søndag den 2. august 2015

Kære Opsamlingsliste - Juli




Månedens læste bøger

Månedens favorit
Sidste måned læste jeg ikke nogen bøger der fik 5 stjerner og dermed blev til en all-time favorit. Det gjorde jeg så til gengæld op for i juli måned. I starten af måneden fik jeg læst Everything I Never Told You af Celeste Ng, og den ramte mig dybt. Jeg sad tilbage og var følelsesmæssigt udkørt over den rejse bogen tog mig på, og jeg satte den straks på ønskesedlen, for sådan en smuk bog vil jeg eje. Mit brev til Ng kan læses her. Hen imod slutningen af måneden skete det igen. Jeg besluttede mig for endelig at få læst David Levithans Hver dag, som jeg havde taget med hjem fra biblioteket for mange måneder siden. Nu forstår jeg slet ikke hvorfor jeg ventede så længe med at læse den, for den var ligeså smuk og rørende, og helt unik.

Månedens overraskelse
Det var lidt af en impulsbeslutning af jeg tog Sanne Søndergaards Solo med hjem fra biblioteket. Jeg havde i forvejen en masse bøger jeg skulle nå at læse, men jeg har altid været imponeret over Sannes måde at sige tingene på, no bullshit, og jeg var derfor nysgerrig efter at finde ud af om det fungerede i bogform, og det gjorde det! Der var så mange ting jeg kunne nikke genkendende til, og andre ting som virkelig fik mig til at reflektere over mine egne tankemønstre. Helt klart månedens positive overraskelse. Derimod endte Into the Wild med at overraske mig negativt. Jeg elsker filmen, og jeg havde derfor gået ud fra at jeg også ville elske bogen, men ak. Der var mange passager der var så kedelige at mine tanker vandrede, men samtidig var der også passager der rørte mig lige så meget som filmen gjorde. Derfor endte Into the Wild med at være en middelmådig oplevelse.

Månedens skuffelse
Jeg havde godt forventet at Ransom Riggs Hollow City ikke kunne leve op til dens forgænger Miss Peregrines Home for Peculiar Children, men jeg havde på ingen måde forventet at den ville være så meget dårligere. Den var en kæmpe skuffelse, og der var flere tidspunkter hvor jeg overvejede at stoppe med at læse videre, men min naive tro på at det nok skulle vende, gjorde at jeg fik læst den helt til slut. Men det blev bare ikke bedre. Øv. Jeg tror ikke at jeg får læst den sidste bog i trilogien når den udkommer. Eller også gør jeg det bare for at få en afslutning på hele serien.

Mest forventede læseoplevelse i august
Eftersom mit speciale endelig er færdigskrevet og afleveret, kan jeg nu fuldt ud nyde skønlitterær læsning igen. Det har så også betydet at jeg har lavet en rimelig stor TBR-bunke af bøger, som jeg sådan håber på at jeg kan nå igennem. Blandt dem er bl.a. Wonder, som jeg modtog som anmeldelseseksemplar for en del måneder siden, men jeg har udskudt at læse den indtil vi kom lidt tættere på udgivelsesdatoen. Jeg har kun hørt godt om bogen, og mine forventninger er skyhøje. Derudover har jeg lige fået lånt A Court of Thorns and Roses på Ereolen Global. Endnu en bog som jeg kun har hørt en masse ros om, men jeg forholder mig dog stadig lidt skeptisk, da genren ikke er noget jeg læser så meget indenfor. Derudover fik jeg lov til at vælge hvad bogklubben skal læse til næste gang, og jeg valgte Fingersmith, som jeg virkelig, virkelig meget glæder mig til at læse. Det er ikke ret lang tid siden jeg læste Lille fremmede af samme forfatter, og den elskede jeg sådan, så jeg håber at vi i bogklubben får minimum en lige så god oplevelse med denne.

Opsummering af juli
Det blev en stille måned på blogfronten. Den sidste halve måned af juli dedikerede jeg til specialskrivningen, hvilket betød at der ikke kom nye breve her på bloggen.Specialeskrivningen betød dog ikke at jeg ikke fik læst noget. Faktisk begyndte jeg at ty til lidt hyggelæsning når jeg havde brug for en pause fra skrivningen, og derfor endte jeg alligevel op med at få læst en hel del. Meget mere end jeg havde forventet. Nu er specialet afleveret, og det jeg har arbejdet på det sidste halve år er nu slut. Eller næsten. Foran mig venter nu det mundtlige forsvar, men da der er meget længe til, vil jeg nu nyde alle de fridage jeg kan få skrabet sammen, imellem mine vagter på biblioteket.

2 kommentarer :

  1. Tillykke med aflevering af speciale :)
    Wonder er en virkelig fin bog, og A Court of Thorns and Roses var jeg også glad for, så jeg håber de også falder i din smag når du får dem læst :)

    SvarSlet
  2. Tak skal du have :D
    Jeg er lige nu påbegyndt Wonder, og jeg kan allerede mærke at det er en fantastisk bog :)

    SvarSlet