Kære Julia Heaberlin (Kvinden i graven)

Jeg tror aldrig at jeg får nok af psykologiske thrillers/mysterier, især ikke efter at jeg blev helt hooked på Gillian Flynns forfatterskab. Da jeg første gang stødte på omtalen af din bog Kvinden i graven, syntes jeg plottet lød som noget Flynn kunne have skrevet, og derudover så minder dens danske navn jo også meget om "Kvinden der forsvandt". Der gik ikke længe fra din bog endte i min postkasse, til at den blev færdiglæst.

I bogen overlevede Tessa med nød og næppe en seriemorder. Tessa blev efterladt i en grav sammen med andre piger, men var den eneste overlevende. Tessa kan ikke huske hvordan hun er endt i graven, eller hvem der kidnappede hende, men hendes vidneudsagn er med til at dømme en mand til dødsgangen. Tyve år efter denne traumatiske begivenhed begynder Tessa at føle sig truet, og hun begynder at tvivle på om det nu også var den rigtige mand der endte i fængsel, eller om han måske stadig går rundt, og nu vil sørge for at afslutte hvad han påbegyndte så mange år tilbage. 

Jeg syntes det var vildt spændende at du har opdelt bogens kapitler mellem lige efter Tessa blev fundet i graven og hun er tvunget til at gå til psykolog, og så de tyve år senere hvor hun og advokater prøver at finde beviser på at en uskyldig mand er blevet dømt, samtidig med at Tessa oplever foruroligende ting. Hele tiden skulle jeg lige læse et kapitel mere, og så et mere, og så liiiiiige lidt mere, indtil der ikke var flere, og bogen var slut. Jeg var total opslugt og prøvede hele tiden selv at komme med forklaringer og gætte hvem/hvad/hvor, men jeg kunne på ingen måde regne plottwistet ud. 

Din bog er i stil med "Kvinden der forsvandt", "Kvinden i toget" og alle de andre psykologiske thrillers med "Kvinden" i titlen, og jeg synes helt klart at den fortjener alt den opmærksomhed som den kan få. 

Kærlig hilsen

Julia Heaberlin: Kvinden i graven. Org. titel: Black-Eyed Susans. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. 4/5

Kære Fiona Barton (The Widow)

Størstedelen af de bøger jeg læser, har jeg fået anbefalet af nogen jeg kender, på en eller anden måde. Hvad end det er anbefalet af en ven, en kollega, eller en anden bogblogger. Men nogle gange handler læseoplevelser også om at tage en chance. Det var det jeg gjorde med din domestic noir roman The Widow. Ingen jeg kender eller følger har læst den, så jeg vidste ikke hvad jeg begav mig ud på, men jeg er glad for at jeg tog chancen.

Jean Taylor har været den pligtopfyldende hustru igennem det meste af sit liv. Også efter at hendes mand Glen er blevet beskyldt for at gøre noget utrolig utilgiveligt. Da Glen pludselig dør, står Jean alene tilbage for første gang i lang tid, og for første gang kan Jean fortælle sin side af sagen, og hvad hun ved. 

Ved at skifte mellem Jeans, journalistens og politidetektivens synspunkter, samtidig med at du skifter mellem fortid og nutid, skaber du et fyldestgørende præsentation af den skrækkelige sag, som Jean og Glen bliver fanget midt i. Jeg har altid syntes at skiftende fortællere fungerer fantastisk som virkemiddel i thrillers, og det er ingen undtagelse i din roman. Der er som sådan ingen store twists eller overraskelser i din historie, jeg kunne egentlig forudse slutningen ret hurtigt, men det gjorde mig ingenting, for det der virkelig fungerede for mig, var personkarakteristikkerne. 

Udefra virker Jean som en pligtopfyldende, lidt kuede, hustru, der ikke kan forsvare sig selv, men rimelig hurtigt opdager vi at der er mere til Jean end hvad journalisterne, politiet og endda hendes egen mand troede. I en blanding af stemningen fra "Kvinden på toget" og temaet fra Shrivers "Hvad med Kevin", er det en roman der på fineste vis holdt mig fanget fra start til slut.

Kærlig hilsen

Fiona Barton: The Widow. Bantam Press. 4/5

Kære Amy Christine Parker (Indespærret)

Da biblioteket en uge modtog en ny stak bøger til udlån, og jeg begyndte at stille dem frem på hylderne, var der noget ved din bog Indespærret der greb min opmærksomhed. Selve titlen i sig selv lyder interessant, men det var da jeg vendte den om, og læste bagsideteksten, at jeg besluttede mig for at lade være med at sætte den på plads, men i stedet låne den til mig selv, og tage den med hjem. 

