Kære Hanya Yanagihara (Et lille liv)

Nærmest lige siden din roman Et lille liv udkom sidste år, har den fået ros. Den har fået så meget ros, at mine forventninger var skyhøje, da jeg endelig fik påbegyndt den danske oversættelse.. 

I romanen følger vi 4 studiekammerater, der er flyttet til New York, for at skabe sig et respekteret og fyldestgørende liv. Omdrejningspunktet for deres venskab er i høj grad Jude. Jude der holder sin fortid tæt ind til sig, som ikke har en familie at kunne støtte sig op ad, og som har været i en ulykke, der gør at han halter og må leve med kroniske smerter. 

Igennem flere årtier følger vi deres venskaber, deres personlige- og karrieremæssige udvikling, og især Judes kamp med sine smerter, både dem der skyldes kroppens nedbrydning og dem der skyldes de følelsesmæssige konsekvenser ved at undertrykke sin fortid. 

Mine forventninger var skyhøje, og du indfriede hver og en af dem. Det er hård og barsk læsning at være vidne til Judes konstante ulykke, og lige da jeg troede at det ikke kunne blive værre, gjorde du det lige lidt værre for ham. Jeg havde lyst til at holde om Jude og fortælle ham at alt nok skulle blive okay igen, at trøste ham, og sige at han er noget værd.

Det er en barsk bog, som både inkluderer seksuelt- og følelsesmæssigt overgreb, selvskade, misbrug og dødsfald, og jo mere jeg læste om Judes liv, jo mere hulkede jeg. Du formår at trykke på de helt rigtige knapper, næsten på en helt manipulerende måde, så man ikke kan andet end at sørge over det lille liv  som Jude har fået tildelt. Et liv som ingen på nogen som helst måde fortjener. 

Kærlig hilsen

Hanya Yanagihara: Et lille liv. Org. titel: A Little Life. Anmeldereksemplar fra Politkens Forlag. 5/5

Kære Lauren Groff (Skæbne og hævn)

Man skal passe på med at udråbe bøger til at være "den næste ...." eller "minder om ...." for tit og ofte passer det slet ikke. I forhold til din roman Skæbne og hævn, har jeg hørt at den skulle minde om "Gone Girl", men foruden en hvis fortællerteknik der er ens, så er din roman helt sin egen. 

Der er altid to sider af samme sag, og i din bog følger vi de to sider af det samme ægteskab mellem Lotto og Mathilde. Bogen er opdelt i to dele: skæbne og hævn. I "skæbne" følger vi Lotto og hans tanker. Hvordan han voksede op med en excentrisk mor, blev hovedkuls forelsket i Mathilde ved første øjekast, og hvordan han kæmper for en karriere som skuespiller, for senere i livet at finde sin forte som manuskriptforfatter. 
 I "hævn" oplever vi Mathildes side af sagen, og hvordan hendes opvækst er forløbet, hvilket giver et helt andet billede af både Lotto og Mathilde, og deres 20+ års lykkelige ægteskab. 

Det er en yderst velskrevet roman, faktisk nærmest poetisk til tider, hvilket gjorde det til en fryd at læse den. Du kan noget med ord, og sætte dem sammen til sætninger, der får mig til at genlæse visse afsnit igen og igen, for at få det hele med, men det er især personkarakteristikkerne der virkelig holdt min interesse fanget. Hvordan du kan få mig til at fatte sympati for karakterer, der egentlig til tider er moralsk fordærvede.

Jeg kan godt lide ideen med at du, igennem bogen, er med til at fortælle at ingen rigtig kender hinanden, også selvom man har været gift i flere årtier. At der er tider hvor man lyver for sig selv, for at kunne blive ved med at opretholde den illusion man har fået bygget op inde i sit hoved, og bygget op for omverden. Det er fedt hvordan vi som læser bliver præsenteret for først Lottos skildring af sig selv og Mathilde, for dernæst at få Mathildes side af sagen, og hvordan visse hemmeligheder kan være med til at få denne illusion til at briste. 

Din roman er yderst interessant, velskrevet, og formåede også at overraske mig igennem læsningen, så jeg var godt underholdt hele vejen igennem.

