Kære dig: Kære Emma Healey (Elizabeth er forsvundet)

Med din debutbog Elizabeth er forsvundet har du givet mig hvad der, for mig, virker som et realistisk billede af hvordan livet er for demente og deres pårørende, og jeg kunne ikke undgå selv at blive påvirket af Mauds situation.

Maud er en ældre, dement kvinde, som er omgivet af papirlapper, der fortæller hende ting, som hun prøver at huske sig selv på. Som at hun skal huske at købe nogle dåseferskener, selvom hendes datter Helen gentagne gange har fortalt Maud at skabet er fyldt med dem. En af sedlerne fortæller Maud at Elizabeth er forsvundet. Elizabeth er Mauds bedste veninde, men ingen virker til at tage det seriøst når Maud bringer det på bane, faktisk er der ingen der virker lige så bekymret over Elizabeths forsvinden, som Maud er. Så Maud må tage sagen i egen hånd, men det er svært at finde ud af hvor Elizabeth er, når man ikke kan huske hvorfor det var at man forlod sit hjem, og nu står på fortovet. Elizabeths forsvinden bringer også gamle minder frem om Mauds søsters forsvinden mange år tidligere, og Maud begynder at blande fortid med nutid, i sin søgen efter Elizabeth.

Hele din bog opleves fra Mauds synspunkt, og det er et skræmmende virkemiddel. Jeg kan på ingen måde forestille mig hvordan det må være at være dement, eller være pårørende til en med dement, men denne roman gav mig et lille indblik i hvordan ens korttidshukommelse kan blive blank fra det ene øjeblik til det næste. Jeg forstod de pårørendes frustration over at Maud glemte alting næsten lige så snart hun fik dem at vide, men jeg forstod næsten endnu mere Mauds frustration over ikke at blive taget seriøst af hverken hendes familie og de mennesker hun opsøger for at få hjælp til at finde Elizabeth.

Jeg havde en god læseoplevelse med din bog, men jeg føler lidt at jeg blev lovet noget der ikke blev indfriet. Bogen er blevet stemplet som en psykologisk spændingsroman, men på intet tidspunkt følte jeg at spændingen var til stede. Jeg sad ikke på kanten af sædet for at finde ud af hvorfor Elizabeth var forsvundet, for det var jo nærmest åbenlyst, og sammenkoblingen med Mauds søsters forsvinden var ligeledes ikke noget der fik mig til at skynde mig at læse videre. Heller ikke dette var, for mig, det der gjorde bogen medrivende. Nej, det var i stedet beskrivelsen af Mauds beskadigede sind der fik mig til at læse videre og fik mig til at holde af din bog, samtidig med at du formåede at bringe lidt humor ind i en historie der i princippet er ret trist.

I form af din bogs synspunkt, så minder den på mange måder om Stadig Alice af Lisa Genova, men du formår at gøre historien til dit egen. Dog tror jeg stadig at fans af netop Stadig Alice også vil sætte pris på Mauds historie.

Kærlig hilsen