Kære Jessie Burton (The Miniaturist)

Jeg indrømmer gerne at første gang jeg stødte på din debutroman The Miniaturist, da jeg var på ferie i London, blev jeg draget af det virkelig smukke cover, og alt den ros som de forskellige engelske boghandlere gav den. Der gik dog alligevel over et år før jeg fik den købt, og mere end 2 år fra første gang jeg så din smukke bog, og til jeg endelig fik den læst. 

I romanen flytter den 18-årige Nella til Amsterdam for at bo sammen med sin nye mand og svigersøster. Manden er dog temmelig fraværende, og svigersøsteren afvisende, overfor den unge brud, så Nella bruger sin tid på at møblere sin bryllupsgave: en miniatureudgave af sit nye hjem. Nella har taget kontakt til en "miniaturist", som specialiserer sig i at lave bittesmå møbler, mennesker og madvarer, som passer ind i det lille hus, men det begynder at føles uhyggeligt for Nella, da miniaturisten virker til at kunne forudse hændelser og ulykker. 

Jeg havde enhver intention om at få læst din bog hurtigt efter jeg fik den købt, men så var det at den ene middelmådige bedømmelse efter den anden, begyndte at komme, og jeg valgte at udskyde læsningen igen og igen, af frygt for at din bog slet ikke kunne leve op til mine forventninger. Efter endt læsning kan jeg kun stille mig uforstående overfor kritikken, som din roman har fået. Jeg var fuldstændig opslugt af den gotiske stemning, og jeg følte at den mindede mig meget om Essie Fox' The Somnambulist og de to Sarah Waters' romaner jeg indtil videre har læst - Lille fremmede og "The Fingersmith", ligesom jeg også følte den havde en snært af Daphne du Maurier, hvilket kun er et kæmpe plus for mig. 

Jeg forstår godt at for nogle af dine læsere, kan føles at der mangler en bedre forklaring for det magiske element i historien, men for mig havde det ingen betydning. Det magiske forblev magisk i mit hoved, og jeg havde ingen problemer med fortsat at blive i uvisheden, men jeg savnede dog også lidt mere inddragelse af disse magiske miniaturefigurer hen imod slutningen af bogen. Dog havde det slet ikke så stor en betydning for mig i forhold til den overordnede oplevelse jeg havde af at læse din debutroman, og med sådan en debut, er der ingen tvivl om at jeg i hvert fald skal have fingrene i din næste bog; The Muse.

Kærlig hilsen

Jessie Burton: The Miniaturist. Picador. 4/5

Kære Carlos Ruiz Safón (Marina)

Din roman Marina er mit allerførste møde med dit forfatterskab. Jeg havde høje forventninger til den, fordi den inkorporerer mange af mine favoritgenrer; young adult, mystik, fantasy og gys, samtidig med at den er omfavnet af en gotisk stemning. Desværre endte Marina med at være en stor skuffelse for mig.

Femtenårige Oscar Drai er romanens hovedperson. Han går på en kostskole i Barcelona, men på grund af kedsomhed vandrer han tit rundt i byens gader alene. En dag træder han ind i det han tror er et forladt hus, men møder pigen Marina, som bor der med sin far, som er portrætmaler. Hurtigt føler Oscar sig draget til denne excentriske familie og bruger hvert eneste mulige øjeblik sammen med dem, og bliver jo også ret forelsket i den skønne Marina. En aften tager Marina Oscar med hen på kirkegården, for at vise ham et mystisk ritual der foregår hver måned: En kvinde klædt helt i sort, lægger en enkelt rose på en ukendt gravsten, for så at forlade stedet igen. Oscar og Marina bliver draget af kvinden og den mystiske handling, og vælger at følge efter hende. Dette fører de to unge mennesker ind i Barcelonas skjulte verden, der gemmer på mørke hemmeligheder og dystre personligheder.

Din roman starter fantastisk. Du skriver så smukt, at jeg med det samme tænkte at denne bog fluks ville ryge op i toppen af min liste med gode bøger, men jo længere jeg kom ind i historien, jo mere røg de smukke formuleringer i baggrunden til fordel for den forvirrende og rodede handling. For hver ny karakter Oscar og Marina støder på i deres søgen efter sandheden, så præsenterede du mig for endnu et subplot i handlingen. Til sidst blev jeg så rundtosset, at jeg slet ikke kunne finde hoved og hale i det hele, og efterlod mig frustreret.

Jeg ville så gerne have elsket denne bog. Forsiden lokkede mig med sit dystre og gotiske design, bagsideteksten lokkede mig med en spændende og gyselig handling, men indholdet viste sig ikke at passe overens med disse. Især er jeg forvirret over hvorfor du har kaldt romanen Marina, da både hende, og Oscar, ofte igennem hele historien bliver sat i baggrunden, til fordel for at fortælle om de andre karakterers livshistorie.

Efter sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en følelse af at det der var blevet mig lovet – en gyselig, gotisk, uhyggeligt mysterium – slet ikke blev indfriet, og jeg blev skuffet. Dog har din smukke prosa gjort at jeg ikke er blevet skræmt væk fra at læse andre af dine værker. Næste gang vil jeg i stedet give mig i kast med din meget roste bog til voksne, nemlig The Shadow of the Winds. Forhåbentlig vil jeg ende med at elske den i stedet.

