Kære Joe Hill (Horn)

I din bog Horn vågner Ignasius op med tømmermænd og horn i panden hvilket jo ikke er normalt.. altså det med hornene. At vågne op med tømmermænd kender de fleste jo til. Ig er dermed blevet ramt af et svært tilfælde af djævelskab. Folk omkring Ig reagerer dog ikke på dem som Ig selv reagerede på dem. De tager det helt afslappet som om det er meget normalt at en fyr har to horn stikkende ud fra panden, intet usædvanligt i det. Mærkeligt nok begynder folk omkring ham dog at betro ham om deres inderste, forbudte tanker, ligesom Ig også får indsigt i deres liv når han berører dem. Hornene giver ligeledes Ig en form for magt der kan skubbe folk til at gøre de ting de hemmeligt ønsker at gøre. Der er ingen bedre måde at bruge sin nye ”gave” end at finde den morder der myrdede Ig's kæreste et år tilbage, et mord de fleste tror Ig har begået men er sluppet af med pga. manglende beviser.

Du har skrevet en, til tider, grov bog. Jeg føler virkelig med Ig i forhold til det han skal lægge øre til fra sin egen familie. Plottet er super spændende og interessant, og det fungerer rigtig godt at der i løbet af bogen bliver sprunget i tid og fortæller, hvilket både betyder at vi får indblik i hvordan Ig og kæresten mødte hinanden, og hvad morderen tænkte undervejs. Der var dog passager hvor mine tanker vandrede, fordi de ikke var lige så fængende som resten af din bog er. Du binder historien sammen til sidst i en pæn sløjfe, hvilket jeg synes er virkelig godt gjort, og fik mig til at synes din historien lige blev dét bedre.

Jeg elsker også hvordan du laver en hyldest til din far, Stephen King, ved at nævne Derry. Nice touch.

Kærlig Hilsen

Joe Hill: Horn. Org. titel: Horns. People's Press. 4/5

Kære Rainbow Rowell (Fangirl)

Jeg har lige læst din bog Fangirl - en rigtig god YA bog om Cath. Du præsenterer os for Cath på hendes første dag på College. Den første dag på College betyder ligeledes at Cath skal vænne sig til at være mere væk fra sin tvillingesøster Wren, som netop ønsker sig at skabe sin egen identitet end "bare" at være tvillingen. Det er svært for Cath for hun ønsker stabilitet i sit liv (hun har bl.a. haft den samme kæreste i 3 år, selvom hun egentlig ikke savner ham så meget nu hvor de er fra hinanden) og Cath frygter at skulle stå ansigt til ansigt med nye mennesker og situationer. I stedet forsvinder Cath ind i sin egen lille (store) fanfic-verden, for Cath er en stor forfatter af fanfic-serien Carry On, Simon, baseret på den store successerie om Simon Snow. 
Selvom Cath er meget præget af sin sociale angst, overkommer hun det lige så stille, især ved hjælp af sin nye bofælle, som presser hende til at prøve nye ting. Og selvfølgelig kaster du også en fin lille kærlighedshistorie med i bunken.

Du har virkelig formået at skrive en yndig historie som jeg slugte råt. Selvom titlen refererer til fanfiction, så handler det ikke kun om det, snarere tværtimod. Du har skrevet en historie om hvordan det er at blive kastet ud i noget man ikke er særlig tryg ved, hvordan det er at komme fra et skilsmissehjem, og hvordan det føles at skrive fiktion.
Selvom du har baseret hele Cath's fanfic omkring en fiktiv fantasy-serie der minder om Harry Potter, så eksisterer Harry Potter i Cath's verden! Det er en spøjs blanding af fiktiv og nonfiktiv popkultur du har beskrevet i din fine bog, og jeg skulle virkelig lige vænne mig til at du namedropper Kanye og Big Bang, samtidig med at jeg skulle lære et helt nyt fænomen at kende, som Simon Snow jo er for os læsere. Du får dog smidt en masse uddrag ind i din bog fra Simon Snow bøgerne og Snow fanfic, hvilket jeg dog synes er fyld og distancerer mig fra selve Cath's historie. Mit overordnede indtryk af din bog er dog at jeg blev dybt forelsket i historien, og vil helt sikkert anbefale den til andre.

Kærlig hilsen

Rainbow Rowell: Fangirl. Pan Macmillan. 4/5

Kære Sommer

Nu er juni måned forbi, hvilket for mig betyder det er slut med skole for denne gang, og der er mindre arbejdsdage for mig.

