torsdag den 28. maj 2015

Kære Gillian Flynn (Dark Places)

Jeg begyndte at læse Dark Places med skyhøje forventninger, for efter at have læst Sharp Objects og Gone Girl (en af mine all-time favoritbøger), så var du godt på vej til at snige dig ind på min liste over yndlingsforfattere. Heldigvis skuffede du (og bogen) ikke.

Som syvårig blev Libby Days mor og søster brutalt myrdet, mens Libby var hjemme. Libby var derfor en af hovedvidnerne der fik sat hendes egen bror Ben i fængsel for livstid for mordene. Den barske oplevelse har efterladt dybe ar i Libby, som gør at hun går rundt med selvmordstanker, når hun ikke lige føjer hendes tendenser til kleptomani. Siden mordene har hun ikke haft nogen tæt forbindelse med andre, og hun gør intet for at passe ind i samfundet, ønsker ikke engang at have et arbejde. Libby har klaret sig fint med donationerne fra godhjertede mennesker, men nu er kontoen ved at være tom, og andre små piger i landet har taget hendes plads som det stakkels barn uden midler, som får fremmede menneskers hjerte (og pengepung) til at bløde.
Behovet for lette penge gør at Libby siger ja til at mødes og hjælpe Kill Club, som består af en gruppe mennesker der tror på Bens uskyld, og vil finde beviser på dette. Libby begynder dermed at besøge mennesker fra familiens fortid, mod betaling selvfølgelig, for at grave i hvad der virkelig skete den nat, og langsomt begynder Libby at tvivle på hvad hun faktisk så den nat hendes familie blev myrdet, ligesom hun også begynder at tvivle på om menneskerne omkring hende fortæller sandheden.

Endnu engang har du formået at skrive en fantastisk spændende bog. Alle dine bøger handler om meget komplekse, ødelagte kvinder, og Libby er ingen undtagelse. Selvom hun ofte er meget usympatisk, så giver du læseren mulighed for at komme dybt nok under huden på hende til at man alligevel begynder at fatte sympati for hende, selvom hun prøver at gemme sig bag en mur af vrede og utilnærmelige opførsel.
Selve historien formår du ligeledes at gøre mere og mere spændende, for du har opbygget bogen på sådan en måde at læseren skiftevis følger Libby og hendes kamp om at finde frem til sandheden, og også følger Ben og deres mor i dagen op til mordet. Spændingen stiger og stiger for hvert kapitel og til slut kulminerer det hele i et kæmpe brag, og alt bliver lagt på bordet. Da sidste side var blevet vendt, sad jeg måbende tilbage. Jeg beundrer din måde at skrive thrillers på, som holder læseren fast indtil alt er blevet afsløret, og jeg håber sådan at der snart kommer en ny bog fra dig. Indtil da kan jeg vente i spænding på filmatiseringen af netop Dark Places.

Kærlig hilsen
Gillian Flynn: Dark Places. Phoenix. 4/5

tirsdag den 26. maj 2015

Kære Alden Bell (Høstens engle)

I din post-apokalyptiske roman Høstens engle præsenterer du mig for en håbløs verden, men hvor de overlevende prøver at skabe et liv og en fremtid for sig selv.

For 25 år siden gik civilisationen til grunde, og Amerika blev plaget af zombier. En af de overlevende er 15-årige Temple. Temple har ikke oplevet landet fra før døden var overalt, så hun har lært at være følelsesmæssig distanceret fra alle og alting. Temples oplevelser med død har gjort hende voksen før tid, og hun kan tage vare på sig selv i sin rejse igennem Amerika for at finde et sted hvor hun, forhåbentlig, kan blive fri for at kæmpe for livet. Temples vandring fører til møde med andre overlevende, som hver især har håndteret zombie-apokalypsen på forskellige måder, heriblandt en familie der har lukket sig selv inde i deres store hus, og har valgt at ignorere verdens tilstand udenfor husets mure, og en mand der ønsker at hævne sig sin brors død.

