I din bog Samlerne bliver vi
præsenteret for Thomas, uddannet webdesigner med eget firma, gift
med Marianne, og sammen har de to børn, Elias på 8 og Josephine på
13. Forholdet med Marianne er ikke som det har været, og med hendes
temperament og Thomas' forsøg på at bevare den gode stemning foran
børnene, ender det som ofte i konflikt.
En aften efter endnu et skænderi, og
både Marianne og børnene er gået i seng, ser Thomas et stort
lynglimt, men ikke som et helt almindeligt lyn, som slår ned ovre
ved naboen. Drevet af nysgerrighed og med intentionen om at hjælpe,
tager Thomas over til naboen, men en skarp lugt på vejen derhen
giver ham kvalme og pludselig vågner han op hjemme i sengen uden at
vide hvordan han er endt der, og uden at vide hvorfor han har fået
en masse blå mærker. Derfra begynder der også at ske mærkelige
ting for resten af familien, og skænderier er ikke længere deres
største problem.
Jeg begyndte læsningen af din bog uden
rigtig at vide hvad jeg gik ind til, andet end den lød spændende,
og jeg tror det er et rigtig godt udgangspunkt ved læsningen af
denne bog, nemlig ikke at vide meget på forhånd. Og den var
virkelig spændende til en start. Selve det at man ikke ved hvorfor
familien pludselig reagerer mærkelig, holdte min læsning fanget og
øgede spændingen. Derefter bliver din bog virkelig uhyggelig, med
alle de unaturlige ting der sker, f.eks. med Thomas' blackouts,
kropslammelser og spontan næseblod.
Det er uvisheden om hvad der
virkelig foregår der især skaber den uhyggelige stemning. Det
betyder så desværre også at da det går op for mig hvad det er der
foregår, så mister din bog sin uhygge og spænding, og i stedet
bare bliver fuldstændig mærkelig. Den tog bare desværre en
drejning som jeg ikke syntes den skulle tage, og det synes jeg er
ærgerligt, især da første del af bogen var rigtig god. Dog har
denne bog bevist at du formår at skrive på en måde som kan få mig
til at gyse, og jeg vil gerne give mig i kast med nogle af dine andre
bøger, for at se om de kan give mig samme reaktion.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar