tirsdag den 16. august 2016

Kære Mhairi McFarlane (Fra og med dig)

Det er så sjældent at jeg læser chick-lit for tiden. Engang var Sophie Kinsella og Marian Keyes det eneste jeg læste, men det endte med at blive meget ensformigt. Jeg begyndte dog alligevel at glæde mig rigtig meget til at påbegynde dit forfatterskab, og Fra og med dig endte med at være et rigtig godt sted at starte. 

Som barn og teenager blev Anna mobbet i skolen på grund af sit udseende. Nu er Anna over tredive, og virker til at have det hele: Fantastisk job, skønne venner og et nyt look. Anna bærer dog stadig rundt på en masse usikkerhed som følge af sin traumatiske barndom, og da hun pludselig skal til at arbejde sammen sin tidligere mobber, James, bliver Anna med det samme oprørt. James kan utrolig nok ikke genkende Anna, og opfører sig overhovedet ikke som det store røvhul som Anna kendte tilbage i skolen. Anna er dog stadig modvillig med at stole på James, for kan man overhovedet ændre sig fra at være en idiot, til en elskværdig person?

Din bog er fyldt med kærlighed, humor (katten Luther er den perfekte karakter!) og sørgelige dele - hvilket for mig er den perfekte opskrift på god chick-lit. Selvom udfaldet var meget forudsigeligt (hvilket de fleste chick-lits er, og som er selve charmen ved dem!), så var det alligevel skønt at følge Anna og James' udvikling. Til tider rynkede jeg lidt på næsen over budskabet; Tyk pige bliver mobbet af skolens lækre fyr, tyk pige taber sig og bliver smuk, og selvsamme lækre fyr kan nu ikke genkende hende og vil gerne tilbringe tid med hende. Det er måske ikke det bedste budskab at sende, men efter jeg accepterede din bogs præmis, begyndte jeg også at nyde historien mere, og bare lade mig føre med. 

Jeg var rigtig glad for at vi som læsere ikke kun oplevede historien igennem Annas øjne, men at du også havde kapitler baseret ud fra James' synspunkt. Det gav en større forståelse for James som person, og gjorde at jeg ikke bare hadede ham hele vejen igennem, som ellers kunne have være oplagt, ud fra hans forfærdelige opførsel i skolen, som jeg fik beskrevet i starten. Jeg lagde bogen fra mig med et smil på læben, og havde med det samme lyst til at læse endnu en af dine bøger.

Kærlig hilsen

Mhairi McFarlane: Fra og med dig. Org. titel: Here's Looking at You. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. 4/5

2 kommentarer :

  1. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, der syntes at budskabet til tider var lidt tvivlsomt :) Men når man ser bort fra det, så er det nemlig virkelig en skøn chick-lit bog :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg læste godt din anmeldelse på bloggen, om at vi lidt havde samme holdning ang. det. Nogle gange må man bare tage en bog for hvad den er, og at ikke alle bøger kan være feministiske ;)

      Slet