Jeg er virkelig forundret over at jeg ikke kan komme igennem en eneste måned, uden at der også bliver tilføjet nye bøger til mine bogreoler. Med den her fart, bliver jeg jo snart nødt til at købe endnu en bogreol.
Malene Sølvsten: Ravnenes hvisken
Længe blev der teaset for Sølvstens bog, og den smukke forside var meget lokkende. Jeg læste dog ikke rigtig hvad den handlede om, tænkte at fantasy omhandlende nordisk mytologi nok ikke ville være noget for mig, men efter jeg læste Susannes anmeldelse, gik jeg direkte ind på Saxo's hjemmeside, og bestilte den! Det er første gang at en enkelt anmeldelse kan få mig til at spontan-købe en bog.
Chimamanda Ngozi Adichie: Lilla hibiscus
For nogle måneder siden købte jeg Adichies to andre romaner, med de fine nye covers. Den eneste af hendes romaner der manglede at blive udgivet med nyt cover, var hendes debutroman som omhandler to søskende der vokser op med en meget religiøs far, som styrer familien med hård hånd. Jeg er rigtig glad for Adichies bøger, så derfor endte jeg også med at forudbestille denne her.
Maggie Stiefvater: The Raven King
Jeg har længe været i gang med at læse Stiefvaters serie om The Raven Boys (bog 1, bog 2, bog 3), så selvfølgelig skulle jeg også have købt den sidste bog i serien. Desværre nåede jeg ikke at købe den i første omgang, da den nåede at blive udsolgt stort set alle steder. Derfor lagde jeg en forudbestilling på den, og ventede spændt på at modtage den, så jeg endelig kunne få en afslutning på historien om Blue og hendes drenge.
Jessica Knoll: Verdens heldigste kvinde (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)
Jeg elsker alt der bliver inddelt som noget med "Psykologisk"-etellerandet. I dette tilfælde vil jeg kalde Knolls debutroman for psykologisk drama, og jeg var virkelig spændt på at få den læst, eftersom Knoll har inkorporeret nogle af sine egne oplevelser med overgreb i sin historie. Mit brev kan læses her.
Dawn Kurtagich: The Dead House
Efter jeg læste Birgittes anmeldelse af bogen, var jeg meget intrigued, da jeg elsker gys og især hvis der er et psykologisk twist omkring den. Plottet omkring en pige der har to personligheder, en om dagen og en om natten, lød vildt spændende, så da jeg fandt den på tilbud på Book Depository, blev jeg nødt til at købe den hjem. Mit brev om bogen kan læses her.
Salman Rushdie: Haroun and the Sea of Stories
For omkring et år siden begyndte jeg lige så stille at samle på Penguin Drop Caps-serien. Sidste måned tilføjede jeg så to mere til samlingen. Denne her er en magisk eventyrfortælling om en dreng der tager ud på rejse, og jeg syntes den mindede meget om Fairyland-serien af Valente.
Chang-Rae Lee: Native Speaker
Den anden Penguin Drop Caps jeg bestilte, var denne som jeg egentlig ikke kendte så meget til på forhånd. Den handler vist nok om en koreansk mands ønske om at føle sig som en "ægte" amerikaner, men som oplever udfordringer på grund af sin baggrund, og sorgen over at have mistet sin søn. Og så er der vist noget med at han også bliver en spion. Det lyder spøjst, men på en god måde!
Moïra Fowley-Doyle: Ulykkernes tid (Anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag)
Længe har der været både positive og negative anmeldelser af denne bog på Goodreads, så jeg var vildt interesseret i selv at få den læst, da den så blev udgivet i Danmark. Det er en meget hemmelighedsfuld historie, om en familie der oplever en masse ulykker hvert eneste år i oktober, men det er ikke kun det historien handler om, hvilket gør den meget indviklet og til dels forvirrende. Mit brev om bogen kan læses her.
Kerstin Gier: Safirblå (Anmeldereksemplar fra Turbine)
For nogle måneder siden anmeldte jeg den første bog i denne tidsrejsetrilogi, hvortil brevet kan læses her. Nu er næste bog i serien udkommet, der fortsætter hvor sidste bog slap, nemlig med at Gwendolyn skal rejse tilbage i tiden, for at finde andre tidsrejsende.
Anna Grue: I lige linje (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)
For nogle uger siden blev jeg inviteret med til at bloggerarrangement, hvor det var muligt at møde og snakke med Anna Grue omkring hendes nyeste bog i krimiserien om Dan Sommerdahl. Jeg havde selv kun fået læst bog 2 i serien, så inden mødet fik jeg lyttet til den 1. bog, og planlægger at lytte til resten af serien, inden jeg får læst den nyeste. Anna selv siger nemlig at det er den mindst krimiede krimi i serien, og at den har mere fokus på den skaldede detektivs udvikling som person, så derfor tænker jeg at jeg gerne vil være helt med fra starten, for at få det meste ud af denne bog.
Julie Murphy: Dumplin' (Anmeldereksemplar fra Høst & Søn)
En sjov og skøn bog var hvad jeg forventede ud af denne, og det var præcis det jeg fik! Historien om Willowdean der er glad for sin krop, ligegyldig hvor stor den end måtte være, og som prøver på at gøre op med byens og samfundets idealer om hvordan en kvinde skal se ud, var herlig læsning, og jeg syntes helt klart at vi burde få flere bøger der har sådan et positivt syn på kvindekroppen. Mit brev om Dumplin' kan læses her.
Kærlig hilsen