I din fine fantasy bog The Boook of
Lost Things møder vi David, der som ung mister sin mor. David er
tynget af sorgen og trækker sig længere ind i bøgernes magiske
univers, et univers han blev præsenteret for af sin mor. De plejede
at dele glæden ved at læse, og ville sidde og læse ved siden af
hinanden, men efter morens død er det blevet en ensom beskæftigelse
for David. Dette skyldes især også at Davids far ikke deler denne
glæde ved læsning med ham, og især også fordi David føler at
hans far ikke sørger nok over morens død. Oveni alt dette føler
David skyld over morens død, hans OCD fortæller ham at det er hans
skyld at han nu må leve uden sin faste støtte.
Pludselig en dag begynder David at høre
bøgerne tale til ham, som var de levende væsener, og en mand træder
ind i Davids verden og trækker David med ind i en parallelverden.
Denne verden er bygget op over kendte fortællinger, dog i en mere
dyster udgave, men da David træder ind i denne verden bliver han den
nye omdrejningspunkt for disse kendte fortællinger.
Da David ønsker at komme tilbage til
sin egen verden er han da nødt til at finde kongen, som kan rådgive
sin Book of Lost Things, som indeholder alt kongens viden, men det
bliver ikke uden problemer.
Jeg er helt vild med ideen om at de
kendte fortællinger lever i en parallelverden, og at de ikke er så
pussenusset som disse kendte fortællinger ellers bliver præsenteret
som. Selve ideen med at bogen foregår fra Davids synspunkt gør at
læseren oplever historien igennem et barnligt sind, og er med til at
give bedre indblik i hans sorg over morens død og den frygt der
opstår ved at være et ukendt sted. Desværre syntes jeg faktisk at
den bedste del ved bogen var inden David nåede den parallelle
verden, fordi du forklarer de psykologiske aspekter ved sorg og OCD
hos en lille dreng virkelig godt, hvortil jeg følte de kom i
baggrunden til fordel for den magiske verden, og det er lidt
ærgerligt.
Kærlig hilsen
Den skal jeg altså også ha' læst på et tidspunkt!!
SvarSletDen er virkelig også værd at læse!
Slet