tirsdag den 8. marts 2016

Kære Garth Risk Hallberg (Byen brænder)

Da jeg først sad med din debutroman Byen brænder mellem hænderne, må jeg ærligt indrømme at jeg var intimideret. 1042 tætskrevne sider var det der mødte mig, da jeg åbnede bogen, og bladrede forbi titelsiden. Det er sjældent at jeg læser så store bøger, netop fordi jeg ved at jeg kommer til at skulle investere meget tid og energi i dem, og hvis det så viser sig at være en dårlig bog, så er det alligevel svært at lægge den fra sig, når man først er halvvejs. Det problem skabte du heldigvis ikke for mig.

Du tog mig med tilbage til halvfjerdsernes New York, og ind i hovedet på en broget skare af karakterer. Det homoseksuelle par, kvinden der kæmper med at holde familiefirmaet over vande, de rebelske forstadsbørn, manden der kæmper med efterdønningerne af sin utroskab. Alle sammen karakterer der på hver sin måde har betydning for hinandens liv. Da en pige bliver skudt i en park nytårsaften, begynder alting at optrevle, for at kulminere et halvt år senere under et stort blackout i byen. Det er svært at kunne give et mere uddybende resume af handlingen, netop fordi du inkluderer så mange karakterer, med hver deres kampe i livet, som samtidig har en betydning for det overordnede plot.

Jeg endte med at investere mig meget i din bog, som forventet, men det var en positiv oplevelse for mig. Jeg begyndte at holde af alle disse karakterer, og jeg nød de skiftende fortællere, for de gav mig velafrundet indblik i hvad der skete, både før, under og efter skudepisoden, ligesom de gav mig hver deres opfattelse af livet i New York i denne tidsperiode. Krydret med håndskrevne breve, artikler, og fanzines imellem kapitlerne, var disse en gennemtænkt tilføjelse til historien. 


Til tider strakte bogen sig dog i langdrag, men ikke på en sådan måde at jeg kunne finde på at lægge den fra mig igen. Jeg er imponeret over at du har formået at holde styr på alle disse personer, deres tidligere oplevelser og deres nuværende reaktioner. De er ægte, ærlige og velbalancerede, og det er i høj grad alle disse personkarakteristikker der holder min læsning i gang, frem for plottet i historien. Jeg er spændt på at se hvad den næste litterære udgivelse bliver fra din hånd, for du har noget at leve op til, med en debut som denne.

Kærlig hilsen


Garth Risk Hallberg: Byen brænder. Org. titel: City on Fire. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 4/5

2 kommentarer :