Historien om Temples rejse igennem Amerika er barsk, men du har skrevet denne barske historie på smukkeste vis. Fra første side blev jeg dybt inddraget i Temples håb og ønske om at finde et sted hvor hun kan glemme verdens tilstand, i hvert fald så længe det vil være muligt. Det er en rejse hvor Temple lærer noget om sig selv, og du giver læseren mulighed for at lære om menneskers natur, og menneskers trang til at holde sig i live.
Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til din korte bog (i den danske oversættelse er den knap 250 sider), så jeg blev virkelig blæst bagover at denne korte bog kunne indeholde så mange ægte følelser og reaktioner. Den hævntørstige mands ”katten-efter-musen” lignende fortælling var på samme tid dybt frustrerende og ufattelig smuk, og i mine øjne var det det stærkeste aspekt at din bog. Efter sidste side blev vendt, sad jeg tilbage og troede ikke på det. Den kunne ikke ende på den måde som den gjorde, men alligevel var det den helt rigtige måde.

Du har ikke så meget skrevet en zombiehistorie, men du har skrevet en historie om menneskers trang til at holde sig i live, krydret med lidt zombier i kulissen, og du har ærlig talt gjort det skide godt. Jeg synes det er en skam at Høstens engle ikke har fået mere omtale i Danmark, for det fortjener den.

Kærlig hilsen

Alden Bell: Høstens engle. Org. titel: The Reapers Are the Angels (Reaper #1). Forlaget Iris. 4/5

torsdag den 21. maj 2015

Kære Kiera Cass (Udvælgelsen)

Jeg stødte på din bog Udvælgelsen på biblioteket, hvor jeg straks blev betaget af det flotte cover, men det var bagsideteksten der lokkede mig til at tage den med hjem, for jeg ønskede at lade mig blive opslugt af et rigtigt dystopisk prinsesseeventyr.

I fremtidens USA, nærmere kaldet Illéa, er befolkningen opdelt i et kastesystem der strækker sig fra 1 til 8. 1 er de kongelige i landet, og 8 er de hjemløse. America Singer og hendes familie er 5'ere, hvilket vil sige at America er en kreativ person der må tjene til føden ved at synge for folk, deraf hendes efternavn. Pengene er dog få for 5'ere, så da Udvælgelsen begynder, bliver America presset til at tilmelde sig, så hun og hendes familie kan få muligheden for at leve lidt bedre. Udvælgelsen er en tradition i landet, hvor 35 unge piger, fra de forskellige kaster, bliver udvalgt til at konkurrere om prinsens gunst, og alle landets borgere følger interesseret med. America bliver en af de heldige 35 piger, men hun er ikke synderligt interesseret i at blive prins Maxons kone, for hun er nemlig stadig forelsket i sin kæreste Aspen. Nu skal America håndtere både at blive bedømt af den kongelige familie, de andre udvalgte piger og resten af landets befolkning, samtidig med at hun må håndtere splittelsen mellem at ønske at være hjemme hos familien og Aspen, og ønsket om at give hendes familie det økonomiske pusterum de har brug for.

Jeg kan lige så godt starte ud med at sige at det var selve din idé med at skabe en kongelig udgave af realityserien The Bachelor, smidt ind i en dystopisk verden, der virkelig lokkede mig til at læse bogen. Jeg synes simpelthen at det er sådan en genial idé. Desværre var det også selve den idé der er det bedste ved bogen. Jeg havde meget svært ved at holde af, og med, karaktererne, dialogen var ofte meget overfladisk, og så var der nogle valg der blev taget i bogen, som jeg ikke kunne stå bag. Jeg syntes det skinnede for meget igennem bogen at den henvendte sig til et yngre publikum, og jeg fangede mig selv i flere gange at rulle med øjnene over de forskellige karakterers opførsel og væremåde.

Selvom der for mig var rigtig mange negative aspekter ved bogen, så tror jeg alligevel jeg bliver nødt til at læse videre. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvem der ender med at vinde Udvælgelsen og vinde Maxons hjerte (selvom det jo nok ikke er helt så svært at gætte sig til). Mit ønske om at læse videre bygger hundrede procent på din unikke idé om netop Udvælgelsen, for jeg er meget interesseret i at finde ud af hvordan du formår at arbejde videre med de næste bøger i serien under samme præmis. Det at du har skrevet en bog der, på trods at sine mange fejl i mine øjne, gør at jeg ønsker at læse videre, har fået mig til at give Udvælgelsen 3 stjerner, i stedet for de 2 stjerner jeg overvejede til en start.

Kærlig hilsen
Kiera Cass: Udvælgelsen. Org. titel: The Selection (The Selection #1). Tellerup. 3/5

tirsdag den 19. maj 2015

Kære Stephen King (Joyland)

Til sidste readathon valgte jeg at starte ud med din nyeste roman oversat til dansk, nemlig Joyland. Den forholdsvis korte bog passede perfekt ind til readathon og jeg glædede mig til at skulle gyse, men desværre var der ikke meget gys at komme efter.

