søndag den 10. januar 2016

Kære Nanna Foss (Geminiderne)

Som en lille gode til mig selv, valgte jeg at gemme Geminiderne, den nyeste bog i Spektrum-serien, indtil jeg vidste jeg havde god tid til at få den læst, for jeg var overbevist om at når jeg først var gået i gang, så ville det være svært at stoppe igen. Og jeg havde ret. 

Geminiderne fortsætter fra hvor Leoniderne sluttede, men denne gang følger vi de unge fra Pi's synspunkt (ja apostroffen er forkert, ja det er helt klart med vilje!) De er alle sammen stadig i gang med at finde ud af hvordan alt det her med tidsrejser fungerer, samtidig med de begynder at overveje at ændre fortiden, men vil det ikke også ændre nutiden? Og fremtiden? 
For at være helt ærlig, så var jeg ikke helt så entusiastisk omkring nyheden, at bogen ville følge Pi og hendes tanker. Jeg var egentlig ikke den store Pi-fan i sidste bog, men det fik du hurtig omvendt med Geminiderne. Det var forfriskende at skifte synspunkt, samtidig med at historien fortsatte hvor den forrige slap. 

Endnu engang var jeg blæst omkuld over hvordan du kan holde styr på fortid, nutid og fremtid, i en historie med så meget fart på, uden at jeg på noget som helst tidspunkt blev forvirret. Derudover præsenterer du os for en håndfuld nye karakterer, og selvom der nu er virkelig mange personer at holde styr på, så fungerer det bare! Især da der hen imod slutningen kom en helt fantastisk afsløring, som jeg på ingen måde havde set komme! Jeg sad med åben mund og var fuldstændig målløs. Det er øjeblikke som disse, der gør at Spektrum-bøgerne er nogen af mine yndlingsbøger. Og nå ja, så har jeg da også fået et yndlingspar (forhåbentlig!)

Jeg ELSKER alt der har med tidsrejser at gøre, og indtil nu er din Spektrum serie den bedste tidsrejsefortælling jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan slet ikke få nok, og nu er jeg endnu mere glad for at jeg, med de i alt 9 planlagte bind, ikke skal sige farvel til Pi, Noah, Emilie, Alban, Linus og alle de nye karakterer. Jeg glæder mig dog allerede til den dag hvor Alban bliver hovedpersonen i sin egen Spektrum-bog. Den dag kan ikke komme hurtig nok.  

Kærlig hilsen

Nanna Foss: Geminiderne (Spektrum #2). Anmeldelseseksemplar fra Tellerup. 5/5

7 kommentarer :

  1. Jeg indrømmer at jeg også begynder at se mere og mere frem til Alban bogen i serien.
    Til gengæld frygter jeg lidt Noah bogen på en eller anden måde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, sjovt nok, at vi har det på samme måde :p Af en eller anden grund frygter jeg lidt at skulle læse en bog fra Noahs perspektiv, og tror faktisk at næste bog i serien bliver Noahs bog!

      Slet
    2. Nu er jeg bare nysgerrig - hvorfor frygter i at læse fra Noahs perspektiv? :3

      Slet
    3. Frygte er måske det forkerte ord :p For mit vedkommende er jeg ikke den helt store Noah-fan, jeg synes han er for negativ og vred (og med god grund!), så derfor tænker jeg at en bog fra hans perspektiv måske kan blive lidt for hård at komme igennem :)

      Slet
    4. Jeg har det på samme måde, der er meget lidt ved Noah jeg bryder mig om, så er bange for jeg ikke vil kunne lide den bog han skal fortælle. Af den simple grund at jeg syntes han er lidt af en nar, men taget i betragtning at Pi hinter til at han ikke altid var sådan, kan vi forhåbentligt blive overrasket.

      Slet
  2. Jeg glæder mig så meget til at læse den bog! :D Med alle de positive anmeldelser og så fed som bog 1 er, så kan det kun blive godt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt sikkert! Jeg tror måske endda at jeg synes den er endnu bedre end den første bog, netop fordi der sker helt vildt meget tidsrejsemæssigt, hvilket jeg elsker!

      Slet