Kærlig hilsen

Lauren Groff: Skæbne og hævn. Org. titel: Fates and Furies. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Matthew Quick (Forgive Me, Leonard Peacock)

Da jeg startede med at læse din bog Forgive Me, Leonard Peacock, var jeg egentlig lidt overbevist om at det ville være en dårlig læseoplevelse for mig. "Hvorfor det?" ville du måske spørge, og det har jeg helt ærligt ikke et ordentlig svar på. Måske skyldtes det de blandede anmeldelser. Måske skyldtes det at jeg egentlig ikke kunne lide filmatiseringen af din anden roman "The Silver Linings Playbook", selvom jeg selvfølgelig ikke burde dømme din bog på baggrund af en filmatisering af en af dine andre bøger. Ligegyldig hvad, så forventede jeg lidt at jeg ville læse denne bog, og derefter give bogen videre, men det kan jeg ikke få mig selv til længere. 

Du har skrevet en stærk roman om en dag i den unge dreng Leonard Peacocks liv. En dag der vil komme til at betyde meget for ham, da det er hans 18 års fødselsdag, og han har besluttet at skyde sin tidligere bedste ven, før han skyder sig selv. Men inden da, bliver Leonard nødt til at sige farvel til nogle personer, der har haft en betydning for ham. Disse personer inkluderer hans ældre nabo, som Leonard ser Bogart-film sammen med. Det gælder også den violinspillende dreng fra skolen, og den præstedatter han har stiftet bekendtskab med, og det inkluderer særdeles den ene lærer som virker ægte. 

De første hundrede sider var jeg egentlig ikke så interesseret. Din bog virkede kedelig, klichéfyldt og forvirrende med de breve der pludselig dukker op mellem et par af kapitlerne, men så pludselig giver det hele mening. Jeg begyndte at forstå Leonard, og jeg begyndte også at forstå de mærkelige breve jeg havde læst, og derfra begyndte mit hjerte at smelte. Det er en barsk bog, der omhandler det at være anderledes, være deprimeret, og ikke at kunne se en anden udvej end at gøre en ende på det hele. Og det er en bog der har verdens bedste lærer som karakter. Hvis det ikke var for denne unikke lærer, så tror jeg desværre at bogen i sidste ende vil have føltes fladt. I stedet gav den mig tårer i øjnene og et håb for fremtiden for alle de Leonard'er der findes derude. 

Jeg kan kun anbefale alle om at læse den, og jeg forstår ikke hvorfor den ikke har fået mere omtale end den har. Nu tør jeg endda give mig i kast med at læse "Silver Linings Playbook". 

Kærlig hilsen

Matthew Quick: Forgive Me, Leonard Peacock. Headline. 4/5

Kære Liane Moriarty (Store små løgne)

Igennem Store små løgne blander du et mordmysterie sammen med vigtige temaer som mobning og vold. Det lyder som den perfekte blanding, jeg tænkte du ville være perfekt til at skrive, efter at have læst Min mands hemmelighed. Desværre endte denne nyeste udgivelse dog med at være middelmådig i mine øjne.

I bogen følger vi tre kvinder (meget lig din tidligere bog), som hver har deres problemer og udfordringer i livet, både som værende kvinde, mor og kone. Madeline er en stærk og karismatisk kvinde, der dog står overfor den udfordring af hendes eksmands er flyttet ind i kvarteret med sin nye kone, og deres fælles teenagedatter er begyndt at ville tilbringe mere og mere tid med faderens familie. Celeste er den rige, smukke kone med tvillingedrenge, som får meget opmærksomhed fra de andre mødre på børnenes nye skole. Selvom hendes ydre ikke viser det, så bærer Celeste dog rundt på en stor hemmelighed. Jane er den unge, enlige mor der lige er flyttet til byen. Jane havde en skrækkelig oplevelse tidligere i sit liv, der har ført hende til at være indadvendt og tilbagetrukkent, men med hjælp fra Madeline og Celeste, begynder hun at åbne sig lidt op for verden.

Da skolen, hvor deres børn går på, holder den årlige quizaften, ender aftenen med et lig. Hvem liget er, og hvordan det kom så vidt, lader du læseren lige så stille finde frem til, ved at kapitlerne skifter mellem de tre kvinders synspunkt i tiden op til aftenen, og interviewbrudstykker med deltagerne til quizaftenen.

Noget du er virkelig dygtig til, er at lave spot on observationer og beskrivelser af menneskers, især nok kvinders, tankegange. Der var så mange ting jeg kunne relatere mig til, og sympatisere med, selvom disse kvinder står overfor udfordringer jeg ikke selv har stået overfor, og de er et helt andet sted i deres liv end mig. Dog blev jeg ikke helt så investeret i historien, som jeg kunne have været, hvilket i høj grad skyldtes at der nogle gange blev taget valg jeg ikke kunne forstå, og en bestemt karakter åbenbart var, mod slutningen, helt modsat af det jeg som læser var blevet præsenteret for igennem hele bogen. Det virkede utroværdig, og egentlig som om du tog det valg, for at plottet kunne give mening.

