onsdag den 20. august 2014

Kære Filmatisering - Rebecca


I Daphne du Mauriers bog Rebecca fra 1938 møder vi den unge, navnløse heltinde, der ved bogens start arbejder som en ledsager for en ældre dame. Mens de er i Monte Carlo møder heltinden den rige Maxim de Winter. Efter nogle glædelige dage sammen gifter vores heltinde sig med Maxim de Winter og flytter med ham tilbage til Manderley. Den nye Mrs. de Winter kommer fra en helt anden baggrund end sin nye mand, og er derfor ikke bekendt med de skikke der hører sig til ved at være fruen i et stort hus. Derudover hænger der konstant en skygge over huset af den tidligere, nu afdøde, Mrs. de Winter; Rebecca. 

Rebecca var elsket af alle, og især af husholdersken Mrs. Danvers, som den nye Mrs. de Winter er meget ængstelig omkring. Hun føler et pres for at skulle leve op til de forventninger som Rebecca har indført i sin tid som fruen i huset, og det pres øges som tiden skrider frem, indtil der opstår en konfrontation imellem Mr. og Mrs. de Winter, da fortiden pludselig indhenter dem. 

I 1940 blev Rebecca filmatiseret med Laurence Olivier som Maxim og Joan Fontaine som Mrs. de Winter, og instrueret af selveste Alfred Hitchcock. Rebecca blev nomineret til 11 Oscars og vandt 2, bl.a. for Bedste Film, og dermed en kæmpe en succes. Især også for Hitchcock, da det var hans første amerikanske spillefilm.



Filmen skaber den dystre stemning fra bogen ved at være filmet i sort/hvid og starter ud præcis som bogen; "Last night i dreamt I went to Manderley again... 
Filmens portrættering af Mrs. de Winter fremhæver hendes nervøsitet, generthed og hendes naivitet, ligesom hendes barnlige glæde skinner igennem.

Filmen følger bogen rimelig godt, som det nu er muligt med en film på lidt over 2 timer, men visse ting er ændret, udeladt og klemt sammen, såsom måden Mrs. de Winter og Maxim møder hinanden. Det er dog glædeligt at visse citater fra bogen bliver gengivet direkte i filmen. 


Som det som oftest er med film, så går der en masse små detaljer tabt, da vi ikke får indblik i Mrs. de Winters tanker, så bogen vil altid være det bedste udgangspunkt for at kende den spændende historie om Mr. og Mrs. de Winter og Rebecca. Filmen er dog en god tilføjelse til bogen, en mulighed for at se fortællingen ”komme til live”, dog med visse modifikationer for at tilpasse filmmediet.




Kærlig hilsen

2 kommentarer :

  1. Jeg har faktisk ikke set filmen, men måske burde jeg gøre det. Den lyder trods alt som en fin tilføjelse til den smukke roman :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg du skulle gøre, for det er en god film :)

      Slet