søndag den 11. oktober 2015

Kære Jojo Moyes (Mig før dig)

For godt og vel to år siden læste jeg Mig før dig for første gang. Dengang blev den rost til skyerne, og jeg blev fortalt at jeg skulle være forberedt på tårer, men jeg var alligevel ikke helt forberedt på det der ville møde mig i historien. I anledningen af at du har skrevet fortsættelsen ”Efter dig”, har jeg nu genlæst den bog der fik dig på alles læber.

Louisa Clarks liv er fastlagt. Hun arbejder på byens café, hun bor hjemme hos sine forældre, indtil hende og hendes løberkæreste Patrick vælger at flytte sammen og blive gift, og hun har tænkt sig at blive ved med at klæde sig... alternativt, som nogle nok ville kaldet det. Denne plan falder dog fra hinanden da Lou mister sit job. Med én mindre indkomst i husstanden må Lou skynde sig at finde et nyt job, men et job til en ung kvinde uden uddannelse, og hvis eneste erfaring er at hælde kaffe op og servere muffins, hænger ikke på træerne. Indtil en dag hun støder på en jobannonce. En mand i trediverne, som er tetraplegiker, har brug for daglig hjælp. Imod alle forventninger får Lou jobbet, og møder Will. Sammen lærer de hinanden noget de hver især har brug for. Lou lærer Will at det er muligt at komme ud og få nye oplevelser, på trods af at man er lam fra halsen og ned, og Will lærer Lou ikke at sætte sig til tåls med hvordan hendes liv er nu, men at presse sig selv til at ville noget, ville mere.

Med denne bog sætter du dine læsere i gang med en rutsjebanetur. Jeg har både grint og grædt til Lou og Wills historie. Jeg har opnået større forståelse for det at være tetraplegiker, og jeg har især opnået stor forståelse for et individs ønske om at leve eller dø. Første gang jeg læste din bog, var jeg på ingen måde forberedt på det jeg gik ind til, og jeg blev, dengang, slemt overrasket. I anden omgang vidste jeg godt hvad der ville ske, og derfor kunne jeg i højere grad nyde de små detaljer i historien, jeg første gang ikke lagde mærke til, til fordel for at skulle skynde mig hen til en muligvis lykkelig slutning.

Jeg har været skeptisk omkring dit valg om at skrive en fortsættelse til Lou og Wills historie. I mine øjne var det en perfekt slutning. Alligevel er jeg dog alt for nysgerrig til ikke at finde ud af hvad der ellers hændte efter sidste side i ”Mig før dig” blev vendt, og jeg håber sådan af ”Efter dig” løfter den samlede historie.

Kærlig hilsen

Jojo Moyes: Mig før dig. Org. titel: Me Before You. Gave fra Cicero. 4/5

2 kommentarer :

  1. Jeg er også en af dem, der er en smule skeptisk overfor 'Efter dig' og samtidig alt for nysgerrig til at holde fingrene væk.. Det bliver spændende at se hvordan Lou har det. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe ja det er lidt ambivalent med den bog, men nu må vi se! :)

      Slet