De små interviews mellem hvert kapitel, havde til formål at øge spændingen, med hensyn til hvad der egentlig skete til den quizaften, men for mig blev de i stedet et irritationsmoment i min læsning. Jeg kunne ikke tage dem seriøst, fordi de interviewede heller ikke tog situationen seriøst, men mest af alt behandlede det som om at det var en spøg. Jeg ville meget hellere kun have fokuseret på Madeline, Celeste og Janes udvikling i bogen, for for mig er den stærkeste del af din bog, nemlig personkarakteristikkerne, og at se disse tre kvinder kæmpe imod deres dæmoner i livet, og blive stærkere og modigere.

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Store små løgne. Org. titel: Big Little Lies. Gave fra Politikens Forlag. 3/5

Kære Morgan Matson (Since You've Been Gone)

Det var egentlig en impulsbeslutning der gjorde, at jeg valgte at låne din bog Since You've Been Gone, og hvor er jeg uendelig glad for at min impulsive side kan vælge sådan en overraskende god bog!

I bogen får Emily ikke den sommer som hun havde håbet på. Hendes bedste ven Sloane er sporløst forsvundet, og alle deres fælles planer er dermed forsvundet sammen med hende. Emily og Sloane laver ellers alting sammen, så at skulle se frem til en hel sommer uden hende, virker uoverskuelig for Emily... Men så får Emily en sommerlig to-do liste, afsendt af Sloane, hvori tretten meget forskellige, og mærkelige udfordringer får Emilys hjerte til at banke til hårdere. For hvad nu hvis udførelsen af disse udfordringer, hvilket både inkluderer nøgenbadning, danse indtil solopgang og kysse en fremmede, faktisk leder Emily til Sloane. Med denne forventning begynder Emily lige så stille at gennemføre disse udfordringer, og på denne vej mod listen ende, møder Emily også nogle nye venner..

Det er simpelthen den sødeste sommerbog jeg har læst! Jeg må helt ærligt indrømme at jeg jo nok havde en fordom om at din bog ville være for ungdommelig og klichefyldt for min smag, og jeg forholdt mig da også meget kritisk til de første par kapitler, men efter det gik der ikke længe før jeg overgav mig, og lod mig underholde og blive rørt af din søde historie. Jeg elskede det venskab de to piger havde med hinanden, og hvordan Sloane, som er den udadvendte og likeable pige, prøver at udfordre Emily til at komme ud af sin skal, leve livet, og finde sig selv som andet end ”Sloanes veninde”.

Du har skrevet en bog om personlig udvikling, pakket ind i en sød historie om kærlighed og venskaber. Jeg kunne virkelig relatere til Emilys sårbarhed, tvivl og frygt, hvilket nok også er årsagen til at jeg elskede bogen så meget som jeg gjorde, og det var skønt at følge Emilys personlige udvikling, og faktisk også utrolig spændende at finde ud af hvad der egentlig skete med Sloane, der gjorde at hun pludselig forsvandt uden et ord.

Nu når den danske sommer tydeligvis er ovre, så kan din bog dog bringe lidt sommer ind i ens liv igen.

Kærlig hilsen

Morgan Matson: Since You've Been Gone. Simon & Schuster Books for Young Readers. 4/5

Kære R.J. Palacio (Wonder)

I din skønne, livsbekræftende bog Wonder, mødte jeg den dejligste dreng der findes i litteraturens verden, nemlig August.

August, eller Auggie som han bliver kaldt, er en dreng der blev født med et deformt ansigt, men inderst inde er han en helt almindelig 10 årig dreng, der elsker Star Wars. Selv efter mange plastikoperationer, skiller Auggie sig ud i mængden, og nogle gange skræmmer han andre børn, og endda voksne, med sine markante ansigtstræk. Alle de komplikationer der hører med til at blive født med et deformt ansigt, har gjort at Auggie aldrig har gået i skole, men dette ændrer sig da han når 5. klassetrin. Nu bliver Auggie ”den nye elev” på skolen, og hvis dette ikke var slemt nok i forvejen, så hjælper det heller ikke at Auggie ser ud som han gør. Auggie skal nu begå sig blandt andre på sin egen alder, og endnu mere lære at håndtere den daglige stirren han oplever fra børnene, men med denne daglige kamp fører også uvurderlige venskaber med sig.

