søndag den 30. august 2015

Kære JG. Gylling (Smagen af honning)

Da dit forlag skrev til mig, om jeg kunne tænke mig at anmelde deres første bogudgivelse, en socialrealistisk roman med titlen Smagen af honning, var jeg lidt tilbageholden. Jeg forholdt mig nok alt for kritisk til din bog, på grund af den begrænsede bagsidetekst, og et cover der slet ikke appellerer til mig. Jeg endte dog med at blive glædeligt overrasket over indholdet.

I bogen præsenterer du læseren for en helt almindelig småborgerlig familie, med deres helt almindelige, og ualmindelige, problemer. Joan og Bjørn er gift, og har to døtre, Liv og Rosa. Liv er lige flyttet til byen for at begynde på universitetet, mens Rosa stadig går i 9. klasse og bor hjemme. Joan savner at tilbringe tid med Bjørn, der bruger størstedelen af sin fritid på at cykle, og samtidig savner hun også det tætte forhold hun plejede at have med sin yngste datter, som nu virker vred og mut. Da Joan beslutter sig for at gå til læge, for at finde en løsning på hendes konstante blødninger, frygter Joan at hun muligvis ikke har særlig lang tid til at blive tæt med hendes familie igen.

Af en bog der er så forholdsvis kort, som din er, så formår du alligevel at skabe realistiske og hele karakterer. Hvert enkelt familiemedlem havde hver deres problemer at tumle med, som dermed også blev til problemer for familien som samlet. Joans helbredsmæssige problemer påvirker hele familien, ligesom Bjørns manglende tilstedeværelse påvirker både Joan og Rosa. Derudover har Livs misbrugsproblem en betydning, ikke bare for hendes kærlighedsliv, men også hendes forhold til søsteren. Alt sammen realistiske problemer, der hænder en helt almindelig familie. 

Sideløbende med familiens nutidige problemer, får læseren også indblik i Joans dagbog, som giver brudstykker af Joans opvækst, hvor det bliver mere og mere tydeligt at hun kommer fra en familie med misbrug. I starten kunne jeg ikke se sammenhængen mellem Joans fortid og nutid, men jo tættere på bogens slutningen jeg kom, jo mere tydeligt blev det, at alting har en sammenhæng.

Jeg kunne faktisk rigtig godt lide selve plottet i din bog, jeg var interesseret i hvad der ville komme til at ske, men det der virkelig trækker læseoplevelsen ned for mig, var at selve dialogen mellem karaktererne. For mig var det meget gammeldags, og jeg følte jeg sad og læste en bog der foregik i 1970'erne. Det virkede meget opstillet og falsk, og passede slet ikke ind i nutidens kontekst, og fik mig ærlig talt til at rulle med øjnene flere gange. Derudover var din bog også ret kort, under 150 sider, hvor jeg sagtens synes du kunne have spredt historien ud over flere sider, for jeg ville med glæde have læst mere om familien og deres liv.

Kærlig hilsen
JG. Gylling: Smagen af honning. Anmeldelseseksemplar fra Forlaget Brændpunkt. 3/5

torsdag den 27. august 2015

Kære Sarah J. Maas (A Court of Thorns and Roses)

Normalt skriver jeg ikke breve til forfattere, hvis det er jeg ikke har færdiggjort deres bog, men jeg føler alligevel at jeg skal forklare dig, hvorfor jeg ikke kunne lide A Court of Thorns and Roses, nu når der er så mange der elsker den.

Kort ridset op er bogens plot at Fayre og hendes familie er fattige. For at kunne overleve, jager Fayre vildt i skoven, og en dag støder hun på en stor ulv, som hun dræber. Med dette drab bliver Fayres liv ændret. Hendes familie bliver opsøgt af en højtstående Fe, en Fae, som fortæller Fayre at hun har et valg: Enten tage med ham tilbage til sit slot for at bo resten af livet, eller dø. Fayre vælger at leve, og tager derfor med feen Tamlin.

