Med din debutbog
Elizabeth er forsvundet har du givet mig hvad der, for mig, virker
som et realistisk billede af hvordan livet er for demente og deres
pårørende, og jeg kunne ikke undgå selv at blive påvirket af
Mauds situation.
Maud er en ældre,
dement kvinde, som er omgivet af papirlapper, der fortæller hende
ting, som hun prøver at huske sig selv på. Som at hun skal huske at
købe nogle dåseferskener, selvom hendes datter Helen gentagne gange
har fortalt Maud at skabet er fyldt med dem. En af sedlerne fortæller
Maud at Elizabeth er forsvundet. Elizabeth er Mauds bedste veninde,
men ingen virker til at tage det seriøst når Maud bringer det på
bane, faktisk er der ingen der virker lige så bekymret over
Elizabeths forsvinden, som Maud er. Så Maud må tage sagen i egen
hånd, men det er svært at finde ud af hvor Elizabeth er, når man
ikke kan huske hvorfor det var at man forlod sit hjem, og nu står på
fortovet. Elizabeths forsvinden bringer også gamle minder frem om
Mauds søsters forsvinden mange år tidligere, og Maud begynder at
blande fortid med nutid, i sin søgen efter Elizabeth.
Hele din bog
opleves fra Mauds synspunkt, og det er et skræmmende virkemiddel.
Jeg kan på ingen måde forestille mig hvordan det må være at være
dement, eller være pårørende til en med dement, men denne roman
gav mig et lille indblik i hvordan ens korttidshukommelse kan blive
blank fra det ene øjeblik til det næste. Jeg forstod de pårørendes
frustration over at Maud glemte alting næsten lige så snart hun fik
dem at vide, men jeg forstod næsten endnu mere Mauds frustration
over ikke at blive taget seriøst af hverken hendes familie og de
mennesker hun opsøger for at få hjælp til at finde Elizabeth.
Jeg havde en god
læseoplevelse med din bog, men jeg føler lidt at jeg blev lovet
noget der ikke blev indfriet. Bogen er blevet stemplet som en
psykologisk spændingsroman, men på intet tidspunkt følte jeg at
spændingen var til stede. Jeg sad ikke på kanten af sædet for at
finde ud af hvorfor Elizabeth var forsvundet, for det var jo nærmest
åbenlyst, og sammenkoblingen med Mauds søsters forsvinden var
ligeledes ikke noget der fik mig til at skynde mig at læse videre.
Heller ikke dette var, for mig, det der gjorde bogen medrivende. Nej,
det var i stedet beskrivelsen af Mauds beskadigede sind der fik mig
til at læse videre og fik mig til at holde af din bog, samtidig med at du formåede at bringe lidt humor ind i en historie der i princippet er ret trist.
I form af din bogs
synspunkt, så minder den på mange måder om Stadig Alice af Lisa
Genova, men du formår at gøre historien til dit egen. Dog tror jeg
stadig at fans af netop Stadig Alice også vil sætte pris på Mauds
historie.
Kærlig hilsen
Emma
Healey: Elizabeth er forsvundet. Org. titel: Elizabeth Is Missing.
Anmeldelseseksemplar fra People's Press. 4/5
Ingen kommentarer :
Send en kommentar