Auggie er en dreng med meget modgang, men han er stadig en dreng der er så optimistisk omkring livet. Selvom Auggie til tider kan føle at han bare har lyst til at gemme sig væk, så ender han altid med at rejse sig med hoved hævet højt, og tage imod de udfordringer der kommer hans vej. Jeg beundrer det mod og styrke der findes i den lille dreng, og jeg bandede de onde børn langt væk. 

 

Bogen skifter perspektiv engang imellem, og du giver os læsere et indblik i hvordan Auggies pårørende er blevet påvirket af Auggies deformitet. Især søsterens kapitel rørte mig dybt, da hun er splittet mellem at være beskyttende overfor sin lillebror og elsker ham helt til månen, samtidig med at hun ville ønske at hendes liv ikke skulle centrere sig omkring Auggies behov. Du formår at give et nuanceret billede at Auggie og Auggies liv, hvilket i sidste ende fik mig til at elske ham, og ikke mindst hans fantastiske humor og selvironi. Hen mod slutningen af bogen kunne jeg ikke undgå at få tårer i øjnene over den smukke udvikling der er sket, ikke bare i Auggie selv, men også den udvikling der er sket i menneskerne omkring ham. Auggies historie sidder nu dybt i mig, og det er jeg så uendelig glad for.

Kærlig hilsen

R.J. Palacio: Wonder. Anmeldelseseksemplar fra Alvilda. 5/5

Kære Leonora Christina Skov (Hvor intet bryder vinden)

Jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme at før jeg læste din nyeste roman Hvor intet bryder vinden så kendte jeg faktisk ikke noget til dit forfatterskab, men nu kommer jeg i hvert fald ikke lige til at glemme dig foreløbigt.

I din nyeste thriller har syv danske kunstnere og forskere fået et legat til en måneds fri arbejdsophold på den lille ubeboede ø Stormø. Af hvem de har fået dette legat, er der ingen af de syv der ved, men alligevel vælger de alle at tage imod tilbuddet, for nogle af dem er det endda en kærkommen mulighed for at flygte fra den benhårde virkelighed der ellers venter dem derhjemme. Der er dog ingen af de syv mennesker der havde forventet at skulle indlogeres i et glashus, uden mulighed for at komme i kontakt med fastlandet og uden mulighed for at komme væk. Isolationen gør hurtigt stemningen anspændt og paranoia begynder at påvirke de syv gæster, især da den første person forsvinder og den næste falder i døden. Da de resterende gæster prøver at finde ud af hvad der foregår på øen, opdager de at deres livshistorier og hemmeligheder er flettet ind i hinanden - historier og hemmeligheder om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar.

Da jeg intet kendte til dit forfatterskab i forvejen, så vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente af den lille, fine hardback da jeg stod med den i hånden. For fin er den i hvert fald, med smudscover i den sarte grønne farve med den majestætiske kronhjort, som dækker over den flotte dyblilla bog indeni. Det er bogdesign når det er bedst. 

Efter at have nydt udseendet af bogen exceptionelt længe, gik jeg lige så forsigtigt i gang med at læse den, men der gik ikke lang tid før siderne nærmest vendte sig selv. Jeg fløj igennem det ene kapitel efter det andet, egentlig ikke kun for at finde ud af hvorfor den ene gæst efter den anden forsvandt eller døde, men for at få indblik i hver af de syv gæsters livshistorie. Du veksler nemlig mellem gæsternes nutid og deres enkelte fortidsoplevelser, som har ført til dem glashuset på Stormø. Hver eneste karakter er dybt komplekst, og den ene mere usympatisk end den anden, men du formår alligevel at skildre deres følelser og reaktioner så ægte, at jeg ikke kan undgå at sympatisere mig med dem. Under læsningen gik det lige så langsomt op for mig hvordan deres liv hver især havde påvirket hinanden, og jeg sad tilbage og var dybt imponeret hver eneste gang et nyt lag af historien blev skrællet væk og afslørede hvor dybt historien strækker sig. Jeg ville ønske at jeg endnu havde din bog til gode, for hvor ville jeg virkelig gerne kunne læse den igen for første gang.

Kærlig hilsen

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 5/5

Kære Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved (Dig og mig ved daggry)

Jeres barske ungdomsroman Dig og mig ved daggry, hvilket foregår i Aalborg, omhandler forholdet mellem Louise og Liam. Faktisk vender i egentlig hele historien på hovedet, for jeres bog starter med at politiet finder ligene af Louise og Liam, bundet sammen ved hjælp af håndjern, i vandet under Limfjordbroen. Derfra følger man de påvirkedes liv fra Louises synsvinkel, samtidig med at Louise fortæller om hvordan det er endt så vidt med at hende og Liam valgte døden.