Jeg havde en forventning om at det her ville være en historie med masser af action, en badass kvindelig hovedperson, og med en snært af kærlighed. Det jeg fik i stedet var en langsommelig, kedelig bog, hvor Fayre kun lige formår at være hårdtslående og sej, lige indtil hun bliver blød i knæene over Tamlin. Jeg var meget skuffet. Din præsentation af Fayre i starten er meget lig Katniss fra The Hunger Games. De skal begge to forsøge deres familie. De jager begge to føde ved hjælp af bue og pil og de er begge to stærke kvinder. Der går dog ikke længe fra at Fayre når slottet, til at hun ikke længere er så stærk, faktisk næsten apatisk. Jo jo, der er jo lige i starten hvor Fayre prøver at finde en måde hvorpå hun kan flygte fra hendes nye liv i sus og dus (og hvor hendes familie også bliver sørget for tilbage i byen, med tak til Tamlin – og hvorfor egentlig det? Hun slog en Fae ihjel. Hvorfor skal hun og hendes familie så belønnes?), men der går ikke længe før Fayre accepterer sin situation og i stedet begynder at sukke over skønne, smukke Tamlin.

Jeg slæbte mig igennem historien, kapitel for kapitel, og kunne egentlig godt acceptere at den var ret kedelig og med usympatiske karakterer, men så beskrev du en situation der gjorde mig meget vred, og som resultat fik mig til at stoppe med at læse videre. Du fortæller nemlig læseren at det er okay at Tamlin kan være aggressiv og hårdhændet overfor Fayre, for han kan jo ikke gøre for det, det er ”magiens” skyld, og at det er Fayres ansvar at gemme sig, for ikke at blive voldtaget. Næste dag viser Fayre nærmest stolt de fysiske mærker frem på hendes krop, som Tamlin har været skyld i, som en måde hvorpå hun kan ”bruge det” imod ham. Kort tid efter undskylder Tamlin sin opførsel med roser. For mig er det ikke romantisk og frækt. For mig virker det som typisk voldelig adfærd, og det afskyede jeg.
Jeg blev faktisk virkelig vred og frustreret, og derfor valgte jeg at stoppe med at læse videre, da jeg nåede omkring de 60%. Jeg kan dog godt se de kvaliteter i din bog, som gør at så mange elsker den, men den var simpelthen på ingen måde noget for mig.

Kærlig hilsen

Sarah J. Maas: A Court of Thorns and Roses. Bloomsbury Children's. 1/5

tirsdag den 25. august 2015

Kære Læsere - Konkurrence #2

I august måned læste og anmeldte jeg en helt fantastisk bog. En bog der både fik mig til at grine og gav mig tårer i øjnene. En bog som en af mine kære læsere nu har mulighed for at vinde. 

Det er selvfølgelig bogen Wonder af R.J. Palacio jeg taler om. Jeg kunne simpelthen ikke undgå at holde af Auggie, hvilket jeg har skrevet et brev om her, og jeg vil nu glæde en heldig vinder med også at opleve Auggie og hans smittende livsglæde, som Alvilda har været så søde at sponsorere. 

For at deltage i konkurrencen om at vinde Wonder, er der nogle krav der skal opfyldes:

  • Du skal følge min blog med Bloglovin, da det er en konkurrence for mine faste læsere. 
  •  Du skal lægge en kommentar til dette indlæg hvor du skriver den bedste bog du har læst i august, og husk at skrive din mailadresse, så jeg kan kontakte den heldige vinder.

Derudover vil det være skønt hvis du ville følge Alvilda på deres Facebook side lige her og følge mig på Instagram her, hvor jeg lægger bogrelaterede billeder ud (det er dog ikke et krav).

Vinderen vil blive trukket d. 17. september, og vil derfor modtage bogen før dens officielle udgivelse, som er d. 9. oktober. En fantastisk mulighed for at læse Wonder før din nabo, og tro mig, det er en bog man ønsker at læse.

