Kære Patrick Ness (Monster)

I din bog Monster har du skabt en rørende fortælling om en dreng, hvis liv er påvirket af at hans mor har kræft. Conor har i lang tid været god til både at passe på sin mor og sig selv, efter sygdommen kom ind i deres familie, men en nat, efter at Conor er vågnet fra det mareridt har har næsten hver nat, kommer monsteret for at snakke med Conor. Conor er ikke bange for monsteret for intet er så skræmmende for Conor som det tilbagevendende mareridt han har. Et mareridt han ikke ønsker at fortælle nogen om.

Jeg vidste ikke meget andet om plottet i din bog, end det ovenstående. Dét og så at din fortælling ville gå lige i hjertet på mig. På grund af dette valgte jeg også at læse den en eftermiddag hvor jeg var alene, hvilket viste sig at være et godt valg, for så kunne mine følelser få frit løb, og frit løb fik de i hvert fald. Da jeg nåede til de sidste par kapitler i din bog, tudbrølede jeg mig igennem resten. Vi taler ikke bare et par tårer ned af kinderne, nej vi taler om en flodbølge af tårer og hulkende lyde, hvilket også fortsatte til efter jeg lukkede bogen og lagde den fra mig. Jeg kan helt ærligt sige at ingen bog tidligere har haft sådan en voldsom effekt på mig, som din bog har haft, og jeg er faktisk dybt overrasket over at en enkelt lille bog på 215 sider kunne bringe mig til sådan et stadie.

Fordi din bog kun er på 215 sider, inklusiv illustrationer, så tog det mig ikke lang tid at læse den, men selvom den var hurtigt læst, så er den på ingen måde hurtigt glemt igen. Conors historie, som du har skrevet inspireret af den afdøde Siobhan Dowds idé sidder stadig i mig, og Jim Kays mørke og dystre illustrationer passer perfekt til og er med til at sætte stemningen for Conors indre kamp. 

Jeg vil gerne takke dig for at have skrevet denne rørende historie. En historie om kærlighed, sorg, vrede og tilgivelse og overgivelse. En historie som jeg aldrig glemmer.

Kærlig hilsen

Patrick Ness: Monster. Org. titel: A Monster Calls. Gyldendal 5/5