Derfor kan jeg rigtig nyde alt det fantastiske du bringer med dig de næste par måneder.

Med din fremkomst betyder det at:

Jeg kan nyde de smukkeste blomster i et fantastisk lys, som varer i længere tid (lyset altså, ikke blomsterne)

Drikke hjemmelavet iskaffe, baseret på den opskrift Emily Salomon har delt. Jeg kan ikke udholde varme drikke på varme dage.

jeg kan fremvise lakerede negle på de lange tæer, mens jeg går i badesandaler offentligt, hvilket modefolk nu siger er helt ok 

(min kæreste er dog stærkt uenig i den påstand - mænd og mode, tsk tsk)

Jeg kan gå i mine yndlingssolbriller (aka. de billigste hjertesolbriller fra Ebay) som altid vil være et hit i mine øjne, høhø.

Kærlig hilsen

Kære Ray Kluun (På den anden side)

I din bog På den anden side, en fortsættelse din bogen En slags kærlighed, fortæller du om hvad der sker efter Stjin må tage afsked til sin kone Carmen. Carmen er lige død af brystkræft, og Stjin og deres datter Luna skal nu klare sig uden hende. Stjin boltrede sig førhen med damer, sprut og stoffer, og fortsætter lystigt med dette efter Carmens død. 

Da verden bliver ramt af et stort chok efter 11. september 2001 får Stjin dog øjnene op for at han ikke kan fortsætte i samme dur, men i stedet må være der hundrede procent for sin lille datter. Derfor tager Stjin og Luna nu på flere måneders lang rejse til Australien for at finde ro i sig selv, og for at finde ud af hvad kærlighed virkelig er. 

Du har med din bog skabt en fortælling om kærlighed, men på din helt egen måde. Ligesom i den første bog (som er delvist selvbiografisk), fremstiller du Stjin som verdens største røvhul, virkelig et usympatisk menneske, men jeg kan alligevel ikke lade være med at fatte sympati for ham, selvom han er utro, tager stoffer og slet og ret er et dårligt menneske engang i mellem. Bag dette menneske findes der nemlig også en far der elsker sin datter meget højt, og en mand der var ved sin kones side til det allersidste, selvom han har en meget forskruet opfattelse af kærlighed

Den indsigt Stjin oplever på rejsen til Australien får mig til at tro på det gode i mennesker, og at kærlighed, ligegyldig hvor ondt det kan gøre, er en fantastisk følelse man ikke skal gemme sig fra.

Selvom det er en fortsættelse til din anden bog, så er det stadig muligt at læse den selvstændigt. Du er god til at skrive en kort, sammenfattende opsummering af hvad der skete i den første bog, så læseren ikke går glip af noget i resten af denne bog. Det største problem jeg havde med den første bog var alle de faktabokse du havde placeret i bogen omkring natklubber, fodboldhold, kunstnere osv. De forstyrrede min læsning forfærdelig meget. I denne her bog har du heldigvis holdt det til et minimum, og bruger det kun for at forklare hvem de nævnte personer er, som også havde en betydning i den første bog. 

Jeg må indrømme at jeg både med På den anden side og En slags kærlighed kneb nogle tårer, for bund og grund handler de begge om kærlighed, og jeg er en sucker når det omhandler kærlighed. 

Kærlig hilsen

Ray Kluun: På den anden side. Org. titel: De Weduwnaar. Cicero. 4/5

Kære Donna Tartt (Stillidsen)

Stillidsen, din mursten af en bog fortæller du om Theo. Da vi møder Theo første gang sidder han på et hotelværelse i Holland og fortæller læseren om den oplevelse der ændrede alt for ham, dengang han var 13 år gammel. 

Theo mister sin mor i en eksplosion i et museum. Theo er nu én mor mindre, men et maleri rigere. Theo ender nemlig med at komme ud fra det bombede museum med Stillidsen, et lille maleri med en lille fugl. Bogen følger derefter Theo i det der sker bagefter, nemlig sin rejse frem og tilbage i USA, inden han finder et ståsted. På hele denne rejse hvor Theo møder en masse mennesker der kommer til at have betydning for ham, er det Stillidsen der er den konstante rejsemakker for Theo, og altid ved hans side. 

Da Theo fortæller sin historie, sidder han samtidig og reflekterer over det der er hændt ham. Det betyder at viden om sine oplevelser er større nu end det var dengang de skete for ham, og det giver læseren et bedre indblik i hændelserne. 