Louise og Liam har et stormfuldt forhold. Det er nærmest kærlighed ved første blik, og de kan slet ikke undvære hinanden. Ligeså langsomt går det dog ned ad bakke: Louise får mere og mere fravær fra gymnasiet, hun skubber både sine forældre og hendes bedste veninde fra sig, til fordel for Liam og Liams venner, og hun stopper ikke op for at sige fra da Liam begynder at ville tjene penge ved at sælge stoffer. Alt sammen noget der påvirker Louise og Liam, og deres forhold til hinanden og til de mennesker omkring dem.

Efter deres død prøver både Louises forældre, og Liams far og bror, at få livet til at fortsætte uden dem. Louises død gør at hendes mor og far føler sig endnu mere adskilt, nu ikke kun psykisk men også fysisk da Louises far flytter på hotel. Mens Louises mor prøver på at finde sig selv igen, prøver Louises far at finde ud af hvad det var der skete med Louise og Liam, der kunne få dem til at hoppe ud fra broen.

Jeg vil rose jer for at bruge Aalborg som scene for denne bog. Da jeg selv bor i byen var det spændende at læse en bog der foregår steder som jeg kan genkende. Det var noget der virkelig var med til at drage mig ind i historien, da jeg tydeligt kunne forestille mig dem for mit indre, som når de tager i Zoo, eller står og skændes foran Irish House. Selve opbygningen af historien er ligeledes noget der holdt mig fanget. I sørger for at læseren kun gradvist finder ud af hvad der førte Louise og Liam til at vælge livet fra, samtidig med at Louises far selv finder ud af selvsamme. Det er med til at opbygge spændingen, noget jeg ikke havde troet var muligt, nu når jeres bog starter ud med at fortælle at kæresteparret er døde.

Det er en barsk historie, som jeg helt sikkert ville have elsket at læse som teenager, men fordi jeg først har læst den som 25årig, så er der visse valg som både Louise og Liam tager, som jeg har det svært ved at relatere mig til. Noget der gør at jeg tænker at det slet ikke burde have været endt som det gjorde. Jeg synes dog det er en vigtig bog at læse, især for unge mennesker der er det svære sted i livet mellem at være barn og voksen.

Kærlig hilsen

Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved: Dig og mig ved daggry. Gyldendal. 3/5

Kære Graeme Simsion (Projekt Rosie)

Din bog Projekt Rosie blander kærlighed og humor på fineste vis. Vi bliver præsenteret for Don Tillman, en australsk professor i genetik, som lever sit liv efter et skema. Don skemalægger nemlig alting, lige ned til hvilken mad han skal spise, og hvor lang tid han præcist skal bruge på forelæsninger. Don er nu nået til et sted i sit liv hvor han har kontrol nok med sit liv til at kunne tilføje endnu en del, nemlig en kone. Don har det dog ikke let med kvinder, især fordi han ikke er god til at aflæse signaler som mennesker automatisk, og ubevidst, udsender, og han er ikke kontakt med sine egne følelser. Det betyder derfor også at Don ikke har ret mange venner, faktisk kun to: kollegaen Gene og Genes kone Claudia.

For at skaffe sig en kone vælger Don at udfærdige et spørgeskema, som potentielle kvinder skal udfylde, for at Don kan vurdere om de vil være det perfekte match. Det viser sig dog at være sværere end forventet. En af de kvinder Don støder på, er Rosie. På papiret levet Rosie på ingen måde op til de forventninger Don har til en potentiel kone, men noget ved hende gør at Don alligevel vælger at tilbringe tid med hende, ved at hjælpe hende med Projekt Far: At finde Rosies rigtige far.

Det er en rigtig sød og sjov historie du har skabt, og karaktererne i bogen er realistiske og fantastiske. Ud fra Dons opførsel og tanker er det tydeligt at han har Aspergers, en mild form for autisme. Dons manglende evne og forståelse for det sociale samspil mellem mennesker, og hans ønske om at skabe logik i det ulogiske tydeliggør dette, og det er dejligt forfriskende at læse en bog hvor hovedpersonen tænker og ser anderledes på tingene end jeg selv gør.

Der sker en udvikling hos Don, som følge af det kaos Rosie bringer med sig ind i hans liv. En udvikling som jeg satte pris på, men dog en udvikling jeg ikke tror ville være helt realistisk i forhold til de begrænsninger personer med Aspergers har. Når dette er sagt, så er din bog jo fiktion, og jeg lod mig underholde af, og føle med, Don og Rosies rejse mod henholdsvis at finde en kone og finde en far.