Historien handler således om syttenårige Lyla, der de sidste ti år har levet i Kolonien med sin familie. Kolonien består af familier, der sammen med lederen af Kolonien, kaldet Pioneren, gør sig klar til jordens undergang. Lyla har ikke før sat spørgsmålstegn ved det liv hun lever, og det faktum at hun bl.a. skal lære at skyde, for at kunne forsvare Kolonien fra at blive overtaget af de "farlige" der lever udenfor Kolonien. Da Lyla så møder Cody, og han begynder at stille spørgsmål omkring den måde hendes familie lever på, og den måde Pioneren styrer deres lille samfund på, begynder Lyla selv at blive i tvivl om, hvorvidt verden udenfor deres indhegnede samfund egentlig er så slemt, som Pioneren får det til at lyde. 

Jeg har ikke før læst en bog der omhandler livet i en sekt, og det at beskrive det fra en ung piges synspunkt, som næsten ikke har kendt til andet, lød virkelig lovende. Måske endte jeg dog med at forvente alt for meget af din bog, forvente at jeg ville blive så involveret i historien, at jeg rent faktisk ville fatte sympati med Pioneren, og derigennem forstå hvorfor disse familier valgte at flygte fra det liv de tidligere kendte, for at leve en simpel tilværelse indtil jorden ville gå under. Det punkt nåede jeg dog aldrig. 

Igennem hele bogen tænkte jeg på hvornår Lyla ville få øjnene op for, at verden udenfor ikke er så skræmmende som hun har fået fortalt, og det irriterede mig egentlig også at det er først da hun bliver præsenteret for Cody at hun begynder at tvivle på Pioneren, og begynder at foretage valg, som hun på ingen måde ellers ville have turdet foretage sig, fordi det ville kunne risikere familiens sikkerhed inde i Kolonien. 

Selvom jeg ikke blev lige så begejstret for din bog, som jeg havde håbet, så var det alligevel en interessant fortælling om hvordan det er at vokse op i et isoleret samfund, hvor dommedagsprofetier og truslen udefra konstant hænger over hovedet på én. Desværre var det dog bare en hurtig læst, og hurtig glemt bog for mig.

Kærlig hilsen

Amy Christine Parker: Indespærret (Gated #1). Org. titel: Gated. Carlsen. 3/5

Kære Gillian Flynn (The Grownup)

Det er ingen hemmelighed at jeg ELSKER alt hvad du skriver. Se bare mit brev om Gone Girl, Dark Places og Sharp Objects. Derfor var det både med glæde og skuffelse at jeg fandt ud af at dine novelle  "What Do You Do" fra en novellesamling der udkom sidste år, selv blev udgivet med den nye titel The Grownup, og som vandt en Edgar Award for "Best Short Story" i 2015. Jeg blev glad for nyheden om udgivelsen af din novelle, fordi der endelig er kommet nyt fra dig, men skuffet fordi det "kun" er en novelle. Skuffelsen holdt dog ikke ved længe, for jeg kan på ingen måde være skuffet over det jeg læste. 

Den unavngivne fortæller i novellen er endnu engang en af dine stærke, usympatiske kvinder. Igennem hele sit liv har hun udnyttet velmenende mennesker, først ved at tigge sig til penge sammen med sin mor, og nu ved at gøre karriere som en spiritualistisk medium (dog med et sidejob med at give håndjobs). En dag kommer der dog en kvinde ved navn Susan ind i butikken, som tydeligvis er rystet og har brug for hjælp. Kvinden øjner hurtigt en chance for at tjene gode penge, og indvilliger i at rense det gamle viktorianske hus for onde ånder, som Susan er overbevist om er skyld i at hendes stedsøn Miles er uregerlig og ondskabsfuld. Kvinden regner med at det bliver de mest lettjente penge hun nogensinde får, men der går ikke længe før hun opdager at ikke alt er som det ser ud. 

Jeg er dybt imponeret over hvor meget spænding og tension du formår at fylde ud på de få sider. Jeg troede ærlig talt ikke at jeg ville nå at blive investeret og interesseret i din novelle, fordi den netop er så kort, men der tog jeg grueligt fejl. Du har en evne til at skabe en stemning - meget lig dine andre bøger - på de få sider, dog uden at det kommer til at føles forhastet og forkortet. 

Hvis der findes nogen derude, som endnu ikke har læst nogen af dine bøger (en ufattelig tanke!), så kan de sagtens starte med denne novelle, for den viser alt det du gør bedst, uden at man skal investere mange timer på at lære din skrivestil og dine usympatiske karakterer at kende. Denne novelle har på ingen måde fået mig til at tvivle på at du er en af mine favoritforfattere, faktisk har den kun gjort mig endnu mere overbevist om dette.

