torsdag den 7. juli 2016

Kære Maggie Stiefvater (The Raven King)

Det var sørgmodigt at skulle påbegynde på The Raven King, den sidste bog i din skønne serie om "The Raven Cycle" (Bog 1, Bog 2, Bog 3). På det her tidspunkt var jeg nået at blive dybt forelsket i Blue, Gansey, Adam, Ronan og Noah, og jeg havde det ambivalent med at skulle afslutte serien. På den ene side gjorde det mig trist at vide, at der ikke vil komme flere bøger i serien, og at jeg dermed ikke vil kunne lade mig blive opslugt af historiens stemning for første gang igen. På den anden side har jeg altid været fan af at stoppe mens legen er god, og det må man sige at du har gjort. 

Alt skal samles og bindes sammen på fineste vis, for at kunne afslutte serien på en god og smuk måde, og det gør du. Der kommer en afslutning på Ravnedrengene og Blues jagt på Glendower, og Blues varsel om at hendes "true love" vil dø på grund af hende, kommer også til en dramatisk ende, men det har aldrig rigtig været selve plottet der har holdt mig fanget...

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Stemningen i denne her serie er uovertruffen, og dine ord bringer så mange følelser frem. Med din sidste bog endte jeg endda med at hvine noget så højt, da det jeg havde håbet der ville ske, rent faktisk skete i kapitel 39 (og du ved helt sikkert hvad jeg hentyder til!). Jeg fangirler normalt ikke ret meget, men kapitel 39 blev jeg nødt til at genlæse flere gange, for rent faktisk at tro på at det jeg læste, også var det der skete. 

Selvom jeg er glad for den slutning du har fået skrevet på en af de smukkeste serier jeg nogensinde har læst, så må jeg også ærligt indrømme at denne fjerde bog, for mig, er den svageste i serien - selv på trods af hvin. Jeg manglede noget mere personlighed fra især Blue, hvilket faktisk gjorde at jeg fik øjnene op for at Blue, for mig, nok har den største betydning for mig i denne serie, på trods af at jeg holder af alle karaktererne. Efter endt læsning af din serie, er en ting dog sikkert: Jeg vil ikke på noget tidspunkt være i tvivl om at læse flere af dine bøger, og jeg håber du snart får påbegyndt en ny bog(serie).

Kærlig hilsen
Maggie Stiefvater: The Raven King (The Raven Cycle #4). Scholastic Press. 4/5

Ingen kommentarer :

Send en kommentar