Kære Filmatisering - Kvinden der forsvandt

Det er ingen hemmelighed at jeg var svært begejstret for Gillian Flynns psykologiske thriller Gone Girl, hvilket jeg skrev til hende i dette brev. Selve fortællingen om et ægteskabs forfald, fortalt igennem manden Nicks synspunkt i nutid, hvor konen Amy er forsvundet sporløst, og igennem Amys synspunkt i datid, fortalt igennem hendes dagbogsskriverier, var et virkelig godt virkemiddel, samtidig med at læseren på ingen måde kunne stole på hverken Nick eller Amy. 

I det store hele handlede bogen om manipulation; hvordan medierne manipulerer med virkeligheden, hvordan man kan føle sig manipuleret af sin ægtefælle når de pludselig ikke er den samme person som før, og især hvordan en bog i høj grad kan manipulere med læseren.

Faktisk lige da bogen udkom var jeg lidt Rasmus modsat, fordi jeg ikke ville læse bogen som ALLE elskede, men da jeg læste at den skulle filmatiseres, gav jeg den en chance, så jeg (for en gangs skyld) kunne have læst bogen inden jeg så filmatiseringen. Det er jeg glad for at jeg gjorde. Bogen sad i mig længe efter endt læsning, og den sidder faktisk stadig i mig. 

Gone Girl er helt sikkert en af de bedste bøger jeg har læst i år, og derfor både glædede jeg, og frygtede jeg, at skulle se filmatiseringen. 

Grunden til at jeg glædede mig til at se filmatiseringen var især at jeg glædede mig til at se karaktererne komme til live, og se hvordan David Fincher fik de to synspunkter til at fungere i samspil. Det var så til gengæld også det jeg frygtede ved filmen, nemlig at bogens stil og opbygning ville være for indviklet til at komme til udtryk i filmmediet. 

Denne frygt blev gjort til skamme. David Fincher har holdt sig tro til bogen i det store hele, hvilket måske også skyldes at Flynn har stået for at skrive filmens screenplay, og han har i den grad fået det til at fungere.

Som med de fleste filmatiseringer, så er visse ting og personer udeladt, for at gøre filmen mere forståelig. I dette tilfælde synes jeg ikke det har fået den store betydning for selve historien.

Alt i alt jeg er svært begejstret for bogen, og også for filmen! Det er lige før jeg ville ønske at jeg kunne trykke på en knap så jeg kunne glemme alt om plottet i bogen, bare så jeg kunne se filmen med "friske" øjne, og så trykke på knappen igen, for jeg vil på ingen måde heller glemme den oplevelse jeg havde da jeg læste bogen.

Kærlig hilsen