Kærlig hilsen

Graeme Simsion: Projekt Rosie. Org. titel: The Rosie Project (Don Tillman #1). Lindhardt & Ringhof. 4/5

Kære Liane Moriarty (Min mands hemmelighed)

I din spændende roman Min mands hemmelighed følger vi 3 kvinders historie som er, og bliver endnu mere, flettet ind i hinanden.

Cecilia er mor til 3 piger og gift med John-Paul. Udadtil lever hun det perfekte liv, og Cecilie selv synes at hendes familie klarer det godt, men en dag hvor John-Paul er på forretningsrejse finder Cecilia et brev John-Paul har skrevet til hende, i tilfælde af hans død. Cecilia konfronterer John-Paul med brevet, men han tigger hende om at lade være med at læse det, og at det bare var en fjollet indskydelse der fik ham til at skrive det. Cecilias nysgerrighed og mistro får hende dog til at åbne brevet, og hendes liv ændrer sig for evigt efter hun læser hvad hendes mand har skrevet.

Et andet sted i landet finder Tess ud af at hendes mand Will er blevet forelsket i hendes kusine. Sammen havde de tre opbygget et firma, men Tess forlader både Will og arbejdet, da Will gør det klart overfor hende at ham og kusinen har tænkt sig at udleve deres følelser for hinanden. Vred og såret tager Tess, sammen med sønnen Liam, tilbage til sin mor for at bo, hvilket betyder at Liam skal begynde på samme skole som Cecilias piger.

Rachel har mistet sin datter for flere år siden, noget hun prøver at undertrykke, men da hendes søn fortæller at ham og konen flytter til New York, og har tænkt sig at tage deres søn Jacob med sig, så føles det for Rachel at verden omkring hende smuldrer. Jacob er nemlig Rachels lyspunkt i et stille og roligt liv, hvor hun arbejder som sekretær på skolen hvor Cecilias piger går, og hvor Tess' søn Liam skal til at gå. Udsigten til at miste Jacob ripper op i de sår Rachel havde over sin datters død.

Du har skrevet en rigtig god og medrivende bog. Selvom det handler om 3 vidt forskellige kvinder, så er det alle 3 kvinder som jeg kan relatere mig til. Selve plottet om hvordan deres liv bliver flettet sammen, især på grund af hemmeligheden, var interessant, men desværre for mig var hemmeligheden meget forudsigelig, og jeg ventede egentlig bare på at få det fortalt.

På trods af dette var det stadig en god bog om hvordan man håndterer hemmeligheder, tragedier og sorg, og de valg man må tage som ikke kun har betydning for ens eget liv.

Kærlig hilsen

Liane Moriarty: Min mands hemmelighed. Org. titel: The Husband's Secret. Politikens forlag. 4/5

Kære Jojo Moyes (Hvalernes sang)

Hvalernes sang er din ældste bog der er oversat og udkommet i Danmark. Da jeg i forvejen har læst og elsket Mig før dig og Det sidste brev fra din elsker (som blev en af mine favoritbøger i 2014, som nævnt her), så havde jeg også visse forventninger til denne bog. Desværre levede den ikke op til de forventninger.

I bogen får vi indblik i det lille samfund i Silver Bay i Australien. Kathleen har boet i byen siden hun blev født, er kendt som Hajpigen, da hun i en alder af 17 fangede den største haj nogensinde, og så ejer hun det lokale hotel. Liza er Kathleens niece som er flyttet fra England til Silver Bay, sammen med sin datter Hannah, på flugt fra sine problemer. Liza er er en fåmælt kvinde der ikke lader mange komme nær hende, og som har det bedst når hun sejler ud med sin båd. Kathleen, Liza og Hannah har opbygget deres egen lille familie, sammen med resten af bådsmændene, hvis arbejde er at sejle turisterne ud til delfinerne og hvalerne, hvilket giver en indkomst der er lige netop nok til at holde samfundet kørende. Mike er derimod bymenneske fra England, med godt betalt arbejde og forlovet med chefens datter, men inderst inde kender han ikke sig selv og sine ønsker, og slår sig til tåls med hvad andre ønsker af ham. Da Mike bliver sendt til Silver Bay for at starte produktionen af et kæmpestort hotel, oplever han dog hvordan et liv i et tæt samfund kan være, hvilket får ham til at genoverveje hvad han vil med sit liv, både på kærlighedsfronten og med sit arbejde.