Kærlig hilsen
 

torsdag den 20. august 2015

Kære Rainbow Rowell (Landline)

I din søde kærlighedsroman Landline blander du magiske elementer ind i en historie om et ægteskab i krise.

Georgie McCool havde planlagt at besøge hendes mand, Neal's familie i juleferien, men da en alletiders mulighed opstår på hendes arbejde, vælger hun at sætte arbejdslivet foran familielivet.. Igen. Georgie ved godt at Neal vil blive skuffet over hende, men hun havde alligevel ikke regnet med at han ville fortsætte med planen om at rejse til Omaha sammen med deres børn. Georgie bliver dermed efterladt alene i julen, hvilket giver hende en masse tid til at tænke over hendes handlinger og hendes ægteskab med Neal. Da Georgie pludselig finder en måde hvorpå hun kan kommunikere med fortids-Neal, begynder Georgie at komme i tvivl om det ville være bedst for Neal hvis de slet ikke endte – ender? - med at blive gift og stifte familien, eller om det faktisk er muligt at reparere deres ægteskab igennem flere års adskillelse over telefonen.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker dine ungdomsromaner Fangirl og Eleanor & Park. Du formår at skrive på en måde jeg fuldstændig kan relatere mig til, men det er som om det ikke helt fungerer for mig, når det er du skriver voksenromaner. I Attachements følte jeg at det blev FOR sødt og ideel. I Landline følger jeg ikke at jeg kan relatere mig til karaktererne. For mig var Georgie, Neal og resten af karaktererne i bogen alt for egoistiske, men på hver deres måde. Det gjorde det svært for mig at holde af nogen af dem, og faktisk blev jeg endda til tider rigtig frustreret over deres handlinger. Det der dog trækker bogen væsentlig op for mig, er de smukke samtaler nutids-Georgie har med fortids-Neal over telefonen. De var hjerteskærende og ægte, og jeg blev meget rørt over situationen Georgie står i, i forhold til at vide hvordan fortids-Neals fremtid vil se ud, uden at han selv er klar over det, og hvordan hun vælger at håndtere den mulighed hun får givet.

Selvom Landline for mig var en middelmådig bog, så gav den mig alligevel et glimt af det der gør, at jeg så meget holder af dine ungdomsromaner, og som gør at jeg fortsat vil læse alt det du skrive. 

Kærlig hilsen

Rainbow Rowell: Landline. St. Martin's Press. 3/5

tirsdag den 18. august 2015

Kære Emily St. John Mandel (Station Eleven)

I din dystopiske fremtidsroman Station Eleven giver du dine læsere et indblik i en verden, hvor civilisationen er nedbrudt, og hvor de resterende mennesker prøver at genopbygge et liv. Et liv med nye farer der lurer.

Din roman veksler mellem fortid og nutid, hvor nutiden er 20 år efter at den dødelige Georgia Flu har hærget hele verden, og dræbt 99% af befolkningen. I fortiden følger man forskellige karakterer, centreret omkring skuespilleren Arthur Leander og hans liv, op til pandemien. I nutiden følger man en gruppe skuespillere og musikere der rejser igennem USA, for at optræde med Shakespeare skuespil og koncerter, og som pludselig opdager en ny trussel for samfundet, nemlig en selvudnævnt profet. Lige så stille, igennem hvert kapitel, lader du læseren opfange sammenhængen mellem menneskerne du præsenterer os for i fortiden, og dem du præsenterer os for i nutiden, som så bliver bundet sammen i en smuk sløjfe.

Jeg må helt ærligt indrømme at det tog mig lang tid at blive fanget af din historie, og især blive fanget i så høj grad at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig. Denne konstante skiften mellem fortid og nutid, imellem de forskellige karakterer, forvirrede mig og gjorde at det var svært at connecte med karaktererne, og derudover syntes jeg at hele delen med The Travelling Symphony var meget langtrukkent. Det var først da jeg nåede omkring halvvejs at jeg begyndte at kunne se hvad det var du prøvede at fortælle, og da jeg nåede det punkt var jeg solgt.

