Kære Sarah Waters (Lille fremmede)

Den første gang jeg stødte på dit navn, var det da jeg læste en anmeldelse af Lille fremmede på Birgittes blog, hvor hun roste din måde hvorpå du opbyggede bogens stemning lige så stille. Få dage senere stødte jeg på selvsamme bog, da jeg var alene på arbejde på biblioteket, og det fik mig straks til at låne den med hjem, og det er jeg uendelig glad for at jeg gjorde.

I bogen følger man lægen Dr. Faraday, som har opbygget et respektabelt liv som bylæge, og formået at bryde fri fra den lavere middelklasse, som han voksede op i. En dag bliver han kaldt ud for at tilse en patient på Hundreds Halls, et kæmpestort gods i byen, som tilhører familien Ayres, og hvor Dr. Faradays mor tidligere arbejdede som barnepige. Nu står godset i stærkt forfald, og Fru Ayres og hendes to voksne børn kæmper hårdt for at holde godset fra at styrte sammen om ørerne på dem. Dr. Faraday oplever nærmest en magisk tiltrækning til godset efter at se det igen efter så mange år, og kommer da også på venskabelig fod med Ayres familien, da det er tydeligt at han gerne vil hjælpe dem med at kunne beholde stedet. Dog begynder der at ske mystiske ting på stedet, der virker til at have relation til familiens fortid, og som påvirker familiemedlemmernes psykiske tilstand. Dr. Faraday prøver at hjælpe dem så godt som hans professionelle evner rækker, men det er svært for ham at hjælpe når han ikke selv er sikker på hvad der egentlig foregår på Hundreds Halls.

Aldrig før har en bog fået mig til at gyse, som Lille fremmede gjorde. Uhyggen sneg sig lige så langsomt ind på mig, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne få mig til at læse videre, fordi jeg blev så bange at jeg ikke turde læse videre når jeg sad i min mørke lejlighed alene. Det er en roman der bygger langsomt op, og når jeg siger langsomt, så mener jeg virkelig langsomt. Som sagt gik der mange, mange, mange sider, før uhyggen begyndte at vise sig, og det gjorde mig også ret utålmodig til en start, for jeg troede jeg måske havde misforstået bogens præmis. I virkeligheden opdagede jeg bare ikke at den uhyggelige stemning lige så langsomt havde bygget sig selv op, indtil det til sidst nærmest råbte mig ind i hovedet. Jeg tror det var derfor din bog havde den påvirkning på mig som den havde.

Den gotiske stemning er noget jeg er en sucker for, og din roman viser når det bliver gjort godt. Jeg levede mig fuldstændig ind i historien, og følte med både Dr. Faraday og familien Ayres, og jeg kunne ikke slippe bogen før jeg kom til historiens ende. Du binder ikke nogen fin sløjfe omkring slutningen, men lader i stedet historien ende i det uvisse, hvilket jeg synes er meget modigt gjort, og noget der fik bogen til at sidde i mig lang tid efter jeg lukkede den og afleverede den tilbage til biblioteket.

Det er den første roman jeg har læst som du har skrevet, men det er til gengæld ikke blevet den sidste.

Kærlig hilsen

Sarah Waters: Lille fremmede. Org. titel: The Little Stranger. Lindhardt & Ringhof. 4/5