Du skriver uden fyld, alle dine sætninger har en betydning, hvilket et skønt at læse. Normalt når der lægger en mustenstyk bog på mit bord, kan jeg godt blive afskrækket af at begynde på den, fordi  jeg ved at jeg kommer til at tilbringe mange dage med fortællingen, og tænk nu hvis det er en kedelig og langtrukken én af slagsen? Det er din fortælling heldigvis ikke. På intet tidspunkt har jeg kedet mig, eller tænkt at den godt kunne skæres ned ordmæssigt. Du skriver det der er nødvendigt for læseren at vide, uden dikkedarer. Derudover føler jeg virkelig at du har researchet grundigt inden du skrev din bog. Jeg har på intet tidspunkt tjekket op om de oplysninger du giver os om malerier, kunstnere og byer er korrekte, men jeg tror på det du skriver, og det er også en god kvalitet at have.

Selvom din bog er tyk og lang, og en smule intimiderende ved første øjekast, så er jeg uendelig glad for at have lært dit forfatterskab at kende igennem Stillidsen, og jeg vil også tage mig tid til at læse dine andre bøger i fremtiden.

Kærlig hilsen

Donna Tartt: Stillidsen. Org. titel: The Goldfinch. Lindhardt og Ringhof. 4/5

Kære Richard Adams (Kaningbjerget)

I Kaningbjerget har du skrevet en kendt, og højt elsket, fabel om kaniner der søger nye græsmarker. Efter at kaninen Femmer får et syn om at der vil ske noget skidt i kolonien, drager Femmer og broren Hassel af sted for at finde et sikrere sted, og tager nogle flere kaniner med sig. Hassel bliver førerkaninen på deres rejse mod et nyt sted, hvor de møder andre kolonier, og derfra tager endnu flere kaniner med sig. Rejsen er dog ikke uden farer, og mange af dem bliver såret undervejs, både af farlige ræve, kaniner fra andre kolonier, og de frygtindgydende mennesker med hvide pinde i munden (ja jeg går ud fra du mener cigaretter, Hr. Adams, men jeg er desværre nødt til at informere dig om at ikke alle mennesker ryger. Cliché much?). Kaninerne får dog også hjælp af andre dyr på deres rejse mod et bedre sted for at starte en ny koloni op.


Jeg ved det må komme som et chok når jeg siger det her Hr. Adams, men jeg var faktisk ikke særlig stor fan af din kendte klassiker om små kaninuser. Det kan muligvis skyldes at mine forventninger var skyhøje til din bog, og de forventninger blevet nærmest skudt ned lige fra start. Jeg synes den var svær at sætte sig ind i, hvilket nok også skyldes de mange selvopfundne ord du skrev ind i historien, så min læsning konstant blev afbrudt af at læse fodnoter for at forstå betydningen. Det tog mig faktisk hele første afsnit, ca. 100 sider, før jeg virkelig følte at jeg var kommet ind i historien, så min læsning foregik lidt mere flydende. Jeg oplevede dog tit igennem hele min læsning af din bog, at mine tanker vandrede. Din historie kunne virkelig ikke holde mig fanget i længere tid af gangen.



Det overordnede plot i din historie er dog god, og jeg ved at der findes en højere morale med historien. Jeg tror desværre bare at jeg kedede mig så meget under læsningen af sin bog, at den morale gik lige hen over hovedet på mig, desværre.  Jeg bliver dog nødt til at give dig kredit for en af de smukkeste epiloger jeg nogensinde har læst. Jeg er muligvis ikke en fan af din historie, men den epilog reddede næsten den følelse jeg havde af at have spildt min tid med din bog. Når enden er god, er alting godt... Eller.. Næsten.


Højtidligt håndtryk fra

Richard Adams: Kaninbjerget. Org. titel: Watership Down. Borgens Forlag. 2/5

Kære Jonathan Creek

Jeg er stor fan af dit arbejde. Desværre er det de færreste i Danmark der kender til dig og dit arbejde med at løse (mord)gåder som en sand Sherlock Holmes, dog bare i kikset slut-90'er settings. Den måde du bruger dit arbejde som kreativ konsulent for en tryllekunstner til at opklare umulige forbrydelser som ingen andre kan, er dybt fascinerende, ligesom din forståelse for, og viden om, illusioner er fantastisk! Du skal dog ikke blive krediteret helt ene og alene, for du får jo også hjælp af en kvindelig side-kick, som dog bliver skiftet ud engang imellem. 
Der var bl.a. dengang hvor du fandt ud af hvordan det var muligt for en dame at møde og snakke med en pige flere timer efter hun døde, ligesom du også engang fandt ud af hvordan et maleri kunne forsvinde fra et aflåst lokale, og dengang du opklarede hvorfor en kvinde kunne drømme om fremtiden.