Kærlig hilsen

Gillian Flynn: The Grownup. Weidenfeld & Nicolson. 5/5

Kære Harlan Coben (Seks år)

Din nyeste danskoversatte bog Seks år er faktisk den første af dine bøger jeg læser. Jeg havde ingen idé om hvad jeg kunne forvente ved at læse en Coben-krimithriller, men på baggrund af bagsideteksten, var jeg allerede ret fanget.

For seks år siden måtte Jake Fisher sige farvel til sit livs kærlighed. Ud af det blå vælger Natalie nemlig at gå fra Jake, for at gifte sig med en anden mand, og Jake lover Natalie at han vil lade dem være, og ikke kontakte dem nogensinde igen. Men seks år senere ser Jake en nekrolog for Natalies mand. Jake, der siden brylluppet har helliget sig sit liv som universitetsprofessor, beslutter at de formidlende omstændigheder betyder at han gerne må bryde det han lovede Natalie, og møder op til begravelsen. Til Jakes overraskelse er enken dog ikke Natalie. Hvor er Natalie så? Pludselig går den hæsblæsende jagt på at finde ud af hvad der skete med Natalie for seks år siden.

Det var som sagt bagsideteksten der fangede mig, men den siger jo alligevel ikke ret meget, så jeg var spændt på selv at finde ud af hvad der skete med Natalie, for helt ærligt, alting kunne være hændt, og det var jo helt vildt fedt! Hele tiden sad jeg og gættede, og jeg gættede aldrig rigtig, og på den måde holdt du min opmærksomhed, og gjorde at jeg læste din bog færdig på under et døgn. Jeg blev simpelthen nødt til at finde ud af hvad der skete med Natalie.

Det var dog ikke kun fantastisk hele vejen igennem. Jeg var til tider ret skeptisk, for det var ikke alting der var lige realistisk, især ikke hvad en universitetsprofessor kan holde til, men når jeg lod være med at fokusere på det, og bare lod mig følge med historien, så var jeg faktisk ret godt underholdt. Jeg elsker at du har skrevet en krimithhriller der er en standalone, altså jeg skal ikke slæbe mig igennem de næste 5 i serien, men at du formår at skabe en historie med start, midte og slutning. Det kan jeg forholde mig til, og det gør, sjovt nok også, at jeg rigtig gerne vil læse flere af dine bøger.

Kærlig hilsen

Harlan Coben: Seks år. Org. titel: Six Years. Anmeldelseseksemplar fra Gads Forlag. 4/5

Kære Paula Hawkins (The Girl on the Train)

Det sidste stykke tid er jeg blevet umådelig glad for at læse thrillers med kvindelige hovedpersoner, som omhandler deres, på forsiden, normale liv, de såkaldte Domestic Noir eller Domestic Thrillers, som bl.a. Gone Girl hører under. Du har med The Girl on the Train tilføjet endnu en spændende roman til samme genre, og den holdt mig fanget med sine twists and turns.

I bogen følger vi Rachel, som hver eneste dag taget toget frem og tilbage, fra det hjem hun deler med en veninde. På disse ture kigger hun tit ind i haven til et hus som, toget hver dag kører forbi, og hvor Rachel er vidne til det perfekte parforhold, men en dag ser Rachel noget der ikke går op med den forestilling hun har om parrets liv, og da kvindens forsvinding pludselig er i nyhederne kort tid efter, føler Rachel at hun bliver nødt til at fortælle politiet hvad det var, hun var vidne til. Rachel er dog ikke den mest pålidelige vidne, da det hurtigt står klart for læseren at Rachel drikker, og hun drikker meget. Så hvad er sandt, og hvad er en del af Rachels fantasi?

Selve opbygningen af bogen var meget anderledes end jeg havde troet, for foruden Rachels synspunkt, får vi også synspunktet fra to andre kvinder, som har betydning for Rachels historie. Et virkemiddel som fungerede fantastisk, og som var med til at opretholde spændingen igennem hele bogen. Igennem hele bogen tvivlede jeg netop på Rachel som en troværdig fortæller, og jeg sad flere gange og prøvede at stykke sammen hvad der var ægte, og hvad der var en fuld kvindes besættelse og hallucinationer. Men selvom hun var utroværdig, og hun blev ved med at spænde ben for sig selv, så kunne jeg ikke lade være med at holde af hende

Da jeg nåede til slutningen, og det hele blev åbenbaret, sad jeg tilbage med åben mund, og var blevet fuldstændig overrasket. Jeg havde ikke set det komme! Det hele gik op i en højere enhed, og du har formået at give dine læsere små hints igennem hele bogen, uden at de på nogen måde formåede at spoile den gode slutning. Kudos to you. Jeg kan helt ærligt sige at jeg var godt underholdt igennem læsningen af din bog. Det var ikke så meget selve "whodunnit" der fangede mig, som det var personkarakteriseringerne af de tre kvinder, hvis synspunkter du fremstiller, og altså det psykologiske aspekt af bogen. 
The Girl on the Train er helt sikkert en fantastisk tilføjelsen til Domestic Noir genren. Nu venter jeg bare på at filmatiseringen snart kommer, hvilket den siges at gøre i 2016..

Kærlig hilsen

Paula Hawkins: The Girl on the Train. Transworld 4/5

Kære Barry Lyga (Blood of my blood)

Dette brev indeholder spoilers til forrige bøger i serien; I Hunt Killers og Game

Sidst jeg læste om Jazz, Connie og Howie, stod de hver især i skræmmende situationer; Howie blev slået bevidstløs mens han skulle passe på Jazz' bedstemor, Connie er blevet taget til fange af Billy Dent og Jazz ligger såret i et opbevaringsrum, skudt af en seriemorder. Blood of my blood fortsætter lige fra hvor Game sluttede, og alle tre teenagere overlever dog, men Billy Dent er stadig på fri fod, og Jazz vil ikke stoppe for noget, eller nogen, for at fange sin seriemorderfar, også selvom det betyder at politiet nu også er efter ham. Det er svært at vide hvem der jager hvem, for selvom Jazz er lige i hælene på Billy, så gør Jazz muligvis også lige præcis det Billy ønsker at han skal gøre. Det er dog ikke kun farmand som Jazz skal have fanget, for i skyggerne lurer også Kragekongen – den mægtigste seriemorder i landet.

Jeg troede faktisk ikke det var muligt for dig at gøre historien om Jazz og co. mere spændende og nervepirrende, end slutningen af forrige bog, men jeg tog gruelig fejl. Igennem hele denne bog sad jeg nærmest på kanten af sædet, for du bygger op og bygger op og bygger op, indtil det hele forløses i slutningen, hvor jeg nærmest sad med åben mund og ikke kunne tro på det jeg læste. Jeg må ærligt indrømme at jeg på ingen måde havde set historien om Jazz og Billy Dent tage den drejning den gjorde, og jeg er faktisk imponeret over at du netop har valgt denne slutning, end ”bare” at lade historien ende som forventet... eller i hvert fald som jeg havde forventet.

Jazz står ved en skillevej, hvor han skal finde ud af hvad han virkelig er i stand til, og hvad han ønsker at være i stand til. Denne personlige udvikling er en af bogens stærkeste dele, og Jazz' endelige kamp med sig selv om at gøre det rigtige og gøre det han har lyst til, har været længe ventet i hele trilogien. Howie er igen bogens comic relief, men i tredje og sidste del af serien er humoren blevet tonet lidt ned, hvilket passer mig fint, for det ville ellers virke malplaceret i forhold til de seriøse problemer og situationer de alle befandt sig i.

Din Jasper Dent trilogi startede okay, dog havde den sine svage punkter, men det har du i hvert fald gjort op med i de to sidste bøger, hvor spændingen, uhyggen og mysteriet virkelig kom til sin ret.

Kærlig hilsen

Barry Lyga: Blood of my blood (Jasper Dent #3). Anmeldelseseksemplar fra Høst & Søn. 4/5

Kære Gillian Flynn (Dark Places)

Jeg begyndte at læse Dark Places med skyhøje forventninger, for efter at have læst Sharp Objects og Gone Girl (en af mine all-time favoritbøger), så var du godt på vej til at snige dig ind på min liste over yndlingsforfattere. Heldigvis skuffede du (og bogen) ikke.

Som syvårig blev Libby Days mor og søster brutalt myrdet, mens Libby var hjemme. Libby var derfor en af hovedvidnerne der fik sat hendes egen bror Ben i fængsel for livstid for mordene. Den barske oplevelse har efterladt dybe ar i Libby, som gør at hun går rundt med selvmordstanker, når hun ikke lige føjer hendes tendenser til kleptomani. Siden mordene har hun ikke haft nogen tæt forbindelse med andre, og hun gør intet for at passe ind i samfundet, ønsker ikke engang at have et arbejde. Libby har klaret sig fint med donationerne fra godhjertede mennesker, men nu er kontoen ved at være tom, og andre små piger i landet har taget hendes plads som det stakkels barn uden midler, som får fremmede menneskers hjerte (og pengepung) til at bløde.

