Jeg har længe hørt ros til din dystopiske sci-fi trilogi "Slettet", men har måske alligevel været lidt tilbageholden med at få påbegyndt serien, fordi jeg havde lidt en fordom om, at den ville minde alt for meget om andre dystopiske trilogier. Da jeg så opdagede at du også har udgivet en stand-alone dystopisk sci-fi bog Mind Games (som vist ikke er så meget stand-alone længere, da du næsten lige har offentliggjort en e-bogs fortsættelse), som lige er udkommet på dansk, kunne min nysgerrighed overfor dit forfatterskab ikke længere holdes i skak.
I fremtidens samfund foregår det meste i den virtuelle virkelighed. Størstedelen af menneskerne har et implantat, der gør at de kan leve deres liv i parallelle verdener, samtidig med at deres fysiske krop bliver i den virkelige verden. I disse virtuelle verdener kan man være lige præcis den man vil, se ud som man ønsker og begive sig ud på eventyr, uden at ens fysiske krop kommer noget til. Luna er dog en af de få nægtere der ikke vil have et implantat. Efter at have mistet sin hacker-mor i den virtuelle verden, og den umådelige kvalme hun får ved at logge sig på, gør at Luna hellere vil skille sig ud fra mængden og leve "rigtigt". Da hun alligevel, stik imod alles forventninger, kvalificerer sig til en prestigefyldte prøve der skal afgøre om hun både er intelligent og rationel, prøver Luna alt hvad hun kan for at holde på den afgørende hemmelighed, der er den virkelige årsag til hendes modstand mod virtuelle verdener. Det bliver dog ikke kun hemmeligheden hun skal kæmpe med, men også en ny viden om årsagen til regeringens ønske om at have alle mennesker med i den virtuelle verden.
For det første kan jeg lige så godt fortælle dig, at jeg er fuldstændig blæst omkuld af det velfungerende plot, og den dystopiske verden du har fremstillet. Aldrig har jeg oplevet at nogen har kunne få så meget historie ind på så få sider, uden at det på noget som helst tidspunkt føles forhastet eller forkortet.
Selvom selve plottet godt kan lyde forvirrende og langhåret, så skriver du på sådan en måde der er til at forstå! Jeg var med det samme fanget af historien om Luna og hendes kamp for at forblive nægter i en verden hvor alle andre tilbringer deres tid i den virtuelle verden, og blev endnu mere fanget da historien drejede sig ind på en kamp om det gode mod det onde, for det er netop ikke ligetil i en verden som den Luna befinder sig i. Jeg kunne bruge uendelig tid på at forklare folk alle delelementerne af din historie, fordi det netop er sådan en kompakt et plot, men jeg synes nu hellere at folk selv skal give sig i kast med at læse Mind Games. Det er den i hvert fald værd.
Kærlig hilsen
Teri Terry: Mind Games. Anmeldelseseksemplar fra Nyt Nordisk Forlag. 4/5
Uh, den lyder godt nok spændende. Kan være jeg lige må låne den på et tidspunkt? ;)
SvarSletDet må du da selvfølgelig gerne ;)
Slet