Jeg har jo nok et lille crush på dig, men det er jo fordi du er så sød og lidt tilbagetrukket, og så bor du i en vindmølle (hvor sejt er det ikk' lige?!). Dine krøller og humor hjælper også på det. Indtil videre har du kun lavet 31 afsnit, fordelt på 5 sæsoner og diverse specials, omkring disse mysterier du opklarer, men jeg håber du når at lave mange flere inden du bliver alt for gammel og grå. Jeg tror stadig din serie bliver vist engang imellem på BBC Entertainment, hvis man dog bare var så heldig at have den kanal. 

Morderisk smil fra

Kære filmatisering - An Education

Du præsenterer os for 16 årige Jenny, en ambitiøs pige der drømmer om at gå på Oxford Universitet, men så dukker den charmerende, og en del ældre, David op og fejer pengene væk under Jenny med sin berejste personlighed. Jenny bliver opslugt af den store "voksenverden" med koncerter, rejser og restaurantbesøg, og både Jenny og hendes forældre bliver forelsket i David. David er dog bare ikke helt som han udgiver sig for at være, men Jenny vælger at se igennem fingrene med det, for at kunne opretholde det fantastiske liv hun har fået sammen med David.

Men som med alle film er der også en morale, og den får vi i hvert fald præsenteret klart og tydeligt.

Med Lone Scherfig som instruktør og Nick Hornby som manuskriptforfatter har du alle oddsene med dig for at være en god film, og det er du også! Men i virkeligheden hedder Jenny ikke Jenny, men Lynn Barber. Det er journalist Lynn Barber der i sin ungdom oplevede en charmerende mand der viste hende verden, og Lynn beskrev denne oplevelse for første gang i et essay til et magasin, hvilket fik Nick Hornbys opmærksomhed. Efter filmen var blevet lavet, valgte Lynn at udgive en selvbiografi om sit liv, også med samme titel som dig, kære filmatisering.

Der er dog bare en stor forskel på dig og på bogen. I bogen fylder hele historien om det 2 årige forhold kun ét kapitel. På sin vis er det misvisende at bogen har fået samme navn som dig, men det har i høj grad nok noget at gøre med at få den til at sælge. Som det altid er, så sker der ændringer i filmatiseringer som dig, og den største forskel, i mine øjne, er helt sikkert at Lynn i virkeligheden ikke var så dybt forelsket i den charmerende mand, som Jenny bliver fremstillet til at være. Faktisk får man det indtryk at for Lynn var det bare en lille del af sit, meget interessante liv. I resten af bogen får vi nemlig at vide at hun studerede på Oxford, arbejdede i flere år på Penthouse (ja dem med bare damer), skrev en sexbog, og blev en anerkendt journalist. 

Jeg læste faktisk kun bogen, fordi jeg var blevet forelsket i dig, så du kan tro jeg blev forvirret over at den kærlighedshistorie jeg ville læse, kun varede det ene kapitel. Resten af Lynns liv er ikke uinteressant, men hvis jeg havde lidt mere kendskab til hende, end bare at  have set dig, så ville jeg muligvis have fået mere ud af bogen, men det er det jo som regel med selvbiografier.

Så selvom du giver det indtryk at David har påvirket Jenny/Lynns liv voldsomt, er dette dog i virkeligheden bare en af mange oplevelser Lynn har oplevet. Det ændrer dog ikke på det faktum at du er en god film! Du giver dog bare ikke et helt billede af personen den er baseret på.

Kærlig hilsen

Lynn Barber: An Education. Penguin Books. 4/5

Kære Stephen (Moab is my Washpot)

Jeg håber det er okay jeg omtaler dig ved fornavn, for efter at have læst din første selvbiografi, Moab is my Washpot, så føler jeg virkelig at jeg kender dig lidt bedre (så godt som man nu kan kende én man aldrig har mødt).