Behovet for lette penge gør at Libby siger ja til at mødes og hjælpe Kill Club, som består af en gruppe mennesker der tror på Bens uskyld, og vil finde beviser på dette. Libby begynder dermed at besøge mennesker fra familiens fortid, mod betaling selvfølgelig, for at grave i hvad der virkelig skete den nat, og langsomt begynder Libby at tvivle på hvad hun faktisk så den nat hendes familie blev myrdet, ligesom hun også begynder at tvivle på om menneskerne omkring hende fortæller sandheden.

Endnu engang har du formået at skrive en fantastisk spændende bog. Alle dine bøger handler om meget komplekse, ødelagte kvinder, og Libby er ingen undtagelse. Selvom hun ofte er meget usympatisk, så giver du læseren mulighed for at komme dybt nok under huden på hende til at man alligevel begynder at fatte sympati for hende, selvom hun prøver at gemme sig bag en mur af vrede og utilnærmelige opførsel.

Selve historien formår du ligeledes at gøre mere og mere spændende, for du har opbygget bogen på sådan en måde at læseren skiftevis følger Libby og hendes kamp om at finde frem til sandheden, og også følger Ben og deres mor i dagen op til mordet. Spændingen stiger og stiger for hvert kapitel og til slut kulminerer det hele i et kæmpe brag, og alt bliver lagt på bordet. Da sidste side var blevet vendt, sad jeg måbende tilbage. Jeg beundrer din måde at skrive thrillers på, som holder læseren fast indtil alt er blevet afsløret, og jeg håber sådan at der snart kommer en ny bog fra dig. Indtil da kan jeg vente i spænding på filmatiseringen af netop Dark Places.

Kærlig hilsen

Gillian Flynn: Dark Places. Phoenix. 4/5

Kære Chuck Palahniuk (Fight Club)

Det er de færreste der ikke kender til filmatiseringen af din korte historie om den unavngivne hovedperson og hans møde med den uregerlige Tyler Durden. Jeg stødte første gang på titlen Fight Club i en engelsktime i gymnasiet da en klassekammerat sammenlignede det tema vi havde om, med det plottwist som din historie er blevet kendt for. Derfor var jeg allerede bevidst om hvad der ville ske i filmen Fight Club (selvom første regel i Fight Club er ikke at tale om Fight Club), men alligevel blæste filmen mig omkuld. Da jeg kort tid efter fandt ud af at den var baseret på din bog, så var det en selvfølge at jeg også skulle læse den på et tidspunkt, for som regel er bogen jo bedre end filmatiseringen, ikke? Desværre ikke i dette tilfælde.

I bogen er den unavngivne fortæller træt af sit liv. Han går rundt i en døs, fordi han ikke kan sove. Det eneste der hjælper ham med at få noget søvn, er at møde op til forskellige selvhjælpsgrupper, hvor han kan græde ud ved skuldrene af syge mennesker, og de trøster ham fordi de også tror han er syg. Da en kvinde også begynder at dukke op til de samme forskellige grupper, så bliver han hæmmet og kan ikke længere give slip på sine tårer og dermed ikke sove. I stedet møder han pludselig Tyler Durden som åbner en verden for ham med blod, blå mærker og løse tænder. Tyler har skabt Fight Club hvor mænd kan dukke op og tæske hinanden i stumper og stykker, og samtidig give hinanden en følelse af at have noget indhold i deres liv. Dog stopper Tylers planer om vold ikke kun hos klubben, men han ønsker at involvere resten af verden, stik imod hvad fortælleren ønsker, og han prøver på at sætte en stopper for det.

Jeg blev overrasket over at finde ud af at den lille bog på lidt over 200 sider faktisk er hele grundlaget for filmen, lige fra start til slut. Der var intet ved historien der overraskede mig, andet end din skrivestil, og det er lige præcis på grund af din skrivestil at bogen slet ikke var noget for mig. Der var få tidspunkter hvor jeg tænkte at det var en helt fantastisk bog, men størstedelen af tiden var jeg frustreret. Så frustreret at jeg flere gange tænkte på at opgive at læse den færdig. Jeg er dog glad for at jeg læste den færdig, for da min udgave af bogen endte med dit nye afterword, blev jeg igen blæst omkuld – denne gang med dine beskrivelser af det store indtryk Fight Club har haft på folk rundt omkring i verden. For fremtiden tror jeg dog bare at jeg sætter filmen på hvis jeg vil have en ordentlig omgang fiktiv tæsk.

Kærlig hilsen

Chuck Palahniuk: Fight Club. Vintage Books 2/5

Kære Leonora Christina Skov (Hvor intet bryder vinden)

Jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme at før jeg læste din nyeste roman Hvor intet bryder vinden så kendte jeg faktisk ikke noget til dit forfatterskab, men nu kommer jeg i hvert fald ikke lige til at glemme dig foreløbigt.