Kærlig hilsen

Carlos Ruiz Safón: Marina. Weidenfeld & Nicolson. 2/5

Kære Sarah Waters (Lille fremmede)

Den første gang jeg stødte på dit navn, var det da jeg læste en anmeldelse af Lille fremmede på Birgittes blog, hvor hun roste din måde hvorpå du opbyggede bogens stemning lige så stille. Få dage senere stødte jeg på selvsamme bog, da jeg var alene på arbejde på biblioteket, og det fik mig straks til at låne den med hjem, og det er jeg uendelig glad for at jeg gjorde.

I bogen følger man lægen Dr. Faraday, som har opbygget et respektabelt liv som bylæge, og formået at bryde fri fra den lavere middelklasse, som han voksede op i. En dag bliver han kaldt ud for at tilse en patient på Hundreds Halls, et kæmpestort gods i byen, som tilhører familien Ayres, og hvor Dr. Faradays mor tidligere arbejdede som barnepige. Nu står godset i stærkt forfald, og Fru Ayres og hendes to voksne børn kæmper hårdt for at holde godset fra at styrte sammen om ørerne på dem. Dr. Faraday oplever nærmest en magisk tiltrækning til godset efter at se det igen efter så mange år, og kommer da også på venskabelig fod med Ayres familien, da det er tydeligt at han gerne vil hjælpe dem med at kunne beholde stedet. Dog begynder der at ske mystiske ting på stedet, der virker til at have relation til familiens fortid, og som påvirker familiemedlemmernes psykiske tilstand. Dr. Faraday prøver at hjælpe dem så godt som hans professionelle evner rækker, men det er svært for ham at hjælpe når han ikke selv er sikker på hvad der egentlig foregår på Hundreds Halls.

Aldrig før har en bog fået mig til at gyse, som Lille fremmede gjorde. Uhyggen sneg sig lige så langsomt ind på mig, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne få mig til at læse videre, fordi jeg blev så bange at jeg ikke turde læse videre når jeg sad i min mørke lejlighed alene. Det er en roman der bygger langsomt op, og når jeg siger langsomt, så mener jeg virkelig langsomt. Som sagt gik der mange, mange, mange sider, før uhyggen begyndte at vise sig, og det gjorde mig også ret utålmodig til en start, for jeg troede jeg måske havde misforstået bogens præmis. I virkeligheden opdagede jeg bare ikke at den uhyggelige stemning lige så langsomt havde bygget sig selv op, indtil det til sidst nærmest råbte mig ind i hovedet. Jeg tror det var derfor din bog havde den påvirkning på mig som den havde.

Den gotiske stemning er noget jeg er en sucker for, og din roman viser når det bliver gjort godt. Jeg levede mig fuldstændig ind i historien, og følte med både Dr. Faraday og familien Ayres, og jeg kunne ikke slippe bogen før jeg kom til historiens ende. Du binder ikke nogen fin sløjfe omkring slutningen, men lader i stedet historien ende i det uvisse, hvilket jeg synes er meget modigt gjort, og noget der fik bogen til at sidde i mig lang tid efter jeg lukkede den og afleverede den tilbage til biblioteket.

Det er den første roman jeg har læst som du har skrevet, men det er til gengæld ikke blevet den sidste.

Kærlig hilsen

Sarah Waters: Lille fremmede. Org. titel: The Little Stranger. Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Essie Fox (The Somnambulist)

Med din debutroman The Somnambulist har du skabt en historie der sugede mig ind og ikke gav slip på mig igen før sidste side blev vendt.

Syttenårige Phoebe er vokset op med sin religiøse mor og sin karismatiske tante. Phoebe har lige siden hun har været lille været splittet mellem at underlægge sig Guds befalinger, og derigennem gøre sin mor glad, og så at kunne nyde alt det livet har at byde hende, ligesom hun ser hendes tante Cissy gør når hun står på scenen og optræder. Da Cissy pludselig dør, er Phoebe ulykkelig, men da Cissys tidligere elsker Nathaniel Samuels tilbyder Phoebe et job som selskabsdame for hans kone, føler Phoebe sig draget mod Samuels, netop fordi han måske vil kunne tilbyde hende et liv hvor hun kan blomstre op og finde ud af hvem hun er, uden at være underlagt hendes mors skarpe blik.

Intet er dog som det giver sig ud for, og hurtigt kommer de mørkeste hemmeligheder frem i lyset, som overvælder Phoebe med følelser af skyld, fortrydelse og mistet kærlighed.

Jeg må ærligt sige at jeg faktisk havde forventet at denne bog ville kede mig, men det blev hurtigt gjort til skamme. Jo din bog havde da en langsom start, men der gik ikke lang tid før at jeg blev så opslugt af at vide hvilke hemmeligheder der ville komme frem i lyset. Selvom den store hemmelighed er tydelig for læseren, især fordi visse af kapitlerne er fra Nathanials synspunkt, så følte jeg stadig med Phoebe da det endelig gik op for hende. For det er det du formår at gøre – at få læseren til at holde så meget af Phoebe at når hendes hjerte brister, så brister læserens hjerte også, og det er selvom Phoebe til tider er en urealistisk fortæller.

Din roman er dejlig gotisk, og selvom den på ingen måde er overnaturlig, så fik den mig til at gyse over Phoebes oplevelser som selskabsdame hos Samuels. Faktisk fik den mig til at mindes tilbage til da jeg læste Daphne Du Mauriers Rebecca, hvilket er en af mine favoritter. Det var min første oplevelse med dit forfatterskab, men det bliver i hvert fald ikke det sidste.

Kærlig hilsen

Essie Fox: The Somnambulist. Orion. 4/5