Det er da en sød lille historie du har skrevet, og nogle steder rørte den mig også, især kapitlerne med Hannah, men for mig blev selve plottet mellem Mike og hans forlovede til tider til en kliche, som jeg har læst en million gange før. Selve opbygningen med at hvert kapitel skifter synspunkt er en god idé, så jeg ikke nåede at blive træt af personerne hver især, men ved at skifte mellem 6 forskellige personer, og med en minimal ændring af personernes udtryk, gjorde det det til tider svært at huske hvilken persons synspunkt jeg var i gang med at læse. Derudover synes jeg at oversættelsen var skrevet på en måde der gjorde det svært at læse, og flere gange måtte jeg læse passager flere gange, fordi jeg ikke kunne forstå hvad der mentes.

Der var måske lidt for meget fokus på hvalerne og delfinerne til min smag, men jeg elskede dog din Moby Dick reference ved at kalde turistbådene Ishmael, Moby I og Moby II. En fin lille detalje.

Kærlig hilsen

Jojo Moyes: Hvalernes sang. Org. titel: Silver Bay. Cicero. 2/5

Kære Chimamanda Ngozi Adichie (Americanah)

I din bog Americanah møder vi Ifemelu der er i gang med at få flettet sit hår, så det er klart til når hun flytter tilbage til Nigeria, og tilbage til det liv hun efterlod for at studere i Amerika. Imens håret bliver flettet tænker Ifemelu tilbage på sit liv som teenager i Lagos, hvor hun møder Obinze, hendes første kærlighed, og som støttede hende i hendes beslutning om at rejse til det store Amerika. Ifemelu tænker også tilbage på sin tilpasning til en helt ny kultur, om det kulturchok hun oplever, og hvordan hun både oplever medgang og modgang, og Ifemelu lærer at race altid har en betydning for både hende og dem omkring hende. Disse oplevelser deler hun på sin blog der lige præcis handler om udlændinge og deres opfattelse af amerikanere, og omvendt amerikanernes opfattelse af udlændinge.

Efter 13 år i Amerika længes Ifemelu dog efter at komme tilbage til Nigeria, blive en del af den kultur hun er opvokset med og savnet de sidste mange år, og for igen at se Obinze, hendes kærlighed der ikke selv fik muligheden for at rejse til Amerika, som som har formået at blive en velstående mand tilbage i hjemlandet.

Du har skrevet en utrolig velskrevet og spændende roman. Hele problematikken omkring når to kulturer mødes, og hvordan det kan føre til en identitetskrise, er uhyre interessant og tankevækkende, og blev fint illustreret hos Ifemelu - efter 13 år er Ifemelu så afrikaner eller amerikaner, og hvilke værdier og vaner skal man holde fast i?

Du har skrevet en meget aktuel roman om clash mellem kulturer, som jeg tror vil forblive aktuel, men samtidig har du også skrevet en roman om kærlighed, og især hvordan ens første kærlighed altid vil have en speciel plads i ens hjerte, uanset hvor langt man er fra hinanden både fysisk og psykisk. 

Kærlig hilsen

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah. Gyldendal. 4/5

Kære Einar Mar Gudmundsson (Universets engle)

I din bog Universets engle fortæller Paul om sit liv fra fødsel til død. Paul er skizofren, og grunden til at han også kan fortælle om sin død er netop fordi at det er han, altså død. Den starter dog med fødslen, om hvordan Paul kæmpede imod at blive født, derefter om sin barndom i Reykjavik og de sjove og skøre typer han var venner med, og så om sit ophold på sindssygehospitalet som voksen. I bogen hører vi om Pauls verden som han oplever den, og hvordan ”sindssygen” kommer snigende ind på ham, og hvordan han kæmpede imod den og dernæst prøvede at acceptere det, ligesom hans familie også måtte prøve at acceptere det.

Din bog er i høj grad en bog om "sindssyge" – om folk der skiller sig ud fra det vi oplever, og har stemplet, som normen i vores samfund, og derfor bliver set ned på.

Allerede fra første side vidste jeg at jeg sad med en smuk bog mellem hænderne. Den er godt skrevet, virkelig godt skrevet, og den ramte mig ligepå og hårdt. Der var dog mange gange hvor fortællingen skiftede i tid, og skiftede i hvilke anekdoter vi blev fortalt om forskellige personer, hvilket til tider gjorde mig meget forvirret, men det var også på en måde det der gav bogen sin charme.

