Kære Edward St. Aubyn (Glem det, Dårligt nyt, En smule håb)

For ikke ret lang tiden siden kendte jeg ikke noget til dig eller dit forfatterskab, og pludselig blev jeg igen og igen fortalt om hvor velskrevne og rammende dine Patrick Melrose romaner er, og jeg kan kun give koret ret. I dette bind, som samler de tre første romaner i en serie på fem, blev skildringen af en dysfunktionel britisk overklassefamilie, noget der fik mig til at føle at jeg var vidne til en skrækkelig ulykke, hvor det er umuligt at kigge væk.

I Glem det møder læseren for første gang den dominerende og sadistiske far David Melrose, nervevraget af en mor Eleanor Melrose, og deres femårige dreng Patrick, og deres dag og aften med middagsgæster. Det er denne dag hvor Patrick, den lille underkuede og konfliktsky dreng, for første gang oplever at blive misbrugt af sin far, hvilket øjeblikkeligt ødelægger noget i Patrick.

I Dårligt nyt er Patrick nu i tyverne, og dybt afhængig af stoffer, som følge af faderens svigt. Patrick bliver dog nødt til at foretage sig en sidste ting for endelig at kunne slippe for sin far: hente faderens aske med hjem fra New York, hvilket dog bliver gjort under en konstant rus af narko, hvilket sætter skub i Patricks paranoide tanker og sit had mod faderen.

I En smule håb er Patrick nu 30 år og skal til et fint middagsselskab med andre fra den britiske overklasse. Patrick har lagt stofferne på hylden og den nyfundne klarhed som følge af de manglende stoffer, har fået Patrick til at affinde sig med sin virkelighed, og især sin fortid, og det seksuelle misbrug han oplevede i en lang årrække som barn, og han er nu ved at komme på fode igen.

Alle tre romaner forløber over kun ét døgn hver, og det er utroligt hvor meget ondskab, amoral og dårligt adfærd der kan nå at ske på tre udvalgte dage. Det er dog ikke kun fra Patricks synsvinkel vi er vidne til dette, for du giver også læseren indblik i synsvinklen fra nogle af vennerne der også hører til den britiske overklasse, og du tegner et klart billede af at mange penge ikke er lig med gode manerer eller et godt hjerte.

Du skriver godt, ja du formår nærmest at skrive poetisk. Jeg forstår i hvert fald den ros du får, men til tider bliver det også for poetisk, for eksperimenterende, til min smag, så jeg ikke længere kan følge med. Men så kommer der også sætninger som denne, spot on betragtninger, der igen leder mig på rette spor og får mig til tro på at du kan noget med ord:

”Efter et stykke tid var han ikke længere bevidst om, hvad han tænkte. På samme måde som en butiksrude sommetider forhindrer betragteren i at se genstandene bag glasset, men i stedet indhyller ham i en narcissistisk omfavnelse, ignorerede Patricks sind strømmen af indtryk fra verden udenfor og fastholdt ham i en dagdrøm, han ikke kunne have genfortalt bagefter.”

Det er for mig meget skræmmende at vide at Patrick Melrose-romanerne er halvbiografiske; at du rent faktisk har oplevet denne form for misbrug, både stofmisbruget, men også den seksuelle misbrug. Selvom det til tider er hård læsning, er det ikke kun deprimerende læsning. Du krydrer de barske fortællinger med humor og vid, men ikke så meget at læseren glemmer de seriøse emner.

Jeg har nu fundet mig fanget af Patrick Melroses liv, og jeg er spændt på at læse hvordan det videre forløber med Patrick i de næste to romaner, som kommer på dansk i ét bind til efteråret.

Kærlig hilsen

Edward St. Aubyn: Glem det, Dårligt nyt, En smule håb (Patrick Melrose-romanerne #1-3). Org. titel: Never Mind, Bad News, Some Hope. Anmeldelseseksemplar fra Gads Forlag. 4/5