Joyland er navnet på en forlystelsespark hvor en unge college studerende Devin Jones får et sommerferiejob. Devins kæreste har lige slået op med ham, og han er helt knust, og vælger at begrave sig i arbejde for at få tankerne væk fra hende. Ved hjælp fra nye venskaber lykkedes det lige så stille, og Devin begynder i stedet at grave i sagen om en masse piger der er blevet myrdet, deriblandt en pige der blev myrdet i Joylands uhyggeligste forlystelse. Nu siges det at hun spøger i selvsamme forlystelse, fordi hendes morder aldrig nogensinde er fundet.

Du har skrevet en coming-of-age historie, blandet sammen med lidt krimi i form af ”whodunnit” og derudover også mikset lidt overnaturligt ind i blandingen, hvoraf det sidstnævnte bare blev for meget af det gode for mig. Devins historie starter lige så stille og roligt ud, hvilket var skønt, og jeg begyndte at glæde mig til at uhyggen skulle begynde, men det blev bare aldrig rigtig indfriet. I stedet begyndte begyndte den pludseligt at føles forhastet, som om du havde en begrænsning i antal sider, og derfor skulle det hele bindes sammen i en fin sløjfe hurtigst muligt. Det overnaturlige aspekt af historien føltes forceret, som om det kun var med, for at hele plottet kunne hænge sammen, og det syntes jeg er virkelig ærgerligt, især fordi jeg ved at du kan gøre det SÅ meget bedre end det.

Det kan måske lyde som om at jeg slet ikke kunne lide Joyland, men rent faktisk nød jeg hele Devins historie, og levede mig ind i hans liv. Der er ingen tvivl om at du kan skrive, og at du kan skrive godt, og din beskrivelse af Joyland og Devins oplevelse med at arbejde der, bragte straks mine minder tilbage til dengang jeg selv arbejdede i Legoland. Når jeg nu tænker tilbage er jeg fuldt ud klar over at mine forventninger til din bog på ingen måde passede overens med den historie jeg satte mig til at læse. Jeg skulle nok have nærlæst bagsideteksten bedre, og ikke have forventet at Joyland var din nyeste gyser, men i stedet din nyeste dannelsesroman, med et strejf af krimi.

Kærlig hilsen
Stephen King: Joyland. Hr. Ferdinand. 3/5

torsdag den 14. maj 2015

Kære Vladimir Nabokov (Lolita)

Din anmelderroste men stærkt provokerende roman Lolita, er en roman jeg både har glædet mig til at læse, men også frygtet at give mig i kast med.

Lolita fortæller nemlig historien om Humbert Humbert og hans besættelse af små nymfer, især den tolvårige Lolita. Lolita er datteren til den kvinde Humbert bor til leje hos da han flytter til USA for at arbejde, men da den nærme fremtid truer med at være Lolita-fri, føler Humbert sig nødsaget til at gifte sig med udlejeren for stadig at kunne være tæt på den yndige pige. Da moderen pludselig dør, tager Humbert Lolita med på en rejse igennem USA, en rejse hvor Humbert får sine kærlighedsfantasier udlevet. Selvom de udgiver sig for at være far og datter, så føler Humbert sig truet af sin paranoide forestilling om at politiet er lige i hælende på ham, på vej til at tage hans livs kærlighed fra ham, men det er ikke kun ordensmagten Humbert skal frygte, for jo ældre Lolita bliver, jo mere bevidst bliver hun om den magt hun besidder over Humbert.

Jeg har længe udskudt at læse din roman, netop fordi jeg var bange for at den ikke ville kunne leve op til de store forventninger jeg havde fået, på baggrund af at have set, og elsket filmatiseringen fra 1997. Første gang jeg så filmen, som meget ung, blev jeg med det samme draget af den ulovlige kærlighedshistorie, men min unge alder, og filmens fortælleteknik gjorde at jeg ikke havde formået at opfange alle historiens facetter, og især ikke Humbert Humberts usmagelige, ulækre og patetiske person. At læse din roman gav et meget mere nuanceret billede at både Humbert og Lolita, og dette nuanceret billede er jeg glad for at jeg ikke længere er foruden.


