal af dem.

Jeg påbegyndte min læsning uden nogen forventninger overhovedet, og jeg må sige at jeg blev glædeligt overrasket over Jeres noveller, så det er bestemt ikke sidste gang jeg læser noget af Jer.

Kærlig hilsen

Søren og Morten Ellemose: Madame Salvatins hemmelighed. Gave modtaget af forfatterne til Bogbloggertræf. Books On Demand 4/5

Kære Michael Kamp (Samlerne)

I din bog Samlerne bliver vi præsenteret for Thomas, uddannet webdesigner med eget firma, gift med Marianne, og sammen har de to børn, Elias på 8 og Josephine på 13. Forholdet med Marianne er ikke som det har været, og med hendes temperament og Thomas' forsøg på at bevare den gode stemning foran børnene, ender det som ofte i konflikt. 

En aften efter endnu et skænderi, og både Marianne og børnene er gået i seng, ser Thomas et stort lynglimt, men ikke som et helt almindeligt lyn, som slår ned ovre ved naboen. Drevet af nysgerrighed og med intentionen om at hjælpe, tager Thomas over til naboen, men en skarp lugt på vejen derhen giver ham kvalme og pludselig vågner han op hjemme i sengen uden at vide hvordan han er endt der, og uden at vide hvorfor han har fået en masse blå mærker. Derfra begynder der også at ske mærkelige ting for resten af familien, og skænderier er ikke længere deres største problem.

Jeg begyndte læsningen af din bog uden rigtig at vide hvad jeg gik ind til, andet end den lød spændende, og jeg tror det er et rigtig godt udgangspunkt ved læsningen af denne bog, nemlig ikke at vide meget på forhånd. Og den var virkelig spændende til en start. Selve det at man ikke ved hvorfor familien pludselig reagerer mærkelig, holdte min læsning fanget og øgede spændingen. Derefter bliver din bog virkelig uhyggelig, med alle de unaturlige ting der sker, f.eks. med Thomas' blackouts, kropslammelser og spontan næseblod. 

Det er uvisheden om hvad der virkelig foregår der især skaber den uhyggelige stemning. Det betyder så desværre også at da det går op for mig hvad det er der foregår, så mister din bog sin uhygge og spænding, og i stedet bare bliver fuldstændig mærkelig. Den tog bare desværre en drejning som jeg ikke syntes den skulle tage, og det synes jeg er ærgerligt, især da første del af bogen var rigtig god. Dog har denne bog bevist at du formår at skrive på en måde som kan få mig til at gyse, og jeg vil gerne give mig i kast med nogle af dine andre bøger, for at se om de kan give mig samme reaktion.

Kærlig hilsen

Michael Kamp: Samlerne. Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 3/5

Kære Stephen King/Richard Bachman (Manden der blev tyndere)

I din bog Manden der blev tyndere møder vi Billy Halleck, som er en robust mand (helt ærlig, så er han bare tyk), hvilket Billys kone ikke har lagt skjul på at hun synes han skal gøre noget ved det. Til både Billys og sin kones overraskelse begynder han at tabe sig ½-1 kilo om dagen, men det sker ikke med vilje. Billy er nemlig blevet forbandet af en sigøjnermand, fordi Billy ramte, og dræbte, en ældre sigøjner der gik ud foran hans bil. Billy blev frikendt af retten (med lidt hjælp af vennetjenester), men ikke frikendt af den hævngerrige sigøjnermand. 

Billy er i forvejen meget påvirket af ulykken, den lægger en dæmper på Billys glæde og på gode oplevelser, og med en forbandelse oveni der gør ham skræmmende tynd, beslutter Billy sig for at finde sigøjneren og få fjernet forbandelsen inden han svinder helt ind til ingenting.


I mine øjne er det helt sikkert den bedste Bachman-bog du har skrevet. Den holdte mig fanget helt til slutningen, for jeg blev nødt til at vide hvad der ville ske Billy, ligesom din beskrivelse af frygten for noget man ikke selv kan kontrollere er helt fantastisk. Jeg synes det er meget interessant at kunne følge Billy i de forskellige faser han går igennem som følge af sit vægttab; glæde, undren, frygt, rædsel, desperation, besættelse og selvbedrag. Alt det og en fantastisk slutning gør det til en rigtig god bog. Ligesom jeg også godt kan lide at du refererer til dig selv i bogen. Jeg er fan!

Venlig Hilsen

Stephen King (som Richard Bachman): Manden der blev tyndere. Org. titel: Thinner. Artia. 4/5

Kære Joe Hill (Horn)

I din bog Horn vågner Ignasius op med tømmermænd og horn i panden hvilket jo ikke er normalt.. altså det med hornene. At vågne op med tømmermænd kender de fleste jo til. Ig er dermed blevet ramt af et svært tilfælde af djævelskab. Folk omkring Ig reagerer dog ikke på dem som Ig selv reagerede på dem. De tager det helt afslappet som om det er meget normalt at en fyr har to horn stikkende ud fra panden, intet usædvanligt i det. Mærkeligt nok begynder folk omkring ham dog at betro ham om deres inderste, forbudte tanker, ligesom Ig også får indsigt i deres liv når han berører dem. Hornene giver ligeledes Ig en form for magt der kan skubbe folk til at gøre de ting de hemmeligt ønsker at gøre. Der er ingen bedre måde at bruge sin nye ”gave” end at finde den morder der myrdede Ig's kæreste et år tilbage, et mord de fleste tror Ig har begået men er sluppet af med pga. manglende beviser.

Du har skrevet en, til tider, grov bog. Jeg føler virkelig med Ig i forhold til det han skal lægge øre til fra sin egen familie. Plottet er super spændende og interessant, og det fungerer rigtig godt at der i løbet af bogen bliver sprunget i tid og fortæller, hvilket både betyder at vi får indblik i hvordan Ig og kæresten mødte hinanden, og hvad morderen tænkte undervejs. Der var dog passager hvor mine tanker vandrede, fordi de ikke var lige så fængende som resten af din bog er. Du binder historien sammen til sidst i en pæn sløjfe, hvilket jeg synes er virkelig godt gjort, og fik mig til at synes din historien lige blev dét bedre.

Jeg elsker også hvordan du laver en hyldest til din far, Stephen King, ved at nævne Derry. Nice touch.

Kærlig Hilsen

Joe Hill: Horn. Org. titel: Horns. People's Press. 4/5