Kære dig: Kære Anthony Doerr (Noget om Grace)

Sidste år opnåede du stor succes med din roman "Alt det lys vi ikke ser". En smuk historisk roman, iblandet lidt magiske elementer. Det er altid svært at følge op med den "svære" toer, men måske endnu mere når vi i Danmark får din debutbog Noget om Grace som en opfølger til din storslåede roman.

I din debutbog bliver vi præsenteret for David Winkler. Winkler har en unik evne, nemlig at kunne drømme om begivenheder før de sker. Det har været en byrde for ham siden han har været en lille dreng, men nu som voksen prøver han at leve et almindeligt liv sammen med sin kone og lille pige Grace. Da Winkler så gentagende gange begynder at drømme, at lille Grace dør i armene på ham, ser han ingen anden udvej end at flygte. Flygte fra sin forudbestemte fremtid og dermed flygte fra sin familie. Winkler ender langt væk fra sin lille by i Alaska, langt væk fra sneen, som ellers tidligere har været hans store interesseområde, og omgiver sig i stedet med sol og varme. Et kvart århundrede senere kan Winkler ikke længere leve med uvisheden om hvad der skete med konen, og den manglende viden om Grace overlevede på baggrund af hans fravær, så Winkler sætter sig for at begive sig rundt i USA for at finde dem, en eftersøgning der også bringer ham tilbage til sin første kærlighed: sneen.

Din bog startede så stærkt ud. Med det samme var jeg fanget, og kunne tydeligt se din fantastiske skriveevne, som du har fået udviklet og finpudset til din efterfølgende succesfyldte roman. Plottet var interessant og følelserne var ægte, men da Winkler flygtede, flygtede en del af min interesse også. For mig gik der alt for lang tid, hvor vi skulle følge Winkler væk fra sin familie, væk fra sin sneinteresse og væk fra det jeg så som hovedplottet. Jeg begyndte at kede mig, hvilket jeg slet ikke havde forventet, især ikke med de smukke formuleringer jeg igen og igen blev mødt med. Da jeg nåede frem til Winklers ønske om at finde sin familie igen, blev jeg ligeledes igen fanget. Jeg blev interesseret i historien igen, og kunne på ingen måde lægge de sidste 100 sider fra mig, da jeg først var begyndt på dem.

Selvom din titel siger at det er en bog om Grace, en kærlighedserklæring til den datter han forlod for at redde, så ser jeg også bogen som Winklers kærlighedserklæring til sneen. Selvom sneen ikke fylder konstant i bogen, så er det tydeligt at den altid er i baggrunden og lurer med sine smukke iskrystaller. Jeg vidste i hvert fald ikke, at jeg kunne blive så klog på noget, der på overfladen virker så simpelt, som sne.

Kærlig hilsen