Kære Amy Schumer (Pigen med røvgeviret)

Du er lige så stille begyndt at komme på alles læber i Danmark, når snakken falder på kvindelige komikere, og jeg synes det er skønt. At vi så allerede bliver beriget med din autobiografiske bog Pigen med røvgeviret er endnu mere skønt!

Meget lig Lena Dunhams "Ikke den slags pige" og Drew Barrymores "Wildflower", så består din bog af personlige, og - for det meste - sjove essays, med vidt forskellige temaer, såsom din holdning til one night stands, et brev til din vagina, og din oplevelse med at begive dig ud i comedy, men du er heller ikke bange for at fortælle om seriøse emner, som dit forhold med en voldelig kæreste, hvordan du er set ned på på grund af dit køn eller udseende, eller hvordan det påvirkede dig da to kvinder blev skudt under visningen af din film "Trainwreck". 

Før jeg læste din bog, var jeg stor fan af din humor, og især din store portion selvironi, og jeg var en af dem der ELSKEDE din film "Trainwreck". Efter jeg læste din bog er jeg kun blevet en endnu større fan. Jeg synes det er fedt hvordan du kan dele personlige oplevelser med folk, igennem din bog, og stadig formå at se det morsomme i situationer, der ellers kunne få andre ned med nakken. 

Dog med det sagt, så er der bare noget der fungerer bedst når man oplever dig "in person" end det gør på skrift. Dette gælder bl.a. at du tit skal fortælle os når du laver sjov. Efter at have læst "det er gas!" sådan ca. 1644536 gange i løbet af en bog (hvilket jeg gætter er en oversættelse af "I'm kidding!"), så bliver det ret trættende i længden. Men det er så til gengæld også den eneste anke jeg har. Jeg fløj igennem din bog, og havde virkelig svært ved at lægge den fra mig, og da jeg endelig blev færdig, gik jeg straks på nettet for at finde stand-up klip med dig. Jeg kunne (og kan!) ikke få nok af dig!

Kærlig hilsen

Amy Schumer: Pigen med røvgeviret. Org. titel: The Girl with the Lower Back Tattoo. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Julie Murphy (Dumplin')

Jeg lod mig lidt narre af den sorte forside, og vidste derfor ikke helt at jeg, med Dumplin', gik ind til en virkelig sjov og hjertevarm fortælling, der er den perfekte sommerlæsning. 

Willowdean, også kaldet Will af sine venner, og Dumplin' af sin mor, er - politisk korrekt - en stor pige. Will selv kalder sig tyk, og hun er ikke flov over sig selv eller sin krop, også selvom hendes mor, den tidligere skønhedsdronning, nogle gange prikker lidt til Will omkring hendes vægt. 

Selvom Will oser af selvværd og selvtillid, så begynder tvivlen over sig selv og sin krop alligevel at nage, da hun begynder at få følelser for sin lækre kollega Bo, og det virker til at følelserne er gengældt. Pludselig er Will ikke længere lige så tryg i sin egen krop, men i stedet for at kravle i et hul og svælge i sin usikkerhed, vælger Will at deltage i byens årlige skønhedskonkurrence, for at gøre op med byens - og samfundet - indskrænkende holdning til hvad skønhed er. 

Jeg var helt vild med Will! Hendes humor og holdning til tingene var simpelthen så forfriskende, og gav mig lyst til at være bedste venner med hende. Bevares, hun er ikke perfekt, og til tider kan hun være lige så fordømmende overfor andre, som det hun selv prøver at kæmpe imod ved at stille op som skønhedsdronning, men det er lige så meget til at gøre hende mere ægte i min øjne. 

Jeg vidste ikke at kærlighedsdelen ville fylde så meget i bogen som det gjorde, og at selve skønhedskonkurrencen fyldte så lidt (i forhold til det jeg forventede!), men det er på ingen måde en dårlig ting. Wills usikkerhed når det kom til Bo, tror jeg er noget mange piger (og drenge) kan relatere til, og gjorde at jeg følte mig meget investeret i Wills historie, og fik mig til at nyde læsningen fuldt ud. Virkelig en skøn bog du har fået skrevet. 

Kærlig hilsen

Julie Murphy: Dumplin'. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 4/5

Kære Andy Weir (The Martian)

Længe har din realistiske sci-fi roman The Martian været hypet, og ligeså længe har jeg ventet spændt på at få tid og mulighed for at læse den. Glæden blev stor da jeg opdagede at forlaget DreamLitt havde købt rettighederne til at udgive den på dansk, og de rent faktisk var så søde at sende den til mig til anmeldelse.

De første par sætninger i din bog sætter i høj grad tonen for resten af læseoplevelsen, og allerede derfra var jeg godt underholdt:

Jeg er pænt meget på skideren. Det er min velovervejede overbevisning. På skideren. Kun seks dage inde i hvad, der skulle have været de mest fantastiske to måneder af mit liv, blev alt forvandlet til et mareridt.

Historien om NASA-astronauten Mark Watney, som strander alene på Mars, efter han bliver formodet død af de andre astronauter, lyder på papiret ikke til at være særlig spændende eller sjov, men der er det dine fantastiske fortælleegenskaber (og humor!!) der træder i kraft, og formår at få dine læsere til at blive opslugt af Watneys kamp om overlevelse, på en planet uden vand og uden mulighed for kontakt til jorden.

Det der i høj grad vandt mig over, var den evigt optimistiske, utrolig sjove Mark Watney, hvilket jo er meget heldigt, når det er den karakterer der bærer størstedelen af bogen. Indimellem skifter kapitlerne dog til at man følger de NASA-ansatte der gør alt hvad de kan for at redde Watney og få ham hjem, og de astronauter der uvidende efterlod Watney i live på Mars, alle sammen sympatiske personer, som jeg ligeledes nød at følge.

Den eneste anke jeg har med din bog, og som gjorde at den ikke blev en ultimativ favorit, skyldes de mange videnskabelige forklaringer der bliver præsenteret. På den ene side synes jeg det er fedt at Watney kan forklare de fysiske og kemiske løsninger han finder på, for at kunne overleve på den golde planet, og som jeg fuldt ud tror på er realistiske løsninger, men samtidig var de mange, lange beskrivelser dødkedelige, og gik hen over hovedet på mig. For mig er det at få forklaret hvordan man skaber vand på Mars ikke interessant, men derimod er det interessant hvordan Watney takler det psykologiske pres på at være strandet helt alene på planeten, med sin egen intellekt som det vigtigste overlevelsesværktøj, og det er dét jeg synes er det der gør din bog så unik og god.

Kærlig hilsen

Andy Weir: The Martian. Anmeldelseseksemplar fra DreamLitt. 4/5

Kære David Levithan (Hold Me Closer: The Tiny Cooper Story)

Det var egentlig ikke min mening at læse din musical roman Hold Me Closer: The Tiny Cooper Story, som er en companion roman til Will Grayson, Will Grayson, som du skrev sammen med John Green, for jeg var egentlig ikke synderlig blæst omkuld af historien om de to Grayson'er. Jo jeg elskede da Tiny Cooper, og mente da også helt klart at han var den karakter i bogen der skinnede mest igennem, og som jeg endte med at holde mest af, men jeg kunne alligevel ikke forestille mig ham bære en hel bog selv. Da jeg så alligevel stødte på bogen på mit arbejde, så tænkte jeg "pyt", og tog den med hjem. Fra jeg begyndte at læse, og til sidste side var vendt, gik er måske lidt over en time, men jeg var desværre ikke ret meget underholdt i løbet af den time. 

Dem der har læst Will Grayson, Will Grayson kender Tiny Cooper, og ved at han er kæmpe musicalfan, og rent faktisk selv skriver og performer en musical i løbet af bogen. Derfor var det jo også en rigtig unik og god idé at lade fans få indblik i denne musical, der omhandler Tinys liv, med alt hvad der indebærer om at være homoseksuel og kærlighedshungrende. For mig fungerer det dog bare ikke at læse en musical, som det ville gøre at se og høre en musical. Det fantastiske ved musicals går af dem, når det bliver formidlet på skrift, og for mig endte det med at være meget repeterende i forhold til de gentagende omkvæd og korsangere.  

Som tidligere nævnt, så er jeg faktisk fan af Tiny Cooper. Jeg synes han er en fantastisk karakter, der har meget på hjerte, og det jeg havde forventet ved at læse denne bog, var at jeg kunne lære ham endnu bedre at kende. Desværre fortæller din companion roman ikke ikke rigtig noget nyt. For de af os der i forvejen havde læst din og Greens bog, så blev Tinys historie kun udviklet en smule, og ellers er det ret meget en gengivelse af det vi tidligere er blevet fortalt i forrige bog. Selvom jeg ikke er den ultimative fan af denne her bog, så skal du alligevel have respekt for den måde du prøver at lege med, og nytænke måden, hvorpå du kan fortælle Tinys historie. Desværre fungerede musicalformen bare ikke for mig. 

Kærlig hilsen

David Levithan: Hold Me Closer: The Tiny Cooper Story. Dutton Juvenile. 2/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Ondskabens engel)

I din fjerde - og det der engang var den sidste - bog i serien Den store djævlekrig, nemlig Ondskabens engel, bringer det hele til kulmination i et voldsomt og spændende opgør.

Bogen starter, hvor den forrige slutter. Satina er forsvundet, og Filip følger sig nødsaget til at være den person (djævel?) der bringer hende tilbage. Det fører Filip på en rejse ind i dybeste af Helvede, forklædt som en stor og stærk djævel, hvor han bliver vidne til fjendens ressourcer i det der vil blive til den største krig i djævels minde. En krig der vil have betydning for hvem der skal regerere Helvede i fremtiden.

Jeg elsker hvordan tonen i denne bog lige bliver en tand mørkere end de andre. For denne gang er det virkelig alt der står på spil, og for Filip betyder det jo også at han må træde endnu mere i karakter. Det kan mærkes og det klæder ham. Det er en fantastisk udvikling at opleve i Filip, og det fik mig til at holde endnu mere af ham. Den mere dystre tone betyder dog ikke at du helt har udeladt humoren som dine andre bøger er kendt for. Du formår stadig at krydre det barske med lidt djævelsk humor, som jeg jo elsker.

Denne bog var måske den mest hæsblæsende af dem alle, hvilket også giver god mening, når denne bog skal være kulminationen for den historie du har bygget op over de sidste 3 bøger. Der var tider jeg holdt vejret, fordi jeg frygtede det værste ville ske for alle de karakterer jeg har endt med at holde så meget af, men du sørgede for at afslutte bogen så perfekt som du kunne. 

For det er tydeligt at mærke at du havde tiltænkt denne bog til at være den sidste i serien. Du fletter det hele sammen til den, i mine øjne, helt rigtige slutning for Filip, Satina og alle de andre karakterer, og får samtidig fortalt Filip, og alle os andre, hvad der er meningen med livet. En sandhed der fik mig til at smile. Jeg er dog stadig meget spændt på hvordan du har tænkt dig at føre historien videre, og hvilke djævelske eventyr du nu får Filip til at drage på, i næste, nyeste, bind i serien...

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Ondskabens engel (Den store djævlekrig #4). Høst & Søn. 4/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Den forkerte død)

Med Den forkerte død fortsætter du historien om Filips eventyr i Helvede, og med denne tredje bog i Den store djævlekrig blev jeg endnu engang godt underholdt, og det dystre plot der begynder at præge historien, klæder fortællingen rigtig godt.

Ved et hændeligt uheld bliver Filip skyld i at en dreng dør. For at rette op på dette, vælger Filip at rejse retur til Helvede, for at hente drengen tilbage til livet. Helvede har dog ændret sig meget siden sidst Filip var på besøg, da Lucifers valg om at gøre alle djævle dødelige, har skabt røre. Udenfor Helvede bliver der plottet om at skabe en hær, der skal overtage magten fra Djævelen, anført af en gammel kending – og Filips største fjende. Foruden at finde sin døde skolekammerat, vil Filip nu også hjælpe Lucifer i det der vil være optakten til den største magtkamp i Helvede, men heldigvis har Filip en masse venner der kan hjælpe, inklusiv hundjævlen Satina.

Det var virkelig skønt at vende tilbage til Helvede med Filip, dog var det tydeligt at se at du ikke bare bygger dine bøger efter helt samme skabelon, men faktisk lader der være plads til udvikling, både i plottet og i karaktererne, mest især hos Filip. Filip er ikke bare en statisk karakter, for du lader læseren følge hans udvikling hen mod at blive ældre og mere moden, og det er forfriskende. Også plottet udvikler sig, og som nævnt tidligere klæder det bogen at temaerne bliver mere dystre og mørke – det kan ikke kun være lutter lagkage i Helvede. Og med den lille afstikker op til Himlen, hvor vi møder en meget elsket offentlig person, var jo en skøn detalje.

Det var tydeligt at mærke at du med denne tredje bog bygger op til den store djævlekrig, som højst sandsynlig vil eskalere i Ondskabens engel. En krig jeg både glæder og frygter at følge med i. At slutte med sådan en stor cliffhanger som du gør i denne bog, er jo næsten for ondt, så jeg vil helt sikkert anbefale andre om at have næste bog i serien parat, for det er umuligt ikke at have lyst til at læse videre lige med det samme.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Den forkerte død (Den store djævlekrig #3). Høst & Søn. 4/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Dødens terning)

Dødens terning er din fortsættelse til din rigtig gode fantasyroman Djævelens lærling, men selvom denne bog 2 ikke kunne nå op på samme højde som dens forgænger, så var jeg alligevel godt underholdt igennem hele min læsning.

Efter sine oplevelser i Helvede, er Filip nu vendt tilbage til Jorden. Han savner dog stadig sine nye venner, især djævelen Satina, men det han lærte ved sit ophold som lærling for selveste Djævelen, har dog betydet at Filip nu også er begyndt at få venner på Jorden. Pludselig begynder Filip dog at se syner, og flere gange er han også ved at dø, og det ender da også med at døden, Mortimer, besøger Filip. Mortimer har brug for Filips hjælp, for hans ene terning er blevet stjålet. Den terning der indikerer hvor længe et menneske skal leve. Filip tager med tilbage til Helvede, og får hjælp af gamle kendinge til at finde den forsvundne terning, men det er ikke uden farer.

Det er skønt at være med tilbage i helvede sammen med Filip, men det var som om at der manglede noget, noget der fik mig til at leve mig helt ind i historien. Jeg ved ikke hvad, for selve plottet med at skulle finde dødens terning, og det at bogen omhandler temaer om liv og død, og om udødelighed virkelig er det man skal stræbe efter, var faktisk rigtig interessant. Det var dog bare som om at historien blev lidt langsommelig, hvilket ærgrede mig. Ikke fordi at humoren manglede, for det gjorde den bestemt ikke. Jeg morer mig stadig meget over de djævlificerede ord du finder på.

Der gik faktisk lang tid mellem jeg læste din første bog og så denne her. Så lang tid at der faktisk var basale ting jeg havde glemt, karakterer jeg ikke kunne huske navnet på osv. Så for mig var det en stor hjælp at du hurtigt præsenterede dem igen hver gang jeg stødte på en karakter fra den sidste bog. Når forfattere gør det, kan det tit være drabelig kedeligt og gentagende, men du formåede at gøre det på en fin og flydende måde, og det var en stor hjælp i min læsning. Derudover elsker jeg at du rent faktisk fortsætter vigtige dele af plottet fra forrige bog, og dermed skaber et overordnet plot der ligger til grund for denne bogs historie.

Selvom historien i denne bog i det store hele bliver afsluttet, så laver du alligevel en lille bitte cliffhanger, der gør at jeg selvfølgelig bliver nødt til at læse videre, og finde ud af hvilke helvedes eventyr Filip skal på næste gang.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning (Den store djævlekrig #2). Høst & Søn. 3/5

Kære Kenneth Bøgh Andersen (Djævelens lærling)

Da jeg valgte at læse Djævelens lærling, din første bog i Den store djævlekrig-serie, vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg havde kun hørt rosende ord om den, men jeg var i tvivl om en bog, der på papiret lyder til at henvende sig til et yngre publikum, ville kunne interessere mig.. Det viste sig at det ikke var noget jeg skulle have tvivlet på.

I din bog følger vi Filip. Filip er en dydens dreng, han sørger for altid at fortælle sandheden, og gøre gode gerninger, men ved et uheld bliver han kørt ned af en bil og ender i Helvede, hvor han er blevet valgt til at være Djævelens arvtager. Djævelen finder dog hurtigt ud af at der er sket en fejl, og at den gode Filip er endt med at dø i stedet for en anden, ond, dreng. Djævelen prøver dog at få det bedste ud af situationen, og begynder dermed at oplære Filip i at være ond, men det kan være svært at fralægge sig alt sin godhed, til fordel for at være ond. Filip bliver dog hjulpet godt på vej af en masse skabninger i Helvede, bl.a. Filips nye veninde Satina.

Jeg kan lige så godt starte ud med at fortælle dig, at bogen var meget sjovere end jeg havde forventet. Altså virkelig, virkelig sjov! Flere gange under læsningen sad jeg og kluklo over den humor som bogen er gennemsyret med. Noget af det der bl.a. gjorde din bog så sjov, var alle de små detaljer, som var blevet djævelificeret, såsom at det altid er nat i Helvede, så derfor spiser de natmad, siger godnat i stedet for godmorgen osv. Sådanne vendinger vi normalt bruger her på jorden uden at tænke over betydningen, har du formået at tydeliggøre, og få mig til at bide mærke i dem, og tænke over. Så selve opbygningen af universet, var simpelthen perfekt og gennemtænkt.

Bogens tema omhandler det at være god versus det at være ond, og du formår at behandle dette tema på en interessant og filosofisk måde, uden at det på noget tidspunkt bliver tørt og kedeligt. Igen er det humoren der sørger for dette. Din bog fik mig virkelig til at tænke over om at være lidt ond faktisk har en positiv betydning, hvoraf Filips udvikling som den engel han er, til at han gradvist lærer at blive mere og mere ond, var meget interessant læsning i forlængelse af dette.

Jeg havde som sagt ikke læst nogen af dine bøger før, men Djævelens lærling gjorde at det i hvert fald ikke blev sidste gang jeg valgte at samle en af dine bøger op. Heldigvis har jeg stadig resten af Den store djævlekrig-serie til gode.

Kærlig hilsen

Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling (Den store djævlekrig #1). Høst & Søn. 4/5

Kære R.J. Palacio (Wonder)

I din skønne, livsbekræftende bog Wonder, mødte jeg den dejligste dreng der findes i litteraturens verden, nemlig August.

August, eller Auggie som han bliver kaldt, er en dreng der blev født med et deformt ansigt, men inderst inde er han en helt almindelig 10 årig dreng, der elsker Star Wars. Selv efter mange plastikoperationer, skiller Auggie sig ud i mængden, og nogle gange skræmmer han andre børn, og endda voksne, med sine markante ansigtstræk. Alle de komplikationer der hører med til at blive født med et deformt ansigt, har gjort at Auggie aldrig har gået i skole, men dette ændrer sig da han når 5. klassetrin. Nu bliver Auggie ”den nye elev” på skolen, og hvis dette ikke var slemt nok i forvejen, så hjælper det heller ikke at Auggie ser ud som han gør. Auggie skal nu begå sig blandt andre på sin egen alder, og endnu mere lære at håndtere den daglige stirren han oplever fra børnene, men med denne daglige kamp fører også uvurderlige venskaber med sig.

Auggie er en dreng med meget modgang, men han er stadig en dreng der er så optimistisk omkring livet. Selvom Auggie til tider kan føle at han bare har lyst til at gemme sig væk, så ender han altid med at rejse sig med hoved hævet højt, og tage imod de udfordringer der kommer hans vej. Jeg beundrer det mod og styrke der findes i den lille dreng, og jeg bandede de onde børn langt væk. 

 

Bogen skifter perspektiv engang imellem, og du giver os læsere et indblik i hvordan Auggies pårørende er blevet påvirket af Auggies deformitet. Især søsterens kapitel rørte mig dybt, da hun er splittet mellem at være beskyttende overfor sin lillebror og elsker ham helt til månen, samtidig med at hun ville ønske at hendes liv ikke skulle centrere sig omkring Auggies behov. Du formår at give et nuanceret billede at Auggie og Auggies liv, hvilket i sidste ende fik mig til at elske ham, og ikke mindst hans fantastiske humor og selvironi. Hen mod slutningen af bogen kunne jeg ikke undgå at få tårer i øjnene over den smukke udvikling der er sket, ikke bare i Auggie selv, men også den udvikling der er sket i menneskerne omkring ham. Auggies historie sidder nu dybt i mig, og det er jeg så uendelig glad for.

Kærlig hilsen

R.J. Palacio: Wonder. Anmeldelseseksemplar fra Alvilda. 5/5

Kære Graeme Simsion (Projekt Rosie)

Din bog Projekt Rosie blander kærlighed og humor på fineste vis. Vi bliver præsenteret for Don Tillman, en australsk professor i genetik, som lever sit liv efter et skema. Don skemalægger nemlig alting, lige ned til hvilken mad han skal spise, og hvor lang tid han præcist skal bruge på forelæsninger. Don er nu nået til et sted i sit liv hvor han har kontrol nok med sit liv til at kunne tilføje endnu en del, nemlig en kone. Don har det dog ikke let med kvinder, især fordi han ikke er god til at aflæse signaler som mennesker automatisk, og ubevidst, udsender, og han er ikke kontakt med sine egne følelser. Det betyder derfor også at Don ikke har ret mange venner, faktisk kun to: kollegaen Gene og Genes kone Claudia.

For at skaffe sig en kone vælger Don at udfærdige et spørgeskema, som potentielle kvinder skal udfylde, for at Don kan vurdere om de vil være det perfekte match. Det viser sig dog at være sværere end forventet. En af de kvinder Don støder på, er Rosie. På papiret levet Rosie på ingen måde op til de forventninger Don har til en potentiel kone, men noget ved hende gør at Don alligevel vælger at tilbringe tid med hende, ved at hjælpe hende med Projekt Far: At finde Rosies rigtige far.

Det er en rigtig sød og sjov historie du har skabt, og karaktererne i bogen er realistiske og fantastiske. Ud fra Dons opførsel og tanker er det tydeligt at han har Aspergers, en mild form for autisme. Dons manglende evne og forståelse for det sociale samspil mellem mennesker, og hans ønske om at skabe logik i det ulogiske tydeliggør dette, og det er dejligt forfriskende at læse en bog hvor hovedpersonen tænker og ser anderledes på tingene end jeg selv gør.

Der sker en udvikling hos Don, som følge af det kaos Rosie bringer med sig ind i hans liv. En udvikling som jeg satte pris på, men dog en udvikling jeg ikke tror ville være helt realistisk i forhold til de begrænsninger personer med Aspergers har. Når dette er sagt, så er din bog jo fiktion, og jeg lod mig underholde af, og føle med, Don og Rosies rejse mod henholdsvis at finde en kone og finde en far.

Kærlig hilsen

Graeme Simsion: Projekt Rosie. Org. titel: The Rosie Project (Don Tillman #1). Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Fredrik Backman (Britt-Marie var her)

Du har skabt endnu en original person i bogen Britt-Marie var her. Britt-Marie har besluttet sig for at få et arbejde, men det eneste arbejde der findes til hende, er som vicevært på en ungdomsinstitution i Borg, hvilket passer til Britt-Marie, da hun er vant til at gøre rent, og gøre rent ofte. Grunden til Britt-Maries ønske om at få et arbejde, skyldes at hendes mand Kent har været hende utro i en længere periode, og nu har Britt-Marie forladt ham, og skal til at finde en plads til sig selv i verden. Borg er ikke en by Britt-Marie er vant til, for det er en lille flække der er ved at uddø. Den eneste butik der stadig er åbent er byens pizzaria/posthus/købmand, og byens fodboldhold er også nedlagt. Byens børn ønsker dog at deltage i en fodboldturnering, og af en eller anden grund bliver Britt-Marie valgt som fodboldtræner, selvom hun intet ved om fodbold. I sin tid i Borg lærer Britt-Marie mere om sig selv og om andre mennesker, end hun tidligere har gjort i sine nogen-og-tres år.

Hele din bog om Britt-Marie er opbygget i samme stil som En mand der hedder Ove, måske lige lidt for meget til min smag. Hvor Ove var en mand jeg kom til at holde af, fordi hans bitterhed var en form for forsvarsmekanisme, så kom jeg på ingen måde til at holde af Britt-Marie fordi hun virkelig var så naiv som hun gav udtryk for, og til tider decideret uintelligent. Det gjorde mig frustreret at der var simple ting hun ikke selv kunne tænke sig til, og jeg har svært ved at forestille mig at nogen kan være så blank. Jeg kunne dog godt lide hendes passive-agressive kommentarer, og hvordan hun bilder sig selv ind at hun slet ikke dømmer folk, når det jo er tydeligt er det hun gør.

Jeg havde ikke forventet at fodbold ville få så stor en betydning for din bog, hele Britt-Maries udvikling centreres omkring fodboldholdet, og jeg er på ingen måde fodboldfan. Som i slet ikke. Så jeg kunne på ingen måde relatere mig til den del af historien, og jeg følte ofte at fodbolden overdøvede Britt-Marie i din historie. Der hvor din bog var bedst, var når vi fik lov til at høre om Britt-Maries baggrundshistorie, om hvordan hendes barndom har været, og om hendes ægteskab med Kent. Den del af historien var det der rørte mig mest, men desværre syntes jeg ikke at der var nok baggrundshistorie. Derudover kan jeg på ingen måde forstå hvordan hendes opvækst har været årsagen til hendes passiv-agressive opførsel og hendes naivitet. For mig er der ingen sammenhæng mellem hendes opvækst og oplevelser, og så hendes personlighed og opførsel, hvilket gør at jeg ikke tror på hende som en realistisk karakter.

Hvor Ove var en karakter jeg var lidt tilbageholden overfor, men som til sidst vandt mit hjerte, så formåede Britt-Marie aldrig at gøre det samme, selvom hun dog formåede at stå i nogle komiske situationer på grund af hendes kommentarer, som SLET IKKE er dømmende, nej.

Kærlig hilsen

Fredrik Backman: Britt-Marie var her. Org. titel: Britt-Marie var här. People's Press. 3/5

Kære Andrew Smith (Winger)

I din nye bogserie om Winger følger vi Ryan Dean West. Ryan bliver dog kaldt Winger på grund af sin position på rugbyholdet på den kostskole han går på. Winger er 14 år gammel, men fordi han har sprunget et par klassetrin over, går han i klasse med 16-årige. Wingers unge alder gør at han føler sig som the odd man out, da alle er bevidste om at han er yngre end dem, og de er ikke bange for at bruge det imod ham. Din bog starter ud med at vi følger Winger i det nye skoleår, hvor han prøver på ikke at blive tromlet ned af de ældre elever, både på banen og udenfor banen, og samtidig prøve på at få styr på sin forelskelse i sin eneste pigeven Annie, som desværre kun ser ham som en rigtig god ven. Nå ja, og så skal Winger også lige have kontrol over sine seksuelle frustrationer, for dem har man mange af når man er 14 år og dagen lang går op ad 16-årige piger.

Jeg elsker den måde du har skrevet den her bog på! Det er som at læse Wingers egen private dagbog, hvilket vil sige den er meget uhøjtidelig - han tager ikke sig selv alt for seriøst, og der er intet filter på hans tanker. Skrivestilen er en fantastisk måde hvorpå læseren virkelig kan lære Winger godt at kende og for at holde med ham, selvom han til tider tager nogle dumme beslutninger. Derudover er bogen krydret med tegninger. Tegninger som Winger selv har lavet, på samme måde som at man selv kunne finde på at tegne i sin dagbog.

Selvom jeg på ingen måde burde kunne relatere mig til en 14-årig dreng der går på kostskole og som har sprunget nogle klassetrin over, så har du formået at skabe en karakter hvor jeg rent faktisk kan forstå de tanker der kører rundt i hovedet på ham, ligesom jeg kan forstå de reaktioner han har på sin omverden. Og derudover er din bog bare skide sjov, men lige når jeg tror at din bog bare handler om at være sjov, vælger du at tage en uventet drejning og behandler et seriøst emne, der virkelig gav mig tårer i øjnene, og fik mit hjerte til at gå lidt i stykker.

Jeg kan ikke vente med at læse fortsættelsen, og se hvad der nu kommer til at ske for Winger.

Kærlig hilsen

Andrew Smith: Winger (Winger #1). Simon &; Schuster. 4/5

Kære Fredrik Backman (En mand der hedder Ove)

Din bog En mand der hedder Ove, er en humoristisk, men samtidig rørende roman. Igennem det sidste år har jeg kun hørt rosende ord om din bog om Ove, og derfor var det med skyhøje forventninger at jeg satte mig for at læse den.

I bogen møder vi jo Ove, og det står klart fra begyndelsen at Ove er en vred og bitter mand, som har det svært med udvikling. Hver eneste dag forløber på præcis samme måde for Ove, dog engang imellem krydret med vredesudbrud over bilister der kører ned ad kvarterets kørselsfrie vej, eller bare bilister der kører i det forkerte mærke (Er jeg et OK kvindemenneske, Ove, nu når min far har kørt Saab?).

Lige da jeg begyndte at læse om Ove, var det første jeg tænkte ”åh nej, ikke sådan en type”, for det er lige præcis sådanne typer jeg ofte er stødt på i alle de forskellige jobs jeg har haft, som har med kundeservice at gøre. Sådanne vrede, usympatiske, gamle mænd, som jeg helst vil undgå. Men Ove overraskede mig, for jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere lærte jeg at det kun er hans ydre skal der er vred, men indeni er der en blød mand der rent faktisk har følelser. Ove får nemlig nye naboer, og især den gravide iranske kvinde formår fra starten at se igennem Oves facade og se det gode i ham.

Din roman ER en god bog, men det tog lidt tid for mig at blive overbevist. Den er spækket med fantastiske, sjove dialoger, og har skiftevise kapitler der giver en rørende beskrivelse af Oves liv med konen og indblik i Oves liv uden, men mit stenhårde hjerte overfor Oves typer blev dog først blødgjort hen mod halvvejs, men så smuldrede det også helt, og tårerne flød, og jeg overgav mig helt og holdent til Ove. For fremtiden vil jeg altid tænke på Ove når jeg møder en vred, gammel mand, og så give ham det største smil, for det er nok lige præcis det han har brug for. 

Kærlig hilsen

Fredrik Backman: En mand der hedder Ove. Org. titel: En man som heter Ove. Peoples Press. 4/5

Kære Sophie Kinsella (Shopaholic stiler mod stjernerne)

I din nyeste shopaholic bog, Shopaholic stiler mod stjernerne, er det syvende gang vi bliver præsenteret for Becky Brandon (født Bloomwood). I de sidste seks bøger har vi fulgt Becky igennem karriereskift, flytte til et nyt land, gifte sig med sin drømmemand, møde sin ukendte søster og blive mor for første gang. I denne bog drager Becky og hendes mand Luke mod Hollywood, da Luke skal arbejde for en stor skuespillerinde. Dette skift i miljøet, får Becky drømmen om at blive stylist for de kendte, men at følge den drøm er ikke helt let, især ikke da der sker mange misforståelser, der sætter Becky i mediernes søgelys, noget hun skal lære at håndtere.

Ligesom dine andre bøger om hende, så er Becky som man kender hende – hun er naiv, egoistisk, selvbevidst , og lyver for sig selv og andre, men samtidig er hun så kær og så sød, at man næsten ikke kan andet end at holde af hende. Sådan havde jeg det også med denne bog... eller næsten hele bogen. Der er ikke længere fokus på hendes store shoppemani, men i stedet de midler hun er villige til at bruge for at nå sine mål. Det betyder at i slutningen af bogen når hendes egoisme nye højder, og faktisk gør hendes karakter uudholdelig. 

Derudover var der nogle småting der påvirkede min forståelse af bogen, og som var til irritation. Som når Sage bliver kaldt Suze, eller når mobilen løber tør for strøm, men på magisk vis kan sende en sms et par sider senere. Det giver desværre et sjusket indtryk af bogen.

Du har dog allerede nu offentliggjort at der kommer en bog mere om Becky, hvilket jo var meget tydelig med den cliffhanger denne bog slutter med. Forhåbentlig får du Becky tilbage på rette spor, for den side af hende som du har præsenteret i denne bog, er ikke noget jeg ønsker at læse mere om.

