Igen og igen vender jeg tilbage til det samme tema i de bøger jeg læser, nemlig det der handler om tidsrejser. Derfor kunne jeg da heller ikke stå for at tilføje din bog The Next Together på min tbr-liste, da jeg første stødte på den på Goodreads, og jeg skyndte mig at låne den, da jeg pludselig opdagede den på Ereolen Global.
I bogen følger man Katherine og Matthews forskellige liv, der strækker sig over flere århundreder. Fra belejringen af Carlisle i 1400-tallet, til Krimkrigen i 1900-tallet, til den nærmeste fremtid i 2019 og slutteligt i 2039. I alle disse perioder mødes de respektive års Katherine og Matthew altid, og bliver forelsket. De har følelsen af at de kender hinanden, og bliver draget til hinanden, og 2039-udgaven af Katherine og Matthew oplever også at huske episoder af dem sammen, mange hundrede år før de overhovedet har mødt hinanden.... i dette liv.
Hovedplottet er, at 2039-udgaven af dem opdager at Katherines tante og Matts onkel, også kaldet Katherine og Matthew, blev skudt af politiet i 2019, under det der bliver kaldt en terrorist-aktion. Katherine og Matt tror ikke på at deres familiemedlemmer var terrorister, og sammen prøver de at finde ud af hvad der egentlig skete, samtidig med at de finder ud af at der må være en større sammenhæng mellem at de kan huske tidligere liv, hvor de også af uransagelige årsager har mødt hinanden for at hjælpe i en større sag.
Jeg må sige at de dele af din bog jeg mest nød at læse, var 2019 og 2039-udgaverne af Katherine og Matthew, og dette ved at man faktisk kun bliver præsenteret for 2019-udgaven igennem de kærlige beskeder og noter de igennem deres ægteskab har efterladt til hinanden. Jeg elskede den humor som fremtidsudgaverne af dem havde, og jeg morede mig faktisk en del. Desværre trak fortidsdelen rigtig meget ned for mig. Jeg kedede mig ufatteligt igennem læsningen, og selvom jeg godt kan se pointen med at disse dele skal være med, for at man som læser kan få den overordnede opfattelse af at de to er bestemt til at mødes igen og igen, for at blive forelsket, for at ændre tidens gang, og for til sidst at blive skilt ad igen. Jeg syntes dog bare ikke at det havde behøvedes at fylde nærmest halvdelen af bogen, for jeg havde godt fanget ideen med deres skæbne rimelig meget fra starten.
Hen imod slutningen begyndte der dog at ske noget, som jeg slet ikke helt kunne forstå, og det gjorde mig forvirret og frustreret. Så selvom halvdelen af bogen var rigtig god og spændende, så tror jeg desværre ikke at jeg får læst videre i serien, da jeg ud fra plottet af den kommende bog, kan se at den ikke bliver skrevet fra Katherine og Matthews synspunkt, hvilket er en skam, for jeg vil savne disse fremtidsudgaver af dem.
Kærlig hilsen
Lauren James: The Next Together (The Next Together #1). Walker. 3/5
Den lyder rigtig spændende. Men allermest kan jeg bare slet ikke abstrahere fra det cover - hold fast hvor er det flot!
SvarSletJa, ikk? Det var også coveret der fangede min opmærksomhed i første omgang :)
Slet