Der er et citat som jeg føler siger alt det der skal siges om denne bog, om hvor smukt skrevet den er, og om det liv Paul levede:

”Alligevel ved jeg ikke, hvorfor det ikke lykkedes mig at få bedre fodfæste på den glatte vej, som man kalder livet, hvorfor nogle vandrer igennem det ad en snorlige gade, mens andre evig og altid drysser rundt i mørke, snævre gyder” (s. 55)

Kærlig hilsen

Einar Mar Gudmundsson: Universets engle. Org. titel: Englar alheimsins. Gave modtaget til Bogbloggertræf af forlaget Lindhardt & Ringhof 4/5

Kære Helle Helle (Hvis det er)

Du står på mange gymnasieelevers pensum, men desværre stod du ikke på min. Faktisk havde jeg aldrig læst noget fra din hånd, ikke før jeg satte mig til rette med din nyeste roman Hvis det er, som er den roman der giver mig mit indtryk af dit forfatterskab. Selvom jeg ikke havde læst noget af dig før, så havde jeg stadig nogle forventninger og fordomme til dine bøger. Jeg forventede at det var meget ligetil skrevet, men på grænsende til det kedelige og banale om hverdagen. I Hvis det er blev mine forventninger indfriet, men ikke mine fordomme.

I bogen møder vi Roar og en kvinde hvis navn vi aldrig får fortalt. De kender ikke hinanden i forvejen, men mødes da de begge farer vild på en løbetur i den samme jyske skov. Forslået, trætte og kolde prøver de at finde en vej ud, men ender med at tilbringe weekenden i skoven. Vi følger dem fra Roars synspunkt og får derfor hans tanker i nutid, samtidig med at kvinden fortæller om hendes rastløse fortid i det nordjyske.

Din bog er meget enkelt skrevet. Enkelt men ikke simpelt, for jeg skal stadig bruge tid på at fordøje dine ord. Det er en skrivestil der ikke er let at håndtere, men du gør det godt. Vi lærer nemlig personerne at kende igennem det de gør, og ikke gør, og du behøver slet ikke skære det ud i pap for læseren, og det er virkelig godt klaret, især når det handler om folks usikkerhed, som denne roman især belyser, og som de fleste kan relatere sig til. Efter at have læst denne korte roman, har jeg lyst til at give mig i kast med flere af dine romaner.

Kærlig hilsen

Helle Helle: Hvis det er. Samleren. 4/5

Kære Robin Sloan (Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik)

I Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik møder vi Clay Jannon. Clay har lige fået natarbejde i en meget speciel bogbutik der forhandler både nye og brugte bøger. Krisen havde nemlig sørget for at Clay mistede sit job som webdesigner. Hans nye job går ud på at han skal holde øje med butikken natten, hvor spøjse typer kommer ind og låner bøger fra ”bagkataloget”, hvilket består af bøger som ifølge Google ikke eksisterer. Disse bøger indeholder gåder, som er skjult bag kodesprog. For at kunne få lov til at låne dem, skal man være medlem af en bestemt klub.

En del af Clays job består bl.a. af at nedskrive kundernes fremtoning og sindstilstand, og hvilke bøger de låner og køber, ned i en journal. Butikken er smal men nærmest uendelig høj, som kræver stiger når bøgernes skal nås.

På de stille aftener får Clay skabt en virtuel udgave af bogbutikken, og dertil laver han en algoritme der kan illustrere medlemmernes lånerækkefølge af bøgerne fra bagkataloget. Den algoritme gør at Clay finder ud af noget meget mere vigtigt, nemlig en kult der prøver at finde løsningen på det største og vigtigste spørgsmål i verden, og nu bruger Clay og hans venner Google til hjælp for også at finde løsningen på det spørgsmål.

Jeg var meget begejstret for din bog, og måden hvorpå den opstiller den fysiske bog vs. internettet, og internettets uendelighed i forhold til skabelse, forståelse og muligheden for at nå ud til folk. Bogen tager en drejning jeg ikke havde set komme; hvor den starter ud med at foregå i boghandelen, begiver Clay sig senere rundt i USA for at knække koden, og gør især brug af Googles ressourcer, hvilket var super interessant læsning. Jeg følte lidt at jeg læste en digitaliseret udgave af Da Vinci Mysteriet, hvilket kun er et plus i min mening. Din bog har gjort mig klogere på hvad der er muligt i denne verden, og det er jeg glad for. Tak.

Kærlig hilsen

Robin Sloan: Hr. Penumbras døgnåbne bogbutik. Org. titel: Mr. Penumbra's 24-Hour Bookstore. Forlaget Iris. 4/5