Humbert ser sig selv som en håbløs romantiker, hvilket du næsten får læseren til at tro på, men min hjerne skriger dog også efter at få mig til at huske på at Lolita kun er tolv år gammel. Bare et barn, som på ingen måde er bevidst om konsekvenserne at hendes seksuelle forhold med Humbert, selvom Humbert konstant prøver at overbevise læseren om at det var hende der forførte ham, og ikke omvendt. Dit smukke, nærmest lyriske sprog prøver at manipulere med mig, prøver på at få mig til at holde med Humbert, da hele historien kun fortælles igennem hans synspunkt, og det er et helt utrolig virkemiddel, der kommer meget tæt på at virke.
Du har skrevet en virkelig smuk, skræmmende og barsk roman om en mands perverse følelser og besættelse, og en piges søgen efter kærlighed og omsorg. Det er en roman som jeg kun kan anbefale andre at læse.

Kærlig hilsen
Vladimir Nabokov: Lolita. Gyldendal. Anmeldelseseksemplar fra Plusbog.dk. 4/5

tirsdag den 12. maj 2015

Kære Chuck Palahniuk (Fight Club)

Det er de færreste der ikke kender til filmatiseringen af din korte historie om den unavngivne hovedperson og hans møde med den uregerlige Tyler Durden. Jeg stødte første gang på titlen Fight Club i en engelsktime i gymnasiet da en klassekammerat sammenlignede det tema vi havde om, med det plottwist som din historie er blevet kendt for. Derfor var jeg allerede bevidst om hvad der ville ske i filmen Fight Club (selvom første regel i Fight Club er ikke at tale om Fight Club), men alligevel blæste filmen mig omkuld. Da jeg kort tid efter fandt ud af at den var baseret på din bog, så var det en selvfølge at jeg også skulle læse den på et tidspunkt, for som regel er bogen jo bedre end filmatiseringen, ikke? Desværre ikke i dette tilfælde.

I bogen er den unavngivne fortæller træt af sit liv. Han går rundt i en døs, fordi han ikke kan sove. Det eneste der hjælper ham med at få noget søvn, er at møde op til forskellige selvhjælpsgrupper, hvor han kan græde ud ved skuldrene af syge mennesker, og de trøster ham fordi de også tror han er syg. Da en kvinde også begynder at dukke op til de samme forskellige grupper, så bliver han hæmmet og kan ikke længere give slip på sine tårer og dermed ikke sove. I stedet møder han pludselig Tyler Durden som åbner en verden for ham med blod, blå mærker og løse tænder. Tyler har skabt Fight Club hvor mænd kan dukke op og tæske hinanden i stumper og stykker, og samtidig give hinanden en følelse af at have noget indhold i deres liv. Dog stopper Tylers planer om vold ikke kun hos klubben, men han ønsker at involvere resten af verden, stik imod hvad fortælleren ønsker, og han prøver på at sætte en stopper for det.

Jeg blev overrasket over at finde ud af at den lille bog på lidt over 200 sider faktisk er hele grundlaget for filmen, lige fra start til slut. Der var intet ved historien der overraskede mig, andet end din skrivestil, og det er lige præcis på grund af din skrivestil at bogen slet ikke var noget for mig. Der var få tidspunkter hvor jeg tænkte at det var en helt fantastisk bog, men størstedelen af tiden var jeg frustreret. Så frustreret at jeg flere gange tænkte på at opgive at læse den færdig. Jeg er dog glad for at jeg læste den færdig, for da min udgave af bogen endte med dit nye afterword, blev jeg igen blæst omkuld – denne gang med dine beskrivelser af det store indtryk Fight Club har haft på folk rundt omkring i verden. For fremtiden tror jeg dog bare at jeg sætter filmen på hvis jeg vil have en ordentlig omgang fiktiv tæsk.

Kærlig hilsen
Chuck Palahniuk: Fight Club. Vintage Books 2/5

fredag den 8. maj 2015

Kære Leonora Christina Skov (Hvor intet bryder vinden)

Jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme at før jeg læste din nyeste roman Hvor intet bryder vinden så kendte jeg faktisk ikke noget til dit forfatterskab, men nu kommer jeg i hvert fald ikke lige til at glemme dig foreløbigt.

