I din roman Brudeskibet fortæller du
om hvordan kvinder fra Australien sejlede den 6 ugers lange rejse til
England for at mødes med de soldater de giftede sig med under
krigen. I bogen bliver godt og vel 600 kvinder transporteret med et
fragtskib, og iblandt dem følger vi 4 vidt forskellige kvinder.
Maggie er en højgravid bondepige der
på den ene side glæder sig til at blive genforenet med sin mand,
men på den anden side er hun bekymret for at skulle forlade sin far
og brødre helt alene, uden en kvinde til at kunne passe på dem.
Avice kommer fra en velstående familie, som er meget imod at hun
rejser til England for at være sammen med den mand hun næsten ikke
kender. Avice bliver dog også selv ret modvillig, da hun opdager hun
ikke får en privat kahyt på skibet, men må dele med 3 andre
kvinder. Avice vil dog bevise overfor sine forældre at hun har taget
den rigtige beslutning, og bider det i sig. Jean er en oprørsk
teenager, der hele tiden tænker på hvor den næste sjove oplevelse
er, hvilket både skaber ballade for hende og de kvinder der prøver
at passe på hende, samtidig med at det giver hende et ry blandt de
andre kvinder på skibet og blandt den mandlige besætning. Frances
er en mut kvinde, der arbejdede som sygeplejerske under krigen, og
dermed har været vidne til krigens frygtelige rædsler. Frances er
dog ikke kun tilbagetrukket på grund af krigen, men også fordi hun
bærer på en hemmelighed, som hun ikke tror mange kan acceptere.
De 4 kvinder, sammen med resten af de
knap 600 kvinder, må sammen få det bedste ud af rejsen, samtidig
med at frygten om at modtage telegrammer, med ordlyden om at de er
uønskede, hænger over hovedet på dem.
Du starter bogen ud med at forklare
hvor grundig du har researchet på dette emne, og at selve præmissen
for bogen er sand: Kvinder fra Australien blev faktisk sejlet til
England, for at blive genforenet med deres britiske mænd. Du
fortæller at du blev inspireret til at skrive historien, da din
bedstemor var én af de brude der tog på den lange rejse. Det at du
fortæller læseren dette inden selve historien, i stedet for
bagefter, som de fleste gør, gør at jeg blev mere engageret i
historien, fordi det netop er sket i virkeligheden. Du har
selvfølgelig skabt nogle karakterer og opfundet deres oplevelser,
men du krydrer dette med virkelige udsnit af avisartikler, hvilket
gør det meget mere realistisk.
Selvom jeg elskede baggrunden for din
bog, så syntes jeg alligevel at der var alt for mange klicheer i
kvindernes historier. Det blev til en typisk chick-lit med en
blanding af kvindedrama og uforløst/ulykkelig kærlighed, og især
Avice og Jean blev alt for karikeret for min smag, hvilket gjorde at
jeg på ingen måde kunne føle sympati med dem. Maggie var derimod
den kvinde jeg virkeligheden heppede på igennem hele bogen, og jeg
ønskede og håbede at hun ville ende med at få en lykkelig
slutning, for det syntes jeg hun fortjente.
Kærlig hilsen
Ingen kommentarer :
Send en kommentar