torsdag den 21. januar 2016

Kære Maggie Stiefvater (The Raven Boys)

Da jeg først valgte at få læst The Raven Boys, var det egentlig bare fordi jeg havde set nogle sukke over hvor smuk en historie det var, så jeg tænkte at jeg da godt kunne give den en chance, selvom jeg egentlig ikke har nogen idé om hvad denne Young Adult fantasy egentlig handler om. Og hvor er jeg dog uendelig glad for at jeg gjorde det.

Igennem hele sit liv har Blue kendt til overnaturlige kræfter. Hendes mor er clairvoyant, og de andre kvinder i familien har ligeledes visse kræfter der bl.a. gør det muligt for dem at se de døde. Blue havde egentlig accepteret at disse kræfter ikke er noget hun besidder, indtil hun en nat selv er vidne til en dreng der træder ud fra mørket og begynder at tale til hende. Da Blue senere møder selvsammme dreng i levende live, kan hun ikke undgå at føle en form for forbindelse med ham. Drengen Gansey og hans gruppe af venner, er dog privatskoledrenge, og altså nogle af de Raven Boys som Blue har svoret at holde sig væk fra. Samtidig kan Blue heller ikke undertrykke den advarsel hun har fået at vide siden hun var helt lille, nemlig at hun vil være skyld i at hendes "true love" dør.

Baseret på den begrænsede plotbeskrivelse jeg læste bag på din bog, havde jeg egentlig troet at jeg "bare" ville komme i gang med en kærlighedshistorie, men jeg tog grueligt fejl. Det er ikke en bog der består af enorme kærlighedserklæringer, ligesom det heller ikke er en bog der består af de vilde actionsekvenser, eller har et tempo der får en til at gispe efter vejret. Du har skrevet en bog der langsomt bygger op, og bygger op, og bygger op, indtil man er blevet så opslugt at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Og gud, hvor jeg elskede det. 

Den første bog i din serie har twists, den har mulighed for at få stillet ens shippin'-behov, og den har elskelige karakterer, selvom de alle er fyldt med fejl. Fantasyelementerne passede perfekt til mit humør og temperament, og er perfekt underspillet, til at det aldrig bliver for meget. Jeg ved ikke hvorfor jeg til en start ”kun” gav din bog 4 stjerner, og jeg det vil jeg rette op på nu. The Raven Boys har siddet fast i mit hoved siden jeg læste den for nogle måneder siden, og for den grund alene bliver jeg nødt til at give den 5 stjerner. De næste to bøger i serien står klar til mig på bogreolen, men jeg er næsten for bange for at læse videre, for tanken om at der til sidst ikke vil være flere bøger i serien, er næsten ikke til at bære.

Kærlig hilsen
Maggie Stiefvater: The Raven Boys (The Raven Cycle #1). Scholastic Press. 5/5

4 kommentarer :

  1. God anmeldelse, det lyder virkelig som om, du har haft en god læseoplevelse. Og rigtig godt eksempel på, hvordan det faktisk tager tid rigtig at fordøje og danne sig en mening om en bog. Kh Lea fra bogligeoplevelser.blogspot.dk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja nogle gange sidder en bog bare i én i rigtig lang tid, og så synes jeg godt at man kan revaluere ens holdning til den :)

      Slet
  2. Jeg må virkelig snart få læst videre på serien - Stiefvater har virkelig skabt noget særligt med Blue og vores kære Raven Boys. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har hun i hvert fald! Jeg glæder mig i hvert fald til at få tid til at læse videre!

      Slet