tirsdag den 21. april 2015

Kære Stephanie Perkins (Anna og det franske kys)

Din sukkersøde roman Anna og det franske kys var lige noget der ramte mig i hjertet, da jeg havde brug for en dosis kærlighedslæsning.

I din romantikfyldte ungdomsroman bliver Anna tvunget til at studere et år i Paris. Det lyder som en drøm for de fleste, men for Anna er det et mareridt. Hun har ikke lyst til at flytte fra sin mor og lillebror. Hun har slet ikke lyst til at flytte fra sin bedste veninde, og hun har i hvert fald ikke lyst til at flytte fra den fyr, som hun lige er begyndt at være lidt sammen med. Men flytte det skal hun. På den amerikanske kostskole i Paris får Anna hurtigt nye venner, som hjælper hende med at falde på plads, og især hjælper hende med at tale fransk. Étienne St. Clair er en del af hendes nye vennegruppe, og han er helt fantastisk sød og charmerende, og Anna bliver hurtigt interesseret i ham. Problemet er at han allerede har en kæreste, og Anna har jo egentlig også en fyr derhjemme som venter på hende, og så virker det også til at hendes nye veninde også har et godt øje for St. Clair. Anna er splittet, og det gør det ikke lettere at hun og St. Clair befinder sig i den mest romantiske by i verden.

Jeg påbegyndte læsningen af din bog mens jeg sad i toget og skulle have tiden til at gå, og lige med det samme blev jeg opslugt af historien. Jeg blev med det samme transporteret til de parisiske gader, jeg sad til bords med Anna og hendes nye venner på kostskolen, og jeg følte med Anna og hendes kærlighedskvaler, som var det mig selv der oplevede dem. Du formår at skrive så indlevende, atmosfærisk og helt og aldeles vidunderligt, samtidig med at du krydrer det med en portion humor. Din bog er lettilgængelig og jeg var underholdt hele vejen igennem, hvilket især skyldes de forskellige karakterer i bogen. For mig føltes de ægte, deres følelser og reaktioner ligeså, og jeg elsker hvordan både Anna og St. Clair ikke er fejlfri, men igennem øjnene på én der elsker dem, så er de helt perfekte, for sådan er virkeligheden jo. Min eneste anke er dog at jeg følte slutningen blev forhastet. Du bygger en kærlighedshistorie op igennem hele Annas år på kostskolen, men pludselig kommer der fart på, fordi det hele skal løses inden skoleåret er omme. Det synes jeg er en skam, for du kunne sagtens have tilføjet en 50 sider til uden at jeg følte det blev for meget. Så det jeg egentlig prøver at fortælle dig er, at jeg ikke har fået nok Anna og St. Clair ind i mit liv!



Kærlig hilsen
Stephanie Perkins: Anna og det franske kys (Anna og det franske kys #1). Org. titel: Anna and the French Kiss. Anmeldelseseksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

4 kommentarer :

  1. Åh, verdens sødeste bog. <3 Sikke en skøn anmeldelse :')

    SvarSlet
  2. Det lyder jo lige som sådan en sommerbog man kun kan nyde i solskin med et glas koldt at drikke. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som den perfekte måde at nyde den her bog på! :D

      Slet