Med en teasertekst om at din YA roman Muren omkring os er en blanding af "Orange is the New Black" og "Black Swan", havde jeg ingen tvivl om at den ville være lige noget for mig. Og da jeg læste første kapitel var jeg fuldstændig solgt!
I din bog følger vi to piger. Amber lever sit liv i et ungdomsfængsel, hvor hun har været siden hun var 13 år gammel. For hende er hverdagen planlagt og tilrettelagt inde bag murerne sammen med alle de andre piger, men alting ændrer sig da den tidligere, og meget yndefulde, balletdanser Orianna bliver hendes nye cellekammerat.
Udenfor murerne er Violets drømme ved at gå i opfyldelse. Hun er blevet den dygtigste ballerina på skolen, og efter sommerferien skal hun begynde på Juillard, men bag dette glansbillede lurer viden om hvad der skete den dag, der fik Orianna anholdt og bag lås og slå.
Min første tanke, efter at have læst din roman, er at jeg ikke har læst noget lignende! På fin vis blander du fortid og nutid, virkelighed med det paranormale, og den æstetiske balletverden med det grusomme fængselsliv. Det er en historie der er et total mindfuck, og fik mig til at betvivle alle og enhver, samtidig med at jeg ikke kunne slippe bogen da jeg først begyndte.
Det er svært at fortælle mere fyldestgørende om hvad jeg godt kunne lide ved din bog, for jeg har ikke lyst til at ødelægge overraskelsen for alle andre der end måtte læse med i dette brev. Jeg kan dog godt sige at det ikke er en bog der kommer til at appellere til alle, men det er i hvert fald en bog for mig! Det er en dyster, overraskende og virkelig god historie, og jeg ville ønske jeg stadig havde den til gode.
Kærlig hilsen
Nova Ren Suma: Muren omkring os. Org. titel: The Walls Around Us. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. 4/5
Ingen kommentarer :
Send en kommentar