fredag den 3. juni 2016

Kære Opsamlingsliste - Maj



Månedens læste bøger

Månedens favorit
Der var været rigtig mange gode læseoplevelser i maj måned, og det startede allerede rigtig godt ud med Kristin Hannahs Nattergalen. En smuk og rørende fortælling om 2 søstre under krigens rædsler. Mit brev findes her. Derudover var Rene Denfelds The Enchanted en smuk og poetisk fortælling om death row - en indsats drømmelignende syner og en kvinde der kæmper for at forlænge de indsattes liv lidt længere. Maj sluttede også rigtig godt med Julia Heaberlins Kvinden i graven, som er en perfekt thriller, og lige hvad jeg stod og manglede midt i mine Gillian Flynn-abstinenser. Brevet til Heaberlin kan læses her.

Månedens overraskelse
I maj overraskede jeg mig selv ved rent faktisk at læse en NA, nemlig Colleen Hoovers Forbandede kærlighed. Selvom jeg ikke blev "kureret" for min snerpethed i forhold til sex i bøger, så formåede Miles alligevel at få mig til at næsten-tude. Brevet kan læses her.

Månedens skuffelse
Den første skuffelse i måneden, var Angela Carters novellesamling The Bloody Chamber, som jeg har læst sammen med bogklubben. Det var egentlig ikke fordi jeg syntes historierne var decideret dårlige, men de greb mig bare aldrig, og jeg endte med at lægge bogen fra mig, fordi jeg slet ikke nød at læse den. Den anden skuffelse denne måned, var Sara Gruens Vand til elefanterne. Jeg har tidligere set filmen, og husker den som værende meget sød, men af en eller anden grund så klikkede jeg ikke særlig meget med bogen. Om det skyldes at jeg "læste" den som lydbog, skal jeg ikke kunne sige, men blev godt nok bagefter overrasket over at opdage at der var stemningsbilleder med i den fysiske bog. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok ikke hørt den som lydbog.

Månedens anbefaling
Glasklokken er mit første møde med Sylvia Plath, og jeg blev virkelig forbavset over handlingen, for den var slet ikke som forventet. Det at følge den unge piges indre kamp med depression, var ærlig, hård og ægte, og det påvirkede mig virkelig at finde ud af bagefter at det i det store hele er en selvbiografisk roman, og at Sylvia Plath selv har oplevet mange af de ting, som hendes hovedperson oplever. Derudover så er den nye oversættelse af Mette Moestrup og Olga Ravn rigtig god. Helt klart værd at læse.

Mest forventede læseoplevelse i juni
I denne måned udkommer der en masse gode bøger, som jeg glæder mig til at læse. Dette inkluderer bl.a. Ulykkernes tid og Dumplin'. Derudover venter jeg også spændt på at modtage The Raven King - sidste del af Maggie Stiefvaters serie om The Raven Boys. Jeg håber også sådan at kunne nå at få læst hendes Scorpio Races og ligeledes også Daphne du Mauriers My Cousin Rachel.

Opsummering af maj
Det er som om maj bare fløj afsted, så jeg kan næsten ikke huske hvad der er sket den sidste måned. Alligevel formåede jeg at få læst 18 bøger, hvilket jeg egentlig synes er meget sejt. Når jeg endelig har mig-tid så formår jeg at bruge den til det jeg virkelig elsker, nemlig at læse, og det er simpelthen så skønt. Jeg håber at jeg kan fortsætte med det, og forhåbentlig for kastet mig mig over den store bunke af bøger som jeg meget gerne snart vil have læst.

Kærlig hilsen

Ingen kommentarer :

Send en kommentar