tirsdag den 26. april 2016

Kære Jandy Nelson (Himlen ved mine fødder)

Jeg har ikke tal på hvor mange dage din bog "Jeg henter solen ned" har stået på min tbr-liste. Længe har jeg gået om den, og ikke rigtig turdet tage den ned fra hylden for at læse den, for mit indtryk er at man enten elsker den eller hader den, og åh, hvor vil jeg så gerne elske den. For at lette min frygt for at begynde på den, valgte jeg så i stedet at læse  din debut Himlen ved mine fødder først. Sikke en debut!

I bogen kæmper 17-årige Lennie med sin søsters pludselige død. Lennie og søsteren Bailey var så tætte som man kunne blive, men en ubemærket hjertefejl river Bailey fra livet, og Lennie og hendes familie står tilbage med sorgen og mindet om det der engang var. En anden der sørger, er Baileys kæreste Toby. Toby og Lennie begynder at finde trøst i deres fælles sorg, og trøst i hinanden. Sammen dvæler de i mindet om Bailey. En dag dukker den nye fyr Joe op. Joe har ikke kendt Bailey, og dermed ikke kendt Lennie fra før sorgen overtog hendes liv. Med Joe kan Lennie begynde at finde sig selv igen, denne gang uden søsteren ved sin side, men Lennie er splittet mellem Toby og Joe, mellem at blive i sorgen og begynde at leve igen. 

Jeg havde måske ikke forventet det helt store af din bog. Jo jo, den havde da fået en masse gode anmeldelser, men jeg havde alligevel en opfattelse af at det ville være et klichépræget kærlighedstrekant, som slet ikke ville være noget for mig. Jeg tog så grueligt fejl. 
Jeg blev simpelthen så rørt over din fine fortælling om sorg og kærlighed, og jeg følte sådan med Lennie, også selvom hun måske tog nogle beslutninger som jeg ikke selv kunne forestille mig at jeg ville tage. Krydret med små dagbogsnotater, digte eller hvad man kan kalde det, blev jeg opslugt af Lennies vej fra at lade sorgen omslutte sig, til at lade kærligheden åbne hende op igen. 

Den kan nok ikke undgå rent faktisk at være klichéfyldt til tider, men det var slet ikke noget der gjorde mig noget, eller noget jeg faktisk lagde mærke til. I stedet vendte siderne nærmest sig selv, og jeg måtte vide hvad der ville ske for Lennie, hendes familie, og drengene i hendes liv. Efter endt læsning er jeg i hvert fald ikke længere bange for at påbegynde "Jeg henter solen ned"... Nu er det bare om den vil kunne leve op til din debut. 

Kærlig hilsen
Jandy Nelson: Himlen ved mine fødder. Org. titel: The Sky is Everywhere. Gyldendal. 4/5

2 kommentarer :

  1. Jeg elsker, når bøger gør ens frygt for indholdet fuldstændig til skamme :D Og sikke en dejlig anmeldelse. Den bog skal jeg vist lige have kigget lidt nærmere på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaaa, det er noget af det bedste :D Det bliver altid en glædelig overraskelse :)

      Slet