Dette brev
indeholder spoilers til forrige bøger i serien; I Hunt Killers og Game
Sidst jeg læste
om Jazz, Connie og Howie, stod de hver især i skræmmende
situationer; Howie blev slået bevidstløs mens han skulle passe på
Jazz' bedstemor, Connie er blevet taget til fange af Billy Dent og
Jazz ligger såret i et opbevaringsrum, skudt af en seriemorder.
Blood of my blood fortsætter lige fra hvor Game
sluttede, og alle tre teenagere overlever dog, men Billy Dent er
stadig på fri fod, og Jazz vil ikke stoppe for noget, eller nogen,
for at fange sin seriemorderfar, også selvom det betyder at politiet
nu også er efter ham. Det er svært at vide hvem der jager hvem, for
selvom Jazz er lige i hælene på Billy, så gør Jazz muligvis også
lige præcis det Billy ønsker at han skal gøre. Det er dog ikke kun
farmand som Jazz skal have fanget, for i skyggerne lurer også
Kragekongen – den mægtigste seriemorder i landet.
Jeg troede faktisk
ikke det var muligt for dig at gøre historien om Jazz og co. mere
spændende og nervepirrende, end slutningen af forrige bog, men jeg
tog gruelig fejl. Igennem hele denne bog sad jeg nærmest på kanten
af sædet, for du bygger op og bygger op og bygger op, indtil det
hele forløses i slutningen, hvor jeg nærmest sad med åben mund og
ikke kunne tro på det jeg læste. Jeg må ærligt indrømme at jeg
på ingen måde havde set historien om Jazz og Billy Dent tage den
drejning den gjorde, og jeg er faktisk imponeret over at du netop har
valgt denne slutning, end ”bare” at lade historien ende som
forventet... eller i hvert fald som jeg havde forventet.
Jazz står ved en
skillevej, hvor han skal finde ud af hvad han virkelig er i stand
til, og hvad han ønsker at være i stand til. Denne personlige
udvikling er en af bogens stærkeste dele, og Jazz' endelige kamp med
sig selv om at gøre det rigtige og gøre det han har lyst til, har været
længe ventet i hele trilogien. Howie er igen bogens comic relief,
men i tredje og sidste del af serien er humoren blevet tonet lidt
ned, hvilket passer mig fint, for det ville ellers virke malplaceret
i forhold til de seriøse problemer og situationer de alle befandt
sig i.
Din Jasper Dent
trilogi startede okay, dog havde den sine svage punkter, men det har
du i hvert fald gjort op med i de to sidste bøger, hvor spændingen,
uhyggen og mysteriet virkelig kom til sin ret.
Kærlig hilsen
Barry Lyga: Blood
of my blood (Jasper Dent #3). Anmeldelseseksemplar fra Høst &
Søn. 4/5
Det er simpelthen så synd, at den første bog ikke var ligeså god som resten. Jeg frygter i hvert fald, at det får flere til at stoppe efter første bog, hvilket de jo bestemt ikke bør. De to næste bøger er jo virkelig gode! :)
SvarSletJeg er helt enig med dig. Jeg var også selv ved at stoppe med at læse videre efter første bog, hvilket jeg vist nok endda tilkendegav i min anmeldelse af bogen. Jeg er dog uendelig glad for at jeg læste videre, for hold da op hvor er de næste to bøger SÅ meget bedre :)
SletJeg elskede Blood of my Blood, og serien er helt klart blevet bedre gennem de tre bøger. Det var helt vemodigt at sige farvel, for hold op, hvor denne her bog tog mig med storm. <3
SvarSletForleden afslørede forfatteren en alternativ slutning, som han oprindeligt havde tænkt den. Dèn synes jeg faktisk også var ret fin, må jeg indrømme. :)
Jeg er helt enig med dig i at serien blev meget bedre igennem de tre bøger, men jeg var slet ikke bevidst om at Lyga har lagt en alternativ slutning ud til læserne. Den må jeg hellere få kigget på ;)
Slet