Kærlig hilsen

Sophie Kinsella: Shopaholic stiler mod stjernerne. Org. titel: Shopaholic to the Stars (Shopaholic #7). Anmeldelseseksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 3/5

Kære Katarina Bivald (Læserne i Broken Wheel anbefaler)

I din fine bog Læserne i Broken Wheel anbefaler, starter du ud med at præsentere os for Sara fra Sverige, som lige er ankommet til byen Broken Wheel i USA. Sara er ankommet til byen med den forventning om at møde sin penneven Amy, som Sara har skrevet med i længere tid, om deres store passion: bøger. I stedet ankommer Sara til Amys begravelse, og hvad skal Sara så gøre i de 2 måneder hun havde planlagt at være i byen?

Gennem hjælp fra de andre borgere i byen, som Sara føler hun kender igennem Amys breve, får Sara startet en boghandel op i den næsten tomme by. Læsning er dog ikke noget borgerne interesserer sig særlig meget for, men med Saras anbefalinger begynder de alle at sidde med hovedet nede i en bog. Den nye boghandel tiltrækker endda også mennesker fra nabobyen. Oveni bliver Sara også forelsket, men det er jo dømt til at blive indviklet, når hendes visa kun varer få måneder.

Som coveret siger, så er det en feel-good bog, en bog man ikke kan undgå at blive i godt humør af, og trække lidt på smilebåndet over de skæve personligheder der findes i Broken Wheel.

Ligesom med de fleste chick-lit bøger, så sker der også en udvikling med hovedpersonen. Hvor Sara førhen gemte sig bag en bog, og følte at de skrevne karakterer var hendes venner, åbner Sara nu op for muligheden for at møde og blive venner med nye, levende, mennesker. Derudover gør du brug af en smart måde hvorpå vi læsere kan lære Amy at kende, selvom hun er død ved bogens start, nemlig ved at vi får lov til at læse de breve hun har sendt Sara igennem tiden.

Du har både skrevet en bog der hylder bogelskere, hvor du også har smidt en masse bogreferencer og anbefalinger ind i bogen, men det er også en bog der hylder fællesskabet, i dette tilfælde det stærke fællesskab i den lille by.

Kærlig hilsen

Katarina Bivald: Læserne i Broken Wheel anbefaler. Org. titel: Läsarna i Boken Wheel rekommenderar. Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Jonathan L. Howard (Johannes Cabal, Nekromantikeren)

I bogen Johannes Cabal, Nekromantikeren, som er den første i din serie om Johannes Cabal, bliver vi præsenteret for ham imens han er i gang med at fremkalde en dæmon. Selvom Johannes ikke har indsamlet alle de nødvendige offergaver, bliver han alligevel vist frem til helvedes port, som er blevet voldsomt bureaukratiseret (for adgang til Helvede skal man udfylde en helvedes masse spørgeskemaer). 

Årsagen til Johannes ønske om at besøge Helvede er for at lave en ny aftale med Satan. Johannes har nemlig tidligere underskrevet en kontrakt hvori han gav sin sjæl til Satan til gengæld for at blive nekromantiker. Nu ønsker Johannes dog at få sin sjæl tilbage, han savner den, så Satan indgår et væddemål med Johannes; Hvis han kan indsamle 100 nye sjæle indenfor 1 år, så ryger Johannes sjæl retur til hans krop. Som hjælp får Johannes et omrejsende tivoli som middel til at indsamle sjælene, men det er ikke uden problemer.

Jeg må sige at jeg virkelig blev blæst væk af din bog. Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, så jeg blev glædeligt overrasket over hvor sjov din bog egentlig var. Flere gange grinede jeg højlydt, fordi du simpelthen formår at skrive komiske oplevelser som var det det mest naturlige i verden. Det er i hvert fald tydeligt for mig at du har en baggrund som manuskriptforfatter, for du formåede at skrive på sådan en måde at min hjerne afspillede en meget scenisk film for mine øjne imens jeg læste, med en verden der bare var godt gennemført. 

Desværre syntes jeg ikke du holdte din egen standard hele bogen igennem, for jo længere jeg kom ind i din bog, måtte det bedste, humoren, blive tilsidesat for up-tempo sjælejagt, hvilket er en skam. Da jeg når slutningen på bogen, bliver det meget klart at hele bogen bare har været starten på fortællingen om Johannes Cabal, og jeg skal helt klart læse hvad han ellers kommer ud for.

Kærlig hilsen

Jonathan L. Howard: Johannes Cabal, Nekromantikeren (Johannes Cabal #1). Org. titel: Johannes Cabal the Necromancer. Anmeldereksemplar fra Arvids (modtaget igennem Bogrummet.dk). 4/5