søndag den 30. oktober 2016

Kære Meredith Russo (Hvis jeg var din pige)

Noget af det første jeg gerne vil fortælle dig, som jeg har tænkt på inden jeg overhovedet fik læst din bog, er at jeg er virkelig glad for at du har skrevet Hvis jeg var din pige, og jeg er endnu mere glad for at den er blevet oversat til dansk!

Historien om Amanda, er en historie om en pige der blev født med en drengekrop, og før hed Andrew. Amanda har igennem hele sit liv oplevet skam, frygt og depression over ikke at passe ind i "normen", og selv efter at have sit ydre til at passe med sit indre, er frygten for andre menneskers reaktion konstant, og Amanda vil derfor gerne holde sin fortid hemmelig. Da Amanda møder Grant, falder de hurtigt for hinanden, og Amanda begynder at betvivle om hun stadig skal gemme på sin hemmelighed, eller om Grants kærlighed kan overskygge hans mulige negative reaktion over Amandas fortid. 

Selvom du har skrevet en bog om en transkønnet teenager, så er det lige så meget en bog om den første kærlighed, og den usikkerhed der opstår med at skulle dele sit inderste væsen med en anden, og det syntes jeg var rigtig skønt. For det er med til at "normalisere" at transkønnede oplever lige præcis de samme følelser i kærligheden som en ciskønnet. 

For tiden er der rigtig meget fokus på personer, som er blevet født med en krop der ikke matcher det køn de er, såsom med Caitlyn Jenner og pigen Jazz Jennings, som begge har fået realityprogrammer i USA. Derfor synes jeg netop at det er vigtigt at vi i Danmark også får udgivet  skønlitterære bøger der omhandler transkønnede, som samtidig kan appellere til ciskønnede, og det at du selv er transkønnet og derfor kan skrive ud fra virkelige oplevelser (omend din bog giver et mere romantiseret billede af Amandas situation som du selv skriver til sidst), og at der er en transkønnet pige på forsiden, er med til udvikle vores alle sammens forståelse for hvad det vil sige at have en krop der ikke matcher det køn man er. Så tak skal du have - både for at have åbnet mine øjne lidt mere, men også for den mulighed der nu er opstået for at åbne andres øjne, og skabe mere forståelse. 

Kærlig hilsen

Meredith Russo: Hvis jeg var din pige. Org. titel: If I Was Your Girl. Anmeldereksemplar fra Carlsen. 4/5

4 kommentarer :

  1. Hvor er jeg glad for, at du kunne lide den! Jeg knuselskede den selv.

    SvarSlet
  2. Jeg har efterhånden hørt mange interessant ting om den her bog, og den lyder virkelig også spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes den var spændende, og egentlig skønt at kunne "få lov" til at læse en kærlighedshistorie fra en transkønnet synspunkt.

      Slet