torsdag den 1. oktober 2015

Kære Opsamlingsliste - September



Månedens læste bøger

Månedens favorit
I september måned fik jeg læst 3 bøger, der endte med at være så hjerteskærende eller så fantastiske, at jeg gav dem 5 stjerner. Den første var Lad ulvene komme, som jeg anmeldte her. Den knuste mit hjerte fuldstændig, men fortalte mig samtidig at det hele nok skulle gå. Så fin en fortælling. Den anden bog overraskede mig faktisk, for det er The First Last Kiss. Den lå på mit bord i flere måneder og ventede på at jeg skulle begynde. Da jeg så begyndte, var der så mange andre bøger der føltes mere interessante, og jeg lagde den fra mig igen. Til sidst blev jeg stædig, og valgte at få læst den næsten 500 sider lange bog færdig, og så blæste den mig simpelthen omkuld, og jeg var slet ikke forberedt. Den sidste er klassikeren Der var ti, der var ni..., som måske er verdens bedste spændingsroman. Den slutning havde jeg i hvert fald ikke set komme. Jeg lovpriser den lidt mere her.

Månedens overraskelse
I denne måned var det også at jeg opdagede at Mofibo havde "singles" fra Zetland, altså noget der er for langt til at være en artikel, men for kort til at være en bog, og dermed lidt en slags novelle. Den første jeg læste var Inferno - Farvel til Dan Brown, hvor den danske oversætter af Dan Brown bøger, fortalte om den oplevelse han havde med at skulle oversætte Browns nyeste roman, under hemmelige og lyssky forhold, og hvordan den oplevelse havde en påvirkning på samarbejdet med det danske forlag der udgiver Dan Browns bøger. Virkelig interessant læsning, som gav mig et større indblik i oversætteres arbejde.

Månedens skuffelse
Jeg har jo sat mig for at læse alle 16 bøger (plus noveller) i Pretty Little Liars. Nu har jeg fået læst op til nr. 12, og de falder virkelig bare mere og mere i kvalitet. Pludselig dukker der bare ny information om, som slet ikke er blevet nævnt i de tidligere bøger osv. Det er lidt trættende, men jeg er jo kommet så langt, så kan jo umuligt stoppe nu. Derudover så havde jeg store forventninger til det nyeste skud på stammen af Domestic Noirs, nemlig Enhver lighed. Desværre var den slet ikke som forventet, og jeg kedede mig egentlig under det mest af læsningen. Øv.

Mest forventede læseoplevelse i oktober
Jeg glæder mig ret meget til at læse fortsættelsen til Jojo Moyes' Mig før dig, med titlen Efter dig. Inden den udkommer d. 8. oktober, har jeg sat mig for at genlæse Mig før dig, i et readalong sammen med en masse andre, under tagget #migførdig. Derudover glæder jeg mig til at få læst Patrick Ness' Mere end det, og så håber jeg selvfølgelig også at der er tid til at læse Ildkamp af Brandon Sanderson, efter jeg fik den frisk fra tryk til #Bogbloggertræf.

Opsummering af september
September stod i bogens tegn. Jeg har både været til bloggerbrunch for at snakke lidt om Kenneth Bøgh Andersens nye bog i Den store djævlekrig, hvilket betød jeg lige skulle have læst de bøger i serien som jeg manglede. Derudover var der jo også #Bogbloggertræf, hvor jeg i høj grad blev begavet med en masse gode bøger. 
Personligt var september også en rigtig god måned. Jeg blev færdig med min kandidat i Informationsvidenskab og Kulturformidling, og derudover har jeg fået faste timer på mit arbejde på biblioteket indtil det nye år. September var derfor en måned med en masse indtryk og overraskelser, og alt i alt en rigtig god måned.

Kærlig hilsen

1 kommentar :

  1. Jeg er også spændt på Moyes nye, men tror jeg springer over readalongen lige til den her.
    Og så ser jeg også rigtig meget frem til Mere end det af Patrick Ness.
    Endnu engang tillykke med de faste timer :)

    SvarSlet