I din nye bogserie om Winger
følger vi Ryan Dean West. Ryan bliver dog kaldt Winger på grund af
sin position på rugbyholdet på den kostskole han går på. Winger
er 14 år gammel, men fordi han har sprunget et par klassetrin over,
går han i klasse med 16-årige. Wingers unge alder gør at han føler
sig som the odd man out, da alle er bevidste om at han er yngre end
dem, og de er ikke bange for at bruge det imod ham. Din bog starter
ud med at vi følger Winger i det nye skoleår, hvor han prøver på
ikke at blive tromlet ned af de ældre elever, både på banen og
udenfor banen, og samtidig prøve på at få styr på sin forelskelse
i sin eneste pigeven Annie, som desværre kun ser ham som en rigtig
god ven. Nå ja, og så skal Winger også lige have kontrol over sine
seksuelle frustrationer, for dem har man mange af når man er 14 år
og dagen lang går op ad 16-årige piger.
Jeg elsker den måde du har skrevet den
her bog på! Det er som at læse Wingers egen private dagbog, hvilket
vil sige den er meget uhøjtidelig - han tager ikke sig selv alt for
seriøst, og der er intet filter på hans tanker. Skrivestilen er en
fantastisk måde hvorpå læseren virkelig kan lære Winger godt at
kende og for at holde med ham, selvom han til tider tager nogle dumme
beslutninger. Derudover er bogen krydret med tegninger. Tegninger som
Winger selv har lavet, på samme måde som at man selv kunne finde på
at tegne i sin dagbog.
Selvom jeg på ingen måde burde kunne
relatere mig til en 14-årig dreng der går på kostskole og som har
sprunget nogle klassetrin over, så har du formået at skabe en
karakter hvor jeg rent faktisk kan forstå de tanker der kører rundt
i hovedet på ham, ligesom jeg kan forstå de reaktioner han har på
sin omverden. Og derudover er din bog bare skide sjov, men lige når
jeg tror at din bog bare handler om at være sjov, vælger du at tage
en uventet drejning og behandler et seriøst emne, der virkelig gav
mig tårer i øjnene, og fik mit hjerte til at gå lidt i stykker.
Jeg kan ikke vente med at læse
fortsættelsen, og se hvad der nu kommer til at ske for Winger.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar