For et lille stykke tid siden læste jeg Rubinrød, den første bog i din tidsrejsetrilogi. Den var meget sjov og fuldstændig gennemført da det kom til hele tidsrejse-aspektet, men den var ikke helt så fængende som jeg havde håbet, så jeg var spændt på at se hvordan serien ville forløbe i Safirblå.
I første bog skulle Gwendolyn på kort tid acceptere at hun er familiens efterfølger, der har arvet tidsrejsegenet, og hun skulle straks begynde at lære at begå sig i forskellige tidsperioder, med alt hvad der indebærer af store kjoler, dans og den korrekte måde at gebærde sig på. Derudover skulle Gwendolyn også lære at håndtere den pænt arrogante Gideon, som er blevet hendes tidsrejsemakker, i jagten på de tidligere familiemedlemmer, der har vendt slægten ryggen. Denne bog fortsætter fuldstændig hvor din forrige bog slap, så på grund af at der var gået et godt stykke tid siden jeg læste "Rubinrød", tog det mig en del kapitler før jeg var helt med på hvordan det var muligt at tidsrejse, og hvad grunden egentlig var for at de var nødsaget til at rejse i tiden så ofte.
Ved din første bog var min kritik at jeg følte den var lidt for "barnlig" til at være en YA. Det synes jeg helt sikkert er blevet rettet op i denne fortsættelse. Humoren er der stadig, men den er knap så plat. Derudover var du også virkelig dygtig til at forklare de indviklede grundlag for hvordan tidsrejserne i bogen fungerer, og hvordan fortiden, nutiden og fremtiden hænger sammen. Ligesom i sidste bog, har du virkelig gennemført hele tidsrejseplottet, uden at det bliver for svært at forstå.
Jeg elskede hvordan du, med denne bog, lader læseren blive viklet ind i en labyrint af hvordan fortid og nutid hænger sammen, og det var skønt at læse hvordan Gwendolyn selv blev overrasket over at opleve at hendes fremtids-jeg har taget en beslutning der har betydning for hendes nutids-jeg der er på rejse i fortiden. Jeg får det sikkert til at lyde indviklet, men det er på ingen måde lige så indviklet når du selv beskriver det, og det var nok det jeg satte mest pris på i din bog.
Det jeg satte mindst pris på, var Gideon. Jeg syntes han er sådan en kæmpe røv, og jeg forstår simpelthen ikke hvad Gwen ser i ham. Jeg har forstået pointen med hvorfor han er så vægelsindet med hensyn til Gwendolyn, men jeg kan ikke komme mig over hvordan han leger med hendes følelser. For mig ville historien være meget bedre, hvis den ikke inkluderede en kærlighedshistorie, for tidsrejsedelen vil altid være det der appellerer mest til mig.
Kærlig hilsen
Kerstin Gier: Safirblå (Precious Stone Trilogy #2). Anmeldereksemplar fra Turbine. 3/5
Ingen kommentarer :
Send en kommentar