I din nyeste thriller har syv danske kunstnere og forskere fået et legat til en måneds fri arbejdsophold på den lille ubeboede ø Stormø. Af hvem de har fået dette legat, er der ingen af de syv der ved, men alligevel vælger de alle at tage imod tilbuddet, for nogle af dem er det endda en kærkommen mulighed for at flygte fra den benhårde virkelighed der ellers venter dem derhjemme. Der er dog ingen af de syv mennesker der havde forventet at skulle indlogeres i et glashus, uden mulighed for at komme i kontakt med fastlandet og uden mulighed for at komme væk. Isolationen gør hurtigt stemningen anspændt og paranoia begynder at påvirke de syv gæster, især da den første person forsvinder og den næste falder i døden. Da de resterende gæster prøver at finde ud af hvad der foregår på øen, opdager de at deres livshistorier og hemmeligheder er flettet ind i hinanden - historier og hemmeligheder om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar.

Da jeg intet kendte til dit forfatterskab i forvejen, så vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente af den lille, fine hardback da jeg stod med den i hånden. For fin er den i hvert fald, med smudscover i den sarte grønne farve med den majestætiske kronhjort, som dækker over den flotte dyblilla bog indeni. Det er bogdesign når det er bedst. 

Efter at have nydt udseendet af bogen exceptionelt længe, gik jeg lige så forsigtigt i gang med at læse den, men der gik ikke lang tid før siderne nærmest vendte sig selv. Jeg fløj igennem det ene kapitel efter det andet, egentlig ikke kun for at finde ud af hvorfor den ene gæst efter den anden forsvandt eller døde, men for at få indblik i hver af de syv gæsters livshistorie. Du veksler nemlig mellem gæsternes nutid og deres enkelte fortidsoplevelser, som har ført til dem glashuset på Stormø. Hver eneste karakter er dybt komplekst, og den ene mere usympatisk end den anden, men du formår alligevel at skildre deres følelser og reaktioner så ægte, at jeg ikke kan undgå at sympatisere mig med dem. Under læsningen gik det lige så langsomt op for mig hvordan deres liv hver især havde påvirket hinanden, og jeg sad tilbage og var dybt imponeret hver eneste gang et nyt lag af historien blev skrællet væk og afslørede hvor dybt historien strækker sig. Jeg ville ønske at jeg endnu havde din bog til gode, for hvor ville jeg virkelig gerne kunne læse den igen for første gang.

Kærlig hilsen

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 5/5

Kære Morten Ellemose (Killer Killer)

I din gotiske thriller / krimi / spændingsbog Killer Killer begynder seriemorderen Angelface at slå mennesker ihjel på de mest bestialske måder i New York. Vicekommisær Barritsch og profiler Karen Walsh bliver sat på sagen, men kan ikke finde sammenhængene mellem mordene, før den arrogante religionshistoriker Mordechai Rheingold hjælper dem med at finde en relation mellem mordene og et ældgammelt broderskab. Selvom Rheingold hjælper dem, drager alle spor dog tilbage til ham, og Barritsch ser ingen anden løsning end at anholde ham, men mordene stopper ikke med anholdelsen af Rheingold. Barritsch og Karen må derfor arbejde hurtigere for at undgå flere mord, men det er svært når ikke alle er som de udgiver sig for at være.

Din bog starter virkelig hårdt ud med en kvinde der står overfor et umuligt valg: hvem skal dø? Din søn eller din datter? Og så er vi virkelig i gang. Det er en barsk historie, jeg tror aldrig jeg har læst en bog så brutal før, men underligt nok var det med til at holde mig fanget. Jeg blev nødt til at læse videre for at finde ud af hvilke modbydeligheder Angelface nu fandt på og om det nogensinde ville blive muligt for politiet at fange ham. Og lige da jeg tror at jeg har regnet det hele ud, så kommer der et plottwist. Og så endnu et... og så igen. Jeg elsker hvordan du løber om hjørner med mig, så jeg på intet tidspunkt kan vide mig sikker i hvad der kommer til at ske, hvilket dog desværre også til tider gør mig dybt forvirret over hvornår visse personer er de gode og hvornår de er bad guys, hvornår jeg skal heppe på dem, og hvornår jeg skal hade dem.

Da jeg startede med at læse din bog, kunne jeg med det samme drage paralleller til historien om Hannibal Lecter, hvilket der også bliver nævnt bag på bogen, men samtidig syntes jeg også at den mindede meget i stil med Dan Browns spændingsromaner, og måske med en snert at Saw-filmene. Blandingen af disse gjorde historien utrolig spændende, men til tider mindede din bog dog bare for meget om dem, og gjorde at jeg følte jeg havde læst historien før, hvilket igen gjorde at den til tider blev for klichefyldt.

