I din fortryllende fortælling om
Snebarnet sender du os tilbage til 1920'ernes Alaska. Mabel og Jack
er netop flyttet til det kolde nord. De er flyttet for at skabe et
nyt liv for sig selv, men dybt inde er årsagen i virkeligheden at
flygte fra den sorg og smerte de oplevede da de abortede det barn de
endelig var blevet gravide med, og flygte fra den realitet at de ikke
kan få børn. Ensomheden i Alaska er ved at være for meget for
parret, især for Mabel som er på randen af selvmord, men i et
øjebliks lykke over den dalende sne og minderne om bedre tider,
beslutter de sig for at bygge en snemand – eller rettere sagt en
snepige. Dagen efter er deres snepige forsvundet, men en levende pige
dukker op ved deres hus. Mabel og Jack bliver lykkelige over
muligheden for at passe på den lille pige, men der kommer skår i
lykken da Mabel kommer i tanke om det russiske folkeeventyr om pigen
skabt ud af sne, for det eventyr ender ikke lykkeligt.
Du har skabt en sød og smuk historie
om et pars sorg, den glæde snepigen fører med sig, og den
ængstelige følelse de får hver gang snepigen forlader dem for at
være alene i sneen. Det er dog også en meget forudsigelig historie,
hvor du tydeligt lægger op til hvordan handlingen vil fortsætte, og
det syntes jeg var en skam, fordi på intet tidspunkt blæste den mig
omkuld ved at overraske mig. Jeg elsker dog den måde hvorpå du har
blandet folkeeventyret ind i din historie, både ved at du er blevet
inspireret af eventyret, men også hvordan du har inkorporeret
eventyret ind i selve historien.
Der er ingen tvivl
om at du har skrevet en yndig og eventyrlig historie, men jeg havde
nok bare forventet mig mere af den.
Denne bog er en af dem, der står højest på min ønskeseddel af bøger, som jeg gerne vil læse i dette år! Jeg tror på og håbet, at det er en bog som river hjertet og sjælen med ind i et magisk univers, hvor jeg forsvinder med ind bag snedriverne.
SvarSletDet er et skønt magisk univers, og jeg håber den er perfekt til dig :)
Slet