I din bog Monster har du skabt en
rørende fortælling om en dreng, hvis liv er påvirket af at hans
mor har kræft. Conor har i lang tid været god til både at passe på
sin mor og sig selv, efter sygdommen kom ind i deres familie, men en
nat, efter at Conor er vågnet fra det mareridt har har næsten hver
nat, kommer monsteret for at snakke med Conor. Conor er ikke bange
for monsteret for intet er så skræmmende for Conor som det
tilbagevendende mareridt han har. Et mareridt han ikke ønsker at
fortælle nogen om.
Jeg vidste ikke meget andet om plottet
i din bog, end det ovenstående. Dét og så at din fortælling ville
gå lige i hjertet på mig. På grund af dette valgte jeg også at
læse den en eftermiddag hvor jeg var alene, hvilket viste sig at
være et godt valg, for så kunne mine følelser få frit løb, og
frit løb fik de i hvert fald. Da jeg nåede til de sidste par
kapitler i din bog, tudbrølede jeg mig igennem resten. Vi taler ikke
bare et par tårer ned af kinderne, nej vi taler om en flodbølge af
tårer og hulkende lyde, hvilket også fortsatte til efter jeg
lukkede bogen og lagde den fra mig. Jeg kan helt ærligt sige at
ingen bog tidligere har haft sådan en voldsom effekt på mig, som
din bog har haft, og jeg er faktisk dybt overrasket over at en enkelt
lille bog på 215 sider kunne bringe mig til sådan et stadie.
Fordi din bog kun er på 215 sider,
inklusiv illustrationer, så tog det mig ikke lang tid at læse den,
men selvom den var hurtigt læst, så er den på ingen måde hurtigt
glemt igen. Conors historie, som du har skrevet inspireret af den
afdøde Siobhan Dowds idé sidder stadig i mig, og Jim Kays mørke og
dystre illustrationer passer perfekt til og er med til at sætte
stemningen for Conors indre kamp.
Jeg vil gerne takke dig for at have
skrevet denne rørende historie. En historie om kærlighed, sorg,
vrede og tilgivelse og overgivelse. En historie som jeg aldrig glemmer.
Åh ja, den bog satte sig bare dybt i hjertet!
SvarSletKæresten sad og stirrede mystisk på mig da jeg læste den en eftermiddag, selvom jeg havde advaret ham om at jeg ville komme til at tude.
Hahaha, jamen folk forstår det bare slet ikke, hvis de ikke selv har læst den!
SletDenne ville jeg så gerne læse!
SvarSletJeg synes helt klart at du skal læse den! Den er fantastisk <3
SletDen lyder virkelig så hjerteskærende og så, så, så fin. Jeg gad virkelig godt snart læse den.
SvarSletDet er den virkelig også. Jeg tror også du vil elske den :)
Slet