Den måde du formår at sammenflette de forskellige karakterers liv, både i fortiden og nutiden, er gjort på sådan en smuk og subtil måde, at jeg troede på det. Det virkede, for mig, meget ægte. Jeg blev opslugt i at finde ud af hvad der hændte de mennesker i fortiden, som følge af pandemien, og hvordan menneskerne i nutiden havde relation til disse hændelser.Jeg fik faktisk lidt The Walking Dead vibes under læsningen af din bog, dog uden en masse zombies.
Jeg startede din bog ud med at tænke at jeg ville ende med at kede mig grusomt under læsningen, og sluttede af med ønsket om at læse flere af dine bøger. For skrive, det kan du.

Kærlig hilsen

Emily St. John Mandel: Station Eleven. Picador. 4/5

torsdag den 13. august 2015

Kære Brent Weeks (Som en skygge)

Indeni din intimiderende store og tunge bog Som en skygge, blev jeg mødt med vild og drabelig fantasyverden, som trods sin tykke ydre, hurtigt blev slugt, side for side, kapitel for kapitel.

I slummen lever Azoth, og er en del af en gruppe forældreløse børn der stjæler for at kunne overleve. Azoth vil dog noget mere, og bedre, med sit liv, og beder derfor snigmorderen Durzo Blint om han må komme i lære hos ham. For at blive en god snigmorder må Azoth lægge hele sit tidligere liv bag sig, inklusiv sin identitet, og derfra opstår Kylar Stern. Kylar har meget at lære af Blint for at mestre kunsten som blodsvend, bl.a. våbentræning og giftblandinger, men den vigtigste lektie Kylar skal lære, er at cutte forbindelserne med dem man har kær og ikke skabe nye relationer med folk, som kan få indvirkning på ens dømmekraft. Intet må komme i vejen for et betalt mord.

Jeg blev forvirret over handlingen til en start. Det hjalp heller ikke at læse beskrivelserne, for jeg syntes ikke de hjalp på min forvirring, og min egen beskrivelse af plottet er sikkert lige så forvirrende. Mange mærkelige navne blev præsenteret hele tiden, og mange nye karakterer dukker op, så det tog lidt tid før jeg kom helt ind i historien og begyndte at lære de forskellige karakterer at kende. Da det så skete, så fløj jeg igennem denne første del af din fantasytrilogi. Du har ikke sparet på hverken vold, mord eller politiske intriger, og det var mega fedt! Som så mange andre sikkert har fortalt det før, så var det lidt som at læse Game of Thrones, men til et lidt yngre publikum.

De mange skiftende synspunkter, de mange karakterer der bliver dræbt og de mange alliancer og magiske elementer, gjorde at jeg fandt mig indlemret i denne storslåede fantasyverden. Jeg turde aldrig stole på mine forventninger til hvilke karakterer der ville overleve, og hvilke der ville dø, for gang på gang snød du mig, og det elskede jeg. Du sørgede for at jeg hele tiden sad på kanten af stolen, og håbede på at du ville spare mine yndlingskarakterer. Jeg respekterer din villighed til at dræbe dine egne karakterer, for det betyder i sidste ende at fortællingen bliver meget mere interessant. Jeg er spændt på at læse videre i serien, for at se hvad du nu kan finde på.

Kærlig hilsen

Brent Weeks: Som en skygge. Org titel: The Way of Shadows. (Night Angel #1). Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 4/5

tirsdag den 11. august 2015

Kære R.J. Palacio (Wonder)

I din skønne, livsbekræftende bog Wonder, mødte jeg den dejligste dreng der findes i litteraturens verden, nemlig August.

