Kære dig: Kære Liane Moriarty (Store små løgne)

Igennem Store små løgne blander du et mordmysterie sammen med vigtige temaer som mobning og vold. Det lyder som den perfekte blanding, jeg tænkte du ville være perfekt til at skrive, efter at have læst Min mands hemmelighed. Desværre endte denne nyeste udgivelse dog med at være middelmådig i mine øjne.

I bogen følger vi tre kvinder (meget lig din tidligere bog), som hver har deres problemer og udfordringer i livet, både som værende kvinde, mor og kone. Madeline er en stærk og karismatisk kvinde, der dog står overfor den udfordring af hendes eksmands er flyttet ind i kvarteret med sin nye kone, og deres fælles teenagedatter er begyndt at ville tilbringe mere og mere tid med faderens familie. Celeste er den rige, smukke kone med tvillingedrenge, som får meget opmærksomhed fra de andre mødre på børnenes nye skole. Selvom hendes ydre ikke viser det, så bærer Celeste dog rundt på en stor hemmelighed. Jane er den unge, enlige mor der lige er flyttet til byen. Jane havde en skrækkelig oplevelse tidligere i sit liv, der har ført hende til at være indadvendt og tilbagetrukkent, men med hjælp fra Madeline og Celeste, begynder hun at åbne sig lidt op for verden.

Da skolen, hvor deres børn går på, holder den årlige quizaften, ender aftenen med et lig. Hvem liget er, og hvordan det kom så vidt, lader du læseren lige så stille finde frem til, ved at kapitlerne skifter mellem de tre kvinders synspunkt i tiden op til aftenen, og interviewbrudstykker med deltagerne til quizaftenen.

Noget du er virkelig dygtig til, er at lave spot on observationer og beskrivelser af menneskers, især nok kvinders, tankegange. Der var så mange ting jeg kunne relatere mig til, og sympatisere med, selvom disse kvinder står overfor udfordringer jeg ikke selv har stået overfor, og de er et helt andet sted i deres liv end mig. Dog blev jeg ikke helt så investeret i historien, som jeg kunne have været, hvilket i høj grad skyldtes at der nogle gange blev taget valg jeg ikke kunne forstå, og en bestemt karakter åbenbart var, mod slutningen, helt modsat af det jeg som læser var blevet præsenteret for igennem hele bogen. Det virkede utroværdig, og egentlig som om du tog det valg, for at plottet kunne give mening.

De små interviews mellem hvert kapitel, havde til formål at øge spændingen, med hensyn til hvad der egentlig skete til den quizaften, men for mig blev de i stedet et irritationsmoment i min læsning. Jeg kunne ikke tage dem seriøst, fordi de interviewede heller ikke tog situationen seriøst, men mest af alt behandlede det som om at det var en spøg. Jeg ville meget hellere kun have fokuseret på Madeline, Celeste og Janes udvikling i bogen, for for mig er den stærkeste del af din bog, nemlig personkarakteristikkerne, og at se disse tre kvinder kæmpe imod deres dæmoner i livet, og blive stærkere og modigere.

Kærlig hilsen