I din nyeste thriller har syv danske kunstnere og forskere fået et legat til en måneds fri arbejdsophold på den lille ubeboede ø Stormø. Af hvem de har fået dette legat, er der ingen af de syv der ved, men alligevel vælger de alle at tage imod tilbuddet, for nogle af dem er det endda en kærkommen mulighed for at flygte fra den benhårde virkelighed der ellers venter dem derhjemme. Der er dog ingen af de syv mennesker der havde forventet at skulle indlogeres i et glashus, uden mulighed for at komme i kontakt med fastlandet og uden mulighed for at komme væk. Isolationen gør hurtigt stemningen anspændt og paranoia begynder at påvirke de syv gæster, især da den første person forsvinder og den næste falder i døden. Da de resterende gæster prøver at finde ud af hvad der foregår på øen, opdager de at deres livshistorier og hemmeligheder er flettet ind i hinanden - historier og hemmeligheder om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar.

Da jeg intet kendte til dit forfatterskab i forvejen, så vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente af den lille, fine hardback da jeg stod med den i hånden. For fin er den i hvert fald, med smudscover i den sarte grønne farve med den majestætiske kronhjort, som dækker over den flotte dyblilla bog indeni. Det er bogdesign når det er bedst. 

Efter at have nydt udseendet af bogen exceptionelt længe, gik jeg lige så forsigtigt i gang med at læse den, men der gik ikke lang tid før siderne nærmest vendte sig selv. Jeg fløj igennem det ene kapitel efter det andet, egentlig ikke kun for at finde ud af hvorfor den ene gæst efter den anden forsvandt eller døde, men for at få indblik i hver af de syv gæsters livshistorie. Du veksler nemlig mellem gæsternes nutid og deres enkelte fortidsoplevelser, som har ført til dem glashuset på Stormø. Hver eneste karakter er dybt komplekst, og den ene mere usympatisk end den anden, men du formår alligevel at skildre deres følelser og reaktioner så ægte, at jeg ikke kan undgå at sympatisere mig med dem. Under læsningen gik det lige så langsomt op for mig hvordan deres liv hver især havde påvirket hinanden, og jeg sad tilbage og var dybt imponeret hver eneste gang et nyt lag af historien blev skrællet væk og afslørede hvor dybt historien strækker sig. Jeg ville ønske at jeg endnu havde din bog til gode, for hvor ville jeg virkelig gerne kunne læse den igen for første gang.

Kærlig hilsen
Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden. Anmeldelseseksemplar fra Politikens Forlag. 5/5

tirsdag den 5. maj 2015

Kære Lisa Genova (Et helt nyt liv)

Sidste år læste jeg din rørende debutroman Stadig Alice, som virkelig satte sig fast i mig. Så meget at det er blevet til en af mine favoritbøger. Derfor var jeg overhovedet ikke i tvivl om hvorvidt jeg skulle læse Et helt nyt liv, der også omhandler hjernens forbløffede virkning.


I din roman bliver vi præsenteret for Sarah, som jonglerer med familieliv og fuldtidsjob. Sarahs liv er hektisk, og tit bliver Sarah overvældet af alle de ting der kræves af hende for at være den perfekte chef, den perfekte mor og den perfekte kone, og hun føler at hun altid er et skridt bagud med de ting hun skal nå. En helt almindelig dag, hvor Sarah igen er kommet for sent afsted og prøver at multitaske i bilen, sker det hun ikke troede ville ske for hende. Sarah ender i en trafikulykke. Sarah slipper med livet i behold, men hun vågner op med en hjerneskade. Sarah kan ikke længere se ting til venstre, og nu står det på hård genoptræning af Sarahs hjerne for at åbne op for den venstre side af verden igen. Det er dog bare hårdt for Sarah at skulle acceptere at hun ikke længere kan være den superkvinde som hun var engang.


Din baggrund med en ph.d. i neurovidenskab gør at jeg stoler på din viden omkring hjerneskader og føler at jeg lærer noget nyt om det fantastiske værktøj som hjernen er, men din evne til at skrive gør at jeg kan sætte mig ind i hvordan det dog må føles at blive ramt af sådan en skade som Sarah gør. Ikke at kunne opfatte den venstre del af verdenen virker alt for abstrakt når man ikke selv kan opleve det, men din måde at skrive Sarahs beskrivelser af at leve med denne skade gør det mere håndgribeligt, hvilket jeg er dybt imponeret over. Selvom historien til tider bliver lidt klichefyldt med sin moral om familieliv og at gøre det man elsker, så var det Sarahs kamp mod sin egen hjerne der virkelig holdt mig fanget, og jeg sætter i hvert fald nu pris på at det er muligt for min hjerne at opfatte alt indenfor mit synsfelt, og ikke kun min højre side.

Kærlig hilsen
Lisa Genova: Et helt nyt liv. Org. titel: Left Neglected. Cicero. 4/5

søndag den 3. maj 2015

Kære Opsamlingsliste - April







Månedens læste bøger

Månedens favorit
Selvom denne måned ikke har budt på nye favoritbøger, så har det alligevel været en måned fyldt med rigtig gode læseoplevelser, hvilket har været helt fantastisk. Der har især været fire bøger der har skilt sig ud, hvilket er Anthony Doerrs Alt det lys vi ikke ser, Stephanie Perkins Anna og det franske kys, Essie Fox' The Somnambulist og Montgomerys Anne of Green Gables. Sjovt nok er det alle bøger med nogle stærke kvinder i front, dog stærke på hver deres måder.

Månedens overraskelse
Også The Somnambulist viste sig at blive en positiv overraskelse. Jeg havde købt den billigt brugt, og den har egentlig bare stået på bogreolen længe. Denne måned besluttede jeg mig dog for endelig at læse den, for så kunne jeg give den videre. Jeg havde på forhånd dømt den til at være en bog der ikke var noget for mig, men hvor tog jeg grueligt fejl. Det var simpelthen en fantastisk bog som vandt mig over, og jeg skal på ingen måde af med den længere. I stedet er Fox' resterende bøger kommet på ønskelisten. Denne måned overraskede Stephen King mig med sin nyeste dansk-oversatte bog Joyland, men desværre ikke lige så positivt som Fox' bog. Joyland startede egentlig rigtig godt ud, men hen mod slutningen tog den en, for mig, mærkelig drejning, og jeg følte mig lidt snydt. Det er ikke en dårlig bog overhovedet, men den var bare slet ikke som jeg forventede.

Månedens skuffelse
Lige siden jeg læste den første bog i Odd Thomas serien, så var jeg forelsket. Jeg elskede Odd og især elskede jeg Odd's humor, så jeg glædede mig faktisk til at påbegynde En bøn til Odd, bog 5 i serien. Desværre var den en kæmpe skuffelse. Den skuffede mig faktisk så meget at jeg ikke læste den færdigt. Ulig de første bøger i serien, så fortsatte den femte bog lige der hvor fjerde bog sluttede, og da det er flere år siden jeg læste den, så var jeg mildest talt forvirret de første 100 sider. Da forvirringen forsvandt, begyndte jeg i stedet at krumme tæer over Odd's dumsmarte bemærkninger. Jeg ved ikke om det er fordi min humor har ændret sig siden jeg læste de første fire bøger, eller om det er fordi Koontz prøver for meget. For mit vedkommende skal jeg ikke længere læse videre i Odd Thomas' oplevelser.

Mest forventede læseoplevelse i maj
Plusbog.dk var så venlige at sende Vladimir Nabokovs Lolita til mig, og jeg glæder mig helt vildt til at læse den. Da jeg var yngre så jeg den nyeste filmatisering af bogen, og jeg knuselskede den. Selvom historien forargede mig, så følte jeg alligevel med Humbert, hvilket jo er helt vildt grotesk. Jeg er spændt på at se om bogen har samme effekt på mig. Derudover er jeg påbegyndt Leonora Christina Skovs nyeste bog Hvor intet bryder vinden, og jeg er vildt spændt på at finde ud af hvordan historien udvikler sig.

Opsummering af april
April var den måned hvor jeg endelig begyndte at skrive på mit speciale, efter en måned med litteraturlæsning. Derfor har april især været præget af specialeskrivning om formiddagen og eftermiddagen, hvis ikke jeg har skulle på arbejde. Det har så også betydet at jeg kun har haft tid til fritidslæsning om aftenen eller de få fritage jeg har givet mig selv. Jeg er derfor ret overrasket over at jeg nåede at læse hele 14 bøger, hvilket i høj grad nok skyldtes readathon, hvilket blev afholdt denne måned. På de 24 timer nåede jeg at læse hele 5 bøger, samtidig med at jeg fulgte med i mange andres læsedøgn. Det endte med at være et rigtig hyggelig døgn, og en skøn måde at holde pause fra specialelivet.

Kærlig hilsen