August, eller Auggie som han bliver kaldt, er en dreng der blev født med et deformt ansigt, men inderst inde er han en helt almindelig 10 årig dreng, der elsker Star Wars. Selv efter mange plastikoperationer, skiller Auggie sig ud i mængden, og nogle gange skræmmer han andre børn, og endda voksne, med sine markante ansigtstræk. Alle de komplikationer der hører med til at blive født med et deformt ansigt, har gjort at Auggie aldrig har gået i skole, men dette ændrer sig da han når 5. klassetrin. Nu bliver Auggie ”den nye elev” på skolen, og hvis dette ikke var slemt nok i forvejen, så hjælper det heller ikke at Auggie ser ud som han gør. Auggie skal nu begå sig blandt andre på sin egen alder, og endnu mere lære at håndtere den daglige stirren han oplever fra børnene, men med denne daglige kamp fører også uvurderlige venskaber med sig.

Auggie er en dreng med meget modgang, men han er stadig en dreng der er så optimistisk omkring livet. Selvom Auggie til tider kan føle at han bare har lyst til at gemme sig væk, så ender han altid med at rejse sig med hoved hævet højt, og tage imod de udfordringer der kommer hans vej. Jeg beundrer det mod og styrke der findes i den lille dreng, og jeg bandede de onde børn langt væk. 
 
Bogen skifter perspektiv engang imellem, og du giver os læsere et indblik i hvordan Auggies pårørende er blevet påvirket af Auggies deformitet. Især søsterens kapitel rørte mig dybt, da hun er splittet mellem at være beskyttende overfor sin lillebror og elsker ham helt til månen, samtidig med at hun ville ønske at hendes liv ikke skulle centrere sig omkring Auggies behov. Du formår at give et nuanceret billede at Auggie og Auggies liv, hvilket i sidste ende fik mig til at elske ham, og ikke mindst hans fantastiske humor og selvironi. Hen mod slutningen af bogen kunne jeg ikke undgå at få tårer i øjnene over den smukke udvikling der er sket, ikke bare i Auggie selv, men også den udvikling der er sket i menneskerne omkring ham. Auggies historie sidder nu dybt i mig, og det er jeg så uendelig glad for.

Kærlig hilsen

R.J. Palacio: Wonder. Anmeldelseseksemplar fra Alvilda. 5/5

torsdag den 6. august 2015

Kære Maria V. Snyder (Poison Study)

Jeg vidste ikke hvilke forventninger jeg skulle have til Poison Study, den første bog i din fantasyserie Study, men jeg ved i hvert fald at jeg blev imponeret over denne velskrevet start.

Som læser blev jeg kastet hovedkuldst ind i Yelenas historie. Samme dag som Yelena skal henrettes for at have myrdet General Brazells søn, bliver Yelena tilbudt frelse fra døden, dog frelse med muligheden for en endnu værre død. Landet Ixias militæriske leders mundskænk er lige død, og pladsen skal hurtigst muligt besættes. Yelena takker ja til jobbet, selvom dette betyder at hun vil være en fange resten af sit liv, eller indtil en forgiftning vil gøre en ende på det.
Yelena skal dog ikke kun mestre kunsten at kunne skelne mellem smage, og dertil gifte, men hun skal ligeledes også acceptere hendes mørke fortid som morder, og hendes nyligt opdagede magiske kræfter, kræfter der skal holdes hemmelige for sin egen sikkerheds skyld.

Efter endt læsning var jeg faktisk ret imponeret over din start på denne fantasyserie. Mit indtryk er i hvert fald at du har skabt et velbalanceret plot der fungerer. Verdensopbygningen var, for mig, god og fyldestgørende. Jeg følte i hvert fald ikke at jeg sad tilbage med presserende spørgsmål, for at kunne forestille mig Ixia. Jeg er normalt heller ikke til de store actionbrag, som man ellers tit finder i fantasybøger, men du sørgede for at de actionfyldte dele ikke fyldte for meget i bogen, og i stedet gav plads til udvikling, både hos Yelena og til plottet. Yelena er en stærk kvinde, som kun bliver stærkere som historien udvikler sig, men samtidig har hun sine egne dæmoner at bære rundt på og acceptere, og jeg elskede denne menneskelige side af hende.