Og nu hvor vi er på fornavn med hinanden, så bliver jeg nødt til at sige noget til dig; Den fotograf der fik dig til at posere som du gør på bogens cover, burde blive nægtet kage resten af livet. Det er virkelig, virkelig ikke en stilling der klæder dig søde Stephen.

Nå, tilbage til din selvbiografi.. Jeg elsker normalt at læse selvbiografier, fordi jeg godt kan lide at spejle mig i andre folks liv og historier - Hvad har vi begge oplevet, hvad har du oplevet som jeg ikke har oplevet osv, og jeg må desværre sige at det var virkelig svært at relatere mig til de første 20 år af dit liv. Jeg tror muligvis det har noget at gøre med alle de lange sidespring du foretager dig mens du fortæller, nogle gange kan de vare op til flere sider, og det er ret forstyrrende for min læsning. De fleste af disse sidespring handler om at du namedropper en masse jeg ingen kendskab har til, ligesom du også laver en masse referencer til andre værker og film som nærmest er umuligt at kende, medmindre man er vokset op i Storbritannien. 

Det hele skal dog ikke være negativt. Selvom jeg ikke kunne relatere mig til dine fortællinger om hvordan du har løjet, snydt og stjålet i dine unge år, så kunne jeg i høj grad relatere mig til din fortælling om din første kærlighed. Selvom du er homoseksuel og jeg ikke er, så forstår (næsten) alle hvad kærlighed er og hvordan det føles, ligegyldig hvilket køn man elsker. Heldigvis for mig var kapitlet om din første forelskelse også det længste. Så jeg vælger at se bort fra de TMI du ofte giver din læser, som f.eks. fortællingerne om lortelege.

Mens jeg læste din bog fik jeg virkelig fornemmelsen af at det rent faktisk var dig der har siddet foran din gamle skrivemaskine, og skrevet det hele, og det er et stort plus. Du lægger rigtig meget personlighed i din bog, hvilket både betyder at den er sjov, men også at du bander virkelig meget. Det kan jeg fucking godt lide. Jeg kan især godt lide dette citat: 

The sound of Roger and Stephen Fry singing, even before Dame Nature had her impertinent pubic way with us, could cause people to stab themselves in the throat with sharpened pencils, jump from high windows, claw out their own inner ears, electrocute their genitals, put on a Jim Reeves record, throw themselves cackling hysterically into the path of moving busses... anything, anything to take away the pain

Og lige et spørgsmål: Hvad fanden betyder Moab is my Washpot? Jeg er godt klar over at du forklarer det i din introduktion, og at det har relation til Bibelen, men jeg forstår det bare ikke. Gad vide om der er nogle der nogensinde vil kunne forklare mig det?!

Jeg har opdaget at din bog udkommer i ny udgave til november i et meget pænere cover (godt valg), og at det faktisk er muligt at købe den med rabat igennem dette link

Kæmpe kram fra

Stephen Fry: Moab is my Washpot. Arrow Books. 3/5

Kære Bogreol

Du kan tro jeg er utrolig glad for at have dig i mit liv, og især for enden af min seng. Du er et skønt syn at falde i søvn til og vågne op til igen. Men det hele er ikke ren lutter lagkage. Du har snart ikke plads til flere bøger, og hvad skal jeg så gøre, når jeg nu har fået for vane at købe minimum 1 bog om måneden? Så skal jeg jo bare til at vælge og vrage i mine bøger, fordi DU ikke lige synes at DU har plads. pfff. Altså jeg kan da godt se at du prøver at udvide dig til ære for mig, som jeg har formået at fange på første billede, men det er desværre ikke helt nok.

Og hvad sker der for at du prøver på at skjule nogle af mine bøger?! Hvorfor står alle Läckberg krimierne i det nederste rum, gemt væk under sengen? Og hvorfor er alle Dan Brown bøgerne bagved alle de fine bøger jeg vågner op til hver morgen? Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro du var flov over at have dem stående fremme til skue, kære Bogreol. Bare rolig, jeg tilgiver dig (og så pæne er de heller ikke). 

Fordi jeg har fyldt dig så meget op med bøger, uden nogen decideret opstilling andet end efter størrelse, så har jeg skabt en online bogreol til at supplere dig med. På Goodreads kan jeg se alle de dejlige bøger der står opstillet på dig, uden at skulle kigge under sengen, eller bag andre bøger, efter dem. Jeg håber ikke du føler jeg er dig utro, det er mere som et smart supplement til din vidunderlighed.

Kærlig hilsen