Alt i alt var din bog en spændende bog jeg hurtigt fik læst igennem, men tit sad jeg med følelsen af at jeg havde læst den før.

Kærlig hilsen

Morten Ellemose: Killer Killer. H. Harksen Productions. Anmeldelseseksemplar fra forfatteren. 3/5

Kære Gillian Flynn (Sharp Objects)

I din debutroman Sharp Objects følger vi Camille Preaker. Camille er journalist i Chicago og står for at skrive artikler der omhandler vold og mord. 

Da to små piger findes myrdet indenfor 9 måneder i en lille by, er det Camille der bliver sat på på jobbet om at skrive om sagen. Foruden at det er indenfor hendes journalistiske ekspertise, så bliver Camille også valgt fordi byen Wind Gap er den samme by som Camille er vokset op i. Derfor kender Camille borgerne i byen og kan drage fordel af dette, men ulempen er at hun skal stå ansigt til ansigt med familien igen – en distanceret mor, en tilbagetrukket stedfar, en teenage halvsøster som giver ny betydning til termen mean girl, og også mindet om hendes døde søster. 

Oplevelsen med at se sin søster sygne hen har ført dystre og mørke tanker ind i Camilles liv, noget der førte til at hun begyndte at skære i sig selv, og gør at hun drikker meget mere end hvad godt er, for at dulme smerten.

Du har skrevet en virkelig spændende psykologisk thriller, der giver indblik i et skadet sind og en interessant mordsag. Starten var dog lidt tung og kringlet, så derfor tog det mig også et lille stykke tid før jeg fandt rytmen, kom ind i historien, og blev fanget af stemningen, men da jeg først nået det punkt, så var der ingen vej tilbage, og jeg slugte din barske bog på under et døgn. Camille er en meget kompliceret kvinde der kæmper med en masse mørke dæmoner, hvilket var noget der både fik mig til at føle både med, og for, hende, ligesom hendes forhold med hendes mor var noget der fik mig til at krumme tæer.

Jeg troede egentlig ”bare” det var en helt almindelig whodunnit historie med en interessant hovedperson der ville tilføje nogle ekstra lag til historien, men din bog tager en drejning over i noget helt andet, noget jeg ikke havde set komme, hvor din slutning fører historien op i en højere enhed, og virkelig lod mig være tilbage med en eneste tanke: wow!

Kærlig hilsen

Gillian Flynn: Sharp Objects. Phoenix 4/5

Kære Barry Lyga (Game)

I din fortsættelse til I Hunt Killers, som jeg skrev et brev til dig om her, er der i Game gået flere måneder siden at seriemorderen, der kopierede Billy Dents mord, blev fanget. Jazz er stadig meget påvirket af skyld over at han, ubevidst, var med til at hjælpe sin far, Billy, med at flygte, så da en politibetjent fra New York dukker op på Jazz' dør og beder om hjælp med at fange en ny seriemorder, tøver Jazz da han ikke vil være skyld i flere mord på uskyldige. Jazz vælger dog alligevel at tage med til New York og bruge sin specialviden om seriemordere til at hjælpe politiet med at fange Hat-Dog morderen. Samtidig er Jazz nødt til at have øjnene åbne, for gode gamle farmand går stadig rundt i offentligheden, og måske er han endda i New York.

Din bog starter ud med morderens synspunkt og tanker, hvordan han bl.a. ser sine ofre som ting. Det er en virkelig barsk start på en bog, men det var samtidig også det der virkelig gav mig lyst til at læse videre. Ligesom i bog 1 er den proppet med humor, som rent faktisk er sjovt! Humor i bøger kan tit godt falde til jorden, men ikke i din serie. Det gør du godt. 

Ved den første bog var jeg måske knap så imponeret, men jeg bliver nødt til at indrømme at jeg synes at denne bog 2 er væsentlig bedre end den første. Hvorfor den er bedre har jeg lidt svært ved at forklare, men jeg tror især det skyldes at selve historien er mere gennemtænkt, og gjorde jeg blev hurtigere fanget af at læse den, og måske også fordi at synspunkterne skifter mellem Jazz, Howie, Connie og Hat-Dog morderen. Måske netop fordi jeg ikke er inde i hovedet på Jazz igennem hele bogen, gjorde at jeg kunne lide ham meget mere i denne omgang. Og så er Howie bare helt fantastisk, og det er skønt at hans tanker får lov til at være en del af handlingen.

Der er sket en stor forbedring i din serie, og jeg glæder mig utrolig meget til at læse videre, især fordi Game slutter på et meget kritisk tidspunkt. En rigtig cliffhanger.