Det er jo næsten mere reglen end undtagelsen at når en bog har en kvindelig hovedperson, og især kvindelige hovedpersoner i en fantasyverden, så skal der også være en love interest for hende. Du har ikke gået imod dette, men du formår at lade kærlighedsplottet være lige præcis tilpas, så det ikke blev for sukkersødt og kvalmende, og det skal du have ros for, ligesom at du også sørgede for at det magiske i bogen ikke tog overhånd.
Alt i alt var jeg godt underholdt under læsningen af Poison Study, og jeg kan næsten ikke vente med at læse videre.

Kærlig hilsen

Maria V. Snyder: Poison Study (Study #1). Mira Books. 4/5

tirsdag den 4. august 2015

Kære Helen Oyeyemi (Boy, Snow, Bird)

Med Boy, Snow, Bird har du skabt en genfortælling af det klassiske eventyr Snehvide, men hvis jeg ikke var blevet fortalt det i forvejen, var det nok gået hen over hovedet på mig.

I din bog følger vi tre kvinder, nemlig Boy, Snow og Bird. Boy rejser til en lille by i Massachusetts, i håbet om et bedre liv end det hun havde mens hun boede sammen med sin far i New York. I den lille by skaber hun et nyt liv for sig selv, hvilket fører til at hun gifter sig med en enkemand. Med ægteskabet følger også rollen som stedmor til den smukke og skønne lille pige, Snow Whitman. 

Da Boys datter Bird bliver født, og bliver født med en meget mørkere hudfarve end resten af familien, går det op for Boy og resten af byens beboere, at familien Whitman har skjult deres mørkhudede aner, for at passe bedre ind i dette lille samfund. Før Birds fødsel elskede Boy den sælsomme Snow, men da Bird adskiller sig så meget fra Snows skønne, hvide udseende, begynder Boy at være bitter over det selvsamme som hun i starten elskede ved Snow. Boy kræver derfor at Snow bliver sendt væk for at bo med familiemedlemmer, sådan så Bird ikke behøves at leve i Snows skygge.

Du har skrevet en bog der i starten tryllebandt mig med de smukke, fine ord, og de magiske elementer, men jo mere jeg læste, desto mere følte jeg at der manglede noget. Jeg elskede starten af bogen, hvor man fulgte Boy og hendes tanker og følelser. Jeg følte hun var meget ægte, og jeg forstod hendes reaktion på problematikken med Snow og Bird, selvom jeg ikke var enig med hendes handlen. Da bogen så skiftede til at følge Bird, begyndte jeg at miste interessen. I Birds del får dine læsere indblik i de breve der bliver sendt mellem Bird og Snow, mellem to halvsøstre der næsten ikke kender hinanden, men som alligevel ønsker at have en forbindelse med hinanden. Den del af din bog fik mig til at længes efter kun at følge Boy igen.

Din bog sluttede med et twist, en twist jeg slet ikke havde set komme, og som i virkeligheden også virkede på en måde malplaceret, men samtidig betød dette twist også at jeg fik en større forståelse for Boy. I virkeligheden ville jeg have ønsket at din smukke bog gav mere plads til netop Boy, for Boy er helt klart den mest interessante karakter. Selvom din bog endte med at være en smule skuffende, så er jeg dog blevet mere nysgerrig, og jeg vil elske at give mig i kast med dine andre bøger.

Kærlig hilsen

Helen Oyeyemi: Boy, Snow, Bird. Riverhead Books. 3/5

søndag den 2. august 2015

Kære Opsamlingsliste - Juli




Månedens læste bøger

Månedens favorit
Sidste måned læste jeg ikke nogen bøger der fik 5 stjerner og dermed blev til en all-time favorit. Det gjorde jeg så til gengæld op for i juli måned. I starten af måneden fik jeg læst Everything I Never Told You af Celeste Ng, og den ramte mig dybt. Jeg sad tilbage og var følelsesmæssigt udkørt over den rejse bogen tog mig på, og jeg satte den straks på ønskesedlen, for sådan en smuk bog vil jeg eje. Mit brev til Ng kan læses her. Hen imod slutningen af måneden skete det igen. Jeg besluttede mig for endelig at få læst David Levithans Hver dag, som jeg havde taget med hjem fra biblioteket for mange måneder siden. Nu forstår jeg slet ikke hvorfor jeg ventede så længe med at læse den, for den var ligeså smuk og rørende, og helt unik.

