Kære dig: Kære Leonora Christina Skov (Hvor intet bryder vinden)

Jeg kan lige så godt starte ud med at indrømme at før jeg læste din nyeste roman Hvor intet bryder vinden så kendte jeg faktisk ikke noget til dit forfatterskab, men nu kommer jeg i hvert fald ikke lige til at glemme dig foreløbigt.

I din nyeste thriller har syv danske kunstnere og forskere fået et legat til en måneds fri arbejdsophold på den lille ubeboede ø Stormø. Af hvem de har fået dette legat, er der ingen af de syv der ved, men alligevel vælger de alle at tage imod tilbuddet, for nogle af dem er det endda en kærkommen mulighed for at flygte fra den benhårde virkelighed der ellers venter dem derhjemme. Der er dog ingen af de syv mennesker der havde forventet at skulle indlogeres i et glashus, uden mulighed for at komme i kontakt med fastlandet og uden mulighed for at komme væk. Isolationen gør hurtigt stemningen anspændt og paranoia begynder at påvirke de syv gæster, især da den første person forsvinder og den næste falder i døden. Da de resterende gæster prøver at finde ud af hvad der foregår på øen, opdager de at deres livshistorier og hemmeligheder er flettet ind i hinanden - historier og hemmeligheder om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar.

Da jeg intet kendte til dit forfatterskab i forvejen, så vidste jeg egentlig ikke hvad jeg skulle forvente af den lille, fine hardback da jeg stod med den i hånden. For fin er den i hvert fald, med smudscover i den sarte grønne farve med den majestætiske kronhjort, som dækker over den flotte dyblilla bog indeni. Det er bogdesign når det er bedst.

Efter at have nydt udseendet af bogen exceptionelt længe, gik jeg lige så forsigtigt i gang med at læse den, men der gik ikke lang tid før siderne nærmest vendte sig selv. Jeg fløj igennem det ene kapitel efter det andet, egentlig ikke kun for at finde ud af hvorfor den ene gæst efter den anden forsvandt eller døde, men for at få indblik i hver af de syv gæsters livshistorie. Du veksler nemlig mellem gæsternes nutid og deres enkelte fortidsoplevelser, som har ført til dem glashuset på Stormø. Hver eneste karakter er dybt komplekst, og den ene mere usympatisk end den anden, men du formår alligevel at skildre deres følelser og reaktioner så ægte, at jeg ikke kan undgå at sympatisere mig med dem. Under læsningen gik det lige så langsomt op for mig hvordan deres liv hver især havde påvirket hinanden, og jeg sad tilbage og var dybt imponeret hver eneste gang et nyt lag af historien blev skrællet væk og afslørede hvor dybt historien strækker sig. Jeg ville ønske at jeg endnu havde din bog til gode, for hvor ville jeg virkelig gerne kunne læse den igen for første gang.

Kærlig hilsen