Kærlig hilsen

Barry Lyga: Game (Jasper Dent #2). Anmeldelseseksemplar fra Høst og Søn. 4/5

Kære Caroline Kepnes (Du)

Din bog Du fortæller om en dybt forstyrret kærlighedshistorie. Joe arbejder i en boghandel, og en dag kommer Beck ind for at købe en bog. Joe bliver straks forelsket og fascineret af den smukke og seksuelle, forholdsvis unge, Beck, som har den korrekte smag i bøger, og som drømmer om at blive forfatter. For at komme tættere på Beck begynder Joe at holde øje med hende, følger med i hendes online aktiviteter og finder en måde hvorpå han kan læse hendes mails. Beck begynder også at fatte interesse for den sjove og intelligente Joe, da han, sjovt nok, formår at være den perfekte fyr for hende. Da der begynder at ske frygtelige ting omkring hende, bliver Joe den perfekte skulder at græde ud ved, noget som Joe fuldt ud udnytter til sin fordel.

Du har formået at skrive en bog der virkelig skiller sig ud. Foruden at vi følger historien fra Joes synspunkt – altså at vi får indblik i hvad der sker fra en sociopats synsvinkel – så er hele bogen også skrevet på sådan en måde at det er Joe der skriver til Beck, og omtaler hende som ”Du”. Det er virkelig et fedt virkemiddel. Det gjorde dog også at det tog mig lidt tid at komme ind i den skrivemåde, men da jeg først havde det, gik læsningen let.

Du skriver godt, for selvom jeg føler afsky overfor Joes handlinger, så er der flere gange hvor jeg må stoppe op og minde mig selv om at han er ”the bad guy”, simpelthen fordi jeg flere gange oplever at jeg håber han i nogle situationer ikke bliver opdaget. Det beviser overfor mig hvor godt du skriver, og gør helt sikkert at jeg tvivler på min egen sindstilstand, når jeg sådan kan begynde at holde med den onde.

Derudover elsker jeg de litterære og popkulturelle referencer du har med i bogen, noget der virkelig gør at jeg kan forholde mig til historien. 

Kærlig hilsen

Caroline Kepnes: Du. Org. titel: You. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag modtaget igennem Bogrummet.dk. 4/5

Kære Barry Lyga (I Hunt Killers)

I din bog I Hunt Killers møder vi Jazz. Jazz er ikke en helt normal teenager, for da han var 13 år gammel blev hans far fængslet for at have begået 124 mord igennem mange år. Jazz' far er en seriemorder. Nu som 17 årig er Jazz selv bange for at han har arvet sin fars mørke side, netop fordi Jazz kan sætte sig ind i seriemorderes tankegang, en evne Jazz har fået efter hans far har givet ham en masse tips og tricks i forhold til seriemorder erhvervet.

En dag bliver en kvinde fundet myrdet i byen, og Jazz er overbevist om at det er en seriemorder der igen er på spil i deres lille by, så for at overbevise sig selv og resten af byen at han ikke er en kommende morder, hjælper Jazz politiet, sammen med sin ven Howie og sin kæreste Connie, at opklare mordet – dog ikke til politiets glæde. Som undersøgelsen skrider frem dukker der flere mord op, og det går op for Jazz at der er en person der kopierer Jazz' fars mord. Dette får Jazz til selv at skulle gøre op med sine dæmoner, bl.a. ved at møde sin far for første gang siden anholdelsen.

Det bedste ved din bog er helt klart det psykologiske aspekt. Selve den diskussion om man kan arve ondskab eller om det er ens miljø der gør én ond er det evige spørgsmål, og i denne bog er hovedpersonen offer for både arv og miljø, og har igennem sin barndom været blevet manipuleret og hjernevasket af sin far. Dette gjorde ligeledes at jeg igennem bogen havde en konstant tvivl om Jazz virkelig er ond eller ej, især fordi du giver os læsere indblik i hans tanker, tanker som ikke normalt opstår hos almindelige 17 årige drenge, ligesom at Jazz er besat ved tanken om seriemordere.

Selve plottet om Jazz der hjælper politiet med at finde en morder syntes jeg tilgengæld var fladt. Jeg syntes den var urealistisk, hvilket gjorde at jeg slet ikke blev særlig fanget af historien, og jeg tror ikke jeg interesserer mig nok for at vide hvad der sker senere hen for Jazz, selvom den psykologiske udvikling af ham kan blive virkelig godt.

Kærlig hilsen

Barry Lyga: I Hunt Killers (Jasper Dent #1). Anmeldereksemplar fra Høst & Søn (modtaget igennem Bogrummet.dk). 3/5