Månedens overraskelse
Det var lidt af en impulsbeslutning af jeg tog Sanne Søndergaards Solo med hjem fra biblioteket. Jeg havde i forvejen en masse bøger jeg skulle nå at læse, men jeg har altid været imponeret over Sannes måde at sige tingene på, no bullshit, og jeg var derfor nysgerrig efter at finde ud af om det fungerede i bogform, og det gjorde det! Der var så mange ting jeg kunne nikke genkendende til, og andre ting som virkelig fik mig til at reflektere over mine egne tankemønstre. Helt klart månedens positive overraskelse. Derimod endte Into the Wild med at overraske mig negativt. Jeg elsker filmen, og jeg havde derfor gået ud fra at jeg også ville elske bogen, men ak. Der var mange passager der var så kedelige at mine tanker vandrede, men samtidig var der også passager der rørte mig lige så meget som filmen gjorde. Derfor endte Into the Wild med at være en middelmådig oplevelse.

Månedens skuffelse
Jeg havde godt forventet at Ransom Riggs Hollow City ikke kunne leve op til dens forgænger Miss Peregrines Home for Peculiar Children, men jeg havde på ingen måde forventet at den ville være så meget dårligere. Den var en kæmpe skuffelse, og der var flere tidspunkter hvor jeg overvejede at stoppe med at læse videre, men min naive tro på at det nok skulle vende, gjorde at jeg fik læst den helt til slut. Men det blev bare ikke bedre. Øv. Jeg tror ikke at jeg får læst den sidste bog i trilogien når den udkommer. Eller også gør jeg det bare for at få en afslutning på hele serien.

Mest forventede læseoplevelse i august
Eftersom mit speciale endelig er færdigskrevet og afleveret, kan jeg nu fuldt ud nyde skønlitterær læsning igen. Det har så også betydet at jeg har lavet en rimelig stor TBR-bunke af bøger, som jeg sådan håber på at jeg kan nå igennem. Blandt dem er bl.a. Wonder, som jeg modtog som anmeldelseseksemplar for en del måneder siden, men jeg har udskudt at læse den indtil vi kom lidt tættere på udgivelsesdatoen. Jeg har kun hørt godt om bogen, og mine forventninger er skyhøje. Derudover har jeg lige fået lånt A Court of Thorns and Roses på Ereolen Global. Endnu en bog som jeg kun har hørt en masse ros om, men jeg forholder mig dog stadig lidt skeptisk, da genren ikke er noget jeg læser så meget indenfor. Derudover fik jeg lov til at vælge hvad bogklubben skal læse til næste gang, og jeg valgte Fingersmith, som jeg virkelig, virkelig meget glæder mig til at læse. Det er ikke ret lang tid siden jeg læste Lille fremmede af samme forfatter, og den elskede jeg sådan, så jeg håber at vi i bogklubben får minimum en lige så god oplevelse med denne.

Opsummering af juli
Det blev en stille måned på blogfronten. Den sidste halve måned af juli dedikerede jeg til specialskrivningen, hvilket betød at der ikke kom nye breve her på bloggen.Specialeskrivningen betød dog ikke at jeg ikke fik læst noget. Faktisk begyndte jeg at ty til lidt hyggelæsning når jeg havde brug for en pause fra skrivningen, og derfor endte jeg alligevel op med at få læst en hel del. Meget mere end jeg havde forventet. Nu er specialet afleveret, og det jeg har arbejdet på det sidste halve år er nu slut. Eller næsten. Foran mig venter nu det mundtlige forsvar, men da der er meget længe til, vil jeg nu nyde alle de fridage jeg kan få skrabet sammen, imellem mine vagter på biblioteket.