Kære dig: Kære Agatha Christie (Døden på Nilen)

For ikke ret lang tid siden læste jeg din stand-alone krimi "Der var ti, der var ni...", som med det samme blev en favorit. Denne læsesucces gjorde at jeg hungrede efter at læse flere af dine bøger, og valgte endte med en klassisk Hercule Poirot historie, nemlig Døden på Nilen.

I bogen er Poirot på ferie i Egypten, og sammen med en stor gruppe mennesker tager han på en udflugtstur ned ad Nilen. Iblandt denne gruppe er bl.a. det nygifte ægtepar Linnet og Simon som er på bryllupsrejse, men deres lykke er kort, da Simons ekskæreste, og Linnets tidligere veninde, Jackie bliver ved med at følge efter dem, for at gøre deres liv surt. Derudover består besætningen bl.a. af en romanforfatter og hendes tvære datter, en mor og søn som også har en forbindelse til Linnet, og Poirots ven, Oberst Race. Der går ikke længe før der sker et mord på damperen, og Poirot må træde til, assisteret af Oberst Race, for både at finde frem til morderen og motivet, inden der vil ske flere mord.

Jeg var faktisk vild med det plot du har fået bygget op i denne bog. Især hele delen med den forsmåede eks og den rige tidligere veninde der stjal hendes mand, som bogen faktisk starter med, fik mig hurtigt draget ind i historien. Dog starter du også med at præsentere nærmest alle karaktererne meget hurtigt, hvilket gjorde mig forvirret og rundtosset, fordi der netop er så mange, men jo mere jeg fik læst, jo hurtigere lærte jeg at skille dem fra hinanden, og lære dem at kende på hver deres "quirks". Du bygger historien meget langsomt op, og der går egentlig ret lang tid før mordet sker, men så går det til gengæld også meget hurtigere derfra, og spændingen stiger i takt med at Poirot undersøger sagen.

Jeg havde faktisk lidt gættet hvem morderen var, da jeg nåede et godt stykke ind i din bog, men hele tiden fik du mig til at tvivle om jeg nu også havde gættet rigtigt, og det synes jeg er ret godt klaret. Den måde Poirot hele tiden trækker mig rundt i manegen lige når jeg tror jeg har regnet den ud, for så at efterlade mig med endnu flere spørgsmål som jeg kun kan lade mesterdetektiven finde frem til for mig, var skønt. Selvom jeg måske havde gættet mig til hvem morderen var, så kunne jeg på ingen måde regne ud hvordan mordet blev begået, og da det hele blev afsløret, sad jeg tilbage og tænkte at det egentlig var skide godt fundet på. Igen har du skrevet et fantastisk mysterium, og jeg er slet ikke færdig med at læse om